New Zealand blev for nogle år siden kåret af DBKs medlemmer som verdens bedste rejseland. Forud var gået en lang afstemning med kvart- og semifinaler. Jeg hører til dem, der stemte på landet, for ved mit første besøg i selve New Zealand i 2017-18 blev jeg som mange andre fuldstændigt besat. Landet har det hele: smuk natur, vilde ødemarker, sprøjtende gejsere, søde mennesker, god infrastruktur, vilde eventyr og noget af verdens bedste vin og øl. Og så blander landet konservatisme og hippiekultur på en måde, der passer godt til min personlighed!

Med seks uger i to forskellige biler var der tid til både de traditionelle turiststeder og de omveje, som denne artikel handler om. Selvfølgelig så jeg det vulkanske landskab ved Rotorua, den charmerende hovedstad Wellington, vinmarkerne i Marlborough, Milford Sound, outrerede Queenstown og pingviner, albatrosser og søløver. Men det var på vejene imellem disse steder, jeg havde de største og mest uventede oplevelser. Ad spektakulære veje, Lonely Planet beskrev som kedelige… Langs den vilde sydkyst, som jeg opsøgte, fordi jeg elsker geografiske ekstremer. Og hos excentriske mennesker, der villigt åbner deres hjem for fremmede.

En tabt verden og en selvstændig republik

Midt på Nordøen finder man ”Forgotten Highway”. Det er en gammel landevej mellem to mindre byer, hvis betydning for længst er glemt, og hvor den moderne trafik fører andre steder hen. Formelt er der tale om rute 43, der løber 145 km fra Taumarunui til Stratford gennem flotte slugter, regnskov og ubetydelige flækker. Ingen steder går det ligeud. Man kører gennem uendelige grønne, kurvede bakker, højdedrag, og såkaldte ”saddles”, hvor vejen bugter sig i uendelige og efterhånden også ulidelige hårnålesving.

Jeg gør holdt i Whangamomona, hvor de lokale på et tidspunkt har udråbt byen til selvstændig republik, uafhængigt af New Zealand. Det er på byens berømte og berygtede hotel, at uafhængighedsbevægelsen har sit hovedkvarter, og de lokale bag baren mener det tilsyneladende alvorligt. New Zealand er ligesom USA fuld af excentrikere. Republikken har også eget postkontor og souvenirbutik, der dog ser noget lukket ud. Myndighederne har på et tidspunkt forsøgt at gøre en ende på selvstændigheden, men da her ikke er meget at komme efter, og indbyggerne for størstedelen består af fordrukne men harmløse ældre mænd, opgav man forehavendet. Men man dyrker modkulturen herinde. Autoværkstedet har satiriske og dybt samfundskritiske bemærkninger malet ud over hele facaden.

Lysende Sankthansorm

I Waitomo på Nordøens ”bagside” finder man Glowworm Caves. Man kan kun se hulerne og de små lysende dyr på en guidet tur til en pebret pris, hvor man sejler ind i hulerne. Dyrene må ikke forstyrres af lys og larm, så man bevæger sig på pramme, der via et sindrigt snoresystem trækkes af vores guide, en stor og smilende maorikvinde. Inde i hulen er der masser af lysende glowworms, der får hulen til at ligne den sydlige stjernehimmel, der præger nætterne udenfor.

Glowworms er ikke orme, men snarere en slags larver, der vokser i mørke fugtige huler. Med en lysende prik på halen lokker den små insekter til sig. Evolutionen er mangfoldig! Det er et trist og kort liv at være glowworm. Så snart den er udklækket, formere den sig og dør i løbet af en dag. Der lægges nye æg og showet kan starte forfra.

Doubtful Sound

De fleste, der har været i kiwiernes land, kender Milford Sound på Sydøen, et af verdens smukkeste steder. Der var jeg skam også på denne rejse. Men uventet er naboen Doubtful Sound næsten lige så vildt. Vejret er dårligt, da jeg starter. Jeg har overnattet mellem træer på en gammel mølædt campingplads med schweizerhuse og små fine hytter, hvor jeg bliver indlogeret af en flink, snakkesalig ældre dame med briller fra 50erne og et gebis, der slet ikke passer og hæmmer hendes linde talestrøm om alt fra vejret til amerikansk politik.

Turen ud i fjorden går via Lake Manapouri, og med den tætte tåge er der kun lejlighedsvise kig til de omkringliggende bjerge. Efter en times sejlads når man West Arm Power Station, et kæmpe vandkraftværk, der kan forsyne hele Sydøen med sine 180 MW energi, men som mest driver et aluminiumsværk i Bluff. Det er bygget i 1960erne, og fordi det var svært at transportere tingene ad vejen nede fra Bluff, sejlede man i stedet ind gennem Doubtful Sound og byggede vejen derude fra, over Wilmotpasset til kraftværket. Det er New Zealands dyreste vej med 2 dollars per centimeter, men den er det værd, fordi den i dag gør Doubtful Sound tilgængelig for os.

Omsider er vi ved begyndelsen af selve Doubtful Sound. Det hedder sådan, fordi Captain Cook valgte ikke at sejle herind, fordi det var tvivlsomt, om der var vind nok til at føre ham ud igen. Senere sejlede spanierne ind, og Bauzaøen er opkaldt efter kaptajnen. Her er vilde klipper formet af gletschere. Pga. dybden og en speciel saltblanding er her masser af fisk og dyreliv, man normalt kun ser på oceaniske dybder. Derfor er her både delfiner, pingviner, koraller og masser af fisk, og på vej tilbage igen ser vi en stor blåhval, der blæser sin karakteristiske stråle.

Langt mod syd

Mange tager den ”korte” vej til Queenstown og derfra til fjordene og gletscherne i vest. Men jeg insisterer altid på at køre kystnært og tager hele den lange tur langs New Zealands sydkyst. Her er storslåede kystveje med mark- og strandblomster i gult. De dufter denne sursøde honningduft, som har fulgt mig på hele turen i den New Zealandske sommer. Alle disse veje langs vandet med klitter, skrænter og brusende bølger minder mig i det hele taget om barndommens somre ved Vesterhavet, noget der fylder meget i min identitet og erindring.

Det er en flot tur ud til fyrtårnet ved Nugget Point, der er som taget ud af en roman om pirater og skibsforlis. Ude ved fyrtårnet er der et godt stykke vej at gå ad en smuk snoet vej langs vandet. Her er udsigter til stejle klipper og fuglefjelde, og der er varmt og sommerligt med alskens planter der har overtaget de stejle skråninger. Søfugle ligger på reder på klipperne, og nede i vandet svømmer pelssæler rundt. En mor med to unger ligger og nyder formiddagssolen i det lave vand. Fluer summer og fugle dykker mod havet på jagt efter føde. Der er små poetiske skilte, der beskriver dyreliv og landskab: ”Caitlins kyst, et sted for luft og drømme”. ”Nuggets Point, hvor havet møder klippen, hvor vinden møder tidevandet”. Man føler, man er midt i verden her, midt mellem hav og land, på en forpost i det mægtige ocean, der først slutter i Antarktis, tusinder og atter tusinder af sømil borte.

