Vi er i mine forskergrupper klar til at analysere valget og har for længst forberedt indsatsen, slået SoMe-høstere til og lavet vores survey om brugen af internettet i valget klart til at køre efter valget. Det bliver fjerde gang i træk, vi gør det.

Her til aften har jeg nu set partilederrunder nonstop siden kl. 19 først på DR og så på TV2. Her følger min analyse af denne valgkampens første aften.

Første partilederrunde var på DR, inde på selveste Christiansborg. Nicolai Wammen havde erstattet en syg Mette Frederiksen og havde lidt premierenerver. Ellers var der hele 12 andre partiledere, det højeste antal siden 1990. Debatten centrerede sig om tre emner, pension, klima og udlændinge, som også forventes at blive valgets tre hovedtemaer. Det generelle indtryk var faktisk en høflig debat, hvor man rent faktisk forsøgte at tale sammen og lytte til hinanden.

Debatten var i starten præget af premierenerver, men de fleste fik sig talt varme. Pernille Skipper fra EL lyste af energi og overskud, Lars Løkke spillede på statsmandsmetaforen og det sikre kort, mens Nicolai Wammen virkede stiv. Det blev bedre senere i debatten på TV2. Uffe Elbæk virkede til tider helt væk og defensiv, selv når debatten kom på hans hjemmebane om klimapolitikken. Riskær virkeder overraskende forberedt og kompetent og faktisk med overraskende klare meldinger om klimapolitikken.

Ellers var der tale om en ret rolig og behersket debat, indtil emnet kom til at dreje sig om udlændinge. Her rullede Rasmus Paludan sig som ventet ud, efter han i lang tid havde forsøgt at dreje alle emner ind på muslimer, som han betegnede som “berigere” og det, der var værre. På udlændingepolitikken var han klart på hjemmebane og leverede nogle dolkestød, der helt sikkert nok skal appellere til visse vælgergrupper. Det kan godt være, han måske ikke har så meget skærmtække, men baseret på aftenens debat spår jeg, at hans parti, Stram Kurs, kan komme i Folketinget. Hvad de andre vil gøre ved det, kan kun tiden vise, men svarene i aftenens debat tyder på, vi kan komme til at få svenske tilstande, hvor ingen vil samarbejde med ham.

Debatten på TV2 havde andre omgivelser. TV2 havde valgt at afholde debatten i deres studie på Københavns Hovedbanegård med hujende og råbende ungdomsorganisationer, der med flag og bannere fyldte hele hallen udenfor. Det er ikke første gang, TV2 vælger den gamificerede tilgang til politisk debat, og man kan diskutere, om det er en demokratisk fordel eller ulempe. Det virker måske nok lidt useriøst. Larmen forstyrrede dog ikke debatten indenfor, der blev mere løssluppen end på DR. Nerverne var smidt, og de fleste rullede sig ud. Kristendemokraterne, der tidligere havde overvejet at trække partiformand Stig Grenov til fordel for den vestjyske kandidat Kristian Andersen havde gjort alvor af truslen, tilsyneladende fordi Grenov var fulgt i Mette Frederiksens fodspor og var blevet syg. Det var dog ikke Andersen men den purunge næstformand Isabella Arendt, der fik sin debut, oven i købet på sin fødselsdag. Det virkede som en fordel at udskifte den farveløse og anonyme Grenov, for den unge debutant gjorde det udmærket med klare holdninger til klima og familiepolitik. Hun brændte igennem og var et friskt pust.

Ellers kom Nicolai Wammen tilbage og gjorde det udmærket i partilederens fravær. Også statsministeren havde for alvor fået sig talt varm og fik fremhævet alle de resultater, han mener, hans regering har lavet. Han forsøger helt klart samme taktik som Nyrup i 2001 og Thorning-Schmidt i 2015. Det bliver også Løkke, der skal trække Blå Blok, for bortset fra enkelte velvalgte bemærkninger, var der ikke meget power fra hverken Søren Pape eller Anders Samuelsen. Kristian Thulesen-Dahl virkede klemt af at være blevet overbudt på udlændingepolitikken, mens Pernille Vermund fra Nye Borgerlige brændte godt igennem i begge debatter, med velkendte men klare budskaber. Stram Kurs kan dog sagtens vise sig at være et problem for hendes drømme om pladser i Folketinget.

