Bogen udkommer hos Emerald Publishing i England, som har været en udsøgt fornøjelse at arbejde sammen med. De har lanceret bogen i forbindelse med Future of Democracy Week, hvor jeg har skrevet nedenstående blogindlæg ud fra bogens pointer om den nye digitale feudalisme. Har man ikke tid at læse det hele, præsenterer jeg også pointerne i denne video: https://youtu.be/2yt-7xCbwms

Bloggen kan man læse her. Som en bonus er der et gratis kapitel, man kan læse i en begrænset periode.

https://www.emeraldgrouppublishing.com/topics/equality-and-people/blog/democracy-age-digital-feudalism?utm_source=ext_email_other&utm_medium=email&utm_campaign=ace_fod-author-jlj_20200907_free

Og så kan jeg selvfølgelig kun opfordre til at købe bogen lige her:

https://www.emerald.com/insight/publication/doi/10.1108/9781839094125?

Jakob Linaa Jensen skriver om, hvordan Coronavirus, både i sin smittevej og i samfundenes reaktioner giver mindelser om Den Sorte Død, der hærgede Europa i Middelalderen. Hvordan den aktuelle epidemi udstiller borgere og politikere som rådvilde og sårbare. Og hvordan coronavirus, ganske som Den Sorte Død, kan komme til at betyde samfundsforandringer.

I middelalderen, nærmere bestemt i årene 1348 og frem, udryddede Den Sorte Død op mod en tredjedel af Europas befolkning. Dengang som nu var sygdommen startet i Kina, i 1331, paradoksalt nok i det samme område, Hubei-provinsen, hvor den nuværende Coronavirus også startede på et marked, der solgte såvel levende som døde dyr.

Coronavirus er heldigvis ikke Den Sorte Død, hverken lige så smitsom eller lige så dødelig. Men ud over, at også denne sygdom har sin oprindelse i Kina, er der en lang række ligheder i den måde, vi som individer og samfund reagerer på. Det viser os, at vi på trods af 700 år og en ufattelig historisk udvikling mellem os og Den Sorte Død, er vi basalt set samme slags mennesker, med samme bekymringer og samme slags reaktioner.

Epidemierne vender tilbage

Ingen nulevende har em erindring om Den Sorte Død eller senere lignende epidemier af bylde- og lungepest, der fortsatte med at hærge Europa, om end med mindre voldsomhed, op til midten af 1700-tallet. I det hele taget var epidemier daglig kost og en del af livets iboende usikkerhed for vore forfædre. Kobber var, ligesom pesten, tilbagevendende, spedalskhedshospitaler fyldte i købstæderne og koleraen tog livet af tusinder, senest i forbindelse med epidemien i København i 1853. Selv i nyere tid har der været voldsomme epidemier. I 1918-20 tog Den Spanske Syge, en ondsindet influenza, livet af 50 millioner globalt og 15000 i Danmark i en krigshærget verden med en udsultet befolkning. Så sent som i 1952-53 spredte en polioepidemi skræk og rædsel i Danmark, hvor 7.000 især børn og unge blev ramt. Mange døde og andre fik varige mén.

Men det er ligesom om, der har været en forståelse af, at sådanne epidemier var fortid, i al fald i vores del af verden. Pencillin, stærkt forbedret sundhedsvæsen og omfattende vaccinationsprogrammer har længe dæmmet op for det værste, og det har været en udbredt opfattelse, at den eneste regelmæssige epidemiske trussel hos os er de tilbageværende influenzaepidemier, der hver vinter sender mange af os en uge i sengen og som i en skidt sæson som 2018 tager livet af 1500 syge og svage ældre medborgere. Dødelige epidemier har været regnet som noget, der foregår i Asien og Afrika, og selv om vi af og til gyser over udbrud af ebola i Vestafrika eller lungepest i Indien, er det som regel regionale problemer, der ikke udgør en trussel i vores udviklede og privilegerede vestlige verden.