Videre langs sydkysten går det mod Slope Point, New Zealands fastlands sydligste punkt. Officielt er det i Bluff, og det er der, alle turistbillederne bliver taget, men geografisk er det altså her. Der gøres ikke noget ud af det. Vejen går gennem marker, men omsider kan jeg se en lille oprejst tromle og et gult skilt, der forkynder det åbenbare. Selv om vi er langt mod syd i New Zealand, er vi kun halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen.

Dagens sidste fyrtårn bliver i Waipape, efter en lang grusvej. Der kommer ikke mange mennesker hernede, men der har dog boet en fyrmesterfamilie indtil for nylig, og der er en udstilling om fyrfolkets liv og levned. Fyret ligger på en klassisk udpost af en klippe, omgivet af kyst med et rigt dyreliv. Her er flere sæler, en doven søløve ligger på stranden og snorker, og i vandet ser jeg en lille hval. Jeg kan ikke komme længere væk i New Zealand.

Fra Bluff til Reinga

I New Zealand taler man om landet som gående fra Bluff til Reinga, det nordligste punkt. Turen herop er fin med dejlige udsigter til både det åbne vand og til de store sandklitter på den anden side. Jeg beslutter mig for at prøve bilfærgen for at spare nogle kilometer og kører mod Ranewe, et hyggeligt lille færgeleje med nogle få butikker, et par cafeer og en dok. Færgen sejler hele tiden her om sommeren, solen skinner, og der er feriestemning. Færgeturen er kort, et kvarter over på den anden bred. Jeg stopper ved et stykke af den berømte 90 mile Beach, som er hvid og bred. Derefter går det nordpå i lang tid med flotte klitter mod både øst og vest. Omsider bliver landet smallere, mere bakket og endnu mere tropisk. Der er en stor P-plads for enden, hvorfra man går via en kæmpeklit det sidste stykke til fyrtårnet. Det er Cape Reinga, det nordligste punkt. Nu kan jeg ikke komme videre. Tasmanhavet møder Stillehavet, ligesom ved Skagen er det to have, der flyder sammen, og der er klart forskel på bølgerne i de to. Maorierne tror, de dødes sjæle flyver ud over havet her, og det er en smuk tanke. Min tur i New Zealand er også fuldbragt for denne gang.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 91, forår 2023

Vi er på Rancio Primicias, et privatejet reservat midt på Galapagos’ hovedø Santa Cruz, der huser nogle af de største og ældste skildpadder i verden. Jeg har været fascineret af skildpadder, både på land og i havet, siden jeg var seks år gammel. Kickstarten blev engagerede, naturkyndige lærere i de små klasser, og at jeg fik foræret en af de dengang populære nålepuder formet som en skildpadde. Så var fantasien og interessen ellers vakt hos en videbegærlig dreng, der som syvårig vidste alt om skildpadder, og satte den stakkels skolebibliotekar på overarbejde med at hente bøger hjem. Det var før Internettet …

Darwins øer

Det er første dag på Galapagos, vi er fløjet ind fra Ecuadors fastland om morgenen, er i hast blevet installeret på vores båd, og efter en bustur op til øens midte er eventyret ellers i gang! Vi stopper ved et imponerende krater. Dem er der mange af på Galapagos, men dette er helt tilgroet og et orgie i grønt. Galapagos består af vulkanske øer, dannet for fire til fem millioner år siden og formet af hyppige udbrud siden da. Lava er som bekendt ganske fertilt, og så snart der er vandkilder, pibler alt det grønne frem: kaktusser, tornebuske, små og store træer.

Galapagos forbindes mest af alt med Charles Darwin, for det var på opdagelsesrejse med det gode skib HMS Beagle i 1832 til 36, han udviklede grundlaget for sin berømte teori om arternes oprindelse, som kom til at revolutionere videnskaben og det accepterede verdensbillede. Der gik dog mange år fra Darwins optegnelser på Galapagos til han publicerede ”Arternes oprindelse”. Darwin var søn af en præst og en gudfrygtig mand, og han var med rette bange for omverdenens reaktion, da han selv var klar over rækkevidden af sine opdagelser, som skulle ryste både kirken og andre overleverede fortællinger.

Galapagos’ perle: Isla Isabela

Vi er ombord på det gode skib M/S Aida Maria med blot 13 passagerer og syv besætningsmedlemmer ombord. Standarden er rigtig fin til prisen. Vi sover i udvendige kahytter, men den meste tid går på i vand og på land eller på fordækket med betagende udsigter og spektakulære solnedgange.

Næste dag når vi den store ø Isabella, som nok er den mest berømte og interessante af øerne pga. sit varierede liv til lands og vands. Her er vulkanske månelandskaber med små blå bjerge i baggrunden, der ser ud som der må have gjort på dinosaurernes tid. I en mangroveskov ses for første gang et helt særligt dyr for øerne, saltvandsleguanerne, der findes i titusindvis og er habile svømmere, modsat deres landfaste fætre, der også findes på øerne. I hobetal sidder de i solen og opvarmer deres vekselvarme krop. Her er også krabber i knaldrøde farver, lyserøde flamingoer og hvide traner. Overalt pibler det med liv på de våde, varme klipper.

Vi er i vandet mange gange under de i alt seks dages sejlads. Det foregår i våddragt, for vandet er ikke varmt. Selv om vi er på Ækvator bidrager havstrømme nede fra Antarktis til at holde temperaturen nede. Især omkring Isla Isabella er snorklingen noget af det ypperste med rev, tropiske fisk og ikke mindst de store havskildpadder. Det er fascinerende at være så tæt på disse elegante skabninger og få lov at være med dem i deres univers. Men nok se, ikke røre!

I små både sejler vi rundt blandt søløver og talrige fuglekolonier. De karakteristiske pingviner, både af Galapagos- og Magellanarten, dominerer mange steder, men vi ser også de sjove blåfodede suler, hejrer og i det hele taget en ubegribelig artsrigdom.

Fregatfugle på Ækvator

Næste eftermiddag krydser vi Ækvator. Vi stimler sammen på broen, da kaptajnens GPS står på 0°00.000 S, så det er passende med en kølig Ækvatorøl fra baren, mens store fregatfugle kredser om skibet eller hviler ud på vores master. Hannerne har et karakteristisk rødt bryst, der kan pustes op for at imponere hunnerne.

