Det er sjovt atter at lande i Bauerfield Airport, her tyve år efter, jeg besøgte landet første gang. Den ligner sig selv, som den afrikanske lufthavn, Anders And lander i i Vodoo-Hodoo af Carl Barks. Der er lang kø, for de er meget bange for både Coronavirus og mæslinger, og vi står i bagende sol. Omsider kommer vi da ind, og jeg kan nu indtage Vanuatu for anden gang.

Der er sket meget siden sidst. Lave bygninger er erstattet af højere. Yamslagre langs Kumul Highway er erstattet af banker og kontorer. Det kinesiske kvarter er blevet til et indkøbscenter. Lokale er på vej fra arbejde, skolebørn i nydelige, rene uniformer vidner om mere ordnede forhold, og overalt er der en venlig stemning. Vi bliver indlogeret på The Melanesian, der er et skridt op i forhold til Kalfabuns faldefærdige gæstehus fra sidste gang.

Om aftenen begiver vi os til vandet for at møde vores ven Ole fra De Berejstes Klub og hans australske veninde Lisa. Vi spiser på Village, hvor også Mikkel og jeg spiste sidst. Der er kommer ny ejere, men stedet har stadig stil, og maden er dyr og udmærket. Vi har udsigt til Irriki Island og nyder den tropiske aftenstemning. Senere er vi på Club Lit, et rigtig lokalt sted, flikket op efter tyfonen og med en kæmpe hal, der ikke bliver brugt. I midten er der en DJ, der spiller udmærket dance, en fin lille bar og lokale, der flirter med DJ og den kvindelige bartender. Det er her, man går hen. De er overraskede over at se hvide, men alle er flinke og venlige. Da larmen er voldsom, sætter vi os ud på molen langs havnen og nyder den mørke nat. Her er dejligt og fløjlsblødt og rart at være tilbage.

Rundt på Efate

Ole og Lisa har lejet en 4WD for at køre øen rundt, og vi tager med. Første stop er Penteroa vandfald, hvor vi går igennem en flot regnskov. Stedet er bestyret af et fransktalende par, der sælger dejlige frugter fra en lille hytte.

Vi går hen til vandfaldet, der er noget udtørret, da det trods regntiden ikke har regnet i lang tid. Der er dog en dejlig forfriskende pøl, hvor vi alle bader blandt små fisk, navigerende mellem skarpe sten på bunden. Fra den modsatte bred tager lokale drenge hovedspring. Her er så idyllisk som Jorden på den syvende dag.

Vi fortsætter til den blå lagune, en indsø forbundet til vandet, hvor vi ser en søslange og de lokale drenge viser sig frem i hovedspring med saltoer.  Det er meget adrætte lokale unge mænd, der svinger sig ud fra træerne i et tov for at lande elegant og forhåbentlig imponere hinanden og en enkelt mulig kæreste.

Frokosten indtages i en idyllisk bugt med udsigt til en kegleformet vulkanø, Den er enkel, men her er rart med sand mellem tæerne og mild blæst. Kokken selv sætter sig ved siden af for at holde øje med, at vi nu kan lide maden, omeletter og stegte grøntsager, revet papayasalat med hvidløg, omelet, ris og bananer med limejuice til.

Da jeg var her sidst, fik vi at vide, at Vanuatu var fri for slanger. Det passer nu ikke. I den blå lagune ser vi den giftige havslange, og midt på vejen stopper vi et sted, hvor nogle lokale mænd med pinde kæmper for at få en slange væk fra vejen. De leger dog lidt for meget med den, så det virker ikke så effektivt, men ud i rabatten kommer den da.

Vi slutter af i Valeva Cave, hvor vi får en rundvisning af fire lokale herlige unger med en primitiv lommelygte. Det er mørkt, da vi kører tilbage til Vila.

Vilde Tanna

Næste dag flyver vi til den vilde ø Tanna med den aktive vulkan. Det er en kort tur med udsigt til Efate, Erromango og Tanna, der ligger som en perfekt tropisk ø med vulkanen skjult af skyer.