Dette optimistiske syn har nu vist sig urealistisk. I en globaliseret, forbundet verden kan også epidemier sprede sig med en helt anden hast end i Middelalderen. Hvor det tog 17 år, fra 1300-tallets pest opstod i Kina, til den nåede Europa, tog det under to måneder for Coronavirus. Og i de enkelte lande spreder den sig nu endnu hurtigere. På trods af moderne lægevidenskab er det en kamp at finde kure og vacciner hurtigt nok til at følge med et virus, der er en usynlig og uforudsigelig fjende. I Laurie Garretts berømte bog fra 1995 ”The Coming Plague” argumenterer hun for, hvordan en globaliseret verden giver hidtil usete muligheder for nye epidemier, der kan opstå hvor som helst, i kloakker, svinestalde og kontormiljøer, og som kan spredes med lynets hast i en hypermoderne og overbefolket verden. Bogen vakte opstandelse og bekymring i 1995, og her 25 år efter kan Coronavirus meget vel være et varsel om, hvad der kan vente, især hvis vi ikke får adresseret verdens mest presserende problemer som overbefolkning og naturødelæggelse. Måske er vi på vej mod en middelalderlig verden, hvor tilbageværende, dødelige pandemier er dagens orden.

Reaktionerne på pesten

I middelalderen var man helt uforstående overfor pesten og med datidens teologiske verdensbillede blev den ofte forklaret som Guds straf. Man byggede pestsøjler for at please den tilsyneladende vrede, almægtige Gud. Først senere fandt lægevidenskaben ud af, at pesten skyldtes en smitsom sygdom, der i starten af det 20. århundrede blev identificeret som Yersinia Pestis.

I Bocaccios berømte værk ”Dekameron” om pesten i Firenze ser vi beskrivelser både af sygdommen og af folks reaktioner. Nogle blev mere kyske og fromme, enkelte søgte bod ved at piske sig selv, de såkaldte flagellanter. Andre gik amok i skørlevned og moralsk fordærv, som det blev beskrevet i datiden. Myndighederne reagerede langsomt, tøvende, men efterhånden blev karantæner og udgangsforbud, ganske som i dag, en del af værktøjskassen. En tradition var skabt. I nogle tilfælde blev de pestsmittede ligefrem muret inde med røde kryds på dørene og overladt til den sikre død, på samme måde som de kinesiske magthavere har gjort i Hubei-provinsen, hvor de syge blev isoleret og deres opgange svejset til. I endnu mere ekstreme tilfælde blev de pestsmittede jaget ud af byen, ganske som øboer på Ærø og Fanø har meddelt, at gæster på øerne er uønskede i den kommende tid. Vi ser også middelalderligt inspirerede udgangsforbud i en række af vores nabolande og med regeringens seneste tiltag, kan det meget vel også blive virkelighed i Danmark for at holde folk hjemme i den kommende påske.

Epidemier skaber overtro og syndebukke

Middelalderens mennesker var overtroiske. Én ting var den katolske kirke, som med dens forestillinger om synd og skærsild styrede sjælene med jerngreb. Derudover var der megen folketro tilbage, og de fleste troede på skæbne og tog varsler af selv de mindste ting. I et samfund, hvor oplysning og uddannelse var en mangelvare, førte pesten til de vildeste rygter og konspirationer.

Man søgte også syndebukke. Som ofte før og senere blev jøderne udpeget som skurkene. De blev beskyldt for at have forgiftet brøndene, og især i Frankrig foregik der voldsomme pogromer i blandt byer som Toulon og Chambery. Hårdest gik det for sig i Strasbourg blev 2000 jøder slået ihjel af rasende folkemængder.

Også i dag søges der syndebukke. Ansvaret skal placeres for det meningsløse og uforklarlige. Kina blev tidligt bebrejdet udbruddet af Coronavirus, præsident Trump omtaler den rutinemæssigt som ”den kinesiske virus”, og folk med kinesisk udseende møder skepsis og ligefrem racisme verden over. I visse muslimske kredse er den aktuelle epidemi blevet betegnet som ”den jødiske virus”, mens de religiøse forklaringer også har fået fornyet kraft hos rabiate imamer, der betegner Coronavirus som Allahs retfærdige straf over de dekadente vesterlændinge.

