Vi plejer i Danmark at bryste os af, at vores demokrati har det rigtigt godt. Tilslutningen til demokratiet er blandt det højeste i verden, og selv om politologer og andre forskere ofte problematiserer faldende deltagelse, skyldes det, at de kigger på formelle deltagelsesformer, såsom partimedlemsskab.

Engagementet i lokale forhold, f.eks. hvis skolen eller Brugsen skal lukkes, er højt. Undersøgelser over de seneste 50 år viser konsistent, at 70 pct. af befolkningen er meget eller noget interesserede i politik, og ved folketingsvalg er valgdeltagelsen i samme periode gennemsnitligt 85 pct., også blandt de højeste i verden.

Alligevel er det som om, mørke skyer trækker op om vores demokrati. Mange små og store ting indikerer problemer, både i forhold til politikeres og myndigheders omgang med demokratiet og i forhold til borgernes omgang med og opfattelse af basale demokratiske principper. Begge dele er problematiske. Demokratiet er ikke et objektivt fænomen, men et socialt produkt, der kun holder, så længe indbyggerne tror på det og vedligeholder det.

“Mørklægningsloven”

For syv år siden blev den nye offentlighedslov vedtaget, den der i folke- og journalistmunde er kendt som ”Mørklægningsloven”. Essensen i loven er, at borgeres, forskeres og journalisters muligheder for at kigge politikere i kortene og få indblik i beslutnings- og forvaltningsprocesser indskrænkedes, under henvisning til en mere smidig og effektiv sagsgang.

Med andre ord: Politikere og embedsmænd ønskede mere arbejdsro, fri for nysgerrige blikke. Debattører og forskere, inklusive undertegnede, påpegede, at loven var et tilbageslag for demokrati og åbenhed, mens politikere fra det forholdsvist brede flertal, der vedtog loven, forsikrede os om, at der var tale om mindre justeringer, der ikke i væsentligt omfang betød en ændring af gældende praksis.

For nyligt er ytringsfrihedskommissionen kommet med en rapport, der blandt andet påpeger, at her syv år efter har loven betydet problematiske indskrænkninger i offentlighedens muligheder for demokratisk kontrol, og at loven bør kigges efter i sømmene.

“Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati”.

Om det er offentlighedslovens skyld eller ej, så må jeg som blandt andet demokratiforsker konstatere, at politiske beslutninger og forvaltningsprocesser forekommer mere lukkede og utilgængelige end tidligere. Et oplagt eksempel er den farceagtige sag om Radio24syv.

Hvor første runde af sagen, der endte med at Radio 4 erstattede 24syv, var en helt åbenlyst politisk motiveret beslutning om at flytte den fjerde radiokanal ud af København, så var anden runde, der endte med, at Radio Loud (I ved, den uden lyttere), fik den ledige plads som skatteyderfinansieret DAB-kanal mere uigennemskuelig.

Der er sagt og skrevet meget om den sag, men processen der førte til beslutningen forekom absurd og lukket. Kulturministeren nægter at lade offentligheden få indblik i sagen under henvisning til, at Radio & TV-nævnet skal kunne arbejde i fortrolighed. Joy Mogensen har loven på sin side i netop dette, udtaler forvaltningseksperter, men det gør jo ikke nødvendigvis hemmelighedskræmmeriet demokratisk forsvarligt.

Nu har nævnet så givet Folketingets Kulturudvalg lov til i fortrolighed at se dokumenterne, der førte til beslutningen om at Loud fik DAB-kanalen, men er det ikke rimeligt, at grundlaget for en beslutning, der koster skatteyderne 250 mio. kroner kommer til offentlighedens kendskab?

Vores demokrati er ikke en selvfølge

Den aktuelle coronakrise er et andet eksempel på, at demokratiet i Danmark ikke er en selvfølge. I konsekvens af den hastige spredning af COVID19, valgte regeringen 11. marts at lukke Danmark ned og indføre en lang række særlove, mange med en solnedgangsklausul, så de udløber et år senere. Selv om mange er enige om, at nedlukningen var nødvendig, rejser der sig alligevel en række demokratiske spørgsmål?