I de sidste to dage besøger vi også øerne Rabida, Santiago og North Seymour. Vi sejler mellem mangroveskove og ser utallige karetteskildpadder i det lave vand, mens fugle af alle slags kredser over os. Vi er i våddragterne for at se endnu flere spektakulære revfisk, men der skal navigeres forsigtigt i den høje søgang. Bølgerne kommer langt væk fra, og der er dybt omkring øerne. I land ser vi store kolonier af legende søløver og de helt særlige Galapagos-pelssæler. En mor kalder på sin bortkomne unge, og vi står nu med passende afstand i første parket og følger den lilles Odysse hjem og den rørende gensynsglæde, mens den lille bliver nusset og ammet. Rørende.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 89, efterår 2022

Please introduce yourself

I am Jakob Linaa Jensen, Danish globetrotter and social media researcher. When I am not travelling, I am teaching at university (media studies) and researching how social media impact our lives and our world. When I do travel, I love visiting new as well as known countries. I focus on nature, historic places and not at least good food along the way. As a beer enthusiast, I always go for new breweries and beers. Although I like rainforests as well as deserts, countryside as well as big cities, my absolute fave travel activity is to ski in the French and Austrian Alps. I live with my girlfriend Mette Ehlers Mikkelsen, also a frequent traveller whom I met in the Danish Travellers Club. She is also interviewed here.

How many countries have you travelled?

I have currently been to 143 countries on all seven continents. I am among the 20 most travelled Danes according to Danish Travellers Club (De Berejstes Klub), where I am a long-standing member and vice chairman for six years. According to Nomad Mania, I am among the 400 most travelled people in the World.

How many days have you approximately travelled?

I have travelled for approximately 2,500 days. This includes student exchange in England (four months) and research stays in the USA, England, Australia and New Zealand and three months as a ski guide in France. For “pure” travelling it is about 1,700 days or five years of my life!

What are three of your favourite countries and why?

New Zealand. I came to New Zealand relatively late in my “travel career” so far and had heard people rave about it. They were right. I fell in love with the country at first instance. The nature, the culture, the people. Good food and wonderful beer and wine and astonishing nature. Travelling in a campervan is the right place to see this wonderful country. Like Australia, it has a wonderful mix of conservatism and hippie culture, but it is easier to travel as distances are shorter.

Vanuatu. My first country outside Europe more than 20 years ago and I was back last year. A wild, exotic country with “custom” traditions and originally more than 500 languages. Tanna is probably the wildest island in the world, with the most active volcano and locals celebrating John Frum, a fictive American “god”, a symbol of a so-called cargo cult that is still very active and hold parties with trances and dance. Wild!

Argentina. Like New Zealand a country that has it all. Wild remote deserts, glaciers, mountains, lush tropical rain forest and the enormous pampas. Route 40 along the Andes Mountains is among the greatest road trips in the World, memorized in Bruce Chatwin’s “In Patagonia”. Further, the country has wonderful food and excellent wines. The best from Europa and South America combined.

Are there any countries you don’t enjoy travelling?

Although I have enjoyed most places I did not like the Comores in the Indian Ocean. Very poor, dirty with many aggressive young men. Combined the worst from Africa and the Middle East. I will never be a big fan of West and Central Africa either.

What are three of your favourite cities, and why?

I could say London, London and London. My absolute favourite place in the entire world. I visited the first time early in my life and I keep coming back, more than 30 times so far. London has it all: Queen Victoria’s old capital combined with probably the most multi-cultural city in the world. You can eat everything, experience everything, meet all kinds of people. You are never bored wandering around in London.

Brisbane is a very cool city as well. I was there three months on a research stay and keep coming back. Centred along a large river, the city develops rapidly with great architecture, sub-tropical surroundings and a happy-go-easy mode.

Rome. So much history, so fantastic food. Just love it.

What are three of your favourite hotels, hostels, guest houses or places you’ve stayed and why?

I normally prefer small cosy hostels of guest houses to big, established hotels but vary my accommodation a lot. I will mention three in different categories:

Hostel Lao, Mendoza, Argentina. I spent my first Christmas alone (and away from Denmark) here. Christobal was a fantastic manager catering for his guests. An amazing backpacker hostel with nice people and a great mood centred around a tiny pool in the garden. Christmas Day, they pulled out an astonishing Parilla (barbecue) and I stayed three days more than expected.

San Cataldo, Amalfi Coast, Italy. A refuge for Danish authors, researchers and artists where they can stay for two or four weeks. Overlooking the Amalfi Bay the old monastery has charm and history and a nice manager. Food is served three times a day, accompanied by their own wine. On the days you work on your projects, in the evening there are intelligent conversations.

Sheraton Samoa Beach Resort, Opulo, Samoa. Normally way beyond my budget but it was the only possible option close to the airport before a red-eye flight. We got the most out of it spending a whole day in their infinity pool with a bar in the water and enjoyed the lush surrounding. In the evening there was a barbecue buffet and a Polynesian fire and dance show. Nice and expensive.

What are the three worst places you’ve stayed?

Luckily, I don’t remember the names but a roach and bedbug-infested rathole in Papeete, Tahiti is to this day the worst. Nobody had cleaned for years and we got bitten all over. There were really nice people hanging around, though.

All the next spots go to hotels and hostels in London. The city is incredibly expensive and cheap options are often the worst s…. The second place goes to a place where somebody vomited in the sink and nobody took care or cleaned for days.

The third-place goes to a hostel where people smoked grass and fought in my room while I wanted to sleep. Only in the third attempt, I managed to get the manager to kick them out.

What are three of your favourite restaurants, and why?

There are so many as I very much travel with my stomach. I love fish and seafood. The best sushi ever was at the fish market Tsukiji in Tokyo.

I will also have to mention Carnivore, a food lovers paradise in Nairobi, Kenya.

And then Restaurant Geranium, a famed Danish Michelin restaurant. Way beyond my budget, but the seven-course innovative menu was sponsored by a business partner.

What are three of your favourite travel moments, and why?

Encounter with a humpback whale, Illulisat, Greenland. Sailing out to watch icebergs in the sunset we suddenly encountered a humpback family. They played and danced around our little boat for half an hour. My greatest travel moment ever.

Two times cruising through Neumaier Channel in Antarctica, probably the most beautiful place on this planet.

Watching Naghol, the traditional bungy jump in Pentecoast, Vanuatu, where young men jump from 30 meters tall bamboo towers with only vines around their legs. Scary and fascinating.

What are three of your worst travel moments, and why?

My big crash down “The Tunnel” slope in Alpe d’Huez, France. I lost both skies and fell 200 meters with my head in front, not remembering whether there was a fence at the end. There was. It set my skiing abilities back with five years in five minutes.

Every time I have to get up before 6 am to catch a plane.

Worst food poisoning ever at Pamir Highway in Tajikistan, a beautiful place where they know no hygiene.