Den sociale medievirus

Middelalderens sladder på markedspladsen og i ølstuen er flyttet over på sociale medier, der stortrives i en tid, hvor vi er fysisk isolerede fra hinanden. Coronaepidemien bringer det bedste og værste frem i mennesker. På den positive side er der både udveksling af oplysninger og opbyggelige fællesskaber gennem digitalt samvær med ældre ensomme, virtuelle fredagsbarer og organisering af indsamling af skrald i naturen. Men sociale medier er også i endnu højere grad end normalt fora for vilde løgne og konspirationer, der cirkulerer med lysets hast, som en slags virtuel virus simultant med den biologiske. Misforståelserne og de falske nyheder kendes også fra eksempelvis AIDS-epidemien i 1980erne, men sociale medier bidrager til langt hurtigere spredning og voldsomhed.

På trods af vores rodfæstede tro på oplysning, fremskridt og moderne lægevidenskab, kan vi stadig panikke og gå i selvsving stillet over for en situation, vi ikke har mødt før. Vores krybdyrhjerner kan reagere med overlevelsesinstinktet, som giver sig udtryk i hamstring af håndsprit og toiletpapir. I USA reagerer man i vanlig cowboystil ved at hamstre skydevåben og forberede sig tilsyneladende på et borgerkrigslignende scenarie. Som en familiefar fra Maryland sagde i Horisont på DR1: ved mangel på mad kan det mest dyriske komme frem i alle!

På et mere kollektivt plan er såvel borgere som politikere villige til ukritisk at acceptere tilsidesættelse af normale demokratiske principper i lovgivningsprocessen, hvor voldsomme love med enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser er blevet hastet igennem, love, der indskrænker basale (og grundlovssikrede) rettigheder såsom bevægelses- og forsamlingsfrihed. Der argumenteres for nødvendighedens politik, og de fleste af de drastiske tiltag virker både fornuftige og velbegrundede. Men det er alligevel skræmmende, hvor hurtigt vi er villige til at acceptere mistet frihed, stillet over for en ydre fjende. Dette må også, på den anden side af epidemien, være en lektie i, hvor let vores demokrati kan sættes ud af spil, hvis nogen formår at argumentere overbevisende nok …

Pesten forandrede samfundet – det gør Corona også

Pesten forandrede middelaldersamfundet. De, der overlevede, fik generelt bedre økonomisk vilkår. Pesten ryddede ud i et overbefolket Europa, og der var nu færre om at nyde jordens afgrøder. Godsejerne manglede desperat arbejdskraft, og mens man i Østeuropa løste problemet med vold og tvang, fik bønder og livegne friere vilkår og bedre aflønning i Vesteuropa, hvor man brugte guleroden frem for stokken. Europa endte med at komme rigere ud af pesten, men frygten og erindringen blev siddende, og senere pestepidemier, om end ikke så voldsomme, satte regelmæssigt en skræk i befolkningen. Den sidste pestepidemi i Danmark fandt sted i 1711, under Den Store Nordiske Krig.

Coronavirus viser os, at forestillingen om, at store epidemier hører fortiden til, er naiv. Den fremprovokerer også en kollektiv angst, der rækker ud over frygten for smitte og den sammenlignet med pesten begrænsede risiko for at dø. Som samfund har vi en erindring om pesten og andre lignende epidemier, som dybt fra gemmerne kommer op til overfladen. Har vi ikke lyttet efter i skolens historietimer, eller har vi glemt den, hjælper katastrofefilm som Outbreak og Contagion os til at holde den kollektive rædsel i erindring. Vi kommer atter i tanke om, at vi rent faktisk kan dø en absurd død før tid, ligegyldigt hvor mange samtalekøkkener eller fladskærme, vi måtte have fået raget til os. Vi mindes om det nøgne liv, det faktum at vi ikke er her for evigt, som mange af os til dagligt fortrænger gennem endeløse møder, powerpointpræsentationer, parmiddage, rejser og spændende fritidsaktiviteter.

