Comorerne – landet, der kunne være et paradis
Turen Jorden rundt er i gang. Første stop er Comorerne, som nås fra Danmark via Amsterdam og Nairobi. Vi- lander vi på Grande Comore, den største af Comorerne. Øens indre er dækket af skov og to vulkaner, der har skabt øen. Den største tårner sig op og danner et naturligt centrum. Kysten er vulkansk med meget få strande. Vi flyver langs med kysten, hen over hovedstaden Moroni, inden vi vender og lander i den lille lufthavn, hvor der foruden små lokale fly fra AB Aviation holder et fra Egypt Air. Comorerne skal spille African Cup kamp mod Egypten næste dag, og det er spillerne, der er landet.
Det er varmt, da vi stiger ud af flyet. Den tropiske hede rammer os som en trykbølge. Turen til vores ”hotel” tager en lille halv time ad hovedvejen langs kysten. Til venstre er sorte lavamarker, der skråer op mod den mindste af øens vulkaner. Til højre er det blå hav. Der er bebyggelser, skramlede og spredte, og der flyder med affald overalt langs vejen, næsten lige så slemt som på Haiti. De lokale drøner afsted i pickups med mange på ladet, afdankede franske biler og motorcykler. Ind i mellem er der bananpalmer, reklamer og et banner med en egyptisk vækkelsesprædikant, der åbenbart kommer på turné her.
Det er søndag, så meget er lukket. Til alt held finder vi Jardin de Paix, en dejlig skyggefuld restaurant, og også det eneste sted, hvor vi møder andre udlændinge. Vi får en dejlig fisk med ris og en ubestemmelig mos, vand og kaffe. Vi skal finde en ATM og går op i hovedgaden. Her er utroligt skramlet og fyldt med affald. Længere henne er det lokale marked, både inde i en gård og ude på gaden. Her sælges billigt syntetisk tøj fra Indien, plasticdimser og andre varer af varierende kvalitet. Fodboldtrøjer og halstørklæder går som varmt brød forud for morgendagens kamp. Mette og Ella føler sig overbegloede af de mange unge hungrende mænd, der sender dem blikke, der udstråler en blanding af lyst og foragt. De køber derfor hver en af de farvestrålende, lange, indisk producerede kjoler i én stand på gaden. Straks er vi mere accepterede og bodejerne, bror og søster, Tatjana og Javel er smilende og søde.
Vi sover uroligt i det varme værelse. Alle sover dybt, da ejeren Farida forkynder morgenmad klokken 8.30. Den består af tørt brød, dejlig mango og glimrende omeletter. Og stærk kaffe. Vi tuller rundt og venter længe på, at Faridas søn kommer tilbage og kan køre os til en ATM og et supermarked. Trafikken er gået i stå, fordi fodboldkampen skal til at starte, og meget er spærret. Vi får købt lidt ind i et ringe udstyret supermarked. Kyllingelår ligger frit fremme i køledisken, og det store hit her er åbenbart modersmælkerstatning, som Nestle også her bilder folk ind er sundt.
Vi fortrækker atter til Jardin de Paix, vores oase i denne træls by og får kolde Heineken i glas med hank, hummer med vanillesauce, safranris, grøntsager og stegte bananer til. Fodboldkampen er i gang. Vores tjenerinde er i landsholdstrøje og fra forbikørende biler gjalder kommentatorerne ud. Det lyder aggressivt, som om der sker meget, men kampen ender 0-0. Forbikørende biler har hornet i bund, de er pyntede med grene med blade, og unge mænd hænger ud af vinduerne. Også her er fodbold en folkefest.
Hjemme kan vi se, at solen er ved at gå ned i havet, og frugtflagermus søger ly for natten i kokospalmerne uden for vores værelse.
Vi har aftalt, at vi næste dag skal køres til nordkysten og nogle af øens berømte strande. Klokken ni ankommer hele to mænd, både en chauffør og en guide. De har måder at øge beskæftigelsen på her. Snart går det opad de vulkanske skråninger, og ”byen” bliver afløst af mere spredt bebyggelse, omkranset af bananpalmer, frugttræer og det allestedsnærværende affald. Overalt langs vejene ligger der bilvrag, nogle nye, andre strippede for alt. Naturen er på vej til at tage over, og æder sig langsomt ind på de vrag, der har ligger der noget tid. Sådan er naturen her, altomsiggribende, hvis den ikke holdes i skak. Og her kunne være rigtig kønt, hvis de ryddede op.