Whitegrass er en lille lufthavn, hvor bagagen bliver leveret ind gennem vinduet, her er bagende varmt. Robert henter os i sin pick-up, hvor vi sidder i en havebænk på ladet. Det bliver en tur over stok og sten, først ad den gode hovedvej gennem landsbyer og markeder, senere ad mere bumpede beton- og jordveje. Vi stopper mange gange, fordi Robert har ærinder. Eric kommer på ladet med en kavarod, der købes kål og slåes handler af. Vi nyder de smilende kvinder og glade børn og tager mange billeder i aftensolen.

Vi kører over højderyggen, og der er tåge men også sod fra vulkanen. Vejen bliver værre og vi bliver godt rystede. Omsider er vi fremme ved Island Vision Treetop Lodge, som lever op til forventningerne med tre hytter placeret i et stort træ. Vi får den øverste med havudsigt og udsigt til Mount Yassour vulkanen.

Her er magisk, og vi sidder i aftensolen med en whisky, udsigt til det blå hav og den rygende vulkan. Regnskoven ligger som den har gjort i evigheden, vi ser på den rygende vulkan og nyder den smukke stemning. Over os står fuldmånen op og verden er i harmoni.

Cargokulten

Det store mål og et af turens højdepunkter er vulkanen på Tanna, Mount Yassur. Den rager 361 meter over havets overflade, nordøst for den højere Mount Tukosmera, der var aktiv i istiden. Mount Yassur har været i konstant udbrud i flere hundrede år, og det er en af verdens mest aktive vulkaner, som man trods alt sikkert kan opleve. Den får tilsyneladende luft ved den konstante rumlen og små udbrud, og derfor har der ikke i historisk tid været ødelæggende udbrud, der har opløst de landsbyer, der ligger på vulkanens sider. Yassur er meget aktiv i disse dage, og fra vores trætophytte med udsigt til vulkanen kan vi konstant høre den rumle.

Dagen starter med et besøg i landsbyen ved Sulphur Bay (svovlbugten). Den er kendt for, man tilbeder John Frum, en fiktiv amerikansk soldat, der forbindes med den cargo, vestlige forbrugsgoder, der kom til landsbyen under 2. verdenskrig, hvor der var over 300.000 soldater i området, mest amerikanere. Men da krigen sluttede og amerikanernes forsvandt, forsvandt også alle forsyningerne til øen. Derfor byggede “John Frums tilhængere” symbolsk en landingsbane i håb om at amerikanske fly igen ville lande og bringe dem cola, dåsemad og andre vestlige goder. De venter stadig forgæves, men for de lokale er John Frum en slags Jesus, der fejres med trancelignende fester hver fredag aften. John Frum-kulten er et fremtrædende eksempel på det, man i antropologien kalder ”cargokult”, en særlig type religiøse bevægelser, som opstod i Melanesien omkring begyndelsen af det 20. århundrede og første gang blev beskrevet blandt folkeslag i Ny Guinea. De opstod som følge af de oprindelige befolkningers møde med den teknologisk avancerede vestlige kultur. Kulten er hovedsageligt centreret om at opnå den fremmede kulturs materielle velstand. Som regel opstår de omkring en profet, i dette tilfælde den fiktive John Frum, der forkynder en vision om en nært forestående forandring af samfundet, hvor gruppen vil opleve en velstand, som ligner europæernes. Det er på denne måde et fremtrædende element i en cargokult, at tilhængerne deler en forestilling om, at guddommelige væsner på et tidspunkt i fremtiden vil give værdifulde og efterstræbte forbrugsgoder til kultens medlemmer. Cargokulten er, for en vesterlænding, et af de mest absurde fænomener. For tilhængerne i Sulphur Bay giver det fællesskab, adspredelse og fest hver fredag aften.

Hos John Frums tilhængere

I landsbyen modtages vi af Maluian Royal, det sidste navn har han fordi han er høvding. Han er en flink ældre herre med skæg, bar overkrop og bøllehat, der elskeligt viser os rundt i byen og forklarer om John Frum og ritualerne.

Vi ser landsbyen, som virker velordnet. Børn og kvinder smiler til os. Maluian tager os med ned til den brede strand, hvor oceaniske bølger slår ind over det hvide sand. Her ligger udriggerkanoer, som der har gjort altid, og vi nyder dette helt afsondrede hjørne af verden. I den ene ende af stranden bader vi i en varm kilde, en flod der løber ud i vandet opvarmet af den termale aktivitet fra vulkanen. Det er syret at soppe i dette 45 grader varme vand og så kaste sig i Stillehavet udenfor, der er tyve grader koldere of føles isnende. Lokale børn leger. En pige tegner hjerter i sandet med en pind, måske ihukommende den forestående Valentinsdag.

