Antarktis – gensyn med det sidste og bedste kontinent!
Siden jeg var helt lille, har jeg drømt om at komme til Antarktis, dette mægtige, frosne kontinent, der indtil for nylig var helt utilgængeligt for almindelige mennesker. I 2010 besøgte jeg kontinentet for første gang. I forbindelse med min store tur rundt om Sydamerika i 2016-17, som jeg også har skrevet om her, fik jeg mulighed for at besøge Antarktis for anden gang. Dette er beretningen fra turen, som startede med en passage fra Kap Horn over Drakestrædet, alle søfolks skræk, til spidsen af kontinentet, The Antarctic Peninsula.
Vi var egentligt blevet stillet en hel havdag i udsigt, men Drakestrædet har vist sig fra sin bedste side, så allerede midt på dagen 30. december 2016 får vi landkending af det hvide kontinent. Der bliver mere og mere land på begge sider. Vi går ind mod Gerlachestrædet med Brabant Island om bagbord og den store Anvers Island om styrbord. Det er tydeligt på navngivningen her, at de Gerlache var her på sin berømte Belgica-ekspedition i 1897-99, hvor de sad fast i isen og blev de første til at opleve en antarktisk vinter.
Sceneriet er allerede meget flot, og vejret er helt perfekt med høj blå himmel og sol. Isen glimter i nuancer af hvidt og blåt. Det forekommer mig, der er mere af den end første gang, jeg var her, men måske husker jeg galt. Det tager lang tid at gå rundt om Anvers Island. Vi drejer ind i Gerlachestrædet til højre, og glad bliver jeg, da kaptajnen annoncerer, vi vil gå ned i Neumaier Channel, scenen for mit livs smukkeste rejsedag i 2010. Vejret er lige så godt i dag, så jeg glæder mig. Allerede på vej ind er der fantastiske isbjerge. Vi ser svømmende pingviner, pukkelhvaler, der sprøjter og dykker, og leopard- og krabbespisersæler, der ligger og soler sig på isflager. Alt det Antarktis har at byde på, allerede inden, vi er startet!
Vandet er spejlblankt, og isbjergene spejler sig med en skønhed, man kun finder her. Jeg har været i Grønland siden sidst, og der er ingen tvivl: Antarktis ER endnu smukkere. Jeg er genforelsket i dette hvide, uberørte kontinent.
Vi begynder at kunne skimte indsejlingen til Neumaier Channel. Det bliver en lige så smuk og betagende dag som i 2010, og jeg står fremme i boven næsten med hovedet nede i vandet og spejder efter is og dyreliv. Her er masser. Vi spotter sæler og hvaler og også svømmende pingviner. Bjergsiderne er irgrønne på grund af kobberforekomster, og klipperne er ganske stejle. Kanalen er også dyb, flere hundrede meter, så der er ingen fare for at støde på grund. Det er en kæmpe oplevelse igen, og jeg er lykkelig.
Ude igen sejler vi forbi Port Lockroy, den gamle engelske base, der i dag fungerer som turistattraktion og postkontor, og så er vi i åbent vand. Kaptajnen vil ud af isen inden natten, så vi sætter kurs syd om Anvers Island. Det har været en fantastisk dag med så meget af det, Antarktis har at byde på, og som han siger, vi var ikke engang bestemt til at være i Antarktis endnu. Vi kan kun glæde os til de næste mange dage.
Næste dag er den sidste i 2016. Vi er ved den amerikanske Palmer Station klokken 6.00. Det er også en fin tur krydsende Gerlache Strait fra vest til øst. Her er flere pukkelhvaler denne morgen, der både sprøjter og dykker.
Lidt før otte er vi klar til at sejle ind i Lemaire Channel, det sydligste vi kommer på denne tur. Jeg har set frem til det, for netop her havde vi dårligt vejr sidst, jeg var her. Det er tvivlsomt, om vi kan komme helt igennem pga. isen, men kaptajnen vil gerne forsøge. Jeg er på plads i boven i god tid inden indsejlingen til den smalle kanal. Der begynder allerede at være høje bjerge om bagbord, og isdækket bliver tykkere med både isskosser og tallerkenis. Der ligger sæler, både leopard- og krabbespisersæler og soler sig på flere af flagerne, og vi får flere gode billeder ret tæt på. Brune skuaer dykker mod vandet, og dyrelivet er i det hele taget som det bedste, Antarktis har at byde på. Pingviner farer gennem vandet som projektiler, antarktiske terner flyver i vinden og havet ligger blikstille, mens de sorte isklædte bjerge laver perfekte spejlinger i det blanke vand. Det bliver ikke flottere noget sted på Jorden. To takkede klipper markerer indsejlingen til Lemaire, der afskærer det antarktiske fastland fra Booth Island. Det er ingen problem at sejle ind , for kanalen er op til 400 meter dyb og minder derved om en skotsk glen. Problemet er isen. Sidst vi var her, gik en islavine af lige foran båden, og de stejle klippesider skaber ustabile forhold, ligesom kanalen har en tendens til at blive pakket med is, også om sommeren. Det ser tillukket ud længere fremme, men ved nærmere øjesyn kan vi godt komme igennem. Det er en betagende, stille morgen, og jeg nyder det i fulde drag og er lykkelig. To kilometer før udløbet må vi dog vende om, store blokke af is ligger på tværs, og selv om vi mener, der er passage til venstre, ind mod halvøen, er kaptajnen åbenbart ikke enig, for han vender Zaandam, og vi sejler samme vej ud. 65,10 var det sydligste vi kom på denne tur.
