Here we go:

Facebook:

Venner:

Jeg er kun venner med folk, jeg har mødt fysisk, og som jeg har en relation til. Andre kan “følge” mig, hvis de vil. Jeg rydder af og til ud i ”venner”, som jeg ikke har relation til længere. Bidrager de ikke selv aktivt på Facebook, eller har de en irriterende adfærd, forstærker det risikoen for, at de bliver fjernet.

Jeg segmenterer venner. Hermed håndterer jeg også sprogproblemet.
”Nære venner” er dem, der forstår dansk, og/eller som jeg har et lidt tættere forhold til. Ofte er det også dem, der selv bidrager på Facebook. Her poster jeg på dansk og er der noget det mindste kontroversielt eller politisk, er det her, det postes. Min gruppe af “nære venner” er temmelig stor
”Venner” er resten, her poster jeg som udgangspunkt på engelsk. Og er ikke nær så personlig /politisk.
“Offentligt”: her poster jeg kun faglige ting, reklamer for arrangementer etc.

Opslag:

Jeg diskuterer som udgangspunkt ikke længere politik på Facebook. Af og til kan jeg ikke lade være, men det er som regel på andres væg. I helt særlige tilfælde min egen. I det hele taget er jeg blevet langt mere forsigtig med, hvad jeg poster. Som en af vores respondenter engang sagde: Facebook er som at sidde i et glashus med en mikrofon på.

Twitter:

Forbindelser:

Alle, der ikke er bots eller åbenlyst indenfor marketing kan følge mig på Twitter. Jeg følger selv dem, der er fagligt interessante, eller som bidrager. Jeg følger meget få celebrities men mange fagpersoner og debattører. Jeg tilstræber at have mindst tre gange så mange følgere, som nogle, jeg følger.

Opslag:

Min Twitter er på engelsk og handler stort set kun om faglige ting. Nogle prøver at skrive til mig på dansk, jeg svarer på engelsk, da 75% af mine følgere ikke er dansktalende.

LinkedIn:

Forbindelser:

Jeg accepterer/forbinder mig med alle, der er fagligt relevante i nær eller fjern forstand. LinkedIn er for mig de svage bånd. En forudsætning for forbindelse er, at de man i en eller anden sammenhæng er fagligt relevant og/eller, at der er en personlig relation, som rækker ud over venskab.

Opslag: jeg er begyndt at poste mere, efter LInkedIn har fået mere nuancerede features. Jeg fastholder dog, at Twitter er langt mere brugbart i min (akademiske) verden.

Instagram:

Jeg bliver nok aldrig stor IG-fan. Jeg har forsøgt, men jeg synes, det tager for meget tid, hvis man skal gøre det ordentligt og opbygge en stor følgerbase. Jeg beundrer dem, der kan, men jeg har det sådan, at jeg enten gør det ordentligt eller også nærmest ikke. Jeg overvejer at kickstarte min profil i nær fremtid. Det skal så være med rejsebilleder og kun det.

Snapchat:

Gider jeg ikke. Jeg har forsøgt og ser ingen anden værdi end tidsrøveri og idioti. De fleste virksomheder og politikere er kommet til samme konklusion. Det er og bliver et fis-og-ballade medie for de yngste, og det er fint med mig. Jeg er for gammel og har for dårlig tid.

Reddit:
vil gerne udforske det mere.

Sociale medier forstærker og komplicerer alt dette i hidtil uset grad. Vanity Fair-journalisten Nancy Jo Sales har skrevet en bog om amerikanske teenagepiger og deres hemmelige liv på og med sociale medier, som er en af de bedste men også mest rystende, jeg har læst om emnet. Vi følger piger over hele USA i deres dagligliv, hvor de foruden de velkendte teenageproblemer skal navigere sociale mediers kompleksitet. Man skal helt tiden performe, forholde sig leve op til bestemte roller og forestillinger.

For det meste bruges sociale medier positivt, som et supplement til teenagernes hverdagsliv og som en måde at holde konstant kontakt. Sociale medier har mange gode sider. Men der er også den mørke bagside. Vi hører om drenge, der tvinger piger til at sende nøgenbilleder, om online mobning, der finder sted 24/7 og om den evige skønhedskonkurrence, forstærket af online skønhedsguruer og realityfænomener som The Kardashians. Der er historier om teenagere, der drives til randen af selvmord og om nogle, der tager springet. Som af pigerne fra bogen siger:

“Sociale medier gør vores liv til et helvede. Men uden dem har vi slet ikke noget liv”.

