Vi er på Rancio Primicias, et privatejet reservat midt på Galapagos’ hovedø Santa Cruz, der huser nogle af de største og ældste skildpadder i verden. Jeg har været fascineret af skildpadder, både på land og i havet, siden jeg var seks år gammel. Kickstarten blev engagerede, naturkyndige lærere i de små klasser, og at jeg fik foræret en af de dengang populære nålepuder formet som en skildpadde. Så var fantasien og interessen ellers vakt hos en videbegærlig dreng, der som syvårig vidste alt om skildpadder, og satte den stakkels skolebibliotekar på overarbejde med at hente bøger hjem. Det var før Internettet …

Darwins øer

Det er første dag på Galapagos, vi er fløjet ind fra Ecuadors fastland om morgenen, er i hast blevet installeret på vores båd, og efter en bustur op til øens midte er eventyret ellers i gang! Vi stopper ved et imponerende krater. Dem er der mange af på Galapagos, men dette er helt tilgroet og et orgie i grønt. Galapagos består af vulkanske øer, dannet for fire til fem millioner år siden og formet af hyppige udbrud siden da. Lava er som bekendt ganske fertilt, og så snart der er vandkilder, pibler alt det grønne frem: kaktusser, tornebuske, små og store træer.

Galapagos forbindes mest af alt med Charles Darwin, for det var på opdagelsesrejse med det gode skib HMS Beagle i 1832 til 36, han udviklede grundlaget for sin berømte teori om arternes oprindelse, som kom til at revolutionere videnskaben og det accepterede verdensbillede. Der gik dog mange år fra Darwins optegnelser på Galapagos til han publicerede ”Arternes oprindelse”. Darwin var søn af en præst og en gudfrygtig mand, og han var med rette bange for omverdenens reaktion, da han selv var klar over rækkevidden af sine opdagelser, som skulle ryste både kirken og andre overleverede fortællinger.

Galapagos’ perle: Isla Isabela

Vi er ombord på det gode skib M/S Aida Maria med blot 13 passagerer og syv besætningsmedlemmer ombord. Standarden er rigtig fin til prisen. Vi sover i udvendige kahytter, men den meste tid går på i vand og på land eller på fordækket med betagende udsigter og spektakulære solnedgange.

Næste dag når vi den store ø Isabella, som nok er den mest berømte og interessante af øerne pga. sit varierede liv til lands og vands. Her er vulkanske månelandskaber med små blå bjerge i baggrunden, der ser ud som der må have gjort på dinosaurernes tid. I en mangroveskov ses for første gang et helt særligt dyr for øerne, saltvandsleguanerne, der findes i titusindvis og er habile svømmere, modsat deres landfaste fætre, der også findes på øerne. I hobetal sidder de i solen og opvarmer deres vekselvarme krop. Her er også krabber i knaldrøde farver, lyserøde flamingoer og hvide traner. Overalt pibler det med liv på de våde, varme klipper.

Vi er i vandet mange gange under de i alt seks dages sejlads. Det foregår i våddragt, for vandet er ikke varmt. Selv om vi er på Ækvator bidrager havstrømme nede fra Antarktis til at holde temperaturen nede. Især omkring Isla Isabella er snorklingen noget af det ypperste med rev, tropiske fisk og ikke mindst de store havskildpadder. Det er fascinerende at være så tæt på disse elegante skabninger og få lov at være med dem i deres univers. Men nok se, ikke røre!

I små både sejler vi rundt blandt søløver og talrige fuglekolonier. De karakteristiske pingviner, både af Galapagos- og Magellanarten, dominerer mange steder, men vi ser også de sjove blåfodede suler, hejrer og i det hele taget en ubegribelig artsrigdom.

Fregatfugle på Ækvator

Næste eftermiddag krydser vi Ækvator. Vi stimler sammen på broen, da kaptajnens GPS står på 0°00.000 S, så det er passende med en kølig Ækvatorøl fra baren, mens store fregatfugle kredser om skibet eller hviler ud på vores master. Hannerne har et karakteristisk rødt bryst, der kan pustes op for at imponere hunnerne.