What are three of your best travel tips?

Use momondo.com to find the best and most flexible plane tickets

Always book tours etc. with local providers rather than big travel agencies and tour companies. It is cheaper, better and you support local communities.

Taste and sense your way through the world. Be mindful and attentive. And enjoy the moment. It is unique.

Do you have any little-known travel tips?

When travelling across the Pacific, book multi-city trips with stopovers along the way. Cheaper than consecutive single tickets but few people realize it is possible.

At airport toilets, I always go for the stall farthest from the entrance. Normally the cleanest due to less use. True for restaurant toilets as well.

Y0u can follow Jakob on Facebook, Instagram and Twitter. His websites are Linaa.net and Jakoblinaa.dk.

Det er varmt, da vi stiger ud af flyet. Den tropiske hede rammer os som en trykbølge. Turen til vores ”hotel” tager en lille halv time ad hovedvejen langs kysten. Til venstre er sorte lavamarker, der skråer op mod den mindste af øens vulkaner. Til højre er det blå hav. Der er bebyggelser, skramlede og spredte, og der flyder med affald overalt langs vejen, næsten lige så slemt som på Haiti. De lokale drøner afsted i pickups med mange på ladet, afdankede franske biler og motorcykler. Ind i mellem er der bananpalmer, reklamer og et banner med en egyptisk vækkelsesprædikant, der åbenbart kommer på turné her.

Det er søndag, så meget er lukket. Til alt held finder vi Jardin de Paix, en dejlig skyggefuld restaurant, og også det eneste sted, hvor vi møder andre udlændinge. Vi får en dejlig fisk med ris og en ubestemmelig mos, vand og kaffe. Vi skal finde en ATM og går op i hovedgaden. Her er utroligt skramlet og fyldt med affald. Længere henne er det lokale marked, både inde i en gård og ude på gaden. Her sælges billigt syntetisk tøj fra Indien, plasticdimser og andre varer af varierende kvalitet. Fodboldtrøjer og halstørklæder går som varmt brød forud for morgendagens kamp. Mette og Ella føler sig overbegloede af de mange unge hungrende mænd, der sender dem blikke, der udstråler en blanding af lyst og foragt. De køber derfor hver en af de farvestrålende, lange, indisk producerede kjoler i én stand på gaden. Straks er vi mere accepterede og bodejerne, bror og søster, Tatjana og Javel er smilende og søde.

Vi sover uroligt i det varme værelse. Alle sover dybt, da ejeren Farida forkynder morgenmad klokken 8.30. Den består af tørt brød, dejlig mango og glimrende omeletter. Og stærk kaffe. Vi tuller rundt og venter længe på, at Faridas søn kommer tilbage og kan køre os til en ATM og et supermarked. Trafikken er gået i stå, fordi fodboldkampen skal til at starte, og meget er spærret. Vi får købt lidt ind i et ringe udstyret supermarked. Kyllingelår ligger frit fremme i køledisken, og det store hit her er åbenbart modersmælkerstatning, som Nestle også her bilder folk ind er sundt.

Vi fortrækker atter til Jardin de Paix, vores oase i denne træls by og får kolde Heineken i glas med hank, hummer med vanillesauce, safranris, grøntsager og stegte bananer til. Fodboldkampen er i gang. Vores tjenerinde er i landsholdstrøje og fra forbikørende biler gjalder kommentatorerne ud. Det lyder aggressivt, som om der sker meget, men kampen ender 0-0. Forbikørende biler har hornet i bund, de er pyntede med grene med blade, og unge mænd hænger ud af vinduerne. Også her er fodbold en folkefest.

Hjemme kan vi se, at solen er ved at gå ned i havet, og frugtflagermus søger ly for natten i kokospalmerne uden for vores værelse.

Vi har aftalt, at vi næste dag skal køres til nordkysten og nogle af øens berømte strande. Klokken ni ankommer hele to mænd, både en chauffør og en guide. De har måder at øge beskæftigelsen på her. Snart går det opad de vulkanske skråninger, og ”byen” bliver afløst af mere spredt bebyggelse, omkranset af bananpalmer, frugttræer og det allestedsnærværende affald. Overalt langs vejene ligger der bilvrag, nogle nye, andre strippede for alt. Naturen er på vej til at tage over, og æder sig langsomt ind på de vrag, der har ligger der noget tid. Sådan er naturen her, altomsiggribende, hvis den ikke holdes i skak. Og her kunne være rigtig kønt, hvis de ryddede op.

Mange huse er halvfærdige, og stålspir stikker op fra betonkonstruktioner. Eller huse er kun halvt færdige og mangler værelser. Forklaringen er, at der ikke er nogen central byggemyndighed, og har folk penge og et sted, begynder de bare at bygge, uden en plan eller et design. Når de så på et tidspunkt løber tør for penge, får bygningen lov at stå, indtil man har tjent nok til at fortsætte. Igen er der ikke megen hverken central eller individuel planlægning her i landet. Dette gælder også for vores chauffør og guide. Ligesom man ofte ikke har byttepenge i fattige lande, har man heller ikke meget benzin på tanken. Hos alle, vi har kørt med, har måleren stået faretruende tæt på nul. En nogenlunde officiel tankstation har ikke diesel til os. Vi fornemmer, vi kravler op ad bjergsiden på dampene, da en farvestrålende dame omsider kommer os til undsætning. Vi er reddet. Diesel bliver fyldt på bved hjælp af en overskåret plasticflaske, der gør det ud for benzinpistol. De forhåndenværende søms princip. Men folk smiler venligt til os. Her er lycheetræer, kokospalmer og bananplantager. Piger i lange sorte kjoler og hvide tørklæder er på vej i skole. Som altid i disse lande slipper drengene billigere og mere afslappet. Kvindeundertrykkelsen er systematisk allerede fra pigerne er små, og det er ikke mange kvinder i dette land, der ikke er tildækkede. Suk.

Vi kører nu i et højland mellem øens to vulkaner, den mindste og nordlige, Grille, der har været inaktiv i mange århundrede og er blevet nedslidt og afrundet af vejr og vind. Den sydlige, Karthala er højere, 2400 meter, og har været i udbrud så sent som i 1958. Da vi kører nedad mod øens østkyst, ser vi lavamarker og størknede strømme, der som tunger slikker ned gennem det ellers frodige landskab. Naturen reparerer hurtigt. Lavaens dødelige effekt er også en genfødsel, og den fertile lava er sammen med lejlighedsvis regn i store mængder forklaringen på den meget frodige ø. Fremme på Østkysten når vi en af øens berømte strande, Chomoni. En række åbne palmebladsdækkede skure omkranser en hvid halvmåne af sand. Omkring stranden ligger halvfærdige betonhuse, og ovenover, op imod bjergsiden vokser bjerge af plasticaffald, der næsten synes at gå op til de lavthængende skyer. Her er ikke et øje. Andre steder ville dette være et hit, og der ville være barer og restauranter. Men ikke her. Islamisk fatalisme kombineret med afrikansk mangel på organisering gør, at her intet sker.