En kvinde fisker og viser os stolt sin primitive fiskestang og dåse med madding bestående af små insektlignende fisk. Snart er hun atter tilbage i havet, på jagt efter tun og wahu. Vi kigger op mod landsbyen og vulkanen. Det ligner noget fra den vildeste eventyrfilm med høvdingen, de legende børn, den palmebladsklædte landsby og den rygende, rumlende vulkan i baggrunden. Vi føler, vi er meget langt væk og privilegerede, fordi vi må være her. Vi tager afsked med Maluian og kører tilbage til en frokost i hytten hos Robert og Telma.

På den aktive vulkan

Efter et hvil kører vi til vulkanen ved firetiden. Der er et etableret velkomstcenter og en stejl entre på over 600 kr. For det får man sikkerhed, guidede ture og en firhjulstrækker op på vulkanen. For at besøge jorden omkring og på vulkanen Yasur skal vi først accepteres af den lokale høvding ved en ceremoni med en kavarod og en besværgelse, hvor vi beder for at vi kunne kommer sikkert op.

Vi kører op ad en ujævn vej og er snart oppe i et goldt landskab. Oppe på vulkanen ser vi røg og damp og hører rumlen. Desværre er der så meget aktivitet, at vi ikke kan komme til at kigge ned i krateret på grund af lavaklumper, der flyver omkring. Der er risiko for, at vi vil blive ramt af flere af dem med den aktivitet og vindretning der er. Vi får dog masser af røg og enkelte udbrud at se. Meget dramatisk, specielt da mørket falder på. Det bliver nu alligevel en kæmpemæssig oplevelse at stå på kanten af en rumlende vulkan. Meget dramatisk. Og da mørket faldt på, får vi ganske få gange imponerende glimt af den sprudlende lava. Med pick-up går det tilbage til vores trætophytte.

Hos kvinderne i landsbyen

Vanuatu er frodigt med enorme mængder regn. Særligt her i cyklon-sæsonen, siler det ned. Det betyder, at der er grønt overalt. Tætte regnskove med slyngplanter, kokosnødder, frugter, frodig landbrugsjord og ingen sult. Alle kan leve af landet og havet.

Vi besøger Robert og Telmas landsby. Kvinderne danser for os, da vi ankommer, og herefter går de i gang med at tilberede et traditionelt måltid. De er rolige og værdige, og det er rart at sidde blandt dem og følge med i madlavningen. De gifte kvinder fordeler opgaverne kyndigt og rutineret mellem sig. De unge piger, der endnu ikke er gift kigger med, tænder op i bålet eller laver forefaldende opgaver. Det er dem, der passer på bålet, da madbananer, taro og kokosnød er revet på pinde og samlet i bananblade. De kan ikke engelsk men overraskende nok lidt fransk. De smider dog ikke meget og vi aner, at de føler vi er påtrængende, føler sig ydmyget af at stille op på denne måde for turister. Men de finder sig i det for at skaffe penge til landsbyen. Bastskørter er ikke lokale men lavet af indkøbt plastic og nylon, der giver mindelser om en rengøringskost fra Føtex.

Selve maden får vi serveret på tallerkener af palmeblade, og det smager kedeligt og mindre godt end frisk kokos og frisk banan ville have gjort og havde en klistret konsistens. Man skal stadig ikke tage hertil for maden …

Senere går vi rundt i den frodige landsby. Der er gamle damer, som ligger og snakker under nogle buske. En af dem er Roberts mor, som gerne vil give hånd og hilse på. Hun er en statelig ældre dame, der helt klart stadig bestemmer, hvordan skabet skal stå. Vi går også ned til nakamalen, det traditionelle fælleshus, hvor mændene træffer store beslutninger eller blot fordriver tiden, måske for at slippe for konen. Det er også her, man drikker kava. Langhuset er ikke så rigidt opdelt som dem, vi så på Pentecoast og man aner en lidt mere afslappet holdning til “custom” her end i strenge, traditionelle Bunlap. Men nakamalkulturen lever i bedste velgående, også her i det 21. århundrede og for landsbylivet betyder de stadig meget. Vi studser over et hus med en stor parabol udenfor, med et Canal+logo. Det viser sig at være for, at man kan følge EM og VM i fodbold. Af en eller anden mærkelig grund er de lokale mænd, inklusive Robert, fan af det Belgiske landshold, og han har da også et stort belgisk flag i sit køkken.