I de sidste to dage besøger vi også øerne Rabida, Santiago og North Seymour. Vi sejler mellem mangroveskove og ser utallige karetteskildpadder i det lave vand, mens fugle af alle slags kredser over os. Vi er i våddragterne for at se endnu flere spektakulære revfisk, men der skal navigeres forsigtigt i den høje søgang. Bølgerne kommer langt væk fra, og der er dybt omkring øerne. I land ser vi store kolonier af legende søløver og de helt særlige Galapagos-pelssæler. En mor kalder på sin bortkomne unge, og vi står nu med passende afstand i første parket og følger den lilles Odysse hjem og den rørende gensynsglæde, mens den lille bliver nusset og ammet. Rørende.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 89, efterår 2022

Det er dog ikke helt ukompliceret at komme derned. Vejen går fra Alteplano i 4000 meters højde ned i lavlandet, og man kan nok forestille sig, hvad det betyder i højdeforskelle, stejle bjergsider og hårnålesving. Vejen, Yungas Road, regnes for verdens farligste målt i antal ulykker og trafikdræbte, og selv om den siden 1999 er blevet forbedret, kræver den stadig mange ofre, også udlændinge. En af årsagerne er, udover de vanskelige forhold, overtrætte chauffører der lever på en diæt af saltenos, sort kaffe og de evindelige cocablade. Ofte kører de 10-12 timer nærmest uden stop med maksimal koncentration på de krævende veje.

Vi havde planlagt turen med en lokal rutebil, men da vi erfarer, at sådan en dagen før vores ankomst er kørt af vejen og styrtet i dybet med et stort antal dødsofre til følge, beslutter vi os for at engagere os med et lokalt bureau, der klarer turen i en mindre bil, der bedre kan begå sig på de rystende smalle og snoede veje. Selv  det skal vise sig at blive en halsbrækkende oplevelse.

Vi bliver afhentet i en gammel firehjulstrækker, der er lige så udrangeret som den allerede er overfyldt. Mikkel og jeg må således dele det ene forsæde ved siden af chaufføren. Det er trange forhold som det går ud af La Paz og ad verdens såkaldt farligste vej mod Rurrenebaque og junglen. Det første stykke er vejen af en god kvalitet, og scenariet minder om Skotland: golde klippesider, dybe søer og slugter og mægtige grønne bakker veksler mellem hinanden. Efter halvtreds kilometer opad har vi nået toppen af passet, og fra nu af går det kun nedad bakke resten af vejen. Snart rejser Andesbjergenes sneklædte tinder sig over vores hoveder, og ikke længe efter er de bag os.

Fodbold i 4000 meters højde på vej ud af La Paz

Jeepen stopper ved en kontrolpost. Vi får at vide, at det er kokainkontrollen. Dette er ikke Colombia, men kokainhandel udgør alligevel en stor del af økonomien, og denne rute er særligt berygtet. Vi får lov at køre relativt hurtigt, men en banantransport er mindre heldig. Alle bananerne må af og på igen, for man ved jo aldrig, hvad der stikker under. Vejen skrumper ind og er nu kun en grusvej. Som vi kører nedad mod lavlandet, Yungas, kommer den til at se mere og mere halsbrækkende ud. Vores chauffør, der ligner en som ikke har sovet i flere dage, kører foruroligende hurtigt gennem svingene, mens han laver overhaling på overhaling af tunge lastbiler. Heldigvis er det så tåget, at vi ikke kan se de undertiden 800 meter ned i afgrunden. Lige inden Coroico ser vi den slugt, hvor bussen med de mange dræbte er styrtet ned to dage tidligere. Der var halvt lokale, halvt turister i bussen. Man fatter ikke, at kun lokale blev dræbt. Holdt nogen skytsengel en hånd over de schweiziske turister? Eller var det fordi, de sad samlet bag i bussen? Vraget ser dramatisk ud, som det ligger 200 meter nede i afgrunden. Det har krævet kræfter hos de overlevende at klatre op derfra.

I Coroico, hovedbyen i Jungas, spiser vi frokost på en lokal restaurant, hvor menuen er en udmærket suppe, en delikat kyllingeret i grønsager og brød til. Prisen er også god: 2,50 kr. for to retter. Selv toilettet er pænt, og restauranten er da også totalt fyldt. Udenfor hygger de lokale sig i en lille park her i frokostpausen. Vi får den opmuntrende melding fra chaufføren, at der ”kun” er ni timers kørsel tilbage til Rurrenebaque. Samtidig er vi efter sigende ovre den værste strækning. Chaufføren viste sig at være overdrevet optimistisk. Der er stadig ekstremt stejle passager med vilde afgrunde til den ene side, og da de sydamerikanske machochauffører kun nødigt viger for hinanden, skabes masser af unødigt farlige situationer, hvor vores jeep skal passere en lastbil rundt om et smalt hjørne. Mere end een gang tænker vi, at nu er det slut! Det begynder dog alligevel at blive en rigtig træls tur, og det bliver ikke bedre af, at vi sidder klemt sammen på det halvanden bagdel brede forsæde.

