Jeg har været i England mange gange. Ikke bare i London men i hele England. Fordi jeg har været overalt, både alene og med venner, bliver mine ture mere og mere detaljerede. Jeg skriver løbende om England, og en dag skal det blive til en rejsebog. Så skal der jo laves research. På denne tur ville jeg udforske kendte og ukendte områder i Vest- og Sydengland. Og den skulle for første gang bringe mig til Devons smukke kyst.

Det er en solbeskinnet morgen, og efter en begivenhedsløs overnatning på et lufthavnshotel i udkanten af London, kører jeg  mod Eton og Windsor. Jeg kommer først til Eton, der oser af uddannelse og fornemhed med sortklædte drenge, der vimser af sted på vej til time. Den berømte kostskole ligger flot i solen. Her har man uddannet 19 senere premierministre og alskens andre berømtheder. Eton er uddannelse for og til overklassen. En stadfæstelse af det britiske klassesamfund. Men meget roligt denne morgen med fine gamle huse og en søvnig High Street. Man kan skimte velholdte græsplæner inde i de gårde, der er omgivet af ældgamle, klassiske bygninger.De studerende går rundt i deres klassiske uniformer med lange frakker, og der er også enkelte gråhårede lærere at se. Quiet, please!

Imperiet slår igen

Over Windsor Bridge går det til Windsor og et andet britisk ikon. På den ene side af floden skolen, på den anden side kronen. Her ligger Windsor Castle, den britiske regents sommerbolig, en kæmpe kolos, der i øvrigt brændte i 1992. Men imperiets hovedkvarter slår igen og er renoveret i et orgie i gule kalkten. Ikke elegant men monstrøst med sine tykke mure og borgtårne. Rundt om det mastodontiske slot ligger en typisk engelsk by med High Street, antikverede butikker, pubber og kaffehuse. Denne dag er der kun enkelte turister og gamle mennesker på udflugt. Efter rundtur på slottet kan de forlyste sig i endeløse shoppingarkader.

Uden for Windsor ligger Ascot, det klassiske væddeløbssted, som om sommeren er et rituelt must for overklassen, der ser væddeløb iført det fineste skrud med flotte kjoler og store hatte. Show off frem for show. Jeg forestillede mig naivt et lille eksklusivt sted med maksimal stil, men det er nu en enorm bygning med tribuner osv. Her er det britiske imperiums palads for heste og overklasse. Og det er stort, næsten af amerikanske proportioner.

Det går vestpå af M4 i klart solskin. Jeg drejer af ved Newbury og kører igennem Hungerford. Nu er vi på landet, og de klassiske stenhuse begynder at dominere. Hungerford er en lille by, og der ligger gamle pubber i vejkanten. En af dem hedder Halfway Inn, og den ligger da også meget passende mellem to landsbyer. Her er idyllisk som vejene bliver mindre og stengærderne flere. Jeg er på vej ind i det klassiske, mytiske Wiltshire.

Verden af i går

Jeg gør holdt i Marlborough, en fin by med en trekantet markedsplads, der er så typisk i Vestengland. Her ligger også det berømte Marlborugh College, som nu også accepterer piger. Eleverne spankulerer rundt, drenge i jakkesæt og pigerne i lange sorte nederdele. Som i Sorø og på Herlufsholm fylder eleverne hele byen. Ved sportspladsen er pigerne på vej til hockey, den dominerende pigesport på kostskolerne, mens drengene spiller rugby og cricket. Fodbold er for underklassen. De karske piger ser determinerede og friske ud, selv om det må være en kold fornøjelse. Her er alt ved et gamle, alt er hvidt, ingen indvandrere. Det er en anakronisme, et England som det var i 50erne og ikke rigtigt har været siden. Men det har stil og er hyggeligt.