Tanna er en vild ø og vanvittigt spændende. Den er melanesisk som Fiji, Salomonøerne og Papua Ny Guinea. Folkene er langt vildere og stoltere end de mere fredelige, lysere og utroligt overvægtige befolkninger i Polynesien. Samtidig er der dog en ubegribelig mangel på forståelse for værdien af penge. Her er vanvittigt dyrt. Hverken mere eller mindre. Skal de lokale noget, der skal købes, er det også svinedyrt.

Robert og Telma har 4 børn i privatskole, fordi de gerne vil give dem en mulighed, de ikke selv har haft. Thelma arbejder derfor med kiwifrugter i New Zealand med jævne mellemrum. Næste gang skal hun afsted i 7 måneder, væk fra ungerne, der så passes af Robert og hans forældre. Men deres store investering er deres skønne lodge med hytter med udsigt over trætoppene og lige over til den aktive vulkan Yassur. De er ved at bygge en stor ny hytte med plads til en hel familie med børn og badeværelse. Lisa fatter så meget sympati, at hun bidrager så de kan færdiggøre projektet. Med vores regning har vi nu også bidraget en del. Alt koster, og Robert klarer op i et større og større smil, da han ved afrejsen laver regningen. Overnatning, mad, køreture, sightseeing. Det hele løber op. Meget op.

Det har været spændende at være tilbage på Vanuatu. Lige så vildt og anderledes men lidt mere behageligt end sidst. Landet er blevet mere udviklet, og vi har haft et højere budget. Men man får lyst til at komme tilbage igen.

Artiklen er skrevet sammen med Mette Ehlers Mikkelsen. Læs flere rejseberetninger på hendes side www.expandingourhorizon.dk
eller her på www.rejser.linaa.net

Vanuatu hed tidligere ny Hebriderne og var indtil 1980 et engelsk-fransk såkaldt kondominium, det vil sige at begge lande administrerede øen på en gang. Det kom der mange absurde situationer ud af, men i dag er Vanuatu et fredeligt (og temmelig ufremkommeligt) øparadis midt mellem Australien og Fiji.

En sen eftermiddag i maj 1999 lander jeg sammen med Mikkel Høj (medlem 349) mellem bananplantager og kokospalmer i den lille Bauerfield Airport i Port Vila, Vanuatus miniputhovedstad. Den ser ud som i Carl Barks’ klassiske historie ”Vodoo-Hodoo,  hvor Anders And lander i Afrika og udbryder: ”Se, det ligner jo næsten Gåserød”!

Vi indlogerer os for tre dage på Kalfabun Guest House, hvor værten hedder Bob, og forretningen bliver ordnet i hans mildest talt rodede stue mellem symaskiner, sort/hvid TV og hans kone i Mother Hubbard Dress. Udenfor i den klistrede tropeaften er hver en kvadratcentimeter levende. Gekkoer, skolopendre, myg, fluer, myrer.

Da vi lidt senere går ind mod byen, får vi bekræftet, at vi er kommet til en anden verden. Indbyggerne er meget negroide, og vi er stort set de eneste udlændinge. Alle er meget smilende og venlige og kommer med den karakteristiske “Goodnite”-hilsen på bislama. På hovedgaden Kumul Highway ligger computerbutikkerne side om side med yamslagre. Jo nærmere vi kommer bymidten og den store overdækkede markedshal formet som et traditionelt langhus med åbne sider, desto tættere bliver menneskemængden. Det viser sig at være et arrangement kaldet “Global march for Jesus”. Vanuatus indbyggere er meget religiøse, og alle kristne sekter og trosretninger er repræsenteret. Over os ligger Sydkorset højt under den kulsorte, sydlige stjernehimmel.

Port Vila er en lille hovedstad, men rummer dog en lille ”Chinatown”. I kondominietiden, hvor englændere og franskmænd havde hver deres forretninger, var kineserne de eneste, der handlede med alle og modtog en hvilken som helst valuta. Ikke underligt, at de har drevet deres købmandsvirksomhed så langt ud i Stillehavet!

