Ad Silkevejen i Uzbekistan
Silkevejen har en magisk klang for de fleste. Man forestiller sig karavaner, der bevæger sig gennem ørkenlandskaber afbrudt af farverige, duftende oaser med markeder, gøglere, sultaner og kaliffer. Man forestiller sig spændende men farefulde rejser, hvor banditter og landevejsrøvere lurer, og hvor sygdomme og uforudsigelighed er dagens orden. Man tænker på Marco Polo og Djengis Khan. Man forestiller sig en forbindelseslinje, der fra gammel tid har forenet Europa og Asien. Hvor kulturer har blandet sig, og hvor spændende nye varer fra det fremmede er ankommet. Det har også været en historie om imperier, magt, religioners udbredelse og meget mere. I “Silk Road – A New History of the World” fortæller den engelske historiker Peter Frankopan om ruternes betydning i en historisk og politisk kontekst og linker Silkevejens historie til næsten hele verdens historie.
Silkevejen – eller rettere Silkevejene – har haft betydning i såvel den faktiske som den forestillede verden. Jeg har tidligere besøgt Silkevejsbyer som Istanbul, Osh i Kirgisistan etc. I sommeren 2019 gik turen til Uzbekistan, som forbindes med nogle af de allermest sagnomspundne byer, Samarkand og Bukhara.
Tashkent – Uzbekistans sovjetiske hovedstad
Tashkent viser sig at have en helt uproblematisk lufthavn, og vi ryger igennem. Manden, der forsøger at tage adskillige udstoppede dyr med ind i landet slipper dog ikke så let. Tolderne måber! Vi indlogerer os på Premium Hostel. Både bestyreren og hans medhjælper er søde. De er ved at bygge stedet op – det har været åbent i 4 måneder, og alt er nyt og lækkert.
Tashkent blev ødelagt af et jordskælv 26. April 1966, der udslettede det meste af den gamle by. Det hele blev genopbygget i Sovjetstil med brede boulevarder, betonblokke og statuer, der hylder arbejdere og jordskælvets helte. Monumenterne er bastante, og de afbildede ligner firkantede kuglestødere.
Vi krydser en af de store boulevarder ad indviklede og nedslidte gangbroer og ender ved en park, der ser ud som om, den har været lukket meget længe. Alt er tilgroet og de hermetisk lukkede låger er rustne. Ad faldefærdige sideveje går vi til den “gamle” bydel og Chorub Bazar, hvor alt er til salg. Her er tøjmarkeder, plasticmarkeder, mobilmarkeder. Det ser ud om om, hele byen er her for at handle. Længere inde finder vi kæmpe grøntmarkeder med alt, man kan ønske sig fra planteriget. I en turkisblå, afskallet, cirkulær konstruktion, der mest minder om en UFO, finder vi kødmarkederne med alskens slags kød. Specielt hest og får er populært på disse kanter og sælges fra boder, med tegninger af dyrene, så man ikke er i tvivl om, hvad man får. Mange boder har fugle hængende i bure. Under forsøget på at flytte et bur med en lang stang, går det galt for en bodholder. Buret falder med et brag seks meter ned i betongulvet, og vand og fuglefrø står til alle sider. Fuglen er bevidstløs, og manden må foretage en genoplivning af det stakkels kræ, der ikke ser fornøjet ud.
Ude af markedet ser vi en fin gammel moske, og ad boulevarder med butikker når vi op til et lille tivoli, hvor børn kører modelbiler og alt er pink og gult. Springvandet er dog slukket i varmen. På en skyggefuld plæne uden for en kedeligt udseende restaurant får vi dejlige ufiltrerede fadøl og saftige grillspyd, der tilberedes lige ved siden af os. De lokale mænd hygger og drikker mange af de store øl, og priserne er rørende.
Det er en varm aften i byen, og stemningen er sydeuropæisk med familier, der spiser på fortovsrestauranter og børn, der leger ude. På en hyggelig plads med høj musik får vi en kiwiis (aldrig set før) mens en lille pige drøner rundt om et springvand på sine flunkende nye rulleskøjter, skarpt forfulgt af en skraldgrinende og lidt misundelig lillebror. Hjemme byder de lokale os på grill og øl, men vi er trætte og har et jetlag, der skal soves ud.
