Grundloven – Jakob Linaa Jensen

Corona er ingen undskyldning for at afskaffe demokratiet
Hele min barndom og opvækst levede jeg i tryghed og forvisning om at bo i et demokratisk land. Hvor politikerne fulgte lovene, og hvor Grundloven stod over alt andet. Senere, da jeg blev underviser, lærte jeg mange årgange af studerende, at ingen er over eller ved siden af Folketinget. Og hvis der alligevel var problemer, stod en kritisk opposition og en fri presse klar på sidelinjen. I de senere år, ikke mindst det seneste halve år, og i særdeleshed de seneste par uger, er min barnetro blevet rystet.

Jeg husker præcist, hvornår under coronakrisen, at det slog mig for alvor, at Danmark ikke nødvendigvis vil være et demokrati, for altid men kan falde i den autoritære fælde. Jeg kommer ud fra min kærestes lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, og ud af bybussen vælter folk med lyseblå mundbind, der leder tankerne hen på dystopiske film som Outbreak og Twelve Monkeys. Overfor, på busskuret, var der netop sat en plakat op af statsministeren, Mette Frederiksen, der med korslagte arme og et skævt Mona Lisa-smil var ledsaget af sloganet: ”Lille land, stort fællesskab”.

Hvis man er socialdemokrat, et ubetinget positivt menneske eller blot tilstrækkelig naiv, kan man se hele dette scenario som udtryk for fryd og gammen. Men for mig – der har rejst meget, også i lande, der bedst kan betegnes som rene diktaturer – kommer der andre associationer: jeg tænker på de farvestrålende plakater af Lukasjenko i Hvideruslands hovedstad Minsk, eller de enorme plakater af Tadsjikistans de facto diktator, hvor han med photoshoppede baggrunde med kornmarker, fabrikker og smilende børn fremtræder som den store landsfader.

Nu tænker man nok allerede som læser, at jeg sidder og skriver dette med min sølvpapirshat på, at regeringen kun gør det bedste, og at det hele er for folkesundhedens skyld. Vi er alle enige om, at coronakrisen er meget ubelejlig, og at regeringen helst havde været den foruden. Jeg hører også til det store flertal, der mener nedlukningen af Danmark i marts var påkrævet, ud fra vores daværende viden, og jeg var selv flere gange ude at rose regeringen for handlekraft og initiativ. Siden dengang er det imidlertid gået voldsomt ned ad bakke, ikke mindst med respekten for Folketinget og demokratiet. Ikke mindst de senere ugers begivenheder viser, at vejen til et autokrati er kortere, end man tror.

Der er ingen tvivl om, at regeringen på nogle punkter har gjort det godt, og det er i en uset krise som denne svært at gøre sig klog på de rigtige løsninger, selv om tiltag som mundbind efter min mening savner solid videnskabelig evidens. Det er mere måden, regeringen handler på, der er problematisk, ikke mindst den tiltagende og åbenlyse foragt for folketing og kritisk presse.

Regeringens pressemøder har udviklet sig fra alvor til farce. I starten sad vi alle klæbet til skærmen, paralyseret af nødretstilstanden. Man så en ydmyg, bekymret regering, hvor Mette Frederiksen stort og modigt indrømmede, hun ville komme til at begå fejl. Det kom hun og regeringen også til, i rigt mål, men det kniber lidt med at indrømme dem. Tværtimod har regeringen åbenlyst nydt og dyrket deres stigende magt, og journalisternes tiltagende kritiske spørgsmål er blevet afvist mere og mere arrogant af statsministeren, de øvrige ministre og repræsentanter for myndighederne.

Oppositionen, der efter lang tids coronadvale omsider ser ud til at være vågnet op for at udøve deres pligt som opposition, skælder i stigende omfang ud over, at regeringen handler hen over hovedet, og at materiale forud for vigtige møder udleveres med ekstremt kort varsel eller slet ikke.

Men topmålet er dog alligevel kommet med den seneste tids sag om aflivningen af alle danske mink.

Man har længe vidst, der var udbredt smitte på minkfarme, og helt rimeligt (og med lovhjemmel) aflivet smittede mink og besætninger i en sikkerhedszone rundt om de smittede farme. 4. november kommer så den pludselige beslutning om, at alle danske mink skal aflives og syv kommuner i Nordjylland skal lukkes ned, fordi der tilsyneladende blandt minkene og de smittede nordjyder er fundet en særlig variant af coronavirus, der kan være resistent over for en kommende vaccine. Muligheden af en resistent virus bliver hurtigt udfordret af internationale eksperter, herunder fra WHO, og i dag tyder alt på, den farlige cluster ikke findes mere. Den dramatiske beslutning skete derfor på et forkert grundlag.