Fra Marlborough går det ind i hjertet af Wiltshire, som er kendt for sine mange mysterier, størst af alt mægtige Stonehenge. Jeg kommer til et af de mest markante fortidsminder, den helt kegleformede bakke, Silbury Hill, et fantastisk sted som tårner sig op midt på Salisbury Plain. I nærheden finder man Avebury, hvor hele landsbyen ligger inde i en stencirkel, der er væsentligt større end Stonehenge. Hele området er spækket med mystiske stencirkler, langdysser og andre fortidslev, der kalder på fantasi og let gysen. Gennem smukke bakker går det til Devizes, et mystisk bynavn, der kommer af, at vejene deler sig her. Det har været et knudepunkt i middelalderen. Jeg parkerer midt i byen og ser det berømte markedskors, hvor Ruth Pierce i følge legenden døde efter at have sværget ved sit liv, at det ikke var hende, der havde stjålet penge fra de andre markedskvinder. Men det var det, og hun faldt død om i en selvopfyldende profeti og en berømt legende, som er mindet i en bronzeplade på korset.

UFO-mysterier i Warminster

Herfra får det ned til Warminster, der i 1950erne og 60erne var hjemsted for mange mystiske UFO-observatooner. Jeg ser Longleat og Cley Hill, hvor de fleste blev spottet. Jeg parkerer og går lidt omkring på Clay Hill, der lever op til sit navn og er virkeligt mudret. Her er en mytisk stemning med disse bakker, og ligegyldigt om de mange UFO-legender fra Warminster er rigtige eller et produkt af Den Kolde Krigs paranoia, indbyder dette sted til mystiske fortællinger.

Overnatning midt i ingenting

Jeg har booket et værelse på Crossways Inn, en ensomt beliggende pub. Den er svær at finde uden GPS, på vejen møder jeg en rigtig bonde med stråhat, der er på vej hjem fra dagens dont. Ad små veje går det, indtil jeg pludselig kan se en lysende bygning på en bakketop. Det er pubben. Den er stor, men virker forladt. Det er uden for sæsonen, men jeg bydes velkommen af en nydelig herre i jakkesæt, hvis accent tyder på, han ikke er lokal. Kan ikke afgøre, om han er amerikaner eller østeuropæer. Jeg  får et fint rummeligt værelse og et par øl i den fine krostue. Exmoor Ale og Guinness. Maden fejler ikke noget, ganske lækkert , og jeg tager et par øl  til , mens jeg sidder og skriver. Her er kun en gæst ud over mig, men ved ottetiden dukker en masse larmende mænd og enkelte kvinder op, som spiller noget der hedder Skittles i baglokalet. Det er et larmende spil i stil med boccia eller airhockey, og mellem de hurtige runder drikkes der pint. De fleste er i ens poloer til lejligheden. De kommer hver torsdag og bidrager til omsætningen. Jeg går i seng i det fine og stille værelse.

Næste morgen er der lige så stille og overskyet. Kroens børn og andre fra byen venter på skolebussen. Jeg får engelsk morgenmad i restauranten og kører videre fra den flinke krovært. Jeg laver en lille  detour og kører ned til Bruton, en lille by i Somerset, der er blevet meget populær som et getaway eller refugium for rige og intellektuelle fra London, der i stort tal køber huse herude. Bruton er en gammel middelalderby omkring en lille flod og berømt for flere privat- og kostskoler, mest markant Bruton School men også to pigeskoler. Her er en afslappet stemning i de smalle gader, som eleverne går rundt krydsende åen på vej mellem de forskellige timer. Her er også en flot gammel normanisk kirke fra 1100-tallet.

1000 år gammel pub med tre spøgelser

Nordpå går det til Cheddar Gorge. Cheddar er en lille lidt trist by, men kløften er  fin. Ved indgangen er der hæslige souvenirbutikker og visitor centre, men der er ikke mange besøgende denne dag. Jeg kører op langs den dybe kløft og tilbage igen, og her er ganske imponerende. Fra Cheddar går det gennem Bridgewater til Quantock Hills, hvor min ven Karl og jeg var i 2007. Jeg ser på Coleridges hytte i Nether Stowey. Over Stowey og Nether Stowey er mytiske bynavne for mig, nok fordi vi første gang kørte der i en mørk tåget aften på vej op til et ensomt vandrerhjem. Her er det også tåget, og jeg kører omkring i de idylliske bakker, ned til Crowcombe, der sandelig ikke er livlig. Herfra går det ned til Taunton, som er ganske livlig denne fredag eftermiddag.

