11. september 1973
Mens de fleste amerikanere nok vil mindes dagen for det, der skete for tre år siden, er det værd at huske på, at det i dag er 31 år siden, en af det 20. århundredes store forbrydere, Augusto Pinochet kom til magten i Chile. Det skete med USA’s hjælp i et blodigt kup mod den folkevalgte præsident, Salvador Allende. Titusinder af chilenere blev myrdet eller forsvandt, alt sammen med CIA’s og USA villige hjælp. På en dag som denne er det værd at spørge, hvem der er terrorister, og hvem der er ofre. Der er grund til at mindes og sørge over de frygtelig begivenheder ved World Trade Centre og fordømme andre lignende og forfærdelige terrorhandlinger. Der er samtidig også grund til at sørge over amerikanernes selvoptagethed og snæversyn. USA har mange krigsforbrydelser på samvittigheden, og det er som bekendt i øjeblikket guvernør Bush i Det hvide Hus, der definerer, hvad der er terror. Set med en objektiv målestok er Nixon, præsident i 1973, nok en af historiens værste terrorister. Og han var endog valgt som præsident!