Kan man bare sådan uden videre sætte eksempelvis Grundlovens paragraf 79 (om forsamlingsfrihed) ud af kraft ved at vedtage et forbud mod forsamlinger på over 10 mennesker?

Det kan man så, under henvisning til epidemiloven, men det er stadig ikke udemokratisk. Endnu værre var regeringen i dagene inden påske klar til at sætte Grundlovens §72 (om boligens ukrænkelighed) ud af kraft ved at give politiet adgang il private hjem uden en retskendelse. Man var åbenbart bange for lidt for livlige påskefrokoster.

Kun takket være en behjertet protest fra bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige blev dette forslag taget af bordet. Senere har man søgt at udvikle en corona-app med henblik på at registrere borgernes færden, positioner og sociale kontakter. Man forsikrer, at oplysningerne er anonymiserede og ikke misbruges, men data er stadig samlet et centralt sted, i modsætning til løsninger fra techgiganter som Google, hvor de følsomme data forbliver på brugernes egne telefoner. At tænke sig, Google værner mere om privatliv end den danske regering.

Endelig har sundhedsminister Magnus Heunicke været ude at tale om, at visse af solnedgangsklausulerne skal ophæves, således at dele af den ganske ekstreme coronalovgivning får en permanent karakter.

Hvad bliver det næste?

Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati.

Det er endnu mere skræmmende, at disse krænkelser ikke har været genstand for mere intens politisk debat, som det for eksempel har været tilfældet i Tyskland. Med undtagelse af Enhedslisten, Nye Borgerlige og til dels Radikale Venstre, er de demokratiske problemer ikke blevet synderligt italesat. De fleste synes at have været ivrige efter at overbyde hinanden i smittebegrænsende tiltag og økonomiske hjælpepakker.

Heller ikke befolkningen har engageret sig i voldsomme protester. Folk accepterer frihedsindskrænkningerne villigt, for sundhedens skyld, samfundssindets skyld. Nu tænker du nok: Jamen det var i en bedre sags tjeneste, for at bekæmpe covid-19? Det kan der være god grund til, men man kan frygte glidebanen. Hvad bliver det næste?

Når man kan gennemføre sådanne tiltag stort set uden voldsomme protester, hvad kan en regering så ikke få lov til en anden gang? Corona er selvfølgelig slemt, men der kan komme langt værre ting: Epidemier der er meget mere dødelige, terrorangreb med store dødstal eller som rammer den vitale infrastruktur osv.

“Det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier. Der er brug for demokratisk modoffensiv”

Coronakrisen har desværre afsløret, at en skræmt befolkning ret hurtigt er villige til at acceptere store indskrænkninger i den personlige frihed. Mange vil sige, det var prisen værd. Problemet er glidebanen.

Allerede under Muhammedkrisen så vi ytringsfriheden under pres, og man kan af og til høre selv såkaldt frisindede mennesker argumentere for betydelige indskrænkninger af denne, enten af misforstået tolerance eller af ren skræk for dem, der søger at true sig til tavshed. Og så har jeg slet ikke talt om krænkelseskulturen og identitetspolitikken, hvor krænkelse over hvad som helst er blevet en folkesport, og hvor “silencing” bliver mere og mere udbredt, til stor skade for den demokratiske debat.

Kan det ikke være lige meget? Skal vi ikke være tolerante og forstående og begrænse de personlige friheder af hensyn til minoriteter, coronavirus, klimaforandringer og andre anerkendelsesværdige formål? Svaret er nej, for de personlige friheder er bærende for demokratiet.

Uden ytringsfrihed, ingen kritik og intet demokrati. Uden ejendomsret og ret til egne data, ingen autonomi og ingen beskyttelse mod at mennesket bruges som middel og ikke mål. Alle frihedsrettigheder, i Grundloven, i Den amerikanske forfatning og i Menneskerettighedserklæringen er der af en grund. De kan ikke bøjes uden at projektet vakler.