Måske vil det i den sidste ende gøre os til bedre og mere reflekterede mennesker, at vi mindes om, vi ikke kan tage livet for givet. Og måske vil den aktuelle isolation og den deraf følgende megen tid til ro, fordybelse og nærvær give os en bevidsthed om, at noget er vigtigere end den endeløse stræben efter forfremmelser og materiel velstand. Måske vil chefer indse, at mange af os er mere effektive når vi slipper for storrumskontorets helvede af støj og forstyrrelser og får lov at arbejde hjemme. Måske vil vi lære at skønne mere på det liv vi har og de mennesker vi har omkring os. Eller også vender livet blot tilbage til normalen, og vi er igen uforberedte, når den næste epidemi eller katastrofe kommer, formentligt værre end Coronavirus …

Jeg er jo vild med middelalderbyer og har efterhånden besøgt en del af de vigtigste europæiske af slagsen, inklusiv Carcassonne.

Da jeg for tiden er i gang med at realisere mine ældste og største rejsedrømme, var det naturligt i en lang weekend i september 2016 at besøge Visby og Gotland. Jeg boede midt i den gamle by og gik rundt om ringmuren, så de mange kirkeruiner og besøgte det nærliggende Romakloster.

Visby ligger lige ud til den blå Østersø, med en strandbar, der er kåret til Europas bedste, og med en middelalderbykerne, der hører til de ypperste. Det kan varmt anbefales.

Det er en allerede en bagende varm formiddag, da vi krydser den dansk-tyske grænse. Første stop er Lübeck, den vigtigste af hansestæderne, der med sin monumentale Holsteintor den dag i dag sender et signal om, at her boede folk, som havde magt og indflydelse. I gotiske Mariekirche ligger en tonstung klokke stadig oven på en revne i gulvet, der hvor den faldt ned under et allieret bombardement i det tidlige 1945.

Ikke langt uden for byen krydses den nu usynlige grænse, der indtil for et par årtier siden udgjordes af jerntæppet. I dag bemærkes den ikke – det genforenede Tyskland forsøger at slette arene fra den smertefulde deling. Næste stop er Rostock, også en gammel hansestad. Den fik mange bomber i sidste krig, men er genopbygget i lidt af den gamle stil: smalle købmandshuse og et rådhus, der leder tankerne hen på en konditorkage.

Kystbyer og cirkusser

Videre østpå går det. Øst for Greifswald kører vi ud på Osedum-halvøen, en smal landtange, der skiller havet fra en række fjorde inde i landet, og her får vi for første gang nærkontakt med Østersøen. Det vil sige, vi kan ikke se vandet, for der er solide nåleplantager mellem os og vandet. Jeg genser Swinoujscie efter 10 år. Første gang kom vi en anden varm sommerdag med færgen fra København. Meget er forandret. Østersøkysten heroppe er en næsten ubrudt kæde af badestrande, små pensionater, og det ene lille tarvelige cirkus efter det andet. I Dziwnow indlogerer vi os på Admiral Hotel, et gammelt stilfuldt kurhotel med udsigt over floden. Byen er derimod ikke stilfuld: den ultimative badeby med souvenirbutikker, iskiosker, og endnu flere hæslige cirkusser.

Næste dag går det videre langs kysten til byer, hvis navne er umulige at udtale, og som man også hurtigt bliver færdig med. Sidst på eftermiddagen når vi Gdansk. På vej ind i byen passerer vi det berømte Leninskibsværft, som har en helt særlig plads i omvæltningerne i Østeuropa. Det var her, en elektriker ved navn Lech Walesa i 1980 startede en fri fagforening, Solidaritet, som blev et første varsel om de folkelige protester, der i 1989 væltede muren.