Som mørket falder på kører jeg ad flere mørke omveje til Trusham, hvor jeg overnatter i den næsten 1000 år gamle Cridford Inn. Den er nøje udvalgt og som taget ud af en drøm. Der har været ejendom her siden sidst i 1000-tallet, stald og hus, og kroens historie går ifølge Domesday Book tilbage til først i 1100-tallet. Noget af bygningen er fra den tid, blandt andet  det værelse, jeg bliver installeret i, og alt er da også skævt og gulvet gynger. Sengen fejler ikke noget, og badeværelset er også af nyere dato. Kroværten er flink og fortæller om stedets historie. Efter sigende residerer her ikke færre end tre spøgelser. Hun har stort rykind af folk fra egnen, der kommer for at spise deres fredagsmiddag, og maden er da også lækker, med dejligt lam og lokale øl. De har en gourmetrestaurant ved siden af, men folk foretrækker at sidde i den hyggelige pub. Jeg får adskillige øl og er på nettet, nyder kaminilden, der brænder lystigt og snakker med de muntre kvinder, der kommer ind i krostuen, Gennemført hyggeligt og kvintessentielt England. Jeg sover godt uden spøgelser.

Mægtige, mystiske Dartmoor

Næste morgen er de alle væk, og jeg er den eneste. En ung flink fyr serverer mig stor engelsk morgenmad med det hele, og han hævder, han mødte to spøgelser aftenen før. Dagens mål er først Dartmoor, den mægtige hede, som er kendt fra Conan Doyles berømte roman “Baskervilles hund”. Meget passende lægger jeg ud ved Hound Tor, en naturlig klippe, der udgør et samlingspunkt og udflugtsmål på heden.

I modsætning til sidst ser jeg Widecombe-in-the-Moor med den gamle kirke bygget for midler fra fåreuld. Der er hyggelige pubber og et fint lille udsalg af souvenirs. Her er sjovt midt på heden, en oase midt i intetheden.

Videre går det op på vejen tværs over heden med den gamle Warren Inn, hvor ilden efter sigende har brændt siden 1841. Jeg læser om stedets historie og tager billeder. En gammel mand sidder med sin lørdagspint og heden i baggrunden. Jeg ser også Two Bridges og Postbridge samt Princetown med fængslet. Livet herude har været hårdt.

Langs Devons smukke kyst

Resten af dagen tilbringes langs Devons kyst, et smukt sted, hvor jeg ikke har været før. Første stop er Beer, der ikke handler om øl men er en hyggelig gammel fiskerby. Derefter er det Seaton, der også er ganske idyllisk. Jeg er ude ved Sydenglands hvide klipper her og samtidig på den engelske riviera fra Torquay til Bournemouth. På denne dag er der dog ikke mange, men folk spiser trofast is og går hånd i hånd. Her er utvivlsomt proppet om sommeren. Videre til Lyme Regis, en endnu mere klassisk badeby, der også er uden for sæsonen.

Det bliver  sidste stop, selv om jeg tager en tur langs kysten og flotte klipper ved Bridport og Abbotsbury. Ad bagveje går det ind til Dorcester, der er en mærkelig by med gamle fabrikker ogf arbejderboliger. Jeg skal desperat finde en tankstation og når det og lidt mad til køreturen. Tilbage ved London bor jeg på Egham Estate, der vist mest er et bryllupshotel. Meget fornemt men nedslidt værelse. Jeg finder pubben, hvor jeg får indisk og øl, midt mellem alle de fine brylllupsgæster. Værelset er højere til loftet end det er bredt. Klassisk men nedslidt, symbol på det gamle England, jeg har været igennem.

– en personlig beretning om hans absolutte yndlingsdestination: London.