Man kan frygte, at demokratiet ikke går til i en Orwellsk dystopi, men fordi vi enten er ligeglade eller lader os overbevise om, at målet helliger midlet. Men uden frihedsrettigheder og muligheden for at kigge alle beslutningsprocesser efter i sømmene og kunne diskutere, kritisere og parodiere alt, har vi ikke et demokrati. Med den nuværende udvikling går det stærkt, og det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier.

Der er brug for demokratisk modoffensiv.

Vi er i mine forskergrupper klar til at analysere valget og har for længst forberedt indsatsen, slået SoMe-høstere til og lavet vores survey om brugen af internettet i valget klart til at køre efter valget. Det bliver fjerde gang i træk, vi gør det.

Her til aften har jeg nu set partilederrunder nonstop siden kl. 19 først på DR og så på TV2. Her følger min analyse af denne valgkampens første aften.

Første partilederrunde var på DR, inde på selveste Christiansborg. Nicolai Wammen havde erstattet en syg Mette Frederiksen og havde lidt premierenerver. Ellers var der hele 12 andre partiledere, det højeste antal siden 1990. Debatten centrerede sig om tre emner, pension, klima og udlændinge, som også forventes at blive valgets tre hovedtemaer. Det generelle indtryk var faktisk en høflig debat, hvor man rent faktisk forsøgte at tale sammen og lytte til hinanden.

Debatten var i starten præget af premierenerver, men de fleste fik sig talt varme. Pernille Skipper fra EL lyste af energi og overskud, Lars Løkke spillede på statsmandsmetaforen og det sikre kort, mens Nicolai Wammen virkede stiv. Det blev bedre senere i debatten på TV2. Uffe Elbæk virkede til tider helt væk og defensiv, selv når debatten kom på hans hjemmebane om klimapolitikken. Riskær virkeder overraskende forberedt og kompetent og faktisk med overraskende klare meldinger om klimapolitikken.

Ellers var der tale om en ret rolig og behersket debat, indtil emnet kom til at dreje sig om udlændinge. Her rullede Rasmus Paludan sig som ventet ud, efter han i lang tid havde forsøgt at dreje alle emner ind på muslimer, som han betegnede som “berigere” og det, der var værre. På udlændingepolitikken var han klart på hjemmebane og leverede nogle dolkestød, der helt sikkert nok skal appellere til visse vælgergrupper. Det kan godt være, han måske ikke har så meget skærmtække, men baseret på aftenens debat spår jeg, at hans parti, Stram Kurs, kan komme i Folketinget. Hvad de andre vil gøre ved det, kan kun tiden vise, men svarene i aftenens debat tyder på, vi kan komme til at få svenske tilstande, hvor ingen vil samarbejde med ham.

Debatten på TV2 havde andre omgivelser. TV2 havde valgt at afholde debatten i deres studie på Københavns Hovedbanegård med hujende og råbende ungdomsorganisationer, der med flag og bannere fyldte hele hallen udenfor. Det er ikke første gang, TV2 vælger den gamificerede tilgang til politisk debat, og man kan diskutere, om det er en demokratisk fordel eller ulempe. Det virker måske nok lidt useriøst. Larmen forstyrrede dog ikke debatten indenfor, der blev mere løssluppen end på DR. Nerverne var smidt, og de fleste rullede sig ud. Kristendemokraterne, der tidligere havde overvejet at trække partiformand Stig Grenov til fordel for den vestjyske kandidat Kristian Andersen havde gjort alvor af truslen, tilsyneladende fordi Grenov var fulgt i Mette Frederiksens fodspor og var blevet syg. Det var dog ikke Andersen men den purunge næstformand Isabella Arendt, der fik sin debut, oven i købet på sin fødselsdag. Det virkede som en fordel at udskifte den farveløse og anonyme Grenov, for den unge debutant gjorde det udmærket med klare holdninger til klima og familiepolitik. Hun brændte igennem og var et friskt pust.

Ellers kom Nicolai Wammen tilbage og gjorde det udmærket i partilederens fravær. Også statsministeren havde for alvor fået sig talt varm og fik fremhævet alle de resultater, han mener, hans regering har lavet. Han forsøger helt klart samme taktik som Nyrup i 2001 og Thorning-Schmidt i 2015. Det bliver også Løkke, der skal trække Blå Blok, for bortset fra enkelte velvalgte bemærkninger, var der ikke meget power fra hverken Søren Pape eller Anders Samuelsen. Kristian Thulesen-Dahl virkede klemt af at være blevet overbudt på udlændingepolitikken, mens Pernille Vermund fra Nye Borgerlige brændte godt igennem i begge debatter, med velkendte men klare budskaber. Stram Kurs kan dog sagtens vise sig at være et problem for hendes drømme om pladser i Folketinget.

Alt i alt gik debatterne i en demokratisk optik bedre, end man kunne have forventet med mange nye partier, og især TV2s Cecilie Beck styrede debatten godt. Der blev præsenteret reel politik og afsløret reelle politiske forskelle. Måske bliver denne vakgkamp alligevel en, man vil se tilbage på?

Dette indlæg har jeg også bragt på: https://www.dmjx.dk/aktuelt/viden/de-foerste-ord-analyse-af-partilederne-og-medierne-i-valgkampens-1-runde

Macron er en indholdsløs politiker, der er gået til valg på tomme slogans om opgør med partiskel og ”en ny tid”. Han er også et eksempel på et stadig mere udbredt fænomen: den nye midterpopulisme. Et andet eksempel er komikeren Beppe Grillos ”Femstjernebevægelse i Italien”, som har vist sig at favne så bredt og være så splittet, at man reelt er ude af stand til at lave nogen resultater.

Herhjemme markedsførte Alternativet sig som et midterparti, der ville gøre op med højre og venstre. Med lanceringen af Uffe Elbæk som statsministerkandidat og ved at trække sine mandater ud af regnskabet mellem rød og blå blok håbede man at bidrage til denne forståelse af partiet. Men med Alternativets konkrete politiske ideer, som ofte handler om flere love, mere stat og større regulering af det enkelte menneske (i en bedre sags tjeneste, forstås) placerer partiet sig umiskendeligt på den yderste venstrefløj og må konkurrere med Enhedslisten og SF om stemmerne. Men hvad man end mener om partiet, skal de dog roses for nu at være trådt i karakter, i modsætning til midterpopulisterne, der ikke rigtigt mener noget, og derfor har let ved at mobilisere bredt men svært ved at fastholde tilslutningen, endsige gennemføre nogen politik.

Mange er i disse år bekymrede for højrepopulismen i Europa, som de anser for farlig og ledende tankerne hen på nazismen og andre grimme fortidsminder, de færreste kan lide. Andre er bekymrede for venstrepopulismen, der dog har haft det sværere de seneste 30 år. Måske er der endnu mere grund til at være bekymrede for midterpopulismen. Når man går til valg på tomme løfter eller helt indholdsløse budskaber, er man ret fri til at føre en hvilken som helst politik, man i et svagt øjeblik kan finde på. Og vælgerne har reelt ingen anelse om, hvad de får. Endnu værre: i Frankrig smadrede Macron de gamle partier. Det var der måske en grund til lykkedes. Mange vil sige, disse var kørt trætte. Men de havde dog erfaring og vist, at de trods alt kunne lede et land af Frankrigs størrelse. Når midterpopulisterne udsletter eller decimerer den eksisterende bestand af politikere, opstår der et politisk vakuum, når også midterpopulisterne må give op. Og hvem skal udfylde det? Måske folk fra fløjene med klare politiske holdninger og løsninger, som man så det i 1930ernes Tyskland, efter de etablerede partier havde smadret hinanden i 20ernes endeløse politiske kampe.

Måske er de etablerede partier trods alt det mindst ringe alternativ. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Med Macron er fremtiden i al fald usikker. Og han er ikke hvem som helst. Han er præsident for et af Europas største lande og et af to lokomotiver i EU. Det er ikke sikkert, Macron er dødsensfarlig, men der er grund til at spare på hyldesten og i stedet tildele manden et distanceret, skeptisk blik.