Det går stejlt ned, og mine nerver rakte ikke til også at tage billeder. Derfor foto: Henrique Sá on Unsplash

Det stejleste og værste bliver dog, efter endnu mange halsbrækkende timer, overstået, og vi er nu nede i lavlandet med jungle på alle sider. I ny og næ bliver vores monotone tur afbrudt af en kokainkontrol eller en af de talrige punkteringer. Sidst på eftermiddagen får vi fra en bakke en fin udsigt ud over Beni-flodens delta, det område, hvor vi skal tilbringe de næste dage. Det er som en scene fra TVs naturprogrammer med denne udsigt, men det er den ægte vare, og vi er på vej ud i den. Grøn var Jorden på den syvende dag. Vi drømmer allerede om regnskoven, floder med alligatorer og skrigende papegøjer, der flakser omkring. Ellers er turens ingredienser motorens dunken og chaufførens båndoptager, der time efter time introducerer os til de samme numre med det kendte bolivianske folkemusikband Kjarkas i en grad, så vi til sidst kommer til at holde af dem.

Efter halsbrækkende strabadser åbenbarer junglen sig foran os!

Snart falder mørket på, og vi kører gennem den mytiske jungle, indtil vi når til en korsvej. Til højre Brasilien, ligefrem Rurrenebaque, kun fire timer, peger chaufføren. Selv vagterne ved kontrolposterne har givet op og er gået andre steder hen. Vi drøner nu lige igennem de halvt nedsænkede bomme. Efter yderligere nogle timers kørsel skimter vi lys forude. Vi har nået den mærkelige by Rurrenebaque. Mærkelig fordi det er surrealistisk med en middelstor by her midt i ingenting. Og husene ser sjove ud, som vi kører ind ad hovedgaden. Vi finder et udmærket prisbilligt hotel. Til gengæld er det en dårlig spaghetti bolognese, som serveres på den eneste restaurant, der er åbent på denne tid. Vi sover som sten efter en af rejsens mest strabadserende dage.

Denne historie er en forsmag på min første rejsebog “Udspring i evigheden”, der udkommer efteråret 2021.

Vi besøgte Guyana og Surinam på sidste del af vores jordomrejse i 2019-20. Det var en lang omvej over USA, når man nu kom fra Stillehavet, men derned kom vi. Med forviklinger.

E-visum uden varsel

Problemerne starter i Miami Lufthavn. Vi er på vej til  Surinam via Guyana. De vil ikke lade os boarde, fordi Surinam uger inden har indført e-visum. Det er helt nyt. Udenrigsministeriet har det ikke på deres hjemmeside, og Surinam Airways, der på alle måder må frarådes, har ikke informeret os. Ingen andre lande i Caribien og Sydamerika, undtagen Cuba, har visumkrav for danskere. Intet hjælper.  Vi tigger, råber og truer. For første gang i vores rejseliv nægtes vi boarding. De tilbyder, vi kan købe nye billetter og stå af i Guyana, men de vil ikke lade os bruge den nuværende billet til samme forehavende. Gribbe! Jeg køber i stedet langt billigere billetter til Guyana og vi kan flyve samme aften og så vende turen om. Men stadig en dyr fornøjelse. Vi får hastebehandlet E-visum og får det næste formiddag, så vi to dage senere kan flyve til Surinam.

Et skummelt hotel i Georgetown

Da vi er kommet med et senere fly, er vi først fremme i Guyana over midnat, og det er meget sent. Vi har ikke hørt det bedste om Georgetown, og da lufthavnen ligger 65 km og en time fra byen, har vi bange anelser angående transporten. De bliver dog gjort til skamme, for her er masser af chauffører. Vi benytter den vanlige strategi med, at jeg går forrest, mens Mette bagved kigger dem ud. Christopher møder vi ved at gå forbi de mest pushy chauffører i lufthavnen og vælge en mere rolig og ikke mindst tillidsvækkende. Der viser sig at være et godt valg. Han er hårdtarbejdende og har flere biler og chauffører, der har været hos ham fra starten.

Hotellet – inde midt i et bryggeri

Da vi finder det bookede hotel, bliver Christopher stille et øjeblik og fraråder os at bo der. Han mener ikke, der er sikkert og siger, vi skal ringe når som helst og i øvrigt passe på os selv. Hotellet er i øvrigt ejet af familien bag landets bryggeri, så hele bygningen er bryggeri og har flere barer i bygningen, tremmer for dørene og vagter hele døgnet. Vi tjekker ind, kigger en smule ud på den halvtomme markedsplads på et par prostituerede, et par hjemløse og en herreløs hund, og lægger os til at sove. Både personalet og værelset er fint nok. Vi er tilpas udmattede, og falder i søvn.

