Initiativ og økonomi er fremmedord

Vi ankommer sent om aftenen, med flyet fra Nauru. Mette og jeg har siden Salomonøerne haft selskab af Anne Johansen, en skøn berejst norsk kvinde. Hun er godt selskab og et dejligt menneske, fuld af gode historier. Hun skal bo samme sted som os, Fema Lodge. Det er et træls sted og lever op til de værste af de anbefalinger, vi har læst. Det er billigt efter lokale dyre forhold, men det roste wifi er dyrt og dårligt. Personalet er så sløve og dovne, man skulle tro, man var i Afrika. De kender ikke deres egen wifi og kan ikke forklare, om det f.eks. gælder 24 timer eller 100 MB. De kan heller ikke få det til at virke, og gentagne gange må Jakob om bag disken og reboote routeren. En søndag aften kan de ikke lave aftensmad ‘for hende der skal lave mad er ikke kommet’… og hverken de to damer, der forbliver i restauranten klokken 18-21 eller de to damer i receptionen eller sikkerhedsvagten kan tilsyneladende koge en skål ris og lave en omelet. Aircon virker ikke, for ‘management har sagt, de vil få det repareret, men det er ikke sket endnu’… og sådan fortsætter det. Her er intet initiativ, og de får da også elendige ratings. Men der er ingen konkurrence, for der er ingen turistindustri. Vi er de eneste udlændinge på øen, der ikke arbejder her.

Det mest vanvittige på Fema Lodge er dog prissætningen. Hver gang der hældes varmt vand i koppen, faktureres for endnu en kop kaffe/te. Morgenmaden ikke med i prisen. Det aller”bedste” er dog prisen for at få vasket tøj: 6 australske dollars for 1(!) t-shirt og 8,5 australske dollars for at få vasket 1 par underbukser! For samme pris som vask af 1 stk trusser kan vi få en stor portion friskfanget rå tun i kokosmælk med ris, samt friskbagt pandekage med revet kokos på. Så det er oplagt, hvad vi foretrækker. Vi fortrækker til Kao Kao, hvor vi sidder i skyggen med drinks, arbejder og får vidunderlig cerviche til frokost.

Der sker ikke det store på South Tarawa. I supermarkedet er alt sløvt, vi snakker med australiere, der underviser på erhvervsskoler her og er frustrerede over, de lokale hverken har evne eller vilje til at håndterer turister. Alt er lukket på grund af søndagen, og strandene, der ligger op ad hovedvejen er smukke men ikke så indbydende til en svømmetur.

Roadtrip på en lille atol

Den næste dag tager vi med Anne på roadtrip. Det havde vi ikke lige set komme på en lille atol, men muligheden byder sig, da vores sted også lejer biler ud. Der er ikke meget med forsikring eller ekstra kilometer, for det er begrænset, hvor langt man kan køre, og hvor meget der kan gå galt. Vi kører først mod vest på Tarawa og krydser snart den ret nye betondæmning, bygget med støtte fra japanerne som tegn på venskabet mellem landene, noget vi også så på Palau og senere ser på Salomonøerne.

Japan har i det hele taget bygget den flotteste vej gennem hele landet med cykelsti og fortov i begge sider. Det er også en japansk arkitekt, der har tegnet parlamentet. Forholdet er tæt og kompliceret. Japanerne føler oplagt skyld for det, de forårsagede i denne del af verden under krigen. Tarawa var besat, og vi ser japanske kanonstilliger og betonbunkere fra 2. verdenskrig. De store, grå kanoner er opstillet på drejeplatforme, beregnet til at sænke angribende skibe.

Børnene leger på de gamle, rustne japanske kanoner og laver hovedspring i vandet fra platformene. Der er med garanti ikke dyre, fjedrende faldunderlag på legepladserne her. Der er heller ikke iPhones eller sociale medier. Vi ser end ikke det store udvalg af billigt plastic legetøj i butikkerne. Men rustne kanoner, sand og muslingeskaller fungerer fint, og ungerne morer sig. Små og store børn spiller fodbold og volleyball. Vi glæder os over, at både piger og drenge løber ude og leger sammen. Ingen tørklæder. Ingen synlige tegn på religion. Heller ingen tegn på børnearbejde, men snarere skole og afslappet leg.

Langs hovedvejen går og cykler unge mormoner to og to langs vejen. Altid med kridhvid nystrøget skjorte og slips med knuden bundet stramt helt oppe i halsen. De er de eneste med hvid skjorte og slips her på Kiribati og i Stillehavet i det hele taget. De må have mere held med sig her end i Danmark, hvor de har trukket sig ud, da de måtte erkende, at deres budskaber faldt på stengrund. Her bider folk åbenbart på, og intet andet end initiativ falder på stengrund. Kiribati er endnu et land, hvor ingen viser tegn på stress. Det er reelt meget få, der ser ud til at arbejde, og tempoet er ikke højt.

Betio, helt mod vest, er en kedelig og skramlet by med en lille industrihavn og en støvet hovedgade med få, triste butikker. Vi vender om og kører atter mod øst. Midt på Tarawa ligger Kiribatis parlament. Vi får lov at køre helt ind til det, som vi også gjorde det i Mikronesien. Vi kører lidt friskt op til vagterne og vinker, hvorefter de med største selvfølgelighed åbner porten. Vagtens kone ankommer lige efter os og afleverer deres lille datter på hans arm og kører selv videre. Sikkerhed virker ikke til at være et issue her. Vi går rundt på hele øen, hvor parlamentet ligger. Den ligger på indvundet land, altså noget de har skabt med sandsække, grus og koraler. Parlamentet er mintgrønt og formet som sejl på outriggere. Det er så passende til stedet. Fine trætavler opremser med guldbogstaver de valgte siden uafhængigheden. Alle er ”honorable” og His / her ”excellency”. De kan godt lide titler her.

Landsbyen ved verdens ende

Vi har fået anbefalet restauranten Chatterbox, hvor øen slår et knæk. Stedet er da også hyggeligt, en kombineret cafe og rejsebureau med udsalg af bøger og souvenirs. Maden er dog ringe, potnudler med varm tun falder specielt ikke i Mettes smag.