Mange huse er halvfærdige, og stålspir stikker op fra betonkonstruktioner. Eller huse er kun halvt færdige og mangler værelser. Forklaringen er, at der ikke er nogen central byggemyndighed, og har folk penge og et sted, begynder de bare at bygge, uden en plan eller et design. Når de så på et tidspunkt løber tør for penge, får bygningen lov at stå, indtil man har tjent nok til at fortsætte. Igen er der ikke megen hverken central eller individuel planlægning her i landet. Dette gælder også for vores chauffør og guide. Ligesom man ofte ikke har byttepenge i fattige lande, har man heller ikke meget benzin på tanken. Hos alle, vi har kørt med, har måleren stået faretruende tæt på nul. En nogenlunde officiel tankstation har ikke diesel til os. Vi fornemmer, vi kravler op ad bjergsiden på dampene, da en farvestrålende dame omsider kommer os til undsætning. Vi er reddet. Diesel bliver fyldt på bved hjælp af en overskåret plasticflaske, der gør det ud for benzinpistol. De forhåndenværende søms princip. Men folk smiler venligt til os. Her er lycheetræer, kokospalmer og bananplantager. Piger i lange sorte kjoler og hvide tørklæder er på vej i skole. Som altid i disse lande slipper drengene billigere og mere afslappet. Kvindeundertrykkelsen er systematisk allerede fra pigerne er små, og det er ikke mange kvinder i dette land, der ikke er tildækkede. Suk.
Vi kører nu i et højland mellem øens to vulkaner, den mindste og nordlige, Grille, der har været inaktiv i mange århundrede og er blevet nedslidt og afrundet af vejr og vind. Den sydlige, Karthala er højere, 2400 meter, og har været i udbrud så sent som i 1958. Da vi kører nedad mod øens østkyst, ser vi lavamarker og størknede strømme, der som tunger slikker ned gennem det ellers frodige landskab. Naturen reparerer hurtigt. Lavaens dødelige effekt er også en genfødsel, og den fertile lava er sammen med lejlighedsvis regn i store mængder forklaringen på den meget frodige ø. Fremme på Østkysten når vi en af øens berømte strande, Chomoni. En række åbne palmebladsdækkede skure omkranser en hvid halvmåne af sand. Omkring stranden ligger halvfærdige betonhuse, og ovenover, op imod bjergsiden vokser bjerge af plasticaffald, der næsten synes at gå op til de lavthængende skyer. Her er ikke et øje. Andre steder ville dette være et hit, og der ville være barer og restauranter. Men ikke her. Islamisk fatalisme kombineret med afrikansk mangel på organisering gør, at her intet sker.
Vi kører nu op langs øens østkyst. Vi er et stykke fra vandet og kører igennem små skramlede landsbyer, hvor folk sidder udenfor husene og glor på de forbipasserende eller bare ud i luften. Her er stadig meget affald, og de små spisesteder er enten lukkede eller også ligner de noget, hvor man bestemt ikke har lyst til at indtage så meget som en cola. Næste stop er øens berømte saltsø, en helt grøn indsø adskilt fra havet af en stor klippe. Der må nu være en vis forbindelse, for vores guide fortæller om en dykker, der mistede livet på grund af understrøm. Én anden legende fortæller, at her tidligere lå en landsby, hvor indbyggerne ønskede sig vand. Det kom så i rigt mål, og det hele blev oversvømmet. Udsigten er betagende, med det blå indiske ocean i baggrunden.
Vi kører atter turen ind i Moroni, som da vi kom. Vi har vulkanske marker på venstre hånd, og efterhånden tager byens skramlede huse over. Vi bliver sat af ved tennisklubben, hvor vi spiser på deres glimrende tagterrasse, mens lokale spiller tennis nedenunder os med bouganvillietræer og skyklædte bjerge som baggrund. Vi går hjem i den mørke aften, og jeg sidder længe udenfor og skriver og læser, utilbøjelig til at gå ind i det varme rum. På vejen kører mobile fester forbi, og ude i vandet ligger små fiskerbåde med lys for at tiltrække fangsten. Vinden er varm, og luften står stille. Det bliver endnu en ulidelig varm nat, og først da vi ved tretiden åbner døren og vinduet, falder vi for alvor i søvn.
Næste dag er der afgang videre til Reunion og flere øer i Det Indiske Ocean. Tilbage står indtrykket af Comorerne som et sammensat land. Et muslimsk land midt i det tropiske ocean, en befolkning, der er ganske sort og klart minder mest om Afrika, og med en styreform, der vist ikke ligefrem kan kaldes demokratisk. Faktisk har landet noget af det værste fra Mellemøsten og Afrika. Islam, der bruges til at undertrykke kvinderne og holder folk i uvidenhed kombineret med den ligegladhed, der så ofte kendetegner Afrika. Affaldet flyder, og flere gange ser vi drenge og mænd, der ganske enkelt bare smider plasticflasker i vejgrøften eller havet. Alting tager tid, og det er svært at få et klart svar på noget som helst, til gengæld er her dyrt. Men det er også et tropisk paradis og ikke et sted, man bliver belemret med andre turister. Jeg tror dog ikke, jeg skal tilbage.