Vanuatus beskedne størrelse bliver tydelig, da vi skal på internettet, der tilbage i 1999 ikke ligefrem var udbredt i Stillehavet. På dette tidspunkt er det kun muligt et sted på øen, på Kommunikations- og Indenrigsministeriets kontor. Det ligger placeret i Independence Park på en bakke med udsigt over bugten. En smilende mand i åben skjorte og spraglede bermudashorts viser os vej derind. Det viser sig at være indenrigsministeren! Dette lokale svar på Slotsholmen rummer i det hele taget alle yderlighederne i det lille ørige. Udenrigsministeriet holder til i en blanding af en barak og et skur, mens parlamentet er en flot moderne bygning designet som fire langhuse, der er bygget sammen. Døren er åben, og vi går bare ind, noget der ville være utænkeligt de fleste steder i Europa. Interiøret er bygget i marmor med en søjlegård i midten. Vi går rundt mellem artefakter fra alle øerne. Der er masker, stenskulpturer og flotte figurer i træ, der har været brugt som trommer, når stammerne skulle meddele sig til hinanden. I denne flotte bygning mødes parlamentet nogle gange om året med udsigt over bugten til den ene side og Nationalmuseet til den anden.

Tæt på hovedstaden Vila ligger Mele Island, der er som taget ud af en Bounty-reklame. Hvid strand, hytter og en regnskov i midten. Desværre er øen ejet af et resort, der tager en grum entre for at komme ind på øen. Det er imidlertid pengene værd. Bare tre meter ude i vandet er der tusinder af fisk i alle farver. Jeg spotter omgående mindst tre forskellige slags papegøjefisk, og de halvstore eksemplarer pikker forsigtigt på min maske for at finde ud af, hvad jeg er for en. På bunden ligger blå søstjerner, og her er også enkelte koraller.

Ud at se med Vanair!

Det viser sig, at vores oprindelige plan om at sejle mellem Vanuatus øer ikke kan realiseres. Det er for dyrt og vil også tage alt for lang tid. I stedet bestiller vi med lidt bange anelser tre rejser mellem de forskellige øer med det lokale flyselskab, Vanair. Alene navnet burde skræmme, og 14 dage inden vores ankomst var et af deres fly styrtet i Stillehavet ud for Vila, hvorved 8 mennesker blev dræbt. Den danske antropolog Jens Dahl overlevede kun ved at svømme tre timer i et hajfyldt farvand. Vores flyveture går dog alle fint, og det er som ventet en kæmpeoplevelse at se det lille ørige fra luften. Det er balsam for sjælen og øjet at flyve over det blå Stillehav afbrudt af små grønne, bjergklædte øer, overalt domineret af kokosplantagerne og den omkransende tropiske regnskov. Få steder stiger røgsøjler op fra små landsbyer, men ellers virker det hele så uberørt som før menneskets indtog. Vi lander to gange på den utilgængelige ø Ambae. Overalt i de små lufthavne hænger folk dovent omkring med pakker, der skal med flyene. Nogle ser ud som om, de tilbringer hele dagen her, som de sidder mellem svin, høns og bananklaser.

Esperitu Santo – kokosnødder og krigsminder

 Vi lander på den største ø, Esperitu Santo. Hovedbyen Luganville er landets næststørste by, men det siger ikke meget. Lufthavnen er efter sigende lige blevet opgraderet til Boeing-kapacitet, men stedet består af en hullet betonmark, og da et fly er punkteret, sender man bud tilbage til Port Vila efter et reservedæk! Vi bor på hovedgaden, en delvist asfalteret jordvej med vandpytter så store som damme, hvori malariamyggene utvivlsomt har gunstige vilkår.

En af dagene sejler vi ud til Aore, en ø ud for Luganville, der var en vigtig kampplads i Stillehavskrigen. Farvandet omkring Aore er da også berømt blandt dykkere som et af de steder i verden, der har den højeste koncentration af skibsvrag. Naturen i sig selv er heller ikke dårlig. Korallerne ude i det lave vand er døde efter en af talrige tropiske cykloner, men i dag har små krebs, søstjerner og firben i alle farver taget over. Resterne af krigen er også tydelige. Bunkere og masser af rustent materiel ligger endnu strøet omkring i det høje græs. De tidligere brave krigere efterlod blot deres isenkram til regnen og svalerne. En gammel ruin er helt overgroet, og et træ er vokset udenom et savblad, der engang havde prøvet at komme det til livs. Her er som paradisets have: edderkopper i alle farver med enorme spind, fugle, insekter og små firben. Når mennesket stopper sin vanrøgt af planeten, tager naturen over og vinder det tabte tilbage.