Næste formiddag tager vi en taxa til den enorme, træklædte Timurplads. Midt i området er en mægtig statue af landsfaderen Timur den Store til hest, rejst i 1993 for at indgyde den unge usbekiske nation selvfølelse og identitet. Til det formå trækker man så på en krigsherre fra 1400-tallet. Det var den moderne landsfader, Islam Karimovs projekt at genvække den nationale stolthed, fra sin tiltræden i 1991 til sin død i 2016. Han genvakte specielt kulten om Timur, og man fornemmer et selvbevidst land, som vi så flere eksempler på undervejs.
Her er også det enorme og meget sovjetiske Hotel Usbekistan, flere små klokketårne og alskens forskellige slags træer, der giver familierne skygge i middagsheden. Ved siden af pladsen er et parkområde, der med overdimensionerede hjerter, ”I Love Tashkent”-skilte og blomsteropsatser er som skabt til selfier og Instagramgenerationen. Her er små boder i Sovjetstil, der sælger kulørte is, dukker og træfigurer. Udenfor en fancy restaurant nyder vi en let menu i et nomadetelt. I disse lande længes man nostalgisk efter nomadelivet, og telte giver en mindelse om det, der var, før man flyttede til byen.
I den mere triste ende ser vi det smagfulde, men rystende mindesmærke for de 400.000 faldne uzbekere under 2. verdenskrig. Uzbekerne blev udkommanderet til Den Røde Hær, da Hitler gik i krig på østfronten. Det har været en meget stor del af landets befolkning, og de mange mindetavler, ordnet alfabetisk og efter områder fortæller historien om udslettelsen af størstedelen af den mandlige befolkning mellem 18 og 35 år. I centrum af pavilloner med kobberplader med de dødes navne sidder en massiv mor, hugget i sten og bøjet i sorg, Foran hende hviler en evig flamme.
Sagnomspundne Samarkand
Samarkand har en mytisk klang. Den er for mange indbegrebet af Silkevejen. Nogenlunde midt på og et vigtigt knudepunkt på kulturens korsveje. Samarkand er genopbygget, efter at den har været jævnet med jorden flere gange af bla. Alexander den Store ca. 300 år fvt. og igen mange år senere af Djengis Khan i 1220. Intet blev tilbage.
Efter en tur med aftentog og ankomst ved midnat sidder vi den følgende morgen på et fint lille hotel, opkaldt efter landsfaderen Timur, som også er navnet på vores vært. Det er en varm morgen, og vi sidder længe over den imponerende morgenmad med æg, pølse, frugt, baklava og kaffe. Det hele serveres ved et traditionelt lavt bord prydet af en blomstret dug.
Vi starter med at se Registan, Samarkands berømte centrum, med de tre madrasser samlet om en central plads. Der er bryllupsoptog og i det hele taget fyldt med lokale turister fra hele landet. De tre madrasser er bygget over en ca. 200-årig periode fra 1400 til 1600. De har alle store facader, der skal udstråle mag tog storhed. Bagved er et fascinerende mekka af søjlegange, gårdhaver og små rum. De har ikke kun været religiøse bygninger men også koranskoler og i det hele taget centre for lærdom. De studerende fik en slags tidlig SU, der åbenbart var så generøs, de var i stand til at forsørge deres familier.
Penge er stadig vigtige. Der er indrettet souvenirboder i stort set alle madrasser og moskeer. De sælger smukke skåle i keramik, tallerkener og guld og messing, der nænsomt forarbejdes. De er altid klar til at handle, men er ikke påtrængende som i Mellemøsten. Det hele emmer af ro og respekt. Vi får kaffe og limonade på første sal i en søjlegang med udsigt over en af de smukke gårdhaver. Her er skønt og fredfyldt.
Om aftenen går vi igen forbi Registan. Nu er der lys på, og det ligner noget fra 1001 nat. Der sidder mange lokale foran pladsen, og der hygges og spises candyfloss, der sælges i store mængder. Opbuddet har en årsag. Klokken 22 starter et stort lysshow, projiceret på den største af madrasserne. Showet er et sandt stykke folkeoplysning, hvor man gennemgår hele verdenshistorien med fokus på de største menneskelige kulturer og opfindelser. Showet sluttes af med en hyldest til Uzbekistans fremskridt. Der er en klar diskurs om, at naturvidenskab er godt, og de unge podes til at uddanne sig og tjene deres land. Her tales ikke om klima eller menneskerettigheder men om udvikling. Spørgsmålet er, om ikke de har fat i den lange ende og på sigt udkonkurrerer lande, hvor voksne mænd kører på løbehjul og folk bruger megen tid på at blive krænkede over ingenting.
Man kan bruge god tid i Samarkand. Mængden af flotte steder er imponerende. Den følgende dag ser viden flotte Bibi Khanym-moske med skinnende blå kupler. Den er opkaldt efter Timurs kone, der var bygherre, mens han var på felttog. Ifølge overleveringerne var emir Timur væk så længe, at arkitekten faldt for konen og bad om et kys. Det kostede arkitekten livet og førte til, at han krævede, kvinderne skulle bære slør. Sådan prøver man med anekdoter at legitimere kvindeundertrykkelse.
Hellige Bukhara
Bukhara regnes for landets religiøse centrum. Vi kommer dertil med et tog, der er langt mere moderne end det første plysbefængte Sovjettog. Der er aircon og fladskærme, og det servicemindede personale bærer ulastelige uniformer. Der vises videoer om bord med præsidenten, der er rundt i landet og se på fabrikker og kornmarker, på kraftværker og teknologi, og som holder tale for hundredevis af alvorligt udseende mænd om udvikling af landet. Den er her ensbetydende med industrialisering, teknologi og fremskridt. Ingen taler om klima og menneskerettigheder.
Vi ankommer til Bukhara ved middagstid, og efter en tilsyneladende endeløs tur rundt om den gamle by ad uendelige ringveje finder vi Uncle Kolya, et gæstehus der ligger på en gade, hvor alt er gravet op. Det gælder i det hele taget for det meste af den gamle by. Alt er ved at blive bygget om eller op. Der lægges kloakker og internetkabler. Der renoveres moskeer og byhuse. Og overalt skyder nye boutiquehoteller op. Her er varmt. Meget varmt. Vi går i den gamle bydel med en nærmest udtørret flod i midten. Den centrale plads prydes af en dam, med flere alger end vand. Rundt omkring den er der træer og skyggefulde borde, hvor de lokale sidder med te, vandpiber eller limonade. Vi ser lidt på byen og spiser i Mivraga, en flot gammel gårdhave omgivet af bygninger med to stokværk og et enormt bougainvilleatræ. Vi går gennem byen i den nedgående sol og får et indtryk af fordums storhed med mægtige moskeer og prangende paladser.
Fremtidens land
Næste morgen går vi efter endnu en herlig uzbekisk morgenmad med frugt, nødder og pølse til Chor Minor, en gammel byport, der præger den seneste udgave af Lonely Planet Central Asia. Byporten er den fineste lille bygning med fire symmetriske turkisblå tårne. Her er naturligvis souvenirbutik indenfor, og man kan komme op i tårnene, hvorfra man kan se den gamle by.
Vi går igennem en by med smukke symmetriske blå mønstre på de sandfarvede facader. Her er en flot souk med spidse hvælvinger, dadelbutikker og tæppehandlere og i det hele taget Østens mystik. Hvert øjeblik forventer man at se Aladdins ånd komme op af lampen. Vi ser på markeder med tæpper og tøj. Vi fortrækker til AC på den fine restaurant Minzafa, og drikker en aftendrink ved den centrale dam, omgivet af lokale familier, der hygger sig i den bløde, mørke nat.
Ved middagstid dagen efter ser vi Arken, den gamle fæstning, der fuldstændigt ligner et sandslot med tårne og enorme, indadvendte mure. Vi ser fredagsmoskeen, som selveste Djengis Khan var forbi og som tilsyneladende var det eneste, han sparede. Vi spiser frokost på en tagterrasse med udsigt til de mægtige moskeer, Mir Arab og Kolon.
Vi tilbringer en del af eftermiddagen i Silk Roads Tehus med ubegrænset liflig te og lokale kager og konfekt. Vi spiser en overdådig middag med mange retter lige ved dammen. Her lyder orientalsk musik, og mørket falder på. Her er stemningsmættet. Uzbekistan forener noget af det bedste fra øst og vest, fra Sovjet og Mellemøsten. Det er et land med fremtiden for sig.