Vi kører nu op langs øens østkyst. Vi er et stykke fra vandet og kører igennem små skramlede landsbyer, hvor folk sidder udenfor husene og glor på de forbipasserende eller bare ud i luften. Her er stadig meget affald, og de små spisesteder er enten lukkede eller også ligner de noget, hvor man bestemt ikke har lyst til at indtage så meget som en cola. Næste stop er øens berømte saltsø, en helt grøn indsø adskilt fra havet af en stor klippe. Der må nu være en vis forbindelse, for vores guide fortæller om en dykker, der mistede livet på grund af understrøm. Én anden legende fortæller, at her tidligere lå en landsby, hvor indbyggerne ønskede sig vand. Det kom så i rigt mål, og det hele blev oversvømmet. Udsigten er betagende, med det blå indiske ocean i baggrunden.

Vi kører atter turen ind i Moroni, som da vi kom. Vi har vulkanske marker på venstre hånd, og efterhånden tager byens skramlede huse over. Vi bliver sat af ved tennisklubben, hvor vi spiser på deres glimrende tagterrasse, mens lokale spiller tennis nedenunder os med bouganvillietræer og skyklædte bjerge som baggrund. Vi går hjem i den mørke aften, og jeg sidder længe udenfor og skriver og læser, utilbøjelig til at gå ind i det varme rum. På vejen kører mobile fester forbi, og ude i vandet ligger små fiskerbåde med lys for at tiltrække fangsten. Vinden er varm, og luften står stille. Det bliver endnu en ulidelig varm nat, og først da vi ved tretiden åbner døren og vinduet, falder vi for alvor i søvn.

Næste dag er der afgang videre til Reunion og flere øer i Det Indiske Ocean. Tilbage står indtrykket af Comorerne som et sammensat land. Et muslimsk land midt i det tropiske ocean, en befolkning, der er ganske sort og klart minder mest om Afrika, og med en styreform, der vist ikke ligefrem kan kaldes demokratisk. Faktisk har landet noget af det værste fra Mellemøsten og Afrika. Islam, der bruges til at undertrykke kvinderne og holder folk i uvidenhed kombineret med den ligegladhed, der så ofte kendetegner Afrika. Affaldet flyder, og flere gange ser vi drenge og mænd, der ganske enkelt bare smider plasticflasker i vejgrøften eller havet. Alting tager tid, og det er svært at få et klart svar på noget som helst, til gengæld er her dyrt. Men det er også et tropisk paradis og ikke et sted, man bliver belemret med andre turister. Jeg tror dog ikke, jeg skal tilbage.

Mange flere billeder her

Ruten:

København

Moroni, Comorerne

Reunion

Cruise til Mauritius, Seychellerne, Madagascar

Reunion

Chennai, Indien

Kathmandu, Nepal

Rundrejse i Bhutan

Kathmandudalen, Nepal

Dhaka, Bangladesh

Kuala Lumpur. Malaysia

Georgetown, Malaysia

Cameron Hls, Malaysia

Kuala Lumpur, Malaysia

Yogikarta, Indonesion

Bali, Indonesion

Øst Timor

Palau

Mikronesien

Marshalløerne

Nauru

Kiribati

Salomonøerne

Brisbane

Papua Ny Guinea, cruise til Alotou, Trobriand, Conflict Islands

Brisbane

Vanuatu

Brisbane

Hawaii

Surinam

Guyana

København

Du kender det godt: rejsearrangører lover ”autentiske” oplevelser eller dine venner i DBK fortæller dig om uspolerede, ”autentiske” steder, ofte med henvisning til at der ikke er turister (ud over dem selv). Men hvad er egentligt det autentiske? Det har jeg tænkt over i hele min ”rejsekarriere”, og som professionel forsker (blandt meget andet i medier og turisme) har jeg også skrevet om det i min og Anne Marit Waades bog ”Medier og Turisme”, Academica 2009. Det følgende er nu mest en refleksion over min egen jagt på og møde med det autentiske, som det har udspillet sig rundt omkring i verden.

Konstrueret autentisk idyl i “danske” Solvang, Californien, 2002

Jeg har som de fleste andre søgt det autentiske på mine rejser. Den traditionelle, lokale græske restaurant, hvor bedstemor laver maden, og sønnerne serverer, er nu engang bedre end en tillempet udgave af slagsen med plasticstole og tjenere fra Tyskland eller Thyborøn. Og selvfølgelig skal berejste have “rigtige”, “autentiske” rejsesouvenirs med hjem frem for plasticgondolen fra Venedig.

Imidlertid står drømmen om det autentiske ikke altid mål med virkeligheden. Alain de Bottom skriver det meget fint i “Kunsten at rejse”. Han har booket en tur til Barbados med løfte om lokal caribisk kolorit og vajende palmer. Det første han bliver mødt af i lufthavnen er Shells store oliebeholder og en ublu taxachauffør, der kører ham til et betonhotel. Vi har alle prøvet det. Nogle gange er drømmene mere romantiske end virkeligheden.

Mavedans i Mele “Village”

Jeg kom for alvor til at reflektere over det autentiske på min første jordomrejse, som samtidig var min første rejse uden for Europa. Stillehavet og dets kultur og folk har altid fyldt mig med udlængsel. Salig Troels Kløvedal har en stor del af skylden. Thor Heyerdahl resten. Hvem drømmer ikke om at sidde blandt indfødte polynesiere omkring bålet og høre deres historier fra fjerne tider. De fleste, der har været i Stillehavet, kan forvisse sig om, at den slags som regel kun er noget, man ser på tv. Helt galt går det, da vi, med Troels Kløvedals tv-billeder på nethinden, siger ja til en autentisk melanesisk “village feast” på Vanuatu. Så langt så godt.

Vi bliver afhentet på Mele Beach en stjerneklar aften under regntræet. Ad mudrede veje køres vi ind i Mele, som vi får at vide er den største landsby på Vanuatu med sine 2500 indbyggere. Men hvor går grænsen mellem landsby og by? Vi kører mellem hytter af bølgepap og blik ad det, der mest af alt ligner amerikanske villaveje. Ved ankomsten bliver vi i nærmest kommandoagtig stil bedt om at følge med til et traditionelt palmehus, det eneste i byen, og som med sikkerhed er bygget til glæde for turisterne. Her er autenticiteten industri. Vi træder indenfor og får serveret den berømte lokale drik, kava, i små hvide plastickrus. Der følger ingen forklaringer om denne traditionsrige drik, og vi må endda selv gætte os til, at det er kava. I hjørnet spiller en japansk ghettoblaster popmusik fra Fiji. Vi bliver vist over til den traditionelle jordovn, det eneste virkelig interessante den aften, og ser hvordan kartofler, kylling og svin bliver stegt under skoldhede sten og blade. Under middagen udsættes vi for et danseoptrin, der er grænsende til det pinlige. En lokal pige i græsskørt danser mavedans til italiensk techno. Det hele er så afskyeligt, at jeg fuldstændig opgiver at tage billeder. Noget så kunstigt fortjener ikke at blive foreviget. Vi går fra ondt til værre, da landsbyens guitarband bestående af unge drenge går på scenen. De er, sammen med pigen, de eneste lokale til stede denne aften. Resten er så heldige at slippe for denne lidelse.