Men meget vigtigere er, at den skete på et ulovligt grundlag. Der var ikke lovhjemmel til aflivningen, og vi ved nu, at syv centrale ministre, herunder statsministeren, var vidende herom i flere dage, uden af den grund at stoppe den ulovlige aflivning af danske mink og den tilhørende ødelæggelse af et erhverv og tusindvis af familiers livsværk. Tværtimod anvendte man politi og militær til at håndhæve aflivningerne. Det forekom totalt udansk og plejer ellers kun at være i politi- og diktaturstater, man anvender ordensmagt og hær rettet mod sin egen befolkning.

Hele minksagen er intet mindre end en gigantisk demokratisk skandale med tråde spredt ud over regeringen, centrale dele af embedsværket og senest også Rigspolitiet, der tilsyneladende også vidste, de handlede ulovligt. Minksagen viser en regering, der i bedste fald er inkompetent, i værste fald er ligeglad med lov og normale demokratiske principper, noget man som sagt har haft stigende mistanke om gennem hele coronakrisen. Denne sag bør ikke stoppe med Mogens Jensens tilbagetrædelse og en forventet ”ofring” af et par centrale embedsmænd. Hvis det, der kommer frem nu, er rigtigt, er det stof til en rigsretssag. Og i modsætning til Danmarkshistoriens seneste rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen og den af visse politikeres ønskede ditto mod Inger Støjberg, handler det denne gang ikke kun om én minister, der har overtrådt eller tilsidesat loven men hele syv – inklusive statsministeren

Kulminationen på regeringens og statsministerens magtfuldkommenhed kommer så på Amalienborg Slotsplads 19. november i forbindelse med udnævnelsen af en ny fødevareminister til afløsning for ”den ofrede” Mogens Jensen, hvor Mette Frederiksen direkte adspurgt siger, at hun ville gentage beslutningen uden lovhjemmel, hvis ”folkesundheden krævede det”. Vi står med andre ord med en statsminister, der åbent indrømmer, hun er villig til (atter) at handle i strid med loven, noget man ellers kun ser i lande, vi nødigt sammenligner os med. Man må under alle omstændigheder sige, at statsministerens forhold til grundlov og demokrati forekommer yderst afslappet, for nu at sige det pænt.

I hele denne proces ser vi omsider en stigende kritik fra oppositionen til højre for midten, mens regeringens støttepartier tilsyneladende indtil videre er villige til at se stort på egne ord om demokrati og retssikkerhed. Selv om der, omsider og velfortjent, er daglige demonstrationer på Christiansborg Slotsplads mod uretfærdighederne, ser størstedelen af befolkningen fortsat passivt til, måske kuet af regeringens frygtdiskurs.

Og ja, corona er både ubehagelig og kan være farlig. Men den er ikke nogen undskyldning for at se stort på demokratiet. Fascisme og andre rædselsfulde former for diktatur kommer ikke nødvendigvis ved støvletramp og nedbrænding af Rigsdagen men ved, at en passiv, ligeglad eller skræmt befolkning stiltiende acceptere stadigt stigende urimelig- og ulovligheder. Grænsen for, hvad der skal accepteres, er nået, coronakrise eller ej.

Det danske demokrati har fået coronavirus – og har brug for en respirator
Coronakrisen har desværre afsløret, at en skræmt befolkning ret hurtigt er villige til at acceptere store indskrænkninger i den personlige frihed. Mange vil sige, det var prisen værd. Problemet er, at indskrænkningerne kan blive en glidebane, der vil true vores demokrati. Denne artikel har været bragt i POV Internatinal 24. juni 2020.

Vi plejer i Danmark at bryste os af, at vores demokrati har det rigtigt godt. Tilslutningen til demokratiet er blandt det højeste i verden, og selv om politologer og andre forskere ofte problematiserer faldende deltagelse, skyldes det, at de kigger på formelle deltagelsesformer, såsom partimedlemsskab.

Engagementet i lokale forhold, f.eks. hvis skolen eller Brugsen skal lukkes, er højt. Undersøgelser over de seneste 50 år viser konsistent, at 70 pct. af befolkningen er meget eller noget interesserede i politik, og ved folketingsvalg er valgdeltagelsen i samme periode gennemsnitligt 85 pct., også blandt de højeste i verden.

Alligevel er det som om, mørke skyer trækker op om vores demokrati. Mange små og store ting indikerer problemer, både i forhold til politikeres og myndigheders omgang med demokratiet og i forhold til borgernes omgang med og opfattelse af basale demokratiske principper. Begge dele er problematiske. Demokratiet er ikke et objektivt fænomen, men et socialt produkt, der kun holder, så længe indbyggerne tror på det og vedligeholder det.

“Mørklægningsloven”

For syv år siden blev den nye offentlighedslov vedtaget, den der i folke- og journalistmunