Jakob Linaa Jensen

Jakob Linaa Jensen

Forsker. Forfatter. Foredragsholder. Globetrotter.

RejserUdgivelser

Ad omveje og bagveje i New Zealand

Tag med mig til nogle af New Zealands mindre kendte steder, hvor nye oplevelser og eventyr venter rundt om hvert eneste hjørne i dette fantastiske land.

New Zealand blev for nogle år siden kåret af DBKs medlemmer som verdens bedste rejseland. Forud var gået en lang afstemning med kvart- og semifinaler. Jeg hører til dem, der stemte på landet, for ved mit første besøg i selve New Zealand i 2017-18 blev jeg som mange andre fuldstændigt besat. Landet har det hele: smuk natur, vilde ødemarker, sprøjtende gejsere, søde mennesker, god infrastruktur, vilde eventyr og noget af verdens bedste vin og øl. Og så blander landet konservatisme og hippiekultur på en måde, der passer godt til min personlighed!

På bagveje på Nordøen

Med seks uger i to forskellige biler var der tid til både de traditionelle turiststeder og de omveje, som denne artikel handler om. Selvfølgelig så jeg det vulkanske landskab ved Rotorua, den charmerende hovedstad Wellington, vinmarkerne i Marlborough, Milford Sound, outrerede Queenstown og pingviner, albatrosser og søløver. Men det var på vejene imellem disse steder, jeg havde de største og mest uventede oplevelser. Ad spektakulære veje, Lonely Planet beskrev som kedelige… Langs den vilde sydkyst, som jeg opsøgte, fordi jeg elsker geografiske ekstremer. Og hos excentriske mennesker, der villigt åbner deres hjem for fremmede.

En tabt verden og en selvstændig republik

Midt på Nordøen finder man ”Forgotten Highway”. Det er en gammel landevej mellem to mindre byer, hvis betydning for længst er glemt, og hvor den moderne trafik fører andre steder hen. Formelt er der tale om rute 43, der løber 145 km fra Taumarunui til Stratford gennem flotte slugter, regnskov og ubetydelige flækker. Ingen steder går det ligeud. Man kører gennem uendelige grønne, kurvede bakker, højdedrag, og såkaldte ”saddles”, hvor vejen bugter sig i uendelige og efterhånden også ulidelige hårnålesving.

En selvstændig republik inde midt i Kiwiland

Jeg gør holdt i Whangamomona, hvor de lokale på et tidspunkt har udråbt byen til selvstændig republik, uafhængigt af New Zealand. Det er på byens berømte og berygtede hotel, at uafhængighedsbevægelsen har sit hovedkvarter, og de lokale bag baren mener det tilsyneladende alvorligt. New Zealand er ligesom USA fuld af excentrikere. Republikken har også eget postkontor og souvenirbutik, der dog ser noget lukket ud. Myndighederne har på et tidspunkt forsøgt at gøre en ende på selvstændigheden, men da her ikke er meget at komme efter, og indbyggerne for størstedelen består af fordrukne men harmløse ældre mænd, opgav man forehavendet. Men man dyrker modkulturen herinde. Autoværkstedet har satiriske og dybt samfundskritiske bemærkninger malet ud over hele facaden.

Politiske slogans på autoværkstedet

Lysende Sankthansorm

I Waitomo på Nordøens ”bagside” finder man Glowworm Caves. Man kan kun se hulerne og de små lysende dyr på en guidet tur til en pebret pris, hvor man sejler ind i hulerne. Dyrene må ikke forstyrres af lys og larm, så man bevæger sig på pramme, der via et sindrigt snoresystem trækkes af vores guide, en stor og smilende maorikvinde. Inde i hulen er der masser af lysende glowworms, der får hulen til at ligne den sydlige stjernehimmel, der præger nætterne udenfor.

Glowworms er ikke orme, men snarere en slags larver, der vokser i mørke fugtige huler. Med en lysende prik på halen lokker den små insekter til sig. Evolutionen er mangfoldig! Det er et trist og kort liv at være glowworm. Så snart den er udklækket, formere den sig og dør i løbet af en dag. Der lægges nye æg og showet kan starte forfra.

Grønne bakker langt ude på landet

Doubtful Sound

De fleste, der har været i kiwiernes land, kender Milford Sound på Sydøen, et af verdens smukkeste steder. Der var jeg skam også på denne rejse. Men uventet er naboen Doubtful Sound næsten lige så vildt. Vejret er dårligt, da jeg starter. Jeg har overnattet mellem træer på en gammel mølædt campingplads med schweizerhuse og små fine hytter, hvor jeg bliver indlogeret af en flink, snakkesalig ældre dame med briller fra 50erne og et gebis, der slet ikke passer og hæmmer hendes linde talestrøm om alt fra vejret til amerikansk politik.

Turen ud i fjorden går via Lake Manapouri, og med den tætte tåge er der kun lejlighedsvise kig til de omkringliggende bjerge. Efter en times sejlads når man West Arm Power Station, et kæmpe vandkraftværk, der kan forsyne hele Sydøen med sine 180 MW energi, men som mest driver et aluminiumsværk i Bluff. Det er bygget i 1960erne, og fordi det var svært at transportere tingene ad vejen nede fra Bluff, sejlede man i stedet ind gennem Doubtful Sound og byggede vejen derude fra, over Wilmotpasset til kraftværket. Det er New Zealands dyreste vej med 2 dollars per centimeter, men den er det værd, fordi den i dag gør Doubtful Sound tilgængelig for os.

Enden af vejen …

Omsider er vi ved begyndelsen af selve Doubtful Sound. Det hedder sådan, fordi Captain Cook valgte ikke at sejle herind, fordi det var tvivlsomt, om der var vind nok til at føre ham ud igen. Senere sejlede spanierne ind, og Bauzaøen er opkaldt efter kaptajnen. Her er vilde klipper formet af gletschere. Pga. dybden og en speciel saltblanding er her masser af fisk og dyreliv, man normalt kun ser på oceaniske dybder. Derfor er her både delfiner, pingviner, koraller og masser af fisk, og på vej tilbage igen ser vi en stor blåhval, der blæser sin karakteristiske stråle.

Langt mod syd

Mange tager den ”korte” vej til Queenstown og derfra til fjordene og gletscherne i vest. Men jeg insisterer altid på at køre kystnært og tager hele den lange tur langs New Zealands sydkyst. Her er storslåede kystveje med mark- og strandblomster i gult. De dufter denne sursøde honningduft, som har fulgt mig på hele turen i den New Zealandske sommer. Alle disse veje langs vandet med klitter, skrænter og brusende bølger minder mig i det hele taget om barndommens somre ved Vesterhavet, noget der fylder meget i min identitet og erindring.

Det er en flot tur ud til fyrtårnet ved Nugget Point, der er som taget ud af en roman om pirater og skibsforlis. Ude ved fyrtårnet er der et godt stykke vej at gå ad en smuk snoet vej langs vandet. Her er udsigter til stejle klipper og fuglefjelde, og der er varmt og sommerligt med alskens planter der har overtaget de stejle skråninger. Søfugle ligger på reder på klipperne, og nede i vandet svømmer pelssæler rundt. En mor med to unger ligger og nyder formiddagssolen i det lave vand. Fluer summer og fugle dykker mod havet på jagt efter føde. Der er små poetiske skilte, der beskriver dyreliv og landskab: ”Caitlins kyst, et sted for luft og drømme”. ”Nuggets Point, hvor havet møder klippen, hvor vinden møder tidevandet”. Man føler, man er midt i verden her, midt mellem hav og land, på en forpost i det mægtige ocean, der først slutter i Antarktis, tusinder og atter tusinder af sømil borte.

Videre langs sydkysten går det mod Slope Point, New Zealands fastlands sydligste punkt. Officielt er det i Bluff, og det er der, alle turistbillederne bliver taget, men geografisk er det altså her. Der gøres ikke noget ud af det. Vejen går gennem marker, men omsider kan jeg se en lille oprejst tromle og et gult skilt, der forkynder det åbenbare. Selv om vi er langt mod syd i New Zealand, er vi kun halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen.

Halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen

Dagens sidste fyrtårn bliver i Waipape, efter en lang grusvej. Der kommer ikke mange mennesker hernede, men der har dog boet en fyrmesterfamilie indtil for nylig, og der er en udstilling om fyrfolkets liv og levned. Fyret ligger på en klassisk udpost af en klippe, omgivet af kyst med et rigt dyreliv. Her er flere sæler, en doven søløve ligger på stranden og snorker, og i vandet ser jeg en lille hval. Jeg kan ikke komme længere væk i New Zealand.

Fra Bluff til Reinga

I New Zealand taler man om landet som gående fra Bluff til Reinga, det nordligste punkt. Turen herop er fin med dejlige udsigter til både det åbne vand og til de store sandklitter på den anden side. Jeg beslutter mig for at prøve bilfærgen for at spare nogle kilometer og kører mod Ranewe, et hyggeligt lille færgeleje med nogle få butikker, et par cafeer og en dok. Færgen sejler hele tiden her om sommeren, solen skinner, og der er feriestemning. Færgeturen er kort, et kvarter over på den anden bred. Jeg stopper ved et stykke af den berømte 90 mile Beach, som er hvid og bred. Derefter går det nordpå i lang tid med flotte klitter mod både øst og vest. Omsider bliver landet smallere, mere bakket og endnu mere tropisk. Der er en stor P-plads for enden, hvorfra man går via en kæmpeklit det sidste stykke til fyrtårnet. Det er Cape Reinga, det nordligste punkt. Nu kan jeg ikke komme videre. Tasmanhavet møder Stillehavet, ligesom ved Skagen er det to have, der flyder sammen, og der er klart forskel på bølgerne i de to. Maorierne tror, de dødes sjæle flyver ud over havet her, og det er en smuk tanke. Min tur i New Zealand er også fuldbragt for denne gang.

Reinga, hvor de døde sjæle flyver ud over havet

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 91, forår 2023

Skriv et svar