Indianere i cowboybukser på sivøerne .

Mange rejsende kan godt lide at se “autentiske” lokale, gerne stammefolk eller nogle, der stadig lever et traditionelt liv. Desværre bliver de ægte stammefolk færre og færre og udryddes nærmest i samme takt som verdens vilde dyr. Derfor laver man mange steder “kunstige”  etniske indslag til ære for turisterne, hvor de lokale mere eller mindre frivilligt tvinges til at gå rundt i folkedragter og leve et autentisk liv, man for længst har forladt.  Helt skævt bliver det en morgen ved Titicacasøen i Bolivia. Vi er taget på tur ud til de berømte sivøer ude i søen, hvor beboerne tilsyneladende lever et meget oprindeligt liv. Vi er med første båd derud, tror vi. Foran os sejler dog en anden båd, fyldt med lokale i ganske almindeligt tøj. Da vi lidt senere entrer øen, ser vi de samme mennesker, som i lokale dragter spiller rollen som faste, oprindelige beboere. Man kan endog se spraglede turist t-shirts og cowboybukser inde under de farverige folkedragter. Øerne er i dag ubeboede og det lokale liv bliver kun opført til ære for turisterne, på hverdage mellem 9 og 17!

Himbakvinde i Namibia, 2015

De lokale flygter – til turistpubben!

Mere kompliceret bliver det i de tilfælde, hvor rollerne byttes om, og de lokale, der hidtil har fungeret som tjenere og ferieværter, pludselig selv falder ind i turistrollen og besøger de steder, hvor deres gæster bor. Et skørt eksempel findes i den ”danske” koloni Solvang i Californien, hvor de gamle danskere, der engang beboede byen, for længst er døde. I stedet varetages byens kunstige danskhed af mexicanske gæstearbejdere, der både driver et ”dansk” bageri, har en kopi af Rundetårn og glade beretter, at de føler sig meget danske, selv om de har ret ringe ide om, hvad Danmark er eller hvor, det ligger. På kroen, der hedder ”Hyggeligthus” – ja, i ét ord – hænger juleplatter og papirklip a la H.C. Andersen.

Et endnu mere paradoksalt eksempel oplever jeg ved Bunratty Castle i det vestlige Irland, hvor man tæt på slottet har konstrueret en middelalderlandsby med ”autentisk” bar til ære for turisterne. Imidlertid ligger der overfor en berømt gammel pub, der på grund af guidebøgernes lovord om stedet nu er blevet en seværdighed så fuld af turister, at de lokale ikke længere kan holde ud at være der. I stedet holder de til i pubben i den kunstige landsby. Hvor der ingen turister er!

Det autentiske er ikke altid kønt. Haiti, 2018

Det autentiske findes stadig

Inden jeg nu bliver alt for sarkastisk, vil jeg igen understrege, at man sagtens kan finde det autentiske, også autentiske stammefolk, der lever som de altid har gjort. Jeg har eksempelvis, ligesom mange andre i vores klub, besøgt såvel himbaerne i Namibia som traditionelt levende folk i Borneos langhuse. Endnu mere specielt var et besøg i landsbyen Bunlap på Vanuatu, hvor vi i tre dage boede hos de lokale, der, i al fald dengang, stadig spankulerede rundt i græsskørter og penisfuteraler. Vi fik også lejlighed til at deres lokale tradition, naghol. I århundreder har mændene på øen Pentecoast på en dag i april eller maj omkring yamshøsten sprunget ud fra op til 30 meter høje tårne kun med lianer om fødderne. Hermed viser mændene ydmyghed overfor naturen, og det er meningen, at hovedet akkurat skal ramme jorden, hvorved denne befrugtes til næste års høst. Samtidig er det også kommet til at fungere som lidt af en manddomsprøve. Det var en fantastisk og ganske autentisk oplevelse at overvære springene, og hele historien kan findes her.

Japan møder urtiden

Også i forbindelse med naghol kommer jeg imidlertid til at reflektere over mødet med det autentiske. Ud over os er også en flok japanske turister nået frem for at se springene. Japanerne knipser med deres kameraer med en vildskab, der ikke står meget tilbage for den urkraft, der gør sig gældende blandt springerne denne formiddag. På hver side af tårnet snurrer videokameraer. En tredje fotograf har endog bevæget sig helt op i toppen af tårnet. Japanerne vil have hele seancen ned i fotokassen, måske fordi deres erindring ikke er stærk nok til at huske, hvad de har lavet og overværet? Og er vi selv bedre? Vi skyder også løs med vores kameraer, omend ikke med samme vildskab.

Kulturmødet kunne ikke være mere udtalt: den nærmest uberørte jungle og de tilsyneladende endnu uspolerede mennesker med deres ritualer og traditioner står overfor den vestlige turists ritualer: fotografiet og dokumentationen til videre erindring. De lokales ritual afspejler livscyklussen og evigheden: fødsel, manddom, høst og død. Man tilpasser sig evigheden, lader den gennemstrømme sin krop og bøjer sig i dens strøm. Mennesker fra den vestlige verden og i denne sammenhæng også japanerne nægter at lade sig nøje med det. Vi vil fange og fastholde evigheden. Det er ikke tilfældigt, at infinitesimalregningen, forsøget på at reducere tiden, evigheden til ét punkt, blev til i en vestlig kultur. På moderne turistsprog betyder det, at man ikke været der, hvis man ikke har billeder. Som i vores sociale medieverden kan lægges på Facebook og Instagram. Man kan med samme ironi som ovenfor påpege, at japanerne måske også var autentiske; tro mod deres tradition og værdier?

Kan man overhovedet tillade sig at jagte det autentiske?

Tilbage står spørgsmålet, om man overhovedet kan tillade sig at jagte, endsige definere det autentiske, som det traditionelt er blevet defineret? Mister autenticiteten sin uskyld i det øjeblik, den bliver gjort til genstand for betragtning? Kan vi som fordærvede vesterlændinge overhovedet tillade os at være på jagt efter det oprindelige. Hvad ville vi sige, hvis der stod 50 ”indfødte” og knipsede løs  på en jysk bondegård? Eller midt på Strøget?

Der findes dem, der siger, at vestlige turister repræsenterer en ny form for kolonialisme. Når den rejsende jager den ”autentiske” stamme eller det ”autentiske” samfund ligger der en holdning om, at man selv er kommet videre eller måske er blevet fordærvet. I det sidste tilfælde er jagten på det autentiske en jagt efter ens egen tabte uskyld, i stil med syndefaldet og menneskets exodus fra paradisets have. Ubevidst søger vi det uspolerede, som når vi drømmer om den perfekte strand eller den helt oprindelige kultur. Dette motiv går for eksempel igen i den ikoniske backpackerfilm The Beach , der, ganske som Alex Garlands bog af samme navn, er blevet lidt af en ”bibel” for rygsækgenerationen. Den handler om en rejsendes længsel efter den utilgængelige strand, det uspolerede paradis. Mødet med stranden ender til sidst i en katastrofe, og filmens morale er, at nogle forestillinger måske er bedst tjent med at leve i sjælen.

Det autentiske kan findes alle steder – hvis man føler efter

Inden jeg nu fortaber mig helt i filosofiske tåger vil jeg slutte af med at fastslå, at selv om vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad der er autentisk, og selv om autenticiteten ofte bliver gjort til salgsargument i turistreklamer, er det stadig muligt at få en oplevelse, de fleste vil betegne som autentisk. Og man behøver såmænd ikke rejse langt væk til sjældne stammefolk eller kulturer.  At se på et originalt kunstværk, at spise et enestående måltid, at se på høstmånen i august eller at gå en tur i skoven kan være lige så autentisk som de vildeste oplevelser i det fremmede.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 77, efterår 2019

Silkevejen – eller rettere Silkevejene – har haft betydning i såvel den faktiske som den forestillede verden. Jeg har tidligere besøgt Silkevejsbyer som Istanbul, Osh i Kirgisistan etc. I sommeren 2019 gik turen til Uzbekistan, som forbindes med nogle af de allermest sagnomspundne byer, Samarkand og Bukhara.

Tashkent – Uzbekistans sovjetiske hovedstad

Tashkent viser sig at have en helt uproblematisk lufthavn, og vi ryger igennem. Manden, der forsøger at tage adskillige udstoppede dyr med ind i landet slipper dog ikke så let. Tolderne måber! Vi indlogerer os på Premium Hostel. Både bestyreren og hans medhjælper er søde. De er ved at bygge stedet op – det har været åbent i 4 måneder, og alt er nyt og lækkert.

Tashkent blev ødelagt af et jordskælv 26. April 1966, der udslettede det meste af den gamle by. Det hele blev genopbygget i Sovjetstil med brede boulevarder, betonblokke og statuer, der hylder arbejdere og jordskælvets helte. Monumenterne er bastante, og de afbildede ligner firkantede kuglestødere.

Vi krydser en af de store boulevarder ad indviklede og nedslidte gangbroer og ender ved en park, der ser ud som om, den har været lukket meget længe. Alt er tilgroet og de hermetisk lukkede låger er rustne. Ad faldefærdige sideveje går vi til den “gamle” bydel og Chorub Bazar, hvor alt er til salg. Her er tøjmarkeder, plasticmarkeder, mobilmarkeder. Det ser ud om om, hele byen er her for at handle. Længere inde finder vi kæmpe grøntmarkeder med alt, man kan ønske sig fra planteriget. I en turkisblå, afskallet, cirkulær konstruktion, der mest minder om en UFO, finder vi kødmarkederne med alskens slags kød. Specielt hest og får er populært på disse kanter og sælges fra boder, med tegninger af dyrene, så man ikke er i tvivl om, hvad man får. Mange boder har fugle hængende i bure. Under forsøget på at flytte et bur med en lang stang, går det galt for en bodholder. Buret falder med et brag seks meter ned i betongulvet, og vand og fuglefrø står til alle sider. Fuglen er bevidstløs, og manden må foretage en genoplivning af det stakkels kræ, der ikke ser fornøjet ud.

Ude af markedet ser vi en fin gammel moske, og ad boulevarder med butikker når vi op til et lille tivoli, hvor børn kører modelbiler og alt er pink og gult. Springvandet er dog slukket i varmen. På en skyggefuld plæne uden for en kedeligt udseende restaurant får vi dejlige ufiltrerede fadøl og saftige grillspyd, der tilberedes lige ved siden af os. De lokale mænd hygger og drikker mange af de store øl, og priserne er rørende.

Det er en varm aften i byen, og stemningen er sydeuropæisk med familier, der spiser på fortovsrestauranter og børn, der leger ude. På en hyggelig plads med høj musik får vi en kiwiis (aldrig set før) mens en lille pige drøner rundt om et springvand på sine flunkende nye rulleskøjter, skarpt forfulgt af en skraldgrinende og lidt misundelig lillebror. Hjemme byder de lokale os på grill og øl, men vi er trætte og har et jetlag, der skal soves ud.

Næste formiddag tager vi en taxa til den enorme, træklædte Timurplads. Midt i området er en mægtig statue af landsfaderen Timur den Store til hest, rejst i 1993 for at indgyde den unge usbekiske nation selvfølelse og identitet. Til det formå trækker man så på en krigsherre fra 1400-tallet. Det var den moderne landsfader, Islam Karimovs projekt at genvække den nationale stolthed, fra sin tiltræden i 1991 til sin død i 2016. Han genvakte specielt kulten om Timur, og man fornemmer et selvbevidst land, som vi så flere eksempler på undervejs.

Her er også det enorme og meget sovjetiske Hotel Usbekistan, flere små klokketårne og alskens forskellige slags træer, der giver familierne skygge i middagsheden. Ved siden af pladsen er et parkområde, der med overdimensionerede hjerter, ”I Love Tashkent”-skilte og blomsteropsatser er som skabt til selfier og Instagramgenerationen. Her er små boder i Sovjetstil, der sælger kulørte is, dukker og træfigurer. Udenfor en fancy restaurant nyder vi en let menu i et nomadetelt. I disse lande længes man nostalgisk efter nomadelivet, og telte giver en mindelse om det, der var, før man flyttede til byen.

I den mere triste ende ser vi det smagfulde, men rystende mindesmærke for de 400.000 faldne uzbekere under 2. verdenskrig. Uzbekerne blev udkommanderet til Den Røde Hær, da Hitler gik i krig på østfronten. Det har været en meget stor del af landets befolkning, og de mange mindetavler, ordnet alfabetisk og efter områder fortæller historien om udslettelsen af størstedelen af den mandlige befolkning mellem 18 og 35 år. I centrum af pavilloner med kobberplader med de dødes navne sidder en massiv mor, hugget i sten og bøjet i sorg, Foran hende hviler en evig flamme.

