Når kuren er værre end sygdommen – etåret for lukningen af Danmark

For præcist et år siden lukkede regeringen Danmark ned på grund af coronapandemien. Vi ved i dag, at det var i modstrid med anbefalingen fra sundhedsmyndighederne. Dengang mente jeg, det var en rigtig beslutning, men det er jeg i tvivl om i dag. Med epidemiens varighed og det, vi ved i dag, ser det desværre ud til, de samfundsmæssige omkostninger er ubærlige, både økonomisk og menneskeligt, og det kommer til at tage generationer at betale regningen, som meget vel kan slå bunden ud af vores velfærdssamfund. Og så var det starten på et alvorligt angreb på det danske demokrati.

Argumentet for den daværende (og fortsatte) nedlukning var at mindske antallet af døde og undgå overbelastning af sundhedsvæsenet. Det sidste lykkedes nogenlunde. Angående det første ved vi intet om, hvor mange, der ellers ville være døde. Formentligt nogle tusinde flere. De lidt over 2000 dødsfald er tragiske, og det ville nogle tusinde ekstra også være. Min dybe medfølelse med dem, der har mistet deres kære eller er ramt med senfølger. Jeg kan bare ikke lade være med at stille spørgsmålet, om de langsigtede omkostninger ikke kræver byder på flere dødsfald end af corona, foruden naturligvis de enorme menneskelige omkostninger. Andre sygdomme, der ikke er blevet behandlet eller opdaget, stressrelaterede sygdomme i forbindelse med usikkerhed eller ensomhed. Ikke mindst for de mange selvstændige og private erhvervsdrivende, der er blevet ramt på deres levebrød. Mange er på fallittens rand, der er butikker og restauranter, cafeer og festivaller, vi aldrig kommer til at opleve igen. Og hvis tusindvis af ejere og ansatte går en usikker fremtid i møde med økonomisk ruin, usikkerhed, angst og selvmord. Det så vi efter finanskrisen. Det er nemt at sidde som mig og være offentligt ansat med fuld løn og nogenlunde normale arbejdsforhold, trods de uendelige sessions med undervisning og møder via Zoom. Men mange selvstændige ser deres livsværk smuldre, mange ting vil ikke være der, når støvet har lagt sig. Omkostningerne for samfundet på lang sigt synes slet ikke at indgå i regeringens kalkuler.

Den hårdest ramte gruppe er nok de unge, der nu har været ”spærret inde” i et år, i store perioder frarøvet den fysiske undervisning og ikke mindst samværet med deres kammerater. Efterskole- og højskoleelever, der har mistet et af de bedste år i deres liv, studerende på ungdomsuddannelserne, der er frarøvet en normal afslutning på deres uddannelse, fravær af fester, sjov, kæresteri og druk, alt det, der er så fedt ved at være ung og som former en for livet. Jeg frygter, at den generation vil tage varig skade. Og det er fremtiden, vi her taler om. Skaden kan være uoprettelig.

Det allerværste er dog de skader, pandemi og nedlukning har forårsaget på vores samfund. Som jeg tidligere har påpeget, har vi i det forløbne år oplevet angreb på demokrati og frihedsrettigheder, jeg ikke troede, vi skulle se i Danmark. Regeringen er blevet tiltagende enerådig, udelukker Folketinget fra vigtige informationer og manipulerer pressen på deres stort opsatte pressemøder, hvor de alt for få kritiske spørgsmål (ja, pressen har også svigtet sit demokratiske ansvar) mødes med en blanding af arrogance og hånlig overbærenhed. Kun i få tilfælde har oppositionen formået at sætte regeringen stolen for døren og bremse dens tiltag, senest med det helt berettigede nej til tvangstestning i Vollsmose. Og hver gang toner Heunicke og hans klakører frem og mistænkeliggør enhver kritik, ja faktisk er dem, der modsiger Heunicke en alvorlig trussel mod folkesundheden, får vi at vide.

Allerede de første mange tiltag var på kant med frihedsrettighederne, og havde det ikke været for en alliance af bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige havde regeringen fået held med at bryde Grundlovens §72 ved at give politiet adgang til private hjem uden en dommerkendelse. Om forsamlingsforbuddet er grundlovsstridigt diskuteres stadig, men værre blev det i efteråret, da regeringen uden lovhjemmel beordrede nedslagtning af 17 millioner danske mink, og dermed ødelagde et helt eksporterhverv og gjorde tusinder arbejdsløse. Regeringen påstår, de ikke vidste, der ikke var lovhjemmel, selv om der fremlægger bevis for, man allerede en måned inden VAR orienteret. Så enten brød man bevidst Grundloven, eller også var man himmelråbende inkompetente. Det skal den såkaldte granskningskommission afgøre.

Til min store overraskelse finder befolkningen sig stort set i urimelighederne: de grimme mundbind, der fortsat ikke har nogen dokumenteret effekt. Forsamlingsforbud, aflysning af normalt socialt liv, børn der ikke må komme i skole, en lind strøm af restriktioner, nogle fornuftige, andre hinsides enhver begrundelse. Fraværet af en kritisk presse, med undtagelse af blandt andet JP og Berlingske, kombineret med regeringens dygtige sociale mediestrategi, hvor makrelmadder, besøg i børnehaver og den evige blanding af børne-skæld ud og løfter får os til at rette ind. Og så er der jo ”Fællessang hver for sig” og ”Danmark griner” og andre tiltag, der i propagandakarakter leder tankerne hen på samfund, vi helst ikke vil sammenlignes med.

Og som om alt det ikke er nok, har den gensidige tillid i vort samfund lidt ubodelig skade. Drister man sig til at rejse, bliver man offentligt udskammet i den nationale, digitale gabestok. Man får mistænkelige blikke, når man løber forbi ældre mennesker, der har set på tv, at motionsløbere smitter i særlig grad, på grund af ”tung og vedvarende udåndingsluft”. Man får onde blikke i supermarkederne, hvis man ifølge nogen kommer lidt for tæt på dem. Og det er altid de mest forsigtige, de mest hysteriske, der afgør hvad der er ret og rimeligt. Fornuften og proportionaliteten var et af coronaens første ofre.

Jeg er dybt bekymret for den skade, Danmark har lidt af corona. Flere end 2000 døde og mange med senfølger er skrækkeligt, men på lang sigt koster corona mange flere liv, mange flere penge og har for evigt ødelagt vigtige år i en opvoksende generations liv. Og udhulet tilliden og sammenhængskraften i samfundet. Svækket det, der med et fortærsket ord hedder “samfundssind”. Og allerværst af alt har vi set, at demokrati ikke er en selvfølge. Tværtimod kan det udhules og afskaffes til klapsalver fra befolkningen. Frygt er et velkendt og effektivt redskab for magthaverne til at få folket til at rette ind.

Kuren er for længst værre end sygdommen. Og det siger ikke så lidt.