London er min yndlingsby, ja mit yndlingssted i hele verden. Jeg har været i London et sted mellem 24 og 28 gange, afhængigt af hvordan man tæller. Jeg har boet i England i to omgange med hyppige besøg i hovedstaden. Og så har jeg været på utallige weekendture, juleture, ølture, historieture … Der er et hav imellem Danmark og London. Men med moderne flybilletter, er udgiften til en tur oftest noget billigere end en returbillet mellem Aarhus og København.

Nu vil læseren måske spørge, hvorfor jeg dog synes, London er så fantastisk? Det er bl.a. fordi, det både er verdens måske mest multikulturelle by og samtidigt umiskendeligt Dronning Victorias gamle hovedstad. Så global. Og så engelsk. På samme tid. London har det hele. Alle verdens sprog tales her. Alverdens mad spises her. Byen har museer i absolut verdensklasse, bankende klubber med de nyeste rytmer og rolige parker med tid til afslapning og eftertanke. Alt sammen placeret på nogle flade sand- og lerbanker langs en grumset flod, Themsen, der roligt slynger sig ud mod Nordsøen.

London er egentlig to byer: Westminster og City. City ligger mod øst og er den oprindelige by, her romerne grundlagde bosættelsen Londonium, der udviklede sig til en vigtig by i deres nordligste provins. I dag er City et af verdens vigtigste finanscentre, og skinnende skyskrabere tårner sig op. Efter arbejdstid er her imidlertid dødt. Det er i Westminster, at livet leves, og det er nok den del af byen, de allerfleste forbinder med London. Her finder man, foruden parlamentet, nogle af Europas shoppinggader, Regent Street og Oxford Street samt hele Londons underholdningskvarter: musicals, teater, de nyeste film. Man keder sig aldrig. Som den kendte forfatter og Londoner, Samul Johnson udtalte: hvis man er træt af London, er man træt af livet!

På Trafalgar Square, der regnes for Londons egentlige centrum, står Lord Nelson på sin søjle og skuer ud på folket. Som dansker er det ikke helt rart, for Københavns bombardement i 1807, hvor de forsmædelige englændere stak af med den danske flåde kommunikeres som en sejr nederst på Nelsons sokkel. Ignorerer man det og kigger ned ad Whitehall, ligger de engelske ministerier side om side langs denne paradegade, hvor England traditionelt har fejret sine krigshelte. Man mærker det gamle imperiums storhed og historiens vingesus. Mest berømt af sidegaderne er naturligvis Downing Street, hvor premier-ministeren holder til i nummer 10, en bygning, der er udødeliggjort i den fremragende engelske politiske komedieserie, ”Yes, Prime Minister”. For enden af Whitehall ligger Westminster, verdens ældste fungerende parlament med tårnet, hvor det berømte ur ”Big Ben” holder styr på tiden med sin karakteristiske ringen ud over Themsen.

Går man forbi parlamentet over Westminster Bridge er man syd for Themsen. Her dominerer ”The London Eye”, et gigantisk pariserhjul, hvorfra der dag og nat er en fabelagtig udsigt over byen. Spadsereturen videre langs Themsen er en af mine yndlingsudflugter i hele verden. Man passerer små spontane markeder, musikere, hyggelige cafeer og ganske almindelige mennesker, der slapper af på meget forskellige måder. Her sker altid noget. Går man mod øst kommer man forbi det tidligere Bankside Kraftværk, der nu huser Tate Modern, Londons og et af verdens fremmeste museer for moderne kunst. Her er altid gang i den med spændende værker og begivenheder. Jeg har selv endog været til techno rave derinde. På sydsiden finder man også Shakespeares gamle The Globe Theatre, der er blevet genopbygget og er et must for enhver, der blot er lidt interesseret i den berømte dramatiker. Er man blevet tørstig kan man få en øl på The Anchor med udsigt over Themsen, inden man via den ret nye Millennium Bridge, en ren fodgængerbro, atter kan krydse floden, hvorefter man er i City of London, tæt på Londons største kirke St. Pauls Cathedral. I kvarteret omkring kirken finder man Fleet Street, Londons berømte avisgade og Doctor Johnsons hus. Den gode doktor var en af 1700-tallets mest markante intellektuelle og ophavsmand til monsterværket Den Store Engelske Ordbog. På grund af krige og den store brand i 1666 er der ikke meget af middelalderens London tilbage, men i dette område finder man dog det gamle rådhus, The Guildhall, samt den stemningsfulde og uundgåelige pub, Ye Olde Cheshire Cheese, hvor notabiliteter som Dickens, Pepys og Johnson holdt til. Indtag en klassisk engelsk bitter tilsat røgen fra den koks, der stadig fyres med, og man føler sig hensat til en anden tidsalder.

