Bangladesh – lynvisit i vandland
Bangladesh har altid stået for mig som tæt- og overbefolket, som et land med hyppige oversvømmelser, hvor der egentligt ikke burde bo mennesker. Men det gør der. Alt for mange, og landet er et af verdens fattigste. For os er det et interessant stop på turen fra Nepal til Malaysia.Vi flyver med Biman Bangladesh og får et sidste glimt af Himalayas tinder, fordi den flinke pilot lige skal vende flyet. Midt på eftermiddagen kan vi se ned på Bangladesh, der virkelig består af meget vand. Det er ikke underligt, her er hyppige oversvømmelser i dette land, hvor der bor 150 millioner på et lille område, hvor der nok slet ikke burde bo mennesker. Jeg tænker på min mors fætter Jens og hans kone Kirsten, der var herude som missionærer i 1970erne. Det er ikke blevet bedre siden, men vi erfarer dog, de arbejder med fødselsbegrænsning.

Da Bangladesh løsrev sig
Landet blev selvstændigt i 1971. Ved Indiens uafhængighed i 1947, blev den midterste del givet til det nuværende Indien, mens Pakistan havde en vestlig del, det nuværende Pakistan, og en østlig del, Bangladesh. Pakistan udbyttede og fornedrede Bangladesh i en grad, der i 1971 førte til oprør. Lige før jul, for præcist 48 år siden, erklærede landet sig selvstændigt, og det er noget, man er stolte af og lige har fejret. Militæret spiller en stor rolle i landet, og på vej ind fra lufthavnen er der store områder for flåden og hæren, inklusive en golfklub for officerer! Det er generelt de pæneste og mest imposante bygninger i byen, der huser militæret.
Lufthavnen er fra starten kaos. Der er lange køer til alt. Vi skal have visum on arrival. Der er først en kø for at indlevere et ankomstkort. Så skal vi betale i en bank, der selvfølgelig ikke tager kreditkort, og hvor kvitteringerne smides i en rodebunke. Så vi bliver gelejdet illegalt ind i landet for at hæve kontanter. Også dette kræver tre forsøg. Så er det tilbage til banken og betale, hvorefter vi kan stemples ind i landet.

Vi venter længe på en forudbetalt taxa, mens lufthavnen flænses af rædselsfuld og højlydt bøn, fordi solen er ved at gå ned. Taxaen er dårligt nok kommet ud af lufthavnen før en lokal dreng åbner en bildør ud i os, og chaufføren må udrede trådene. Vi kan imens sidde og kigge på et futuristisk monument ved lufthavnens indkørsel, noget med raketter og modernitet, i grel modsætning til lufthavnens kaos.
Vi mødes med vores veninde Lene fra De Berejstes Klub. Vi har en hyggelig aften på hotellets tagrestaurant. Maden er ok, og vi snakker og hører om hendes oplevelser i Bangladesh, som hun er meget begejstret for. Men hun rejser også anderledes end os. Hun har været på en lokal bådtur med uendeligt mange selfier og 27 nye Facebookvenner!

Sightseeing i Dhaka
Vi er kommet for sent i seng, og jeg bliver vækket kl. fem ved rædselsfuld larm fra moskeen. Badet i sved og med hjertebanken hører jeg på en voldsom, rytmisk larm, der bare er ufatteligt høj. Det værste, jeg nogensinde har hørt fra en moske, og det er svært at falde i søvn igen.
Vi skal til Den Danske Ambassade og have bestilt nye pas, for en jordomrejse tager på siderne. Ude igen får vi chaufføren til at køre en byrundtur. Trafikken er stadig massiv, som vi kører ned langs en af de store floder, der krydser byen. Ikke underligt, her tit er store oversvømmelser. Der er moderne broer, og chaufføren er tydeligt stolt af at vise det frem, som han kører langsomt forbi det, han mener, er gode udsigter, men som oftest er helt blokeret af træer. Trafikken bliver endnu tættere, som vi nærmer os Old Dhaka. Her er en kakafoni af rickshaws, taxaer, gadehandlere, affald og frugtboder. Her er små ladcykler med papkasser stablede med folk siddende ovenpå. Her er passagerer på motorcykler, der balancerer med møbler, frugtkurve, bryllupskager og sågar et garderobeskab.
Selfier en masse
Lalbag Fort viser sig at være en oase. Efter en lang kø med lokale kommer vi ind på et stort åbent område med enkelte faldefærdige bygninger. Herfra kan man se både slummen og den fine moske overfor.

Som de eneste udlændinge vækker vi opsigt. Middelklassen er på udflugt, forældre med børn, familier, veninder med og uden tørklæde. Og alle vil have taget selfier, spørger, hvor vi kommer fra og vil snakke. Alle er søde og venlige, noget helt andet end i Indien. Fortet har været i hænderne på Mughalherskere, der kontrollerede Indien og omliggende lande for 400 til 200 år siden. En kustode viser os våben, vaser og fyrstens private badeværelse.

Vi kører derefter mod lufthavnen for at være der i god tid. Det viser sig at være en god ide, for trafikken er så slem gennem Dhakas mylder, at det tager næsten to timer at komme derud. Det skyldes dog også, at chaufføren fortsætter sightseeingen og zigzagger mellem floder og søer. Der er stadig kaos og mylder i byen, og vi er vist begge glade for, vi aldrig skal tilbage. Men det var en oplevelse, trods alt, selv om vi jo ikke kom uden for Dhaka, hvor der efter sigende er rarere.