Alt i alt gik debatterne i en demokratisk optik bedre, end man kunne have forventet med mange nye partier, og især TV2s Cecilie Beck styrede debatten godt. Der blev præsenteret reel politik og afsløret reelle politiske forskelle. Måske bliver denne vakgkamp alligevel en, man vil se tilbage på?

Dette indlæg har jeg også bragt på: https://www.dmjx.dk/aktuelt/viden/de-foerste-ord-analyse-af-partilederne-og-medierne-i-valgkampens-1-runde

Jeg hører selv til de overraskede (og bekymrede). Trods et indgående kendskab til det amerikanske samfund og amerikanske medielogikker havde jeg nok frygtet men bestemt ikke forventet dette. Her bagefter kan man drage sine konklusioner, ikke mindst om mediernes rolle i valgkampen og i den politiske dækning i det hele taget. Trumps sejr er imidlertid et symptom på en længerevarende tendens, hvor skellet mellem eliter, forstået som mediefolk, meningsmagere og politikere, og masser er vokset, og hvor man med den engelske tænker og statsmand Benjamin Disraelis ord efterhånden lever i to forskellige byer. Medierne spiller en stor rolle i hele denne udvikling.

Mediernes bias
I USA beskyldes medierne jævnligt for at være liberale, for at favorisere en demokratisk eller progressiv dagsorden. Herhjemme omtales DR og Politiken undertiden som røde lejesvende, mens TV2 og Jyllandsposten rutinemæssigt hævdes at være mørkeblå. Problemet er imidlertid, at mediernes eventuelle bias, deres skævvridning, ligger et andet sted end det rent politiske. De fleste mediehuse holder til i store byer med deres intellektuelle og kulturradikale miljøer. I USA er de fleste store medier placeret på østkysten, ligesom vi i Danmark har en voldsom centrering i Københavnsområdet. Opkøb og ejerskabskoncentrationer har, både i USA og Europa, forstærket sådanne tendenser. Lokale og regionale medier lukker i hobetal, og journalister isolerer sig i stigende grad i storbyernes bobler. Men man forstår ikke, hvad der rører sig i samfundet, hvis man isolerer sig i et mediehus på Rådhuspladsen, går til de samme receptioner og fredagsbarer og laver al sin journalistiske research på nettet frem for at komme ud i den ”virkelige verden”.

Asociale medier
Det lukkede kredsløb af journalister, medier og meninger kendes også fra Danmark, hvor dækningen af lokale og regionale problemer er i tilbagegang, og hvor alternative, marginaliserede stemmer med andre politiske budskaber end en dominerende centrum-venstrediskurs ofte mistænkeliggøres eller forsøges udelukket fra det gode selskab. Samtidigt lever det tavse flertal et dagligliv langt fra mediernes virkelighed, med rigtige dagligdags problemer, hvor medier og politikere ofte opfattes som noget fjernt, som nogle der ikke lytter. I stedet diskuterer disse mennesker ved kakkelbordene, som Helle Thorning kom for skade at sige, over hækken, i sportsklubben, ved skolearrangementet og, ikke mindst, på sociale medier i deres mange forskellige former. Her er debatten helt anderledes. Tingene siges ligeud, råt for usødet.