En lige så skummel by

Vi kommer ret sent op, udmattede efter turen og beslutter os for at gå ud at se på byen. Ud fra larmen fra markedspladsen, der strømmer ind ad vores vinduer, virker her umiddelbart lidt kaotisk. Hotellets direktør advarer os og beder os om at passe på. Og byen er da heller ikke vældig charmerende. Her er mennesker overalt, åbne stinkende kloakker, fattigt og en trist stemning.  Det gamle rådhus, en fin træbygning, er ved at falde fra hinanden, og den store hvide katedral, ligeledes af træ (og verdens største af sin art) er ved at gennemgå en tiltrængt renovering. Vi mødes af smil, selv om de undrer sig. De er ikke vant til turister her. En lokal hustler påstår, han er tidligere mester i landevejscykling men nu hjemløs, men vi afviser hans tiggeri. Han virker ikke rar. Her ligger i det hele taget mange hjemløse og sover på fortovet.

På gademarkederne har de handlende hængt farvestrålende moskitonet op i træerne. Vi godt fast i pengene, mens vi går rundt. Vi kan ikke lade være med at lægge mærke til alle de smil, vi ikke får. Tre pansrede biler kører forbi os og bremser foran en bank. Vagter med fuld kampuniform springer ud med skudsikre veste, hjelme og maskinpistoler. Vi skynder os forbi, så vi ikke er for længe i skudlinjen, hvis nogen søger at røve bank eller pengetransport.

Men midt i alt det er der et lille karneval. Enkelte voksne og en del børn er klædt ud og danser. Gruppe efter gruppe af børn og voksne bevæger sig igennem byen. De lokale stopper op, danser lidt med og fotograferer med mobiltelefoner. Skolebørnene kommer ud fra biblioteket for at stå bag gitterlågen ind til bibliotekets have og kigge ud. De er i de fineste skoleuniformer og ser uskyldige ud. Der er noget ved den respekt for uddannelse, det afspejler, at skoleeleverne midt i alt den fattigdom, rod og affald, er iklædt rene, nystrøgne uniformer.

Vi søger ind på et lokalt bageri og køber kaffe og is. Her er sikkert nok, og vi kan se ud på gadelivet, mens vi sidder i en skøn blanding af bedstemødre og børnebørn, kærestepar og veninder på vej hjem fra arbejde, klædt i pænt forretningstøj.

Næste dag har vi aftalt med Christopher, at vi tager en dag sammen. Han kører os mere rundt og vi ser de ting, vi ikke nåede dagen før. Vi besøger hans kirke, en smuk og lys kristen, hvor han har været stort set dagligt hele barndommen med sin mormor og fået nogle gode værdier. Der er en anden ro og renhed herinde. En kvinde viser os rundt, mens hun fortsætter med at ordne blomster og rydde op. Hun er humoristisk og indgyder respekt.

Vi serogså Guyana Zoo med pumaer, der bor i små betonbure med jerngitter ligesom tapiren og aberne. Der skal penge, strategi og nye folk til, før det er et sted, der arbejder med avl af truede arter. I parken udenfor er der søkøer, som er et stort hit blandt de søde skolebørn. Vi oplever en manatee så tæt på, at vi kan fodre den med græs. Vi ser statuer for de første slaveoprør og hører om kolonialiseringen fra briterne. Hollændernes og franskmændenes kolonialisering af nabolandene har bedre ry her end i Surinam.

Det bliver også til besøg i fyrtårnet med udsigt over Georgetown, Atlanterhavet og floden, der løber hele vejen fra Amazonfloden gennem Guyana til Atlanterhavet. Skolebørn i brune og gule uniformer tæller højlydt og syngende trinnene ned, anført af deres søde lærer.

Kysten er derimod ikke så flot, som vi havde forventet. Ingen planlov eller kystfredning, og samtidig lastbiler på stranden, der kører grus og sand ud for at sikre kysten mod forhøjet vandstand. Fiskerne står på molen, hvor Amazonfloden løber ud i Atlanterhavet. Fangsten er småfisk, og de er ikke mere snakkesaglige eller smilende end de mange, vi mødte i bymidten.

Vi forlader nu Georgetown. På vejen køber vi kokosnødder hos en stout dame, der med en kæmpe machete flækker nødderne. Her er hyggeligt, og vi får en snak. Senere kører vi et stykke ned på kanten af regnskoven, hvor vi ser det helt sorte vand med masser af tanniner, der kommer ud fra regnskoven. Her er en lille landsby, hvor vi taler med en venlig familie. De er glade for at bo et så smukt sted i deres farvestrålende træhuse. Man får lyst til at komme længere ind i regnskoven. Christopher kører os til en fin grillbiks med kylling og ris og øl til. Alt er bag gitter, og overalt er der poolborde og en rå Westernagtig stemning.

Surinam – plantager og Paramaribo

Sidst på aftenen flyver vi den korte tur til Surinam. Her bliver vi hentet af en storsmilende og -snakkende Henry, der kører os til sit guesthouse. Vi har sovet for lidt, da vi vågner ved ottetiden. Sonja, Henrys kone, der skulle køre os til byen, er allerede kørt, men Henry har fri og vil gerne selv køre os. Efter morgenmaden, som er udmærket, kører vi med ham nordpå mod hovedstaden Paramaribo. Her er plantager og enkelte små byer. Hollænderne drev et hårdt kolonistyre med plantager som i Syden. Der er stadig efterkommere efter slaverne, og lavest i hierarkiet er de såkaldte ”Maroons” eller som Henry bramfrit kalder dem, ”bushniggers”. Det er ikke fordi, Henry og Sonja ikke selv er farvede, en blanding af lokale oprindelige folk, sorte og hvide, men der er åbenbart nogle, der er langt nede i hierarkiet og som skal trampes på. Det er ikke fordi, vi andre kan se forskel på Henry og ”The Maroons”, men han kan virkelig ikke lide dem og fortæller om deres kriminalitet, mange børn, uvaner i trafikken, dårlige manerer og alt andet, man kan komme i tanker om.

Næsten inde i Paramaribo er der omkørsel. Politiet har spærret vejen, med et skilt og en politicykel. Så ved man, man er i en gammel hollandsk koloni. Snart kører vi ind i hovedstaden med megen grim forstad på vejen ind. Trafikken bliver tættere og går ind i mellem helt i stå. Henry giver os en guidet tur igennem den ”gamle” by, havnen og markederne. Vi kører forbi monumenter og huse i hollandsk stil. Det meste er dog ret faldefærdigt.

Kvarteret ved det gamle Fort Zelandia er fint renoveret, og her er udsigt til den store flod og broen over den. Dronning Wilhelmina står som statue og sikrer, alt går ordentligt til. Parlamentet er en smuk hvid bygning med fine udskæringer, men styret et vist ret korrupt og dårligt for landet. Den pludselige indførelse af e-visum er i al fald et skridt, hvor man lukker sig for omverdenen og dårlig, hvis man vil have turister.

Henry tager os med til en række små butikker og barer langs floden. Han har et stamsted, hvor vi får samosaer, friturestegte bananer og store lokale Parbo Bier, der er udmærkede og læskende i varmen.

Gaden er præget af huse, der lige så godt kunne ligge i det gamle Holland og er noget af det pænere i byen. Her er masser af statuer for det ene og andet, flere markeder og kedelige butikker og en fin hvid moske. Surinam er ganske multietnisk på grund af slaverne i plantagerne og senere indvandring fra Indien og Kina.

I Guyana har vi fået at vide, at netop inderne kan lave mad og at Chris Rotishop er særlig god. Det er også Henrys favorit, og vi spiser alle roti på det cafeterialignende sted. Turen ud gennem byen går forbi faldefærdige men farvestrålende butikker med smukke vægmalerier og flere moderne sports- og shoppingcentre. Men det ville være synd at kalde Paramaribo en verdensby.

På vej tilbage henter vi kinesisk til aftensmaden. Vi slapper af og arbejder på terrassen og spiser det senere. Sonja og Henrys handicappede søn er også ankommet. Han sidder i kørestol efter to blodpropper og er totalt afhængig af sine forældre i et land uden en egentlig velfærdsstat. Deres andre børn er godt på vej med jobs i forskning og administration, men det er en stor sorg for begge forældre, de endnu ikke har børnebørn. ”Men vi skal ikke presse dem”, siger de, selv om vi godt kan mærke, det tynger. Vi afregner med Sonja og går forholdsvist tidligt i seng i det udmærkede lille værelse. Men vi skal også tidligt op.

Tilbage i Guyana

Vi skal meget tidligt op og til lufthavnen. Jeg er helt ødelagt af mangel på søvn.V i bliver hentet af Christopher, der har lovet at tage os ned i regnskoven. Ved kanten af en rød grusvej ligger der intet ringere end et rastafaristed. Haile Selassi var her på sin missionstur, og man har bygget et tempel til hans ære. Syret, midt ude i en sydamerikansk regnskov.