I stedet tager vi en tur rundt langs flotte isbræer nord for kanalen. Dyrelivet er stadig imponerende. Pingvinkolonier dominerer klippesiderne. Man kan se pingvinsporene, markeret ved røde krillfarvede bræmmer af afføring, og bare pletter afslører pingvinernes redepladser. Her er både chinstrap- og æselpingviner.
Vi kommer nu ud i mere åbent farvand, og på trods af at der utvivlsomt fortsat er skønt sceneri, går jeg ned i Mondrian Lounge og hører anden runde af foredraget med de ni forskere og folk fra Palmer Station, der er kommet ombord på skibet denne morgen. Lederen af stationen Bob Farlane er en karismatisk og god taler, der fortæller om livet på basen og det amerikanske Antarktisprogram. Basen er bemandet året rundt, men har som andre baser størst bemanding om sommeren. Lederen af laboratorierne, Josh, taler om videnskaben, og flere unge forskere og studerende fortæller om deres projekter. Kokken og elektrikeren er også med på scenen til sidst. En interessant forelæsning, og de gode forskere svarer beredvilligt på gode og dårlige spørgsmål fra salen.
Vi sejler op gennem Gerlache mod Paradise Harbour. På vejen er der skønt sceneri med hvaler, sæler og små isflager, der flyder roligt i det blå vand. Mit livs hidtil smukkeste rejsedag. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Vi passerer den nedlagte argentinske base Almirante Brown, som blev forladt i 1984. Stationens læge magtede ikke endnu en antarktisk vinter og satte ild til stationen i desperat håb om at blive evakueret. Argentinerne var i den første af mange finanskriser, men amerikanere fra den nærliggende Palmer Station trådte til og evakuerede. Personalet nåede velbeholdent til Buenos Aires, og den gode doktor måtte en tur på et sindssygehospital. Antarktis’ vinter og mørke gør ting ved folk …
Vi går ind i Paradise Harbour med Ronge Island om bagbord og kontinentet om styrbord. Denne rolige, beskyttede naturhavn var et tilflugtssted for hval- og sæljægere og stedet regnes for et af de smukkeste på Antarktis. Det forstår man godt denne dag.
Paradise Harbour rummer også et interessant historisk sted, Waterboat Point, hvor en af historiens mest bemærkelsesværdige antarktiske eventyr fandt sted. Man havde en ekspedition men få penge, så kun fire blev sendt afsted. De to fik kolde fødder i mere end en forstand, men de to tilbageværende, 19 og 24 år uden nogen videnskabelig erfaring valgte at blive og følge pingvinernes årscyklus. De byggede en primitiv hytte lavet af en omvendt båd, deraf navnet på stedet. Her levede de igennem en antarktisk vinter og et helt år, mens de studerede pingvinerne. Næste år kom den lovede hvalfangerbåd for at samle dem op, men svaret var, om ikke lige de kunne få 14 dage mere, for de var ikke helt igennem pingvinernes cyklus! Det fik de, og de videnskabelige resultater, de kunne publicere ved hjemkomsten, er blandt de mest bemærkelsesværdige i den antarktiske forskning.
Herefter passerer vi en chilensk base, som ligger smukt på et næs i solen. Stedet forekommer at være næsten fuldstændigt overtaget af æselpingviner, der er overalt. Endog har de omringet flagstangen med det chilenske flag og står nu og gør honnør i solen i deres flotte dragter.
Vores sidste mål for dagen er Cuverville Island med dens store koloni af æselpingviner, et sted vi også landede i 2010. Imidlertid står det klart, at der er for meget is mellem os og øen, så vi må nøjes med at se den på afstand. Ærgerligt, men det ændrer ikke ved en perfekt dag. På vejen videre op og ud mod Gerlachestrædet ser vi flere pingvinkolonier og dykkende hvaler. Ved syvtiden slutter dagens sceniske cruising, og det er også på høje tid for nytårsmenuen er på trapperne.