London er som København efterhånden vokset sammen med mange omgivevnde byer og består af meget forskellige bydele. Det giver London nogle meget distinkte karterer, hvor man nærmest befinder sig i en landsby midt i metropolen. Islington har længe været kvarteret for intellektuelle og progressive politikere. Bloomsbury er stedet for jurister og endnu flere intellektuelle, der samles på de hyggelige pubber omkring Lincoln Inn og British Museum. Notting Hill og Marylebone er kendt for deres boghandlere og kunstbutikker, og Hampstead, lidt nord for bymidten er stedet for de rige og kendte. Det samme gælder Chelsea og Kentington med deres royale tilstedeværelse og eksklusive stormagasiner som f.eks. Harrods.

Er man til det maritime, er det Greenwich øst for London, man skal besøge. Her ligger et søfartsmuseum og det berømte observatorium, med nulmeridianen, som har været definerende for klodens længdegrader siden 1884. Her kan man bogstaveligt talt stå med et ben på hver halvkugle.

Lidt øst for City finder man Whitechapel, traditionelt set ikke det pæneste kvarter i London. Det fik hurtigt rygte som stedet for fattige og forbrydere. Det var her den berømte og mytiske massemorder, Jack the Ripper, i 1888 dukkede ud af den klamme tåge og myrdede kvindelige prostituerede på stribe. Jack the Ripper har givet navn til adskillige tv-serier og film, og i det hele taget dyrker London både forbrydelse, gru og rædsel. I fængselsmuseet The Klink ved Themsen kan man besøge et fængsel, som det har set ud i gamle dage, komplet med horrible torturinstrumenter, der blev anvendt til at tvinge tilståelser ud af sigtede Londonere. Byen er efter sigende også fyldt med spøgelser og genfærd fra sin lange historie, og talrige er de ”ghost walks”, spøgelsesture, man kan deltage i, og hvor gys og uhygge formidles af dygtige entertainere til intetanende turister.

London udmærker sig ved at være en meget grøn by. Man kan nærmest gå gennem hele byen i parker eller små grønne områder. Englænderne har, selv om der ikke længere bor så mange af dem på landet, aldrig helt vænnet sig til byen og kan godt lide at have små grønne pladser mellem husene. Man har også bevaret de store parker , hvoraf flere har været kongelige ejendomme. Hyde Park, St. James Park og Regents Park er nogle af dem. Den største er dog Hampstead Heath nord for selve byen, der mere er åbent land end en egentligt park. Her holder Londonerne af at gå tur med deres hunde søndag eftermiddag efter den uundgåelige Sunday Roast, der er en gammel tradition. Den kunne f.eks. være indtaget på Spaniards Inn, en traditioenel og meget stemningsfyldt pub i udkanten af heden, hvor landevejsrøveren Dick Turpin holdt til og røvede de forbipasserende. På Parliament Hills er der en fremragende udsigt over Londons skyline, og man kan slappe af på en bænk, mens byens børn flyver med drager og unge par af alle nationaliteter går søndagspromenade.

Efter en lang dag i London er det tid at få noget at spise og drikke. London byder sammen med New York på vel nok verdens mest facetterede køkken. Alle verdens regioner og kulinariske traditioner er repræsenteret. En tur i Chinatown er nærmest uomgængelig med kinesiske restauranter med velduftende Pekingænder udstillet i vinduerne. Eller hvad med japanske restauranter med sushi og bento? Man kommer i London heller ikke uden om de talrige indiske restauranter. Jeg har talt med flere indere, der hævder, at man i London får verdens bedste indiske mad. En fem retters menu på et lille indisk sted i Soho udfordrer smagssansen og får sveden til at springe. Og hvad er så bedre end at slutte af med et par pints på af de mange legendariske og historiske pubber. Min egen favorit er The Porterhouse ved Covent Garden, hvor mange slags øl brygges på stedet. Specielt deres Oyster Stout er fremragende.