Mere interessant besøger vi minebyen, Linden, hvor der udvindes aluminium, guld og diamanter. Minebyen er både barsk og trist. Der er restauranter langs vejen, hvor pickups stopper for at få øl og mad. Her er malerier af kvinder på væggene og poolborde i rummet. Maden er udmærket, når man har tjek på sin kylling og ris i 100 forskellige udgaver, som så mange steder i verden. Mineproduktionen er præget af store maskiner og lange transportbånd, hvor sten og klippestykker transporteres rundt. Jorden er rød, støvet og varm. Kontrasten er stor til den frodige regnskov med det helt sorte vand i floden, der er rent og sundt.

Her er store rigdomme. Landet er rigt. Det både ses og ses ikke. Vi ser kun få enorme huse, men mange fattige og hører om mange børn, unge enlige mødre, manglende uddannelse og vold i hjemmene, især i de mindre samfund i skoven. Det hjælper ikke, at religionen gør abort og anden prævention svært.

Efter Linden kommer vi til et farvestrålende træhus med ligeså farvestrålende frugter i vejsiden. Det bliver en god pause i kontrasterne. Kvinden sælger ikke bare frugt, men markerer hvem hun støtter til det kommende valg. Der er karneval i denne uge, særligt søndag. Senere på ugen er her valg. Det er før tid, da medlemmer fra regeringen er gået over til oppositionen. Valgplakater lover bedre liv for alle. Fantastisk generisk slogan, hvor man ikke kan være uenig. Det er dejlig at se engagementet i demokratiet og troen på, at det nytter.

Christopher kører os hjem for at besøge hans familie. På grunden ligger moderens hus samt et til hvert af hendes børn. De  andre bor dog i  Frankrig og USA, så det er Christopher og hans kone og søn, der bor i det store hus midt på grunden. Vi får citrongræste lavet af eget citrongræs fra haven og snakker længe med dem.

Moder Teresa i Guyana

Om aftenen er vi til barbecue organiseret af hans mor, Jean. Hun har været alene med sine fire børn det meste af sit voksne liv. Hun kaldes Moder Theresa i kvarteret og er i gang med en barbecue. Det betyder i praksis, at der er lavet 200 portioner mad af en restauratør og de lokale familier. Pengene går til en lokal fond, der køber krykker, rullestole og medicin til de mest trængende. Vi spiser og bidrager godt. Jean har selv overlevet kræft og bruger sine ekstra år til at gøre en forskel. Hun er en stærk kvinde med hjerte, vilje og hårdt arbejde.

Vi tager afsked med Christopher og familien. Det er endt med at blive et land, vi gerne vil tilbage til for at køre gennem regnskoven over grænsen til Brasilien, en rundtur derigennem, og derfra ind i fransk Guyana for at opleve en raketaffyring. Vi holder stadig kontakt med Christopher på Whatsapp. Han fortæller, at de nyder godt af, at der er masser af frugt og grøntsager, så landet har mad nok, selv om antallet af besøgende er faldet pga. corona. Vi ser frem til et gensyn.

Jeg rejste turen sammen med Mette Ehlers Mikkelsen, der også er medlem af De Berejstes Klub og skriver om sine rejser på www.expandingourhorizon.dk.

Første stop er Puerto Montt, der regnes for starten på Patagonien. Samtidig er vi kommet ind i de chilenske fjorde. Byen virker forfalden og fattigere end andre chilenske byer, jeg har set. I det  centrale kryds er der marked med flotte grøntsager, og på den anden side sælges legetøj og alskens smagløse juleting. Vi går rundt i det, der skal forestille hovedgaden, og her er ikke meget at komme efter. I det hele taget er byen ganske trist og kedelig. Ikke underligt, de lokale kalder byen Muerto Montt …

Næste dag ankommer vi til Chiloe, den magiske og mytiske ø, der længe har været på min ønskeliste. Ifølge Lonely Planet er den kendt for sine stavkirker og mystiske fabeldyr, men jeg tænker nu også på tåge og ualmindelig frisk cerviche. Ude fra vandet ser byen fin ud med de specielle styltehuse ud mod vandet, som man ellers ikke finder mange af i Chile eller Sydamerika i det hele taget.

Vores lejebil står i lufthavnen. Det er en ganske ny terminal i en meget doven tilstand. Der er ikke engang nogen bag check in-skranken. Men en lille lokal fyr dukker op fra disken, da vi henvender os. Alt er i orden, og vi får en fin VW Bora. Vi er snart ud på hovedvejen på langs af øen, og kører mod pingvinkolonien ved Punihuil, som er vores første mål. Omsider er jeg på Chiloe. Her er ikke tåget, som forestillet, men bakkede landskaber, skove og lidt landbrug. Vi ser  nogle af de gamle trækirker langs vejen.

Det er en lang vej til pingvinerne, og det sidste stykke må vi endda krydse vand. Så kommer vi til gengæld også ud til en fin stor strand. Vi skal med båd ud at se de klippeskær, hvor pingvinerne holder til. Det er en kort sejltur. På vejen ser vi pelikaner, og snart er der ganske mange Humboldt- og Magellanpingviner. De første er de sjældneste og er mere grå på ryggen end de sortstribede Magellanpingviner. Der er mange par, også nogle med unger, og det er jo bare altid sjovt at se pingviner. Der er flere klippeskær og vi ser også strandskader og skalleslugere med de karakteristiske røde næb. På vej tilbage mod land blæser en pukkelhval i det fjerne. Der er et virkeligt rigt dyreliv her.

Vi bliver igen trillet på land i en lille trækvogn, bemandet med to mand. Tilbage igen kører vi gennem Ancud og får en hurtig empanada på stranden.Der er ikke tid til den store rundtur blandt de legendariske stavkirker, men vi ser kort den i Dailcahue. Vi når tilbage til vores skib to minutter før den sidste tenderbåd sejler.

Om bord igen er det en flot udsejling ned langs Chiloe. Vi kan tydeligt se byen og kirken og flere små fiskerbyer og havbrug dukker op, som vi sejler ned langs østkysten. Chiloe er lysere og mere indbydende, end jeg havde forestillet mig, om end ikke nær så magisk. Sådan affortrylles steder tit ved mødet med dem. Som med Påskeeøen har man forhåndsforventinger til den slags sagnomspundne steder. Jeg var ikke skuffet over Chiloe men ville måske gerne have haft mere tid til at udforske øens kirker, myter og cerviche.

Næste dag er det juleaftensdag. Derhjemme er der sikkert fuld gang i den. Vi er sejlet ud af fjordene, har været ude i Stillehavet og er sejlet ind igen gennem forskellige kanaler og er nu i Aysenfjorden, hvor vi vågner i Puerto Chacabuco. Byen er bestemt ikke noget særligt set fra vandet, og inde på land er der ikke meget mere at komme efter. Et rustent skibsvrag præger havnen, som er omkranset af faldefærdige huse. Her læsses muslinger, og et lille containerskib ligger til kaj. Det er naturen, der er det storslåede her, ikke byerne.

Juledag vågner jeg  tidligt ved, at skibet laver rullende bevægelser på en måde, jeg aldrig har mærket tidligere. Det varer kun kort men er meget underligt. Det viser sig senere at være dønningerne af et jordskælv oppe ved Puerto Montt, 7,7 på Richterskalaen, som har udløst tsunamivarsel i hele regionen. Dem derhjemme spørger bekymret, men vi har jo ikke mærket noget bortset fra disse rulninger. Godt vi ikke længere var i Puerto Montt eller i nærheden.

Julemorgen om bord fejres med det store svinske morgenmad med bacon, æg, pandekager etc. Og så skal der selvfølgelig trænes grundigt for at forbrænde de mange kalorier, man indtager om bord. Derefter er det en tur i jacuzzien. Det er en dejlig måde at tilbringe julemorgen på. Efter frokost er vi for alvor inde i den smukke Messierkanal, som vi har sejlet i hele morgenen. Vi passerer et skibsvrag af Captain Leonidas, der gik på grund her i 1968. Vraget er stadig utroligt velbevaret, i et stykke og med intakt maling.

Derefter sætter vi kurs mod Tempranosgletsceren. Selv om jeg har set gletschere før, er dette imponerende. De sydamerikanske gletschere er også truede, og man kan se, den er blevet mindre. Den har dog den flotte blå farve og vandet er karakteristisk grønt foran. Den er bred og går langt op bagud.  Vi er heldige med solen denne eftermiddag, og gletscheren ligger perfekt belyst. Herefter vendes skuden, og vi sejler udad igen mod det åbne hav. Der er dog fortsat gode udsigter hele dagen. Om aftenen ser vi frem til julemiddagen, som er gallamiddag i dagens anledning. Der er bl.a. gås og andre juleretter fra hele verden. Og jeg sammenstykker julemiddagen , som den burde være hvert år: røget fisk, steak og chokolademousse. Hvorfor skal man i Danmark trækkes med ris a la mande? Vi sidder igen længe over middagen og kigger efterfølgende ud på dækket, hvor det stadig er lyst. En ganske anderledes juledag men meget behagelig.

Vi skal sejle igennem endnu en kanal i dag og igennem en snæver passage ved Summer Pass, hvor kaptajnen forklarer, vi skal have 1,4 meter højvande for overhovedet at komme igennem. Det lykkes dog meget fint, og her er der også fine klipper på bege sider, omend ikke noget, der kan måle sig med dagen før. Vejret er også skyet og regnfuldt. Ved Paso Shoal ser vi flere skibsvrag, et der stikker lige op af vandet og er i noget ringere stand end Captain Leonidas.