Dertil kommer, at forskning i online amerikanske debatter siden 1990erne har vist, at hvor internettet var tænkt som et forum for demokrati, for dialog og for at lære af hinandens holdninger, har borgerne i stedet en tendens til at grave sig ned og kun abonnere på og diskutere med dem, man er enige med. Det er en udbredt tendens, at demokrater kun lytter til demokrater, republikanere til republikanere. Min egen forskning i danske netdebatter gennem de seneste femten år bekræfter dette billede. Man læser og deler historier, der bekræfter ens egne holdninger, og de yderligtgående hidser hinanden op i stadigt mere vilde påstande om modparten og dennes politik. Sociale medier bliver til ekkokamre. Dette fører til yderligere fragmentering, som spiller ind på den øvrige politiske debat. Sociale medier bliver asociale medier.

Meningsmålingernes fallit

Hvad der også er blevet tydeligt i forbindelse med både EU-afstemninger og det amerikanske valg er, at meningsmålingerne i begrænset omfang formår at fange disse tendenser. Man undrer sig over, hvordan erfarne selskaber kan ramme så meget ved siden af. Hvordan de f.eks. systematisk underestimerer DFs tilslutning, skepsis over for indvandring og modstand mod EU. Og tilslutningen til Donald Trump. Noget tyder på, der er noget galt med den måde, hvorpå man laver meningsmålingerne. Man laver ikke korrekte meningsmålinger ved gængse metoder, hvor man ufrivilligt men systematisk underrepræsenterer bestemte samfundsgrupper og undervurderer ”social desirability”, at respondenterne godt ved, hvad det ”rigtige” svar er, og svarer derefter. Og så stemmer noget andet på valgdagen. Meningsmålinger er godt og populært journalistisk stof. Men måske skulle man bruge mindre tid og færre penge på dem og flytte den journalistiske indsats ud i marken og forstå, hvad der i virkeligheden rører sig. Men der er selvfølgelig varmere, tryggere og bedre kaffe på redaktionerne.

Den demokratiske udfordring

Som jeg i forbindelse med Brexit skrev om i denne artikel, står vestlige demokratier over for en kæmpe udfordring. Store dele af befolkningen er bekymrede. For deres job, for deres sikkerhed, for fremtiden og for de kulturelle og økonomiske konsekvenser af globaliseringen og indvandringen. I USAs rustbælte har folk mistet deres job og intet er kommet i stedet. I det såkaldte udkantsdanmark føler man sig tilsidesat og tisset på, når den lokale kaserne erstattes af et asylcenter. Man føler ikke, politikere og mediefolk lytter eller tager en alvorligt. Dette affærdiges ofte fra eliten som ubegrundede bekymringer, men hvad nu, hvis de har ret? Hvis globaliseringen og indvandringen ikke er de ressourcer, eliterne hævder, men fundamentalt vil forandre samfundet, økonomisk og kulturelt. Og ikke til det bedre. Hvis det er det tavse flertal, der som drengen i kejserens nye klæder har ret fremfor den mediemæssige og kulturelle elite, der har skabt en hegemonisk fortælling om globalisering og multikulturalisme som noget ikke blot uundgåeligt men også ønskeligt.

Og selv hvis det tavse flertal nu ikke har ret, er det demokratiets pligt at imødegå deres bekymring, tage den alvorligt. Hvis vi altså fortsat mener, at alle mennesker er lige meget værd, at én mand eller kvinde har én stemme, og at alle holdninger bør høres. Og det gør vi vel? Demokrati er ikke den optimale styreform, men alle andre er værre, som Winston Churchill formulerede det. Hvis vi mener noget med demokratiet, skal det også afspejles i mediedækningen og i den måde, hvorpå vi såkaldte eliter forvalter vores kommunikative og samfundsmæssige ansvar. Der er grund til selvransagelse blandt journalister, meningsdannere og andet godtfolk. Både for demokratiets skyld og fordi, en manglende anerkendelse af virkeligheden, som den er, kun vil føre til flere som Trump, Le Pen og Sverigesdemokraterne.

Denne artikel findes også på Kforum
http://www.kommunikationsforum.dk/Jakob-Linaa-Jensen/blog/derfor-vandt-trump-mediernes-blinde-oeje-og-oproeret-fra-neden