Med ny teknologi flytter valgkampen sig konstant efter vælgerne

Af Morten Mikkelsen

Nye teknologiske muligheder og mere professionelle strategier betyder, at byrådskandidaterne mere præcist end tidligere kan henvende sig til de borgere, hvis stemme de har en chance for at få

I fredags kørte Jakob Linaa Jensen, forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, med bus fra Aarhus til København og tilbragte noget af tiden med at være på internettet via sin telefon. Da bussen kørte igennem Slagelse, viste der sig en valgkampannonce for en kandidat til Slagelse Byråd på de hjemmesider, han besøgte.

Den lille oplevelse fra langdistancebussen mellem landets to største byer bruger forskningschefen som eksempel på, hvad der er den væsentligste fornyelse i måden at føre kampagne på ved dette års kommunalvalg.

Ved forrige kommunalvalg i 2013 slog sociale medier som Facebook for alvor igennem. Dette års valg er kendetegnet ved, at kandidaternes kampagner – både på internettet, ved annoncering i det offentlige rum og ved direkte møde mellem kandidat og borgere – er langt mere målrettede end før.

”Det er ikke kun tekonologien for internet-annoncering, der giver nye muligheder for geolokal markedsføring. Også i forhold til, hvor man hænger sine plakater på busskure og lygtepæle, bliver der i dag gjort et meget professionelt og målrettet arbejde for at placere sig der, hvor det har størst effekt,” forklarer han.

Pointen er, at når man har givet Facebook eller andre hjemmesider lov til at registrere, hvor i landet man befinder sig, vil man blive ekstra modtagelig for de internet-annoncer, der er målrettet dette område. Kandidater i Slagelse har størst interesse i at blive bemærket af net-brugere inden for kommunens grænser, så det kodes annoncerne til – og så kan der følge nogle forskere med på gennemrejse. Denne nye målrettethed er ifølge Jakob Linaa Jensen ingen revolution i sig selv, men det seneste af en fortsat række internet-gennembrud, der har kendetegnet de seneste par årtiers valgkampe.

Jakob Linaa Jensen har sammen med professor i statskundskab Jens Hoff fra Københavns Universitet udarbejdet en rapport om internettets betydning for folketingsvalget 2015. De er enige om, at betydningen er betydeligt mindre ved et kommunalvalg.

”I kommunalvalgkampen er de traditionelle metoder ikke til at komme uden om. Det er stadig nødvendigt at deltage i lokale valgmøder og at gå rundt på hovedgaden og snakke med folk og dele flyers ud. Men derudover er der med inspiration fra USA kommet nye metoder til, hvor man ud fra vælgerdatabaser målretter en ekstra indsats mod særlige ’svingvælgere’. Disse personer går man så ud og ringer på døren hos eller man ringer dem op,” forklarer Jens Hoff.

Kommunalvalget interesserer ikke danskerne

Ifølge Anthon Nødskov, kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet Operate, er det ikke helt nyt, at der på dansk grund finder en sådan målretning sted. Men denne såkaldte targeting er ved dette valg mere gennemført og professionel end nogensinde:

”Der har altid været en vis snusfornuft i, hvor man anså det for muligt at vinde stemmer. Når Enhedslisten skal hænge plakater op i København, forventer de nok at kunne vinde flere tilhængere på Nørrebro end på Østerbro. Men i dag kan man med et teknologisk værkøj, der hedder ’Geomatic’, se, præcis hvor i kommunen de vælgere, der stemte på én ved sidste valg, bor. Ved at bruge sådanne værktøjer kan man spare tid og kræfter til plakatophængning de steder, hvor man alligevel ikke har vælgere.”

Kunsten at ramme en kommunal vælger

Af Morten Mikkelsen

Valgmøder, håndtryk og brochurer på hovedgaden og plakater i lygtepælene har i mange år været en del af den kommunale valgkamp. Denne gang er det også både mere digitalt og mere personligt

Stort set alle kandidater til dette års kommunal- og regionsvalg markedsfører sig selv på moderne digital vis ved at have en Facebook-profil og muligvis også en kandidat-hjemmeside. Men hvis man tror, at hele valgkampen foregår på internettet, tager man fejl. På Langeland har Venstre-borgmesterkandidaten Jan Ole Jakobsen valgt at bruge ressourcer på at hænge et stort banner op på nogle halmballer, hvor hans partifæller helt bogstaveligt peger på ham.