Så er det en større oplevelse at køre nordpå til North Tarawa. Vi kører forbi lufthavnen, gennem det sidste asfalt, over en stålbro med løse plader. En del af dem har forskubbet sig, så man kan se vandet under broen. Der står et tal for max vægt. Lige inden broen er hullet i grusvejen så dybt og kanten op til cementen, der markerer broens start, så høj, at man let kan blive hængende. For første gang nogensinde beder jeg passagererne åbne vinduerne og løsne sikkerhedsselerne, så alle kan komme ud, hvis vi lander i vandet under den lave bro. (Gode råd til bedre strategier er velkomne, bortset fra ‘lad være med at køre over’). Det går godt, og snart er vi optaget af legende børn i vandkanten, der har lavet en cementvej om til en glidebane ud i vandet.

Vi er nu i en anden verden, hvor der bestemt slet ingen turister kommer. Små landsbyer ligger mellem banan- og kokospalmer, og snart slutter vejen. Alt videre transport er med udriggerkano.

Landsbyernes beboere er venlige folk. Både børn og voksne, unge og gamle smiler og vinker til os. Vi stiger ud og sopper lidt rundt, mens vi nyder roen og livet. En flok kvinder og piger tager kanoen med påhængsmotor hjem til næste ø. En flok drenge spiller fodbold. En ny dreng kommer til med tjekkede foldboldstøvler, og så stiger ambitionsniveauet lidt i forhold til de barfodede drenge.

Forældre og bedsteforældre snakker lidt med hinanden og os og betragter drengene. De fleste sidder i åbne bambushytter med stråtag, hvor man sover en meter over jorden, så man lige er fri af grise, høns og hunde. Herude mellem palmer og mangrove og breadfruittræerne på øerne er der kun blik og bambus, hytter og sand. Der er ganske store vandhuller i vejene, der lige kræver en høj bil, og at vi aflurer, hvor de lokalkendte krydser, så vi ikke kører fast. Herude er der ingen kirker. De ligger kun langs asfaltvejen gennem byerne på hovedatollen Sydtarawa. Små ekstremt kristne menigheder og katolske kirker med store åbne forsamlingshuse foran, som samler landsbyerne til bingo, middagslur og alt andet.

Vejen tilbage går ind i selve lufthavnsområdet. Helt ind langs selve landingsbanen! Landingsbanen er forlænget ud i vandet for at blive lang nok. Der er hegn om langs hele cementstrukturen i kanten. Så det er ikke rigtig muligt at lave en vej udenom. Den pragmatiske løsning er at åbne en låge i hegnet i begge sider, så vi kan køre øen rundt og komme fra den sidste landsby på den ene side af landingsbanen til den sidste landsby på den anden side. Vi er fuldstændigt høje af begejstring over at kunne køre rundt derinde og fotograferer, måber og griner. Det bliver ikke mindre specielt, da vi kommer forbi et lille privatfly, der engang er landet udenfor hegnet på et lille bitte stykke jord helt ud til havet. Det har stået der siden det havarerede.

Expats på Koa Koa

Restauranten Koa Koa er vores stamsted. Det er ikke bare den bedste på en men også nærmest den eneste, der har en vi standard. Mad og drikke er glimrende. Pandekager med revet kokos og store krus god kaffe til morgenmad. Rå tun i kokosmælk til frokost. Peberstegt tun med grøntsager til aftensmad. Pigerne i restauranter undskylder mandag aften, at der ikke er mere fisk, og vi aftaler, de køber ind til tirsdag, så skal vi nok købe det, så tirsdag er der igen frisk tun. Vi kan simpelthen se, hvordan de er startet ved hovedet og nu er nået til halen.

Dagens næste eksperiment med markedsøkonomi er at love dem, at vi kommer igen i morgen. Vi lover også, at hvis de skaffer frugt og hvidvin, køber vi det, så de kan tjene lidt på det også. Vinen er på den håndskrevne menu over baren, men det betyder jo ikke, at de har det. Nu virkede det at bede om en tun mandag, for den var klar til os tirsdag. Så måske det med vin og frugt også går. Onsdag er der en ny hvid fisk, som Anne har lokket dem til at indkøbe, men ikke frugt eller vin.

Vi roser og spørger lidt til vin og frugt. Hun siger ‘i morgen’, men der tager vi afsted igen. Så kommer hun med en flaske hvide bobler fra New Zealand eller rettere fra det nærmeste lokale minimarked. Hun ved end ikke, hvad den koster. Vi får hende til at tjekke og køle den ned. Dermed får vi sikkert fremmet markedsøkonomi lidt. Samtidig betaler vi 28 australske dollars for en ganske ringe vin. Det pæneste man kan sige om den er, at vingården hedder Hope, og druen er Pinot Chardonnay.

Alle kommer på Koa Koa. Vi er nærmest de eneste turister. Alle andre er expats og spørger rutinemæssigt, hvad vi arbejder med. Forbløffede bliver de over, vi er turister. De eneste, der ikke er her i arbejds medfør, er de hyggelige britiske rejsende, der genbesøger den enes udstationering for Britisk Aid for 25 år siden. De to englændere Peter og Paul rejser sammen, da Peter har arbejdet her for 25 år siden og gerne vil gense stederne. Peter er den livlige af dem, mens Paul sidder og kigger og smiler. Han er pilot og har et lille fly, han deler med andre, hvor de kan flyve eksotiske steder hen. Det må være dejligt. Vi snakker om løst og fast men mest om rejser.

Her er også lokale familier med ganske velopdragne børn. 3 generationer af kvinder hygger sammen og drikker mælk til maden og mormor hviler sig på sofaen mellem maden og de gode grin. Og så er der expats: en britisk læge fra WHO, der er her pga. mæslingeepidemien men nu skal videre til Kina, hvor en ny epidemi er under opsejling, noget vi jo senere kommer til at høre meget mere til…Det viser sig, de er fornuftige til at vaccinere her, så smitten med mæslinger er begrænset. Men her er spedalskhed, andre sygdomme og selvfølgelig dengue. Dem der ikke vaccinerer deres børn, er i øvrigt stadig ikke hverken velkomne eller respekterede her, for de er ansvarlige for mæslingeepidemien, og dermed for de alt for mange og helt unødvendige dødsfald i New Zealand og Stillehavet.