Det er specielt piger, der har det hårdt med sociale medier. De ligger under for bestemte idealer og drengenes / mændenes forventninger, skabt af medierne og en pornobranche, der styres af mænd. Bogen har et klart feministisk perspektiv, og der er ikke mange af de mænd, der af pigerne betegnes som “klamme” og “svin”, der kommer til orde i bogen. Det spørgsmål, der står tilbage, er hvem, der bærer ansvaret for udviklingen? Porno- og modeindustrien står med et ansvar, men hvor ville vi være, hvis de unge piger ikke villigt spillede med og lagde pres på hinanden. I Michael Foucaults termer er pigerne spundet ind i et netværk af normer og magtrelationer, som de er med til at forstærke. Det ville have været rart, hvis Nancy Jo Sales havde foretaget en mere tilbundsgående diskussion af disse relationer. Det kan man måske ikke forvente, da der er tale om en overvejende journalistisk fortælling. Men bogen kalder på videre diskussioner og opfordrer til at tage en samtale med børnene og de unge, at gentænke intimitet og sexualitet, så det ikke blot bliver en vare men atter kommer til at handle om varige relationer.

På trods af mine forbehold kan jeg varmt anbefale bogen. Den bør læses af alle, der beskæftiger sig med sociale medier og børns og unges medieliv.

Nancy Jo Sales (2016): American Girls – Social Media and the Secret Life of Teenagers. New York. Vintage Books.

Man tænker straks: noget jeg har gjort? Sagt? Noget jeg bør fortryde. Andre venner blev imidlertid defriendet samtidig, så måske er der bare ryddet op? Det må jeg indrømme, at jeg selv gør nogle gange. Dels blandt nogle, jeg egentligt ikke kender mere. Nogle der aldrig poster, og som jeg egentlig ikke har noget forhold til. Eller nogle, hvis adfærd har provokeret eller irriteret mig gennem længere tid. Det sidste vender jeg tilbage til.

Når man kigger på os, der blev defriendet samtidig, er der alligevel et mønster, der gør, at jeg ikke tror, der var tale om en tilfældig oprydning. Det virker målrettet som om, at vi er røget i svinget, fordi vi mildt sagt er ganske politisk uenige med min gamle bekendte. Vi skriver ikke politiske udmeldinger særligt tit, nogen af os. Det har jeg selv bittert erfaret, at der sjældent kommer noget godt ud af på Facebook. Men alligevel er det det eneste mønster, jeg kan se i den ganske systematiske og målrettede defriending.

Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet: hvorfor defriender man? Amerikansk forskning viser, at de tre hyppigste grunde til, at folk ”defriender”, er 1) politiske uenigheder, 2) banale opdateringer, 3) overdrevent mange opdateringer om børn eller kæledyr. Udover det har jeg på det seneste hørt om en række andre grunde: ”vi kender alligevel ikke hinanden rigtigt”, ”du ”liker” aldrig mine opslag”, ”du poster aldrig selv noget, du lurer bare på mit liv”. Og læserne kan sikkert finde på flere. Selv rydder jeg som sagt op af og til. Og jeg har haft samtlige de nævnte grunde til at fjerne de forskellige mennesker, jeg igennem tiden har luget ud af min venneliste. Min hovedgrund til at gøre det er imidlertid, at jeg ikke ønsker at have ubegrænset mange venner. Når jeg har fået en stribe nye, som det af en eller flere grunde er naturligt at etablere virtuelt venskab med, fjerner jeg som regel en række andre for at holde antallet nogenlunde konstant. Min ”vennekreds” vokser dog alligevel støt og roligt, fordi der (heldigvis) kommer flere til, end jeg vælger at skille mig af med.

Tilbage står spørgsmålet: hvad betyder venskabet eller ikke-venskabet på Facebook for de fysiske og emotionelle relationer, når man så mødes ansigt til ansigt? Mange mennesker har en anden personlighed online end i virkeligheden. Der kan være flinke mennesker, som man ikke kan holde ud at være venner med på Facebook, fordi fanden tager ved dem, når de sidder med en skærm mellem dem og andre. Der er også nogle, man kun er venner med på Facebook. Det kan der igen være mange grund til: afstand, at venskabet er født ud af den online verden eller slet og ret bekvemmelighed. Jeg hører nu selv til dem, der mener, man skal kunne have lyst drikke en kop kaffe med alle sine Facebookvenner engang imellem. Ellers er spørgsmålet nok, om der er en reel forbindelse. Men folk har mange forskellige principper, og det er ok.

Men hvad nu, hvis man nogen tid efter ven X har defriendet en (eller man selv har defriendet) møder vedkommende på gaden? En helt ny form for social akavethed. Er man stadig venner fysisk? Kan man se hinanden i øjnene. Taler man om det? Eller lad man som om, det ikke er sket? Det tror jeg ikke, der er ét svar på. Men der er i al fald tale om en af mange nye ambivalenser, som jeg selv har skrevet om i andre sammenhænge. Jeg synes, der mangler forskning i disse mikrosociologiske fænomener. Jeg har selv stor lyst til at dykke ned i det. Så snart jeg får tiden. Og måske også en lille bevilling til at lave den undersøgelse, der kan kaste videnskabeligt lys over fænomenet.

Indlægget er også postet på Kforum.dk