Gdansk er en smuk by med nænsomt restaurerede huse langs kanalerne. Der er et kæmpe udvalg af hyggelige barer og restauranter. Vi ender i en hvælvet kælder, der blandt andet byder på glimrende fiskesuppe og kølige øl! Hovedretten er en fin ørred, og fisken fejler bestemt intet her ved havet.

Ulveskansen – Hitlers hovedkvarter

Turen østpå fortsætter gennem Elblag og Olztyn, en hyggelig gammel by med borgruin og flere kirker. På vejen videre mod Litauen gør vi en omvej omkring, Ulveskansen, Hitlers vinterhovedkvarter fra krigens første år, som er kendt fra blandt andet filmen Der Untergang. Nazisterne gik grundigt til værks – nogle bunkers har seks meter tykke mure af armeret beton. Den allermest solide er Hitlers egen, nr. 13. Det er et meget specielt sted, og selv om bygningerne er forfaldne og overgroet af skoven, kan man alligevel fornemme, hvad der er gået for sig her.

Vi har nu nået grænselandet mellem Polen og Litauen, der udgøres af en nationalpark med noget af Europas sidste urskov. I 1996 kørte jeg på studietur til Litauen ad en elendig vej, og vi sad i kø to timer ved grænsen. I dag er vejen fin, og vi ryger lige over.

Det sydlige Litauen er ikke uinteressant, om end fattigt. Husene er næsten alle af træ og de små byer faldefærdige. Uden for Druskininkai er en tidligere kommunistisk koncentrationslejr lavet om til et museum over kommunismens rædsler, komplet med kreaturvogne brugt til transport af fanger, vagttårne og betonstatuer af de store kommunistiske ledere og en hel del mindre. Alt sammen er udført meget originalt, i den totale mangel på smag og stil, der prægede kunsten i den gamle østblok. Parken har været meget kontroversiel, fordi den udelader historien om, hvordan litauerne selv hjalp såvel kommunister som nazister med at udrydde og deportere jøder.

Vejen op mod hovedstaden Vilnius går dels gennem urskoven, dels forbi Litauens nationalikon, den gamle middelalderborg Trakai, komplet med voldgrav og røde tårne. En sommerdag som denne er den pakket med lokale på udflugt.

Gensyn med Vilnius

Vilnius er en perle af en hovedstad. Det er et af Europas bedste eksempler på barokbyggestil, og i forhold til mit første besøg 13 år tidligere er meget nænsomt restaureret langs de brostensbelagte gader. Kirkerne fremstår atter i fordoms pragt, og små kunstforretninger ligger side om side i de århundredegamle borgerhuse. Hovedstrøget Gedimino Prospekta forbinder byens skagensgule domkirke med parlamentet, som var centrum for kampene i 1991, da Sovjetblokken i en sidste krampetrækning forsøgte at sætte den nyudråbte litauiske republik på plads. Forehavendet mislykkedes heldigvis, da litauerne tappert forsvarede deres parlament og nyvundne frihed. Som et minde om kampen for selvstændighed er nogle af pigtrådsbarrikaderne stadig udstillet.

Det skorter ikke på god mad i Litauen. Vi sætter tænderne i et spækbræt af kolde specialiteter, fra røget oksemørbrad til griseører. Det hele skylles ned med lokalt mikrobryg, og livet forekommer skønt sådan en sommeraften i det såkaldt nye Europa.

Bryllup eller beach party?

Efter to dage i Vilnius går turen mod Kaunas, som var hovedstad i mellemkrigstiden, da Vilnius lå i Polen! Det er lørdag og den helt store bryllupsdag. En rest fra Sovjettiden er det gigantiske bryllupspalads midt i byen, som denne dag holder bryllupper væg til væg. Pyntede limousiner og andre store biler holder skulder ved skulder udenfor, og konstant lyder champagnepropper og hurraråb. Vi flygter fra disse festligheder videre tilbage mod Østersøkysten, til Klaipeda og videre til Liepaja i Letland, hvor alle, der ikke er i færd med at blive gift, har bevæget sig til Baltic Beach Party, Baltikums svar på Roskilde, men med skøn beliggenhed på selve stranden. For os 80er-musikelskere er det et behageligt genhør med tyske Alphaville, og ølpriserne er nogle andre end på Smukfest i Skanderborg.