Der er også to fra New Zealands regering, der hjælper med fiskeriovervågning og en fra verdensbanken. De fortæller, at tunfiskeriet i Stillehavet er det mest regulerede i verden. Når Samoa, Kiribati og Tuvalu lejer fiskerettigheder ud, så er det for 1 år af gangen til høje priser og med kontrol af fangsterne og videnskabelig analyse af alle data i en regional & international organisation. De lokale sætter de mange penge fra fisk i en fond, som skal opkøbe jord og finansiere livet, når beboerne må flytte på grund af stigende verdenshave om cirka 40 år. For få år siden havde man en indkomst på 5 mio. usd pr år her i Kiribati. Nu er de oppe på over 200 mio. alene ved at udleje retten til fiskeri på yderrevet for et år af gangen. De virkelig mange penge, 74 procent af landets indtægter, behandler man konservativt og forsigtigt. De indsættes på en konto i en form for fond ligesom Norges oliefond. Boligstandarden afspejler, at pengene ikke ødsles væk. Den konservative tilgang skal ses i lyset af, at det er folk, der har levet på en ø med kokos og fisk, hvor man altid har været nødt til at tage vare på de kontanter, man får. Derfor har Kiribati en opsparing på 1/2 mio. USD pr indbygger og de har allerede købt land på Fiji, så de er klar, når øen ikke længere kan bebos. Vi får dermed ikke fattige klimaflygtninge herfra. De har råd til at købe jord andre steder og gør det allerede. Vi anede ikke de var så fornuftige og forudseende og i al fald noget helt andet end på Tuvalu, hvor pengene fra fiskerettigheder og domænenavn blev brugt til en kunstig strand til præsidenten.

Vi forlader Kiribati med et udmærket indtryk. Det er sjovt at være i et land så langt væk fra alting, også mentalt. Men landet bliver formentligt aldrig en turistdestination. Måske godt det samme.

Artiklen er skrevet sammen med Mette Ehlers Mikkelsen. Læs flere rejseberetninger på hendes side www.expandingourhorizon.dk
eller her på www.rejser.linaa.net

Det nordlige Stillehav er et af verdens mindst besøgte områder. Der er langt fra både Europa og USA, og fordi amerikanske United har monopol på flyruten, der er en livline, som forbinder USA med en linie gående fra Hawaii, over Marshalløerne, Mikronesien og Guam til Palau, er priserne på transport skyhøje.

Nordligt og nordligt Stillehav. Vi er ikke langt mod nord, i gennemsnit syv grader nord for Ækvator. Men det er nordligere end det sydlige Stillehav, som de fleste kender bedree, med lande som Tonga, Samoa og Fiji. Men vi skal hertil, har aldrig været her, og eventyret venter.

Palau – P for Paradis

Nu sker det, for første gang nogensinde i det nordlige Stillehav,. Den tur, der har været overvejet i mange år, men som altid er strandet på pris. Og billigt er det heller ikke. Som vi nærmer os Palau, får vi en af de flotteste solnedgange med fuldstændigt gyldne og sorte farver, indhyllet i varierende tordenbyger og en blodrød sol i horisonten. Det er en af de smukkeste flyvninger nogensinde, og man må endnu engang undre sig over jordens magi. Vi lander i mørke i den lille lufthavn, hvor man skriver under på at ville beskytte Palaus natur. Værelset er fugtigt og hotellet ikke for godt, men det var det billigste, vi kunne få.

Vi spiser på en dyr japansk restaurant, og Mette får intet ringere end frugtflagermus i suppe og senere fritteret.  En stor delikatesse på Guam men også skyld i hjernesygdomme, da de flyvende hunde har en forkærlighed for frø med neurotoksiner. Flagermusen ser fin ud men er nærmest uspiselig. Jeg er mere heldig med mine sashimier, whitefish carpaccio og sashimi med sweetlips, whitefish og clam.

I Palau skal man i vandet. Og helst under. Vi hentes 8.30 og får en forrygende dag. Vi sejler ud mellem de mange små øer, og overalt er der små coves og ensomme bugter og strande. Vi sejler ud i lagunen og her er vidunderligt med havet blæsende ind i hovedet på os. Første stop er en afsondret bugt, Milky Way, med helt hvidt land, der er farvet af noget hvidt mudder, der udgør bunden. Den store attraktion her er at smøre dette hvide skidt i hovedet, og på nabobåden er der flere kinesere, der ser helt hvide og underlige ud. Også vi hopper i vandet og skal prøve, men det lugter fælt af svovl. Vandet er dog vidunderligt, og her er fredfyldt, da vi snart er de eneste i hele dette afsondrede paradis.

Næste stop er Rainbow Reef med et orgie af fisk i alle farver og former. Det er nok den største artsrigdom, jeg har oplevet og overgår Fillippinerne. Vi er i vandet længe og nyder enorme stimer af alle slags fisk. Næste stop er en ensom strand, hvor vi ser kæmpe muslinger. Nogle af dem er 50 åer gamle og har en størrelse på op til to meter. De spæde muslingelarver driver med strømmen og finder så et sted, hvor de bor resten af livet. Mange er helt forkalkede og dækket af sand, men man kan se, at der er noget levende ved dem.

Vi sejler ud i bugten, hvor vi snorkler med mange store revhajer, der venligt og nysgerrigt cirkler omkring os. Men dagens højdepunkt er Jellyfish Lake, en saltvandssø midt på en ø, hvor der i årevis har levet mange gyldne vandmænd. For nogle år siden blev de nærmest udslettede, sikkert på grund af turister og forurening, og dette er årsagen til, at Palau nu som første land i verden har totalforbudt solcreme med kemi. Vi må nøjes med den lokale baseret på kokosolie, og med dagens forbrænding må vi konstatere, den ikke virker. Efter at søen har været lukket i et par år, er vandmændene vendt tilbage, og vi føler os privilegerede, at søen nu er genåbnet, så vi kan tilbringe en time med disse fascinerende skabninger. Vejen går over en stejl kam, af mudrede trapper og snart står vi ved søens bred. Den er helt omkranset af regnskov og ligner noget fra en anden verden. Vi hopper i vandet fra dokken. For en stund er vi lukket ind i disse fascinerende skabningers verden. De er store, kommer selv hen til os, og ser ikke ud til at tage notits af, vi rører ved dem. Her er stille, magisk, og vi er helt tæt på.

Tilbage i byen er aftenen varm og klistret, og alle de lokale hilser venligt på os, selv den truckeragtige tatoverede fyr, der sidder foran et hus, der ligner, det allerede er faldet sammen om ørerne på ham. Der er tomme olietønder, bilvrag og et forfærdeligt rod.

Næste dag er endnu en snorkeldag. Vi stævner ud gennem bugten, igen mellem små øer, og ser grotter med gamle japanske kanoner og tomme olietønder, japanerne gemte sig godt i stillehavskrigen, så amerikanerne ikke kunne finde dem, og efter krigen glemte de meget af deres isenkram, på samme måde som der selv ti år efter kom japanere ud af junglen, der ikke vidste, krigen var forbi. Her er også udkigsposter og triggere. Der kunne bruges til at skyde kanonerne af, når amerikanske skibe nærmede sig.

Næste stop er Natural Arch, en bue skabt ud af de porøse kalkstensklipper, der giver mindelser om Krabi og Halong Bay. Men her er langt færre mennesker og meget mere behageligt.

Inden frokost snorkler vi ved Soft Coral Arch, endnu en bue men så lav, man kun lige kan svømme ind under den, på den anden side er strømmen stærk, så vi vender hurtigt tilbage. Her er masser af bløde, farvestrålende koraller på begge sider af buen, og vi nyder dem og de mange fisk. Her er igen uspoleret og idyllisk.

Videre går det til Cemetery Reef. Bag det makabre navn gemmer der sig en fantastisk artsrigdom og enorme fiskestimer af fusillus, små barracudaer og nogle stort og hvidstribede fisk, jeg skal habve tjekket navnet på. Her er også kæmpe papegøjefisk, og vi ser en Napoleon Wrasse, en kæmpe fisk, der græsser på korallerne.

Vi spiser frokost på Long Beach med en sandtange, der her ved lavvande går ud i bugten og er et populært selfiespot for asiaterne. Og for os. Her er bagende varmt, og vi føler, vi er i paradis.

German Channel er en menneskeskabt kanal, der forbinder de indre og ydre rev. Her er masser af dykkerbåde, for det er her på kanten af oceanvæggen, de store oplevelser er med blandt andet manta rays. Man må ikke dykke og snorkle i selve kanalen, da der er tæt trafik.

Turen går ud til Big Drop Off, hvor revet går ud fra kysten for at falde mange kilometer ned. Det er et farverigt rev med et kolossalt liv på grund af de mange næringsstoffer, der kommer op fra dybet, men det er også som altid skræmmende at kigge ned i det dybe blå.

Mikronesien – kendt fra barndommens globus

Da jeg var barn sad jeg med min globus og kiggede på det store blå Stillehav. Mikronesien, det lød vildt eksotisk. Mikronesien er både et stort område af af Stillehavet og en selvstændig stat, der. strækker sig over et kæmpe havområde. Jeg tænker dybhavet, Jacques Cousteau og vilde oplevelser i verdens dyb.

Det er blevet morgen, da vi lander på Chuuk efter en fantastisk tur hen over atoller omkranset af hvidskummende rev, med en fuldstændig blå baggrund. Noget af det smukkeste i verden.

Fra Chuuk går det til Pohnpei, den største ø i Mikronesien. Vi lander i den lille lufthavn, hvor alt er tilbagelænet, og vi hentes af Hotel Cliff Rainbow. Det hele er i kolonistil med kurvestole.

Næste dag har vi bestilt en tur med chauffør rundt på Pohnpei. Første stop er den fantastiske 500 år gamle fæstning, Nan Madol, som er så fantastisk, den har fået sit eget indlæg. Næste stop er Kehipori Vandfald, hvor vi atter skal betale til en gammel dame. Ved siden af er en af de små købmandsboder, hvor der ikke er mange varer, men hvor alt vises. Dåser, brød, nudler, kiks og kolde drikke. Som vanligt en gammel dame, der passer butikken. Også hun smukkeserer sig, inden jeg tager billeder.

Vandfaldet er flot, og Mette bader i den idylliske kulisse, igen er vi de eneste. Vi kører rundt om øen gennem små landsbyer, hvor vi kan se sporene fra forskellige lande. USAID og kinesisk bistand er synligt. Også japanerne har været her og i et vist omfang Australien. Her er gamle traditionelle huse og moderne skure. Men alt er omkranset af jungle, der konstant truer med at opsluge menneskenes værk, hvis den ikke holdes i skak.

Der bliver lidt tættere mellem husene, hvor vi nærmer os ”hovedstaden” Palikir. Ved College of Micronesia siger et slogan: en helt redder et liv, en sygeplejerske redder 100. Meget opbyggeligt. Vi ser den lille Capitol Hill med parlament, højesteret og præsidentens kontor. Magten er ikke helt tredelt her. På den anden side af vejen bor ”National auditor” og beredskabet. Kineserne er ved tat bygge nye administrationsbygninger, så alle embedsmænd også kan samles herude. Sikkert til en pris.

Fra Palikir går det mod Kolonia, hvor vi ser den spanske mur, der nu bruges til sportsplads for softball, et ruineret tysk kirketårn og gamle japanske tanks, alt sammen som vidne om dem, der har været her. Men i dag er det nok kineserne, der har fat i den lange ende.

Marshalløerne – atoller og atombomber

Sidste stop på den vandrette tur ud i Stillehavet er til Marshalløerne. Første mellemlanding er på Kwajalein, en atol i Marshalløerne, men det er militært område, så vi må hverken komme ud eller tage billeder. Herfra er det kun en kort flyvning til vi lander i Majuro på Marshall Islands. Solen er gået ned, og det er mørkt, som vi lander lidt i syv på en landingsbane op ad lagunen, omkranset af palmer. Majuro Atoll er temmelig stor med en diameter på 20 km, så det har været en ordentlig vulkan, der engang huserede her.

På landingsbanen er der fred og ro, men der er to instanser, de checker vi er vaccinerede mod mæslinger. De passer på her efter epidemien i Samoa, der kostede 80 mennesker livet. Til gengæld læser vi senere, at de har en vild Dengueepidemi her.

Majuro er den treedjestørste registrant af kommercieelle skibe i verden, kun overgået af Cayman Islands og Liberia!, og vi har også set mange yachter rundt omkring, der er indregistreret her. Det giver Marshalløerne en indtægtskilde på 13 mio. dollars om året, og det er en vigtig post på statsbudgettet i det lille land. Ellers er her skramlet og virker ikke særligt rigt.

Der er virkelig ikke meget at se. Vi vandrer ad den støvede hovedvej, der går langs hele atollen, hvor lastbiler fyldt med lokale rumler forbi. Stranden er lige ved, men vejene er delvist blokerede af gamle betonblokke, stridt græs, væltede hegn og det sædvanlige allestedsnærværende affald. Et mægtigt stadion ligger på den anden side af vejen, men ser ud som om, det ikke har været i brug meget længe. Der er faldefærdige butikker, en af dem hedder meget ironisk ”Tourist Trap”. Ellers er det ikke ligefrem delikatesser og haute couture, der præger bybilledet. Henne hvor vejen slår et knæk kan vi se en mægtig beige bygning, der viser sig at være landets parlament og regeringshovedkvarter. I modsætning til i Mikronesien, hvor vi bare kunne vade ind, er det her bag hegn og slå og virker utilnærmeligt. Det er hele landets administration, der ligger herinde. Uden for står et håndskrevet skilt (hvor ellers finder man det uden for et parlament), hvor der er vist vej til alskens steder, der ikke just er i nærheden. Ved siden af ligger politihovedkvarteret og bagved hospitalet. Det er hele landets infrastruktur, der er samlet her.

Landets forbindelse med omverdenen udgøres af to store paraboler, der ligner de lytter efter liv på andre planeter. Meget passende er der nedenfor en reklame for ”your gateway to the world”. Man forstår godt det dyre og langsomme internet, når det skal trækkes ned gennem denne parabol og derefter udbydes af et monopol. Marshalløerne lider under samme problem som Grønland og andre små samfund. Et busskur overfor er flot malet i blåt. Det fremgår, at det er rejst af borgmesteren men betalt af Taiwan. Man fornemmer også her et land, der er meget afhængigt af udenlandske donationer.

I modsætning til, hvad man skulle tro, når man ser det antal handelsskibe og yachter verden over, der er registreret på øerne, er der ingen fancy havn eller marina. Der er en landingsplads med en forfalden rampe, hvor seks unge gutter med baseballkasketter bugserer en generator fra en båd op på en pickup. De er rå typer og ligner dem, man finder i ethvert lille samfund som dette. Dem med chancer eller intellekt er for længst rejst væk. Overfor ligger der noget, der måske engang har været en yachtklub, og overalt ligger der rustent jern og spredt affald. Som ved alle havne er der en lille snasket fastfoodbiks, kaldet Yummi. Lokale kvinder øger deres kropsvægt yderligere ved at hente fastfood i fra et vindue, hvorfra der udgår en dunst af fedt og friture.

Hele området mindre om havne i faldefærdige forladte samfund overalt i verden, og havde det ikke været for den stikkende varme, kunne vi lige så godt være i Skotland eller på Færøerne. Overfor ligger en faldefærdig mormonkirke, og sektens mænd spankulerer rundt i byen let genkendelige i hvide skjorter og slips, en mundering, de er de eneste i hele Stillehavet, der bærer. På flyet findes de også, nydelige unge mænd og kvinder, der er så uskyldige og renskurede, man tror det er løgn. Men altid smilende, åbne og venlige, i modsætning til den kvælende kirke, de repræsenterer.

Atollen er meget smal heroppe. Lige på den anden side af vejen findes en strand med en smuk udsigt over en turkis lagune. Også her skal man dog klatre over væltede træstammer og tomme øldåser, og man tænker lidt, de lokale blot bruger deres ø som affaldsspand.

På vejen tilbage er der børn, der spiller baseball på en åben plads ned mod vandet. I Europe eller Amerika ville der være bygget dyre ejerlejligheder her, men ikke på Marshalløerne. Drengene spiller i små grupper, med rigtige baseballhandsker som i det USA, der har eksporteret deres nationalsport hertil, sammen med atomprøvesprængninger og fastfood. Marshalløerne er ikke et sted, man skal tilbage til. Nu skifter vi retning og flyver sydpå.

Turen starter i Santiago de Chile. Syv år siden sidst. Byen ligner sig selv, charmerende men varm på denne sommerdag. Min rejsemakker er Henrik Schumacher fra De Berejstes Klub. Flyveturen er fem timer, så der er god tid til at læse om øen og dens statuer. Vi lander i regnvejr på min drømmeø, og går en lang bumpet tur til Hotel Atavai, hvor Antoine byder velkommen.

Det regner stadig næste morgen. Vi lejer en faldefærdig Suzuki Jinny til alt for meget, men vi skal jo frem.  Vi starter oppe ved Anakena efter en tur på tværs af øen. Her er mere grønt og flere træer, end jeg troede. Vi kommer op til en fin strand med de første maoier. De peger altid ind mod landet, vender ryggen til havet og omgivelserne og skuer ind mod verdens navle, overvåger indbyggere. Omvendt markerer de også en port til havet og dets rigdomme, forbeholdt de få, der havde magten over dem, der besad mana. Her er palmer importeret fra Tahiti og en fin række, der kigger på os. Andre står lidt for sig selv men alle med ryggen til havet. Vi går lidt rundt, også ud på et næs, hvor der lugter af fuglenes ekskrementer. Her er et krematorium, man brændte de døde ved havet, så de kunne vende tilbage til der, hvor de kom fra ud til havguden Tangaroa. Vi ser andre mindesmærker på nordkysten, blandt andet petroglyffer, og kører forbi Poiku. Den største og flotteste række på 16 ser vi ved Tangariki. Det er de her, man ser på mange billeder fra Påskeøen.

Trods en mere optimistisk vejrudsigt regner det næste dag nærmest endnu mere. Vores vært fortæller, at i hans 26 år på øen, har det aldrig regnet så meget i december. Klima-forandringerne slår også igennem her. Vi kører rundt og ser den lille fiskerhavn. Der er maoier der kigger ud mod og ind fra havet. Det nye resort Easter Island Resort og Spa fylder et helt næs. Indfødte demonstrerer foran og fra boder over for med slagord som ”nazihotel” og ”pirathotel”. De mener åbenbart, man har stjålet deres jord.

Nord for havnen og byen ligger Sebastian Englert Antropologisk Museum, og det ser vi bagefter. Her er relikvier fra øen og en enkelt maoi i haven. Først og fremmest fortæller det kort og klart historien om øen og dens kultur. Ude igen regner det næsten ikke, og vi ser Tahae, syv maoier ud mod havet i forskellig forfatning. Her er også kanorampe og en komplet gammel by med ruiner, inklusiv de gemmer, hvor man gemte kyllingerne for fjendtlige stammer. Længere nordpå finder vi Ahu Akavi, den eneste samling af maoier, der står midt på øen. Det er en fantastisk syn, og solen skinner rent faktisk lidt på dem.

Dagen efter bliver det omsider lidt bedre vejr. Vi forlænger billejen og kører mod Orongo Village. Krateret er meget imponerende og ligner en heksekeddel eller noget fra en anden planet. Det er dannet ved et vulkanudbrud, ligesom øens to andre hjørner. Uden vulkaner, ingen Påskeø. Vi ser også Orongo Village, som har været den ceremonielle by, da kulten om Maoierne blev erstattet af fuglemandstraditionen i 1800-tallet.Fuglemanden var en person, der blev udvalgt gennem en bizar konkurrence. Om foråret mødtes en leder af hver stamme. De  skulle så svømme over til øen  Mata Nui og afvente ankomsten af den første Matunura. Når den havde lagt æg skulle man tage det, svømme tilbage og aflevere. Første person var ceremoniel leder af hele øen indtil næste år og boede for sig selv i en ceremoniel hytte. Selve landsbyen blev kun anvendt til den traditionelle festival i få uger om året. Den ligger magisk heroppe på kraterkanten, med heksekeddelkrateret på den ene side og det brusende, frådende hav på den anden. Man kan forestille sig alt muligt mystisk ske heroppe.

Det begynder at klare op. Poiku ligger fint i sol og det bliver generelt lysere. Vores timing ser ud til at virke med at se Rakura, det vigtigste og største område på øen, i den tørre periode. Vi kan se statuerne på skråningen langt væk. Der er en stor parkeringsplads, souvenirbutik og cafeteria. Ingen tvivl om, dette er øens største attraktion. Vi går mod skråningen, hvor statuerne er blevet hugget ud af basaltklippen. Det ser ud som på billederne, Det er dette, jeg altid har set fra Påskeøen, det er det, jeg blev inspireret af som barn, med ansigterne der står i klippen og kigger skråt ud på vandet. Der mangler ord, det er indfrielsen af eventyret, det ligner det, man altid har forestillet sig og trods turisterne, får jeg gode billeder. Der er  statuer af alle former og størrelser, mange er gravet næsten ned i jorden, mens andre er mere oprejste. Nogle hælder og truer med at  vælte, andre er væltet. Det er statuernes børnehave, deres yngleplads. Man kan se ufærdige statuer halvt hugget ud af væggen, eller nogle der er rullet ned og væltet. Det har været et kæmpe arbejde, måske taget et år at hugge, med primitive redskaber. Myterne om, at rumvæsener skulle have skabt dette, er nærliggende men usandsynlige.Mennesker har gjort dette, men det har været hårdt arbejde.

Vi forlader Påskeøen næste  dag, og flyver over det blå Stillehav til Santiago. Jeg spiser kylling, drikker vin og Ballantines i flyet og føler mig lykkelig for omsider at have været på Påskeøen, flyve heroppe over det blå Stillehav og for mine valg i livet i det hele taget. Nye eventyr venter ned langs Sydamerikas kyst og på Antarktis.

Flere billeder her

Vanuatu hed tidligere ny Hebriderne og var indtil 1980 et engelsk-fransk såkaldt kondominium, det vil sige at begge lande administrerede øen på en gang. Det kom der mange absurde situationer ud af, men i dag er Vanuatu et fredeligt (og temmelig ufremkommeligt) øparadis midt mellem Australien og Fiji.

En sen eftermiddag i maj 1999 lander jeg sammen med Mikkel Høj (medlem 349) mellem bananplantager og kokospalmer i den lille Bauerfield Airport i Port Vila, Vanuatus miniputhovedstad. Den ser ud som i Carl Barks’ klassiske historie ”Vodoo-Hodoo,  hvor Anders And lander i Afrika og udbryder: ”Se, det ligner jo næsten Gåserød”!

Vi indlogerer os for tre dage på Kalfabun Guest House, hvor værten hedder Bob, og forretningen bliver ordnet i hans mildest talt rodede stue mellem symaskiner, sort/hvid TV og hans kone i Mother Hubbard Dress. Udenfor i den klistrede tropeaften er hver en kvadratcentimeter levende. Gekkoer, skolopendre, myg, fluer, myrer.

Da vi lidt senere går ind mod byen, får vi bekræftet, at vi er kommet til en anden verden. Indbyggerne er meget negroide, og vi er stort set de eneste udlændinge. Alle er meget smilende og venlige og kommer med den karakteristiske “Goodnite”-hilsen på bislama. På hovedgaden Kumul Highway ligger computerbutikkerne side om side med yamslagre. Jo nærmere vi kommer bymidten og den store overdækkede markedshal formet som et traditionelt langhus med åbne sider, desto tættere bliver menneskemængden. Det viser sig at være et arrangement kaldet “Global march for Jesus”. Vanuatus indbyggere er meget religiøse, og alle kristne sekter og trosretninger er repræsenteret. Over os ligger Sydkorset højt under den kulsorte, sydlige stjernehimmel.

Port Vila er en lille hovedstad, men rummer dog en lille ”Chinatown”. I kondominietiden, hvor englændere og franskmænd havde hver deres forretninger, var kineserne de eneste, der handlede med alle og modtog en hvilken som helst valuta. Ikke underligt, at de har drevet deres købmandsvirksomhed så langt ud i Stillehavet!

Vanuatus beskedne størrelse bliver tydelig, da vi skal på internettet, der tilbage i 1999 ikke ligefrem var udbredt i Stillehavet. På dette tidspunkt er det kun muligt et sted på øen, på Kommunikations- og Indenrigsministeriets kontor. Det ligger placeret i Independence Park på en bakke med udsigt over bugten. En smilende mand i åben skjorte og spraglede bermudashorts viser os vej derind. Det viser sig at være indenrigsministeren! Dette lokale svar på Slotsholmen rummer i det hele taget alle yderlighederne i det lille ørige. Udenrigsministeriet holder til i en blanding af en barak og et skur, mens parlamentet er en flot moderne bygning designet som fire langhuse, der er bygget sammen. Døren er åben, og vi går bare ind, noget der ville være utænkeligt de fleste steder i Europa. Interiøret er bygget i marmor med en søjlegård i midten. Vi går rundt mellem artefakter fra alle øerne. Der er masker, stenskulpturer og flotte figurer i træ, der har været brugt som trommer, når stammerne skulle meddele sig til hinanden. I denne flotte bygning mødes parlamentet nogle gange om året med udsigt over bugten til den ene side og Nationalmuseet til den anden.

Tæt på hovedstaden Vila ligger Mele Island, der er som taget ud af en Bounty-reklame. Hvid strand, hytter og en regnskov i midten. Desværre er øen ejet af et resort, der tager en grum entre for at komme ind på øen. Det er imidlertid pengene værd. Bare tre meter ude i vandet er der tusinder af fisk i alle farver. Jeg spotter omgående mindst tre forskellige slags papegøjefisk, og de halvstore eksemplarer pikker forsigtigt på min maske for at finde ud af, hvad jeg er for en. På bunden ligger blå søstjerner, og her er også enkelte koraller.

Ud at se med Vanair!

Det viser sig, at vores oprindelige plan om at sejle mellem Vanuatus øer ikke kan realiseres. Det er for dyrt og vil også tage alt for lang tid. I stedet bestiller vi med lidt bange anelser tre rejser mellem de forskellige øer med det lokale flyselskab, Vanair. Alene navnet burde skræmme, og 14 dage inden vores ankomst var et af deres fly styrtet i Stillehavet ud for Vila, hvorved 8 mennesker blev dræbt. Den danske antropolog Jens Dahl overlevede kun ved at svømme tre timer i et hajfyldt farvand. Vores flyveture går dog alle fint, og det er som ventet en kæmpeoplevelse at se det lille ørige fra luften. Det er balsam for sjælen og øjet at flyve over det blå Stillehav afbrudt af små grønne, bjergklædte øer, overalt domineret af kokosplantagerne og den omkransende tropiske regnskov. Få steder stiger røgsøjler op fra små landsbyer, men ellers virker det hele så uberørt som før menneskets indtog. Vi lander to gange på den utilgængelige ø Ambae. Overalt i de små lufthavne hænger folk dovent omkring med pakker, der skal med flyene. Nogle ser ud som om, de tilbringer hele dagen her, som de sidder mellem svin, høns og bananklaser.

Esperitu Santo – kokosnødder og krigsminder

 Vi lander på den største ø, Esperitu Santo. Hovedbyen Luganville er landets næststørste by, men det siger ikke meget. Lufthavnen er efter sigende lige blevet opgraderet til Boeing-kapacitet, men stedet består af en hullet betonmark, og da et fly er punkteret, sender man bud tilbage til Port Vila efter et reservedæk! Vi bor på hovedgaden, en delvist asfalteret jordvej med vandpytter så store som damme, hvori malariamyggene utvivlsomt har gunstige vilkår.

En af dagene sejler vi ud til Aore, en ø ud for Luganville, der var en vigtig kampplads i Stillehavskrigen. Farvandet omkring Aore er da også berømt blandt dykkere som et af de steder i verden, der har den højeste koncentration af skibsvrag. Naturen i sig selv er heller ikke dårlig. Korallerne ude i det lave vand er døde efter en af talrige tropiske cykloner, men i dag har små krebs, søstjerner og firben i alle farver taget over. Resterne af krigen er også tydelige. Bunkere og masser af rustent materiel ligger endnu strøet omkring i det høje græs. De tidligere brave krigere efterlod blot deres isenkram til regnen og svalerne. En gammel ruin er helt overgroet, og et træ er vokset udenom et savblad, der engang havde prøvet at komme det til livs. Her er som paradisets have: edderkopper i alle farver med enorme spind, fugle, insekter og små firben. Når mennesket stopper sin vanrøgt af planeten, tager naturen over og vinder det tabte tilbage.

På det nordlige Esperitu Santo overnatter vi ved Champagne Beach, der ikke uden grund er verdensberømt for sit hvide sand. Her hyggede de franske koloniherrer sig med vin, kvinder og champagne, deraf navnet. På denne morgen har vi det hele for os selv, men når et stort krydstogtsskib lægger til, kan her være op til 1000 mennesker på stranden. En lokal hævder, at han har ejendomsretten til stedet, så ved indgangen skal man betale 200 Vatu i en blikdåse. I den anden ende af stranden hævder en anden, at det er hans område, så bader man der, skal man lægge andre 200 Vatu. De må bruge meget tid på at gå og holde øje med hinandens områder….

Da vi skal tilbage til Luganville får vi turens mest specielle køretur. Det er næsten umuligt at komme rundt med bil på disse øer, og de lokale kører stort set kun, når de skal transportere kokosnødder og andre markedsvarer. Da prisen på kokosnødder lige er steget, er det imidlertid muligt at få et lift. Sammen med rygsækkene bliver vi placeret på et bræt ovenpå en stabel sække med halvrådne kokosnødder, der stinker som en blanding af dansk spegepølse og fransk gorgonzola. Man skal holde sig fast til chassiset, for opmuntret af den udmærkede vej, der lige er blevet udbedret efter regntidens strabadser, kører chaufføren som død og helvede, mens hele verden blæser ud bagtil som en afsindig tropisk malstrøm. Speedometeret er stået af for længe siden og står konstant på 10 km/t.