Hjemme fra pubben kan man gå i seng mættet med indtryk og drømme om næste dag i verdens efter min mening mest fascinerende storby, mens hjernen bearbejder Londons visuelle indtryk, dufte og oplevelser. Man er muligvis træt men ikke af London. For i så fald er man, for igen at citere Johnson, træt af livet. Og det ville jo ikke være så godt!

Artiklen kan også læses i fuld opsætning i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 68

Er man træt af London, er man træt af livet”. Således skrev Samuel Johnson allerede i 1700-tallet, og den dag i dag holder det stik. Med risiko for at blive belært fra adskillige berejste med hver deres favoritby, vil jeg hævde, at London er den mest varierede, kulturelt facetterede og gennemgående interessante by i hele verden.

Nuvel, jeg er anglofil (person med kærlighed til alt, der er engelsk) og har været i London 15 gange. Men det er ikke uden grund, at London er et af de steder i verden, der trækker suverænt flest turister. Denne artikel skal både ses som en personlig hyldest til byen og som en appetitvækker til dig, der ikke eller kun en enkelt gang har været i London.

London som by går som meget andet tilbage til romertiden. Allerede dengang byggedes en fæstning langs Themsens mudrede bredder, og ”the rest is history”, beskrevet på glimrende vis i f.eks. Edward Rutherfords fremragende bog, ”Londonium”. London er egentlig to byer, der er vokset sammen: Westminster, som rummer parlamentet, de fleste museer, teatrene og i det hele taget hovedparten af kultur- og shoppinglivet, og City, som er landets økonomiske kraftværk. Her tjenes pengene, for London er efter krisen i 70erne igen blevet en af verdens økonomiske hovedstæder. For en rejsende er Westminster den mest interessante, men også City har sin charme, ikke mindst mange historiske pubber og kirker, for det er den ældste del af London.

Imperiet

London er i dag en multietnisk og multikulturel by. Det har først og fremmest den charme, at London er blevet en kulinarisk hovedstad, og ifølge mange indere, finder man her verdens bedste indiske køkken. Samtidig er de mange etniske grupperinger med til at øge den kulturelle mangfoldighed, der altid har været Londons varemærke. Trods sin multikulturelle status er London stadig umiskendelig engelsk, Dronning Victorias gamle hovedstad fra dengang Storbritannien var et imperium, hvor solen aldrig gik ned.

En tur ned ad Whitehall med premierministerens hus i Downing Street 10 på den ene side og de store ministerier på den anden giver mig altid et sug i maven. Ude midt på vejen står statuer og obelisker. Her hylder imperiet sine faldne helte, og dem er der mange af, for landet har været involveret i næsten alle større europæiske krige. For enden af vejen finder man det karakteristiske parlament med det berømte ur, ”Big Ben” i toppen, og overfor ligger Westminster Abbey, hvor de kongelige bliver gift, og de store helte bliver begravet.

Kulturen

Men London er måske først og fremmest kultur i alle dens afskygninger. Covent Garden er et tidligere marked, der i dag rummer shopping, eksklusive restauranter og et væld af koncerter, og omkring Leicester Square finder man en koncentration af teatre og spillesteder, der kun matches af New York. London rummer nogle af verdens absolut bedste museer, og helt enestående har en række af dem gratis adgang. Man kan så give en donation efter evne. Fremhæves må ”British Museum”, som rummer kulturelle perler, ikke bare fra Storbritannien, men også fra en række af de lande, imperiet tidligere herskede over. Især er de egyptiske og assyriske afdelinger fantastiske, og konstant er der nye spændende vandreudstillinger. ”National Gallery” rummer ligesom ”Tate Gallery” nogle af verdenskunstens mesterværker, og på ”National History Museum” og ”Science Museum” finder man alt fra komplette dinosaurer til månelandingsfartøjer.