Ifølge forskere er der imidlertid ingen som helst modsætning i al den moderne kandidatmarkedsføring på alskens digitale platforme og så den kendsgerning, at en Venstremand annoncerer på gode, gammeldags halmballer. Tværtimod.

For nøgleordet i det hele er, at kandidaterne ved dette valg målretter deres kampagne mere end nogensinde. Skal man vinde stemmer fra en ung netbruger, der lever sit halve liv på Facebook, er det selvfølgelig dér, man skal sætte ind. Vil man gerne vælges på løfter om bedre forhold i daginstitutionerne, er det klogt at hænge plakater op eller dele brochurer ud uden for den lokale børnehave eller det supermarked, hvor børnefamilierne typisk handler. Men er man Venstremand på landet, kan halmballerne ude på marken være det helt rigtige sted at få sine vælgere i tale.

”Uanset hvilken metode, man anvender, er der ved dette valg langt flere, som går personligt og målrettet til værks for at nå deres egne typiske vælgere,” forklarer Anthon Nødskov, kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet Operate.

Bureauet har gennemført en række analyser af de forskellige strategier, som henholdsvis Socialdemokraterne og Venstre gennemførte i henholdsvis København og Vordingborg ved det seneste valg i 2013.

I København brugte Venstre flest penge på traditionel annoncering, mens Socialdemokratiet satsede mest på YouTube-videoer på internet og på en strategi, hvor man gik fra dør til dør for at sikre sig, at kernevælgerne også ville stemme på partiet denne gang. Dette gjorde partiet blandt andet ud fra et såkaldt geodemokratisk kort, der fortæller, hvor kernevælgerne bor.

I Vordingborg var det de gode, gamle metoder med valgmøder, brochurer, plakater og møde med borgerne på gaden, der var i højsædet.

Ifølge en række eksperter er metoderne fra Vordingborg – og fra hele landet igennem årtier – fortsat ikke bare gangbare. De er faktisk ikke til at komme uden om. Men denne gang er der mange flere, der – ligesom de københavnske socialdemokrater sidste gang – supplerer med strategier med gode danske betegnelser som targeting og ground war -strategi.

”Kandidater bliver stadig mere bevidste om, hvordan de præsenterer sig til vælgerne, og hvem de helt præcis henvender sig til. Både de traditionelle metoder og de nye muligheder på sociale medier kan være det rigtige valg. Det afhænger af, hvem man vil have i tale. At bruge alle pengene på Facebook og Instagram synes ikke at være den rigtige strategi, hvis afsenderen er Socialdemokratiet i en mellemstor kommune og de typiske vælgere er 50-70 år. Men det kunne godt være fornuftigt, hvis det er Liberal Alliance i hovedstaden, der satser på de helt unge,” siger Robert Ormrod, lektor, ph.d. ved institut for virksomhedsledelse på Aarhus Universitet og forsker i politisk markedsføring.

Han tilføjer, at sociale medier er ved at slå igennem, så det er en del af enhver kandidats personlige valgkamp, men kandidater skal vide, at disse internet-fora kræver en velovervejet brug for ikke at give bagslag.

”Hvis en kandidat skriver for meget og for kedeligt, mister man sympati og dermed også følgere. Man skal også som kandidat vide, at hvis man markedsfører sig via sociale medier, så konkurrerer man om opmærksomheden med alle de andre spændende ting, som for eksempel min datter, der er førstegangsvælger, læser på Facebook eller Instagram. Vælger man derimod plakaten i lygtepælen, er det kun de andre kandidater og ikke også hendes veninder, man konkurrerer med,” forklarer Robert Ormrod, som vurderer, at den politiske tradition for valgmøder og plakater er så stærk i Danmark, at internettet aldrig kommer til at tage helt over.