Blandt de ”vilde” på Pentecoast

Vi har besluttet at gøre et stop på denne uvejsomme ø, som vi begge har læst meget om på forhånd. De sydlige landsbyer er kendt for den såkaldte Naghol-tradition, udspring fra 20-30 meter høje tårne kun med lianer om fødderne. Jeg beskrev i Globen nr. 20, juni 2005 (et tidligere nummer af globen?), hvordan vi fik lov at overvære dette ritual, som var en kæmpeoplevelse. Senere blev vi indbudt til at bo i den traditionelle landsby Bunlap, hvor indbyggerne stadig lever meget traditionelt. Missionsvirksomhed har slået fejl, og den foretrukne beklædning er stadig græsskørter for kvinderne og penisfuteraler for mændene. Da vi er blevet installeret i deres palmebladsgæstehus, står det klart, at vi er mindst lige så store attraktioner for dem, som de er for os. Alle er henne for at sige goddag og stille de samme spørgsmål. Hvad hedder vi, hvor gamle er vi, hvorfra kommer vi, er vi gift, har vi børn og så det klassiske: om der vokser kokosnødder i Danmark? De ser meget bedrøvede ud, da vi fortæller, at det gør der ikke. De udstøder deres karakteristiske sukken akkompagneret af en hovedrysten.

Vi bliver inviteret ind i nakamalen, deres traditionsrige fælleshus, som der var i alt tre af, et for hver del af Bunlap. Allerede her begår vi den første store fejl. Vi går ind ad den forkerte ende og kommer derved til at gå gennem den del, der er forbeholdt høvdinge. De tager dog vores fejltrin med et smil, men er derefter meget omhyggelige med at dirigere os ind ad den rigtige indgang. Inde i fælleshuset er der totalt røgfyldt fra deres ildsted, som der åbenbart er gang i 24 timer i døgnet. Kun mændene har adgang til nakamalen, og de ligger langs siderne eller sidder midt på det jordstampede gulv og skraber sod af taroer, som de har stegt over den åbne ild.

I det hele taget er landsbyens liv indordnet under mange regler. Husene er klart afgrænsede i forhold til hinanden, landsbyen gennemskæres af hegn og stendiger og adskillelsen mellem kønnene er tydelig. Mændene sidder i nakamalen eller på torvet og tager sig af det ”vigtige”, mens kvinderne knokler i marken eller vasker tøj. Mændene spurgte grinende, hvorfor vi ikke også organiserer os sådan i Danmark! Vi ser enkelte af kvinderne i græsskørt og ikke så meget andet på kroppen. De står bag et hegn ovre i den anden ende af byen, hvor vi åbenbart ikke kan komme. Der er mange andre særprægede territoriale regler: det er strengt forbudt at svømme under en kvindes kano eller gå under hendes tørresnor. Sker det, skal alle genstande, der har været involveret i hændelsen destrueres, og det forventes af synderen, at han betaler en klækkelig kompensation herfor. Det er ikke blot kristendommen og islam, der er fuld af underlige regler, som har til hensigt at besværliggøre folks liv….

Vi sidder på pladsen midt i landsbyen, da en højlydt forhandling går i gang. Vores vært i den anden landsby, Chief Willy har købt kavarødder af folkene i Bunlap, og en del af betalingen består i 15 røde og blå plasticspande ”made in Australia”, som vi senere ser som ugens tilbud i landsbybutikken i Pangi. Nu står disse stablet midt på pladsen som et absurd totem fra en anden planet. Høvdingene ser rådvilde ud, og de kommer næsten i håndgemæng, da en af de yngre kommer og forsøger at mægle. Sceneriet afbrydes pludseligt af en af de unge høvdingesønner, der kommer gående henover pladsen bærende på en batteridrevet ghettoblaster, der spiller Aquas ”doctor Jones” med knapper blinkende i alle farver. Kontrasten er vanvittig!

”Jesus kommer du ikke udenom”

Vi har hørt, at Bunlaps høvdinge hidtil har modstået ethvert forsøg på missionsvirksomhed, men høvdingesønnen Waros spørgsmål afslører, at missionærerne har været her. Han fortæller mig historien om Jesus på korset og nede i graven og refererer til ”dem, der har været her for nylig”. Han spørger mig, om jeg tror på historien om Jesus. Jeg er nu pludselig i fare for at blive inddraget i en herrens strid, der åbenbart er i tiltagende her. Jeg svarer undvigende, men overvejende benægtende, og med et blik skævende til faderen ser jeg, at mit svar behager ham. De gamle høvdinge kæmper stadig indædt mod kristendommen og enhver form for modernitet, men med den nye vej, der er bygget, er det kun et spørgsmål om tid. En ny kommunikationsmast er ved at blive bygget på toppen af bjerget, og snart vil Bunlap være en del af den globale virkelighed. Også her vil indbyggerne komme til at gå rundt i t-shirts og se dårlige soaps.

Kava i nakamalen

En af aftenerne bliver vi inviteret til en af deres faste skikke, kavadrikning i nakamalen. Høvdingene sætter sig i deres tredjedel. Vi bliver som gæster anbragt sammen med mændene i den midterste tredjedel, mens drengene sidder i den forreste tredjedel. Nogle af mændene går i gang med at brygge kavaen ved at ælte og presse en kavarod i et vandfad. Herefter filtreres drikken et par gange og hældes op i de karakteristiske skåle. Turen kommer også til os, og man skal tømme hele skålen, der smager af mudder. Man bliver glad for sin hepatitisvaccination! Den lovede lette rus indfinder sig dog ikke.

Som vi sidder inde i nakamalen lyder der sang og dans ude fra pladsen. Vi er blevet fortalt, at en dreng skal omskæres denne aften, et ritual på linie med en barnedåb. Nu danser mændene i en markering af, at drengen er trådt ind i fællesskabet. Det starter med en langsom dans i en rundkreds af mænd og drenge, men efterhånden stiger både tempo og sang. Flere og flere tilslutter sig dansen, og også vi bliver inviteret indenfor i cirklen en overgang. Om det er manglende danseevner eller det faktum, at kvinderne begynder at komme med, der gør udslaget, ved jeg ikke, men efter et stykke tid bliver vi ført tilbage blandt tilskuerne! Kvinder og mænd danser nu i en stor hvirvlende rundkreds, mange af dem svingede med spyd, knive, planter eller sågar ghettoblasterne fra tidligere. Som dansen er på sit højeste, ser jeg det smukkeste og største stjerneskud, jeg nogensinde har set. Det er en aften midt i evigheden!

Også bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, september 2007