Efter endnu en god middag og endnu en aften ude på dækket har vi nu entreret Magellanstrædet, et andet legendarisk farvand, som jeg drømte om i min barndom, da jeg sad med mit første skoleatlas i hånden og bladrede mig igennem fremmede kontinenter og farvande. Det mægtige Stillehav fyldte halvdelen af min globusblyantsidser. Jeg læste legender om sømænd, flyvende hollændere, pirater, skibsvrag og verdensomsejlinger. Og lille mig kom til at se det. Utroligt at være her. Drømme kan gå i opfyldelse.

Næste dag ankommer vi til Punto Arenas, hvor vi har lejet bil.  Vi kører nordpå langs Magellanstrædet. Pingvinkolonien på vestkysten er desværre lukket, så vi kører helt op til nationalparken ved Pali Aike, op mod den argentinske grænse. Det er en øde vej med strædet på den ene side og små bjerge på den anden. Der blæser en halv pelikan, og vi omgives af gult bølgende græs mod en gråblå himmel. Vi er i Patagonien, der er helt som på den argentinske side, jeg besøgte nogle år tidligere, og helt som Bruce Chatwin beskrev det i sin verdensberømte bog fra 1977, In Patagonia. Den patagonske vind er ubønhørlig, nogle gange har den sand med, nogle gange kulde men aldrig meget varme. Det fyger, det blæser, alt kører rundt. Vejene går ingen steder hen. 200 kilometer af grusvej der fører til en by, der dårligt nok kan kaldes et hul. På vejen ser vi en af disse, San Gregorio med gamle fabrikker, ruiner og endog et skibsvrag. Mytisk. Magisk.

Tæt på grænsen mod Argentina når vi nationalparken. En ny grusvej fører op til et lille skur, hvor en forblæst vagt sidder og keder sig. Nationalparken er vulkansk område, og vi starter med at se Cueva Pali Aike, en udslukt vulkan, der er faldt sammen, så den er åben til den ene side. Fra kanten er der en fremragende udsigt. Og blæst som ind i helvede. Parkens andet vulkankrater, Morada del Diablo, kan vi desværre ikke nå, men vi ser søen Laguna Ana, der næsten er udtørret. Vi har en båd, der venter, så turen tilbage går i fuld galop gennem det tørre landskab med flotte vekslende landskaber til akkompagnement. Efter tre timer er vi i god tid tilbage i Punta Arenas og afleverer bilen. Jeg ser Plaza de Armas med det chilenske antarktiske institut. Det er en flot udsejling gennem Magellanstrædet. Vi ser sprøjtende hvaler og også delfiner.

Næste dag er vi inde i Beaglestrædet, et andet berømt farvand. Vi passer Glacier Alley med seks store gletschere. Det er bidende koldt, men synet er det hele værd, trods skyer og støvregn. Ved middagstid når vi Ushuaia og er nu i Argentina. Det er anden gang, jeg er her i verdens sydligste by, første gang for præcist syv år siden, også på vej til Antarktis. Den ligner sig selv med de mægtige gletschere og nationalparken i baggrunden. Her ligger et andet cruiseskib og to ekspeditionsskibe. Ushuaia er en gateway til vildmarken, både Ildlandet og Antarktis. Oppe i byen er der et fint rådhus og en valmuepark, i kontrast til alt vildnisset udenom. Hovedgaden har mange huse i alpestil og talrige friluftsbutikker. Ombord igen er det direkte til middag med udsigt til Beaglestrædet agter. Der er små bebyggelser langs kysten.

Vi vågner næste morgen ved, at det annonceres, vi har nået Kap Horn. Sidst var det totalt diset, denne morgen er der klart solskin. Vi ser verdens sydligste fyrtårn, som er beboet af en fyrmester og hans familie. Børnene undervises over internettet. Endnu længere mod syd ligger den yderste klippe på Kap Horn klar og skinnende i morgensolen, meget sjældent der er så god udsigt til Amerikas sydligste punkt. Den stormombruste klippe er alle søfolks skræk, af det stof legender er gjort af. Utallige er de søfolk, der har fundet deres grav her, og kaptajnen læser et digt op til minde om dem. Det er utroligt at tænke, at her plejer at være vindblæst, at vrag bliver slået til pindebrænde. Denne morgen er her vindstille og indbydende, nærmest havblik.

Med dette er turen ned langs Sydamerikas vestkyst slut. Forude venter Antarktis, på den anden side af Drakestrædet.