Denne vurdering deler forskerne Jakob Linaa Jensen, forskningsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og Jens Hoff, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Sammen med en tredje forsker, Lisbeth Klastrup fra IT-Universitetet, har de udgivet rapporten ”Internettet og folketingsvalget 2015”, som blandt andet viser, at andelen af borgere, som havde modtaget en politikers udtalelse eller opdatering direkte fra sociale medier som Facebook eller Twitter, steg fra 17 procent ved valget i 2011 til 53 procent i 2015. Dette er ifølge forskerne ikke en revolution, men vidner om, at internettet og de sociale medier gradvist får større gennemslag fra politikere til vælgere.

”Internettet i sig selv fik sit gennembrud ved folketingsvalget i 1998, og kandidat-hjemmesiderne ved det efterfølgende valg. Sociale medier brød igennem på landsplan ved folketingsvalget 2011 og kommunalt ved det forrige valg i 2013. I 2015 blev sociale medier muligvis afgørende for folketingsvalgets udfald, idet Lars Løkke Rasmussen var markant bedre til at mobilisere sine følgere end Helle Thorning-Schmidt. Nu er det så den målrettede markedsføring, der er ved at få sit gennembrud ved dette kommunalvalg,” siger Jakob Linaa Jensen.

Han tilføjer dog, at effekten ved kommunalvalg kun er cirka halvt så stærk som ved folketingsvalg. Det skyldes dels, at kommunalpolitikere bedre end landspolitikere kan komme fysisk i kontakt med deres vælgere, dels at kommunalpolitikere gennemsnitligt er ældre og knap så højtuddannede som landspolitikere og derfor er lidt senere til at udfolde deres aktiviteter digitalt.

Den tid synes dog at være stærkt på retur, hvor de lokale og regionale dagblade blev set som et afgørende forum for at nå vælgerne, vurderer forskningschefen.

”Vi lever i en tid, hvor det kan være afgørende for, om en kandidat bliver valgt frem for partifællerne på listen, at man blot flytter nogle få personlige stemmer, så personlig markedsføring er vigtigere end nogensinde. Det sker i mindre omfang ved en traditionel annoncering, som bliver sendt ud til alle, og i højere grad ved, at man vælger at være netop der, hvor man tror, man finder sine egne vælgere. Det kan være på internettet, men det kan også være med tilstedeværelse eller en plakat det helt rigtige sted. Mit indtryk er, at vi denne gang ikke alene har mere netaktivitet, men også har flere kandidater, der køber annonceplads på siden af en bus,” siger Jakob Linaa Jensen og tilføjer;

”Og så er der Venstre-kandidaterne på landet, der har en forkærlighed for plakater på siloer, gylletanke og den slags landlige steder.”

Med venlig hilsen

Morten Mikkelsen

Journalist

Vimmelskaftet 47 | DK-1161 København K

T: +45 33 48 05 00 | M: +45 41 74 19 05

www.k.dk | mikkelsen@k.dk

Fra: Jakob Linaa Jensen [mailto:linaa@cc.au.dk]
Sendt: 14. november 2017 12:17
Til: Morten Mikkelsen
Emne: Re: artikler, du medvirker i i dagens Kristeligt Dagblad – hele avisen som pdf og link til artikler på nettet

Tak, kan du sende artiklerne i fuld længde , de er bag paywall …

Fra: Morten Mikkelsen <mikkelsen@k.dk>
Dato: tirsdag den 14. november 2017 kl. 09.32
Til: Robert Ormrod <rormrod@mgmt.au.dk>, Jakob Linaa Jensen <linaa@cc.au.dk>, “jh@ifs.ku.dk” <jh@ifs.ku.dk>, “aan@operate.dk” <aan@operate.dk>
Emne: artikler, du medvirker i i dagens Kristeligt Dagblad – hele avisen som pdf og link til artikler på nettet

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/med-ny-teknologi-flytter-valgkampen-sig-konstant-efter-vaelgerne

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kunsten-ramme-en-kommunal-vaelger

Med venlig hilsen

Morten Mikkelsen

Journalist

Vimmelskaftet 47 | DK-1161 København K

T: +45 33 48 05 00 | M: +45 41 74 19 05

www.k.dk | mikkelsen@k.dk