Parkerne

Ikke mange storbyer har så mange parker som London. En vandretur mellem nogle af Londons største seværdigheder og shoppingmuligheder kan sagtens tilrettelægges således, at man næsten hele tiden bevæger sig gennem grønne parker og pladser. For Londonerne vil gerne bevare en illusion om at leve på landet, så selv den mindste åbne plads er indrettet med træer og buske. Mest kendt er Hyde Park med det berømte ”Speakers Corner”, men også Regent’s Park, St. James Park og Kensington Garden er dejlige afbræk fra den hektiske by. Nordpå finder man Hampstead Heath, et stort åbent område med millionby på alle sider, og Camden, hvor man kan gå på markeder eller sejle gennem et komplekst netværk af kanaler.

Pubberne

Som mange danskere vil vide, er London hjemsted for nogle af verdens hyggeligste og mest originale pubber. Mange er hundredvis af år gamle. På Fleet Street, tæt ved den enorme St. Paul’s Cathedral finder man gamle, støvede, egetræsbeklædte pubber som Ye Olde Cock Tavern og Ye Olde Cheshire Cheese, hvor forfattere som Samuel Johnson, Thackeray og Dickens var blandt stamkunderne. På Hampstead Heath nord for byen, hvor londonerne slapper af efter den store ”Sunday Roast” søndag middag, er Spaniards Inn et absolut must. Ude bagved kroen lå engang en vis Dick Turpin og røvede de diligencer, der var på vej ind mod London gennem den smalle passage ud for pubben. Interiøret ser ud som dengang, og på en kold efterårsdag varmer pejseilden rart.

Floden

London ville ikke være London uden Themsen, den store flod der løber igennem byen som en serpentin. Et absolut topmål i London er en vandretur langs floden i weekenden, hvor alle mulige markeder og gøgl løber af stabelen langs især den sydlige bred. Det er også her, man finder en af Londons nyeste attraktioner, ”The London Eye”, som er et gigantisk pariserhjul, hvorfra man kan overskue London i sin enorme udstrækning. Udsigten er lige god dag og aften. Langs Themsen finder man også Shakespeares gamle ”Globe Theatre”, der er blevet genopført, og som konstant rummer forestillinger og kurser om mesterens værker. Tæt på finder man det nye museum, Tate Modern, som holder til i en tidligere fabrik, et bevis på at London hele tiden udvikler sig.

Kom af sted!

Hvornår skal man tage til London? Svaret er, at alle årstider er gode. Selvfølgelig er sommeren skøn, men menneskemængden er enorm, og der kan hurtigt blive MEGET varmt i en storby. Forår og efterår byder på færre mennesker, og ofte er det varmt langt hen i november. Jeg har således oplevet 18 grader den 2. december. London ligger noget sydligere end Danmark. Og på kolde vinterdage har byen sin egen charme, og der er aldrig langt til en af byens tusindtallige restauranter eller til en pub, hvor det aldrig regner!

London har alt, og jeg er klar til at tage derover de næste 15 gange. Jeg har allerede abstinenser ved tanken!

Fakta:

I dag er London et af de billigste og nemmeste rejsemål med meget hård konkurrence på flybilletter. Prøv www.ryanair.com eller www.easyjet.com, bare for at nævne et par muligheder.

London er desværre en af verdens dyreste storbyer, men især på overnatning og restauranter er der penge at spare. Find hotel eller vandrerhjem på nettet hjemmefra og gå efter de billige etniske restauranter, hvis der skal spares penge.

Specielle oplevelser i London er det gamle observatorium ved Greenwich øst for London, verdens geografiske centrum. Prøv også at få lov at besøge parlamentet eller Højesteret, og se politikerne råbe af hinanden og oplev de klassiske advokater med hvide parykker. Man kan også stadig komme til ”Five o’clock Tea” på et af Londons fashionable hoteller til en fornuftig pris.

For berejste er Stanford’s Bookshop på Long Acre Street 12-14 noget helt specielt. Det er verdens største specialforretning for kort og rejsebøger, og de har ALT!