Det er godt oppe ad næste formiddag, da vi kører videre langs kysten gennem Ventspils og op mod Riga. Letlands hovedstad ligner sig selv fra mit seneste besøg 13 år tidligere. Domkirken med den sorte løgkuppel knejser over den gamle brolagte bydel, men de gode restauranter og barer er blevet flere. Byens vartegn Pulvertornis, Krudttårnet, lever op til sit navn: der sidder kanonkugler fast i murene fra et af de utallige slag, der er gået for sig på disse kanter.

Efter en god nats søvn på et velbeliggende hostel går det videre nordpå til en flot og meget klassisk middelalderborg i Sigulda, inden vi rammer Estland og den hyggelige universitetsby Tartu, som i århundreder har været et regionalt centrum for lærdom. Byens gamle, gennemrestaurerede universitet danner et naturligt midtpunkt i den gamle bydel, hvor der på grund af sommerferien er ganske uddødt. Lærere og studerende er ude af byen, og de fleste barer er derfor lukkede. Til gengæld kan vi så få et værelse på et af kollegierne, splinternyt og high tech.

Tallinn – tilbage til middelalderen

Tallinn er Estlands hovedstad og, vil jeg sige, en af Europas smukkeste af slagsen. For en middelalderelsker som undertegnede er det ganske imponerende, at størstedelen af bymuren og 13 ud af 16 borgtårne er bevarede. Sammen med byens to dominerende spir, rådhusets og Sankt Olafskirkens, danner de en nærmest magisk stemning i aftenskumringen. I de snævre gader dyrkes middelaldertemaet, og den legendariske restaurant Olde Hansa er ingen undtagelse: turistet og svinedyr, men den fremragende mad, det gode øl (med kanelsmag!), og de søde servitricer i middelalderkjoler gør det til en fremragende oplevelse, så god at vi vender tilbage næste dag.

Estisk er et underligt sprog, i familie med finsk og ungarsk, og der er tilsyneladende ingen lokale, der finder det underligt, at vores hostel ligger på hjørnet af gaderne Pik og Nonne. Og sådan staves de! Til gengæld bor vi lige midt i det hele og har udsigt til den store rådhusplads med det enormt tynde og lange rådhustårn i gotisk stil.

Cirklen sluttes

Sidste stop på turen er Finland og Helsinki. Nu om dage sejler hurtigfærger hele tiden mellem de to hovedstæder, og efter kun to timers sejlads i aftensolen ankommer vi til byen, der er kendt for Aalto og Nokia. Vi bor i et hostel under tribunen på det olympiske stadion, med en kæmpe statue af Pavel Nuurmi, den flyvende finne, udenfor. Helsinkis hovedstrøg hedder promenaden, en dejlig bred boulevard med skyggefulde træer. I den lune sommeraften sidder vi indtil midnat og spiser sushi og drikker champagne. Det er ikke just typisk finsk….

Turen rundt om Østersøen slutter med en natfærge dagen efter til Stockholm, som bestemt også er et besøg værd. Efter en tur ned gennem et glinsende, sommerligt Sverige slutter vi cirklen med at overnatte i en gammel jernbanevogn i Lund. Det har været to uger med meget varierende oplevelser og bestemt noget, der kan anbefales.

Beretningen har været bragt som artikel i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 50, december 2012

Det var ikke kun maden, der var god. Byen med dens enorme ringmure og voldgrave var en kæmpe oplevelse, om dagen og efter mørkets frembrud. Vi boede i et gammelt nonnekloster med udsigt til borgen og udforskede alle dele af byen.

En af dagene var vi også med tog ud i landskabet og besøgte Toulouse. Jo, man kan nå meget sådan en forårsweekend.

Billeder her: http://pictures.linaa.net/#!album-81