Vi gør os klar og 20.15 er vi i Dining Room. Vi får en lækker menu med laks med kaviar på kartoffel, skaldyrssalat, mango gazpacho, nytårssalat, surf and turf med filet mignon og hummer, chokolade dekadence og chokoladekage uden mel. Vi sidder længe ved bordet, og pludselig ser vi springende hvaler agter. De er helt oppe af vandet. Sikken et show at slutte af med. Vi går på bagdækket og ser solnedgangen, det er 23.30 og nytårsaften. Det er magisk, vi kan følge solen under horisonten, fra syd mod øst. Normalt vil solen stå i nord, men vi er så langt nede, at den kører helt elliptisk skævt i forhold til horisonten. Det er en meget smuk nytårsaften og ganske anderledes end alt, man har set før.
Næste dag er første dag i det nye år. Jeg vågner lidt i ni, er ikke udsovet, men vi skal op, for vi er sejlet over til Deception Island på den anden side af Gerlache. Her var vi også sidst en sen aften, hvor vi sejlede helt ind i lagunen som er i midten af den ringformede ø, en gammel vulkan. Øen var populær blandt hvalfangere og tidlige forskere, og flere lande havde base her samtidig. Det var på det tidspunkt, der var stormagtspolitik i Antarktis, men forskere levede side om side og afgjorde øens tilhørsforhold med jævnlige dart- og fodboldturneringer. Der er pingvinkolonier på ydersiden, og vi sejler hen forbi den snævre åbning ind til lagunen. Et andet skib har gjort turen, næste gang vil jeg altså med et mindre skib igen.
Vi er sejlet op langs South Shetland Islands og er gået ind mellem Livingston Island om bagbord og Greenwich Island om styrbord. Vi er langt væk fra kysten, synes jeg, men vi ser flere hvaler og svømmende pingviner. Et andet skib ligger ved Half Moon Island, hvor vi var sidst. Der er ok scenerier men ikke som i går. Vi ser til gengæld mange hvaler, der er oppe at blæse, inklusiv to pukkelhvaler med munden åben oppe over vandet. Også pingviner svømmer omkring i stort tal eller sidder på isflagerne. Den brasilianske station på Livingston Island er under genopbygning efter en brand, og et cargoskib er ved at læse byggematerialer af via en lille tenderbåd. Videre langs med øen når vi Half Moon Island, som jo var det første sted, jeg var i land på Antarktis i 2010. Øen er flad forrest og derfor gunstig for æselpingvinerne, der findes i tusindvis, vistnok 55000 par.
Det er bidende koldt, men som vi sejler ud af strædet igen og op langs Livingston Island bliver jeg stående og spotter hvaler. Det er det værd, for jeg får mange gode billeder. Men hvor er det koldt.
Næste morgen er det 2. januar, og hjemme skal folk på arbejde. Vi skal derimod cruise videre langs det bedste kontinent. Vi ankommer til Hope Bay på halvøens nordspids allerede klokken seks om morgenen. Det er koldt, men jeg kommer i tøjet og ud på dæk, hvor jeg omgående spotter store pingvinkolonier på bredden. Der er også den argentinske station Esperanza, som ikke blot er forskningsstation men også en markering af den argentinske tilstedeværelse. Her er familier med koner og børn, og det første antarktiske barn blev født her i 2005. Siden er fire andre fulgt, og Argentina prøver at opretholde deres territorialkrav ved denne demografiske manøvre. Gad vide om det er lovligt ifølge Antarktistraktaten fra 1961? Vi sejler lidt rundt og her er flot. Kaptajnen har forsøgt otte gange før at komme ind , og det er kun tredje gang, det lykkes, så vi er heldige.
Samtidig er vi også på halvøens ekstreme nordspids. På den anden side ligger Weddellhavet og den langt mere ufremkommelige østkyst, der tit er helt isdækket og har kostet mange gode skibe livet. Vi skal ikke længere ned men vender i stedet og sejler over mod vores sidste stop på King George Island i South Shetlands. På vej ud ser vi det største tabulære isbjerg, jeg har set, eget imponerende. Senere på dagen sejler vi ind i Admiralty Bay på King George Island. Det er endnu et betagende sceneri, og de næste fire timer bliver tilbragt i boven med sol og ganske behagelig temperatur. Admiralty Bay var også et populært sted blandt hvalfangere, og dyrelivet er pænt selv om vi ikke ser så mange hvaler her. Der er dog sæler på flere af isflagerne og en stor gletsjer for enden, som vi sejler helt tæt på. Isflagerne flyder roligt gennem vandet, og igen mærker jeg denne antarktiske ro. Det er skønt. Her er masser af fugle, skuaer og terner, og selvfølgelig pingviner i vandet. På vejen ud af bugten kommer vi tæt forbi flere baser, blandt andet den peruvianske Macchu Picchu. Ude ved næste pynt ligger den polske Orlovsky station, der ser noget ramponeret ud. Og så er vi ude i åbent vand igen, med King George Island om bagbord. Det er tid at sige farvel til Antarktis efter endnu en herlig tur. Vi sejler nu hastigt nordpå, og jeg tager de sidste billeder.
Antarktis er gået i blodet, og jeg drømmer bare om at komme herned for tredje gang.