Sagnomspundne Samarkand

Samarkand har en mytisk klang. Den er for mange indbegrebet af Silkevejen. Nogenlunde midt på og et vigtigt knudepunkt på kulturens korsveje. Samarkand er genopbygget, efter at den har været jævnet med jorden flere gange af bla. Alexander den Store ca. 300 år fvt. og igen mange år senere af Djengis Khan i 1220. Intet blev tilbage.

Efter en tur med aftentog og ankomst ved midnat sidder vi den følgende morgen på et fint lille hotel, opkaldt efter landsfaderen Timur, som også er navnet på vores vært. Det er en varm morgen, og vi sidder længe over den imponerende morgenmad med æg, pølse, frugt, baklava og kaffe. Det hele serveres ved et traditionelt lavt bord prydet af en blomstret dug.

Vi starter med at se Registan, Samarkands berømte centrum, med de tre madrasser samlet om en central plads. Der er bryllupsoptog og i det hele taget fyldt med lokale turister fra hele landet.   De tre madrasser er bygget over en ca. 200-årig periode fra 1400 til 1600. De har alle store facader, der skal udstråle mag tog storhed. Bagved er et fascinerende mekka af søjlegange, gårdhaver og små rum. De har ikke kun været religiøse bygninger men også koranskoler og i det hele taget centre for lærdom. De studerende fik en slags tidlig SU, der åbenbart var så generøs, de var i stand til at forsørge deres familier.

Penge er stadig vigtige. Der er indrettet souvenirboder i stort set alle madrasser og moskeer. De sælger smukke skåle i keramik, tallerkener og guld og messing, der nænsomt forarbejdes. De er altid klar til at handle, men er ikke påtrængende som i Mellemøsten. Det hele emmer af ro og respekt. Vi får kaffe og limonade på første sal i en søjlegang med udsigt over en af de smukke gårdhaver. Her er skønt og fredfyldt.

Om aftenen går vi igen forbi Registan. Nu er der lys på, og det ligner noget fra 1001 nat. Der sidder mange lokale foran pladsen, og der hygges og spises candyfloss, der sælges i store mængder. Opbuddet har en årsag. Klokken 22 starter et stort lysshow, projiceret på den største af madrasserne. Showet er et sandt stykke folkeoplysning, hvor man gennemgår hele verdenshistorien med fokus på de største menneskelige kulturer og opfindelser. Showet sluttes af med en hyldest til Uzbekistans fremskridt. Der er en klar diskurs om, at naturvidenskab er godt, og de unge podes til at uddanne sig og tjene deres land. Her tales ikke om klima eller menneskerettigheder men om udvikling. Spørgsmålet er, om ikke de har fat i den lange ende og på sigt udkonkurrerer lande, hvor voksne mænd kører på løbehjul og folk bruger megen tid på at blive krænkede over ingenting.

Man kan bruge god tid i Samarkand. Mængden af flotte steder er imponerende. Den følgende dag ser viden flotte Bibi Khanym-moske med skinnende blå kupler. Den er opkaldt efter Timurs kone, der var bygherre, mens han var på felttog. Ifølge overleveringerne var emir Timur væk så længe, at arkitekten faldt for konen og bad om et kys. Det kostede arkitekten livet og førte til, at han krævede, kvinderne skulle bære slør. Sådan prøver man med anekdoter at legitimere kvindeundertrykkelse.

Hellige Bukhara

Bukhara regnes for landets religiøse centrum. Vi kommer dertil med et tog, der er langt mere moderne end det første plysbefængte Sovjettog. Der er aircon og fladskærme, og det servicemindede personale bærer ulastelige uniformer. Der vises videoer om bord med præsidenten, der er rundt i landet og se på fabrikker og kornmarker, på kraftværker og teknologi, og som holder tale for hundredevis af alvorligt udseende mænd om udvikling af landet. Den er her ensbetydende med industrialisering, teknologi og fremskridt. Ingen taler om klima og menneskerettigheder.

Vi ankommer til Bukhara ved middagstid, og efter en tilsyneladende endeløs tur rundt om den gamle by ad uendelige ringveje finder vi Uncle Kolya, et gæstehus der ligger på en gade, hvor alt er gravet op. Det gælder i det hele taget for det meste af den gamle by. Alt er ved at blive bygget om eller op. Der lægges kloakker og internetkabler. Der renoveres moskeer og byhuse. Og overalt skyder nye boutiquehoteller op. Her er varmt. Meget varmt. Vi går i den gamle bydel med en nærmest udtørret flod i midten. Den centrale plads prydes af en dam, med flere alger end vand. Rundt omkring den er der træer og skyggefulde borde, hvor de lokale sidder med te, vandpiber eller limonade. Vi ser lidt på byen og spiser i Mivraga, en flot gammel gårdhave omgivet af bygninger med to stokværk og et enormt bougainvilleatræ. Vi går gennem byen i den nedgående sol og får et indtryk af fordums storhed med mægtige moskeer og prangende paladser.

Fremtidens land

Næste morgen går vi efter endnu en herlig uzbekisk morgenmad med frugt, nødder og pølse til Chor Minor, en gammel byport, der præger den seneste udgave af Lonely Planet Central Asia. Byporten er den fineste lille bygning med fire symmetriske turkisblå tårne. Her er naturligvis souvenirbutik indenfor, og man kan komme op i tårnene, hvorfra man kan se den gamle by.

Vi går igennem en by med smukke symmetriske blå mønstre på de sandfarvede facader. Her er en flot souk med spidse hvælvinger, dadelbutikker og tæppehandlere og i det hele taget Østens mystik. Hvert øjeblik forventer man at se Aladdins ånd komme op af lampen. Vi ser på markeder med tæpper og tøj. Vi fortrækker til AC på den fine restaurant Minzafa, og drikker en aftendrink ved den centrale dam, omgivet af lokale familier, der hygger sig i den bløde, mørke nat.

Ved middagstid dagen efter ser vi Arken, den gamle fæstning, der fuldstændigt ligner et sandslot med tårne og enorme, indadvendte mure.  Vi ser fredagsmoskeen, som selveste Djengis Khan var forbi og som tilsyneladende var det eneste, han sparede. Vi spiser frokost på en tagterrasse med udsigt til de mægtige moskeer, Mir Arab og Kolon.

Vi tilbringer en del af eftermiddagen i Silk Roads Tehus med ubegrænset liflig te og lokale kager og konfekt. Vi spiser en overdådig middag med mange retter lige ved dammen. Her lyder orientalsk musik, og mørket falder på. Her er stemningsmættet. Uzbekistan forener noget af det bedste fra øst og vest, fra Sovjet og Mellemøsten. Det er et land med fremtiden for sig.

Mange flere billeder fra turen her