På det nordlige Esperitu Santo overnatter vi ved Champagne Beach, der ikke uden grund er verdensberømt for sit hvide sand. Her hyggede de franske koloniherrer sig med vin, kvinder og champagne, deraf navnet. På denne morgen har vi det hele for os selv, men når et stort krydstogtsskib lægger til, kan her være op til 1000 mennesker på stranden. En lokal hævder, at han har ejendomsretten til stedet, så ved indgangen skal man betale 200 Vatu i en blikdåse. I den anden ende af stranden hævder en anden, at det er hans område, så bader man der, skal man lægge andre 200 Vatu. De må bruge meget tid på at gå og holde øje med hinandens områder….

Da vi skal tilbage til Luganville får vi turens mest specielle køretur. Det er næsten umuligt at komme rundt med bil på disse øer, og de lokale kører stort set kun, når de skal transportere kokosnødder og andre markedsvarer. Da prisen på kokosnødder lige er steget, er det imidlertid muligt at få et lift. Sammen med rygsækkene bliver vi placeret på et bræt ovenpå en stabel sække med halvrådne kokosnødder, der stinker som en blanding af dansk spegepølse og fransk gorgonzola. Man skal holde sig fast til chassiset, for opmuntret af den udmærkede vej, der lige er blevet udbedret efter regntidens strabadser, kører chaufføren som død og helvede, mens hele verden blæser ud bagtil som en afsindig tropisk malstrøm. Speedometeret er stået af for længe siden og står konstant på 10 km/t.

Blandt de ”vilde” på Pentecoast

Vi har besluttet at gøre et stop på denne uvejsomme ø, som vi begge har læst meget om på forhånd. De sydlige landsbyer er kendt for den såkaldte Naghol-tradition, udspring fra 20-30 meter høje tårne kun med lianer om fødderne. Jeg beskrev i Globen nr. 20, juni 2005 (et tidligere nummer af globen?), hvordan vi fik lov at overvære dette ritual, som var en kæmpeoplevelse. Senere blev vi indbudt til at bo i den traditionelle landsby Bunlap, hvor indbyggerne stadig lever meget traditionelt. Missionsvirksomhed har slået fejl, og den foretrukne beklædning er stadig græsskørter for kvinderne og penisfuteraler for mændene. Da vi er blevet installeret i deres palmebladsgæstehus, står det klart, at vi er mindst lige så store attraktioner for dem, som de er for os. Alle er henne for at sige goddag og stille de samme spørgsmål. Hvad hedder vi, hvor gamle er vi, hvorfra kommer vi, er vi gift, har vi børn og så det klassiske: om der vokser kokosnødder i Danmark? De ser meget bedrøvede ud, da vi fortæller, at det gør der ikke. De udstøder deres karakteristiske sukken akkompagneret af en hovedrysten.

Vi bliver inviteret ind i nakamalen, deres traditionsrige fælleshus, som der var i alt tre af, et for hver del af Bunlap. Allerede her begår vi den første store fejl. Vi går ind ad den forkerte ende og kommer derved til at gå gennem den del, der er forbeholdt høvdinge. De tager dog vores fejltrin med et smil, men er derefter meget omhyggelige med at dirigere os ind ad den rigtige indgang. Inde i fælleshuset er der totalt røgfyldt fra deres ildsted, som der åbenbart er gang i 24 timer i døgnet. Kun mændene har adgang til nakamalen, og de ligger langs siderne eller sidder midt på det jordstampede gulv og skraber sod af taroer, som de har stegt over den åbne ild.

I det hele taget er landsbyens liv indordnet under mange regler. Husene er klart afgrænsede i forhold til hinanden, landsbyen gennemskæres af hegn og stendiger og adskillelsen mellem kønnene er tydelig. Mændene sidder i nakamalen eller på torvet og tager sig af det ”vigtige”, mens kvinderne knokler i marken eller vasker tøj. Mændene spurgte grinende, hvorfor vi ikke også organiserer os sådan i Danmark! Vi ser enkelte af kvinderne i græsskørt og ikke så meget andet på kroppen. De står bag et hegn ovre i den anden ende af byen, hvor vi åbenbart ikke kan komme. Der er mange andre særprægede territoriale regler: det er strengt forbudt at svømme under en kvindes kano eller gå under hendes tørresnor. Sker det, skal alle genstande, der har været involveret i hændelsen destrueres, og det forventes af synderen, at han betaler en klækkelig kompensation herfor. Det er ikke blot kristendommen og islam, der er fuld af underlige regler, som har til hensigt at besværliggøre folks liv….

Vi sidder på pladsen midt i landsbyen, da en højlydt forhandling går i gang. Vores vært i den anden landsby, Chief Willy har købt kavarødder af folkene i Bunlap, og en del af betalingen består i 15 røde og blå plasticspande ”made in Australia”, som vi senere ser som ugens tilbud i landsbybutikken i Pangi. Nu står disse stablet midt på pladsen som et absurd totem fra en anden planet. Høvdingene ser rådvilde ud, og de kommer næsten i håndgemæng, da en af de yngre kommer og forsøger at mægle. Sceneriet afbrydes pludseligt af en af de unge høvdingesønner, der kommer gående henover pladsen bærende på en batteridrevet ghettoblaster, der spiller Aquas ”doctor Jones” med knapper blinkende i alle farver. Kontrasten er vanvittig!

”Jesus kommer du ikke udenom”

Vi har hørt, at Bunlaps høvdinge hidtil har modstået ethvert forsøg på missionsvirksomhed, men høvdingesønnen Waros spørgsmål afslører, at missionærerne har været her. Han fortæller mig historien om Jesus på korset og nede i graven og refererer til ”dem, der har været her for nylig”. Han spørger mig, om jeg tror på historien om Jesus. Jeg er nu pludselig i fare for at blive inddraget i en herrens strid, der åbenbart er i tiltagende her. Jeg svarer undvigende, men overvejende benægtende, og med et blik skævende til faderen ser jeg, at mit svar behager ham. De gamle høvdinge kæmper stadig indædt mod kristendommen og enhver form for modernitet, men med den nye vej, der er bygget, er det kun et spørgsmål om tid. En ny kommunikationsmast er ved at blive bygget på toppen af bjerget, og snart vil Bunlap være en del af den globale virkelighed. Også her vil indbyggerne komme til at gå rundt i t-shirts og se dårlige soaps.

Kava i nakamalen

En af aftenerne bliver vi inviteret til en af deres faste skikke, kavadrikning i nakamalen. Høvdingene sætter sig i deres tredjedel. Vi bliver som gæster anbragt sammen med mændene i den midterste tredjedel, mens drengene sidder i den forreste tredjedel. Nogle af mændene går i gang med at brygge kavaen ved at ælte og presse en kavarod i et vandfad. Herefter filtreres drikken et par gange og hældes op i de karakteristiske skåle. Turen kommer også til os, og man skal tømme hele skålen, der smager af mudder. Man bliver glad for sin hepatitisvaccination! Den lovede lette rus indfinder sig dog ikke.

Som vi sidder inde i nakamalen lyder der sang og dans ude fra pladsen. Vi er blevet fortalt, at en dreng skal omskæres denne aften, et ritual på linie med en barnedåb. Nu danser mændene i en markering af, at drengen er trådt ind i fællesskabet. Det starter med en langsom dans i en rundkreds af mænd og drenge, men efterhånden stiger både tempo og sang. Flere og flere tilslutter sig dansen, og også vi bliver inviteret indenfor i cirklen en overgang. Om det er manglende danseevner eller det faktum, at kvinderne begynder at komme med, der gør udslaget, ved jeg ikke, men efter et stykke tid bliver vi ført tilbage blandt tilskuerne! Kvinder og mænd danser nu i en stor hvirvlende rundkreds, mange af dem svingede med spyd, knive, planter eller sågar ghettoblasterne fra tidligere. Som dansen er på sit højeste, ser jeg det smukkeste og største stjerneskud, jeg nogensinde har set. Det er en aften midt i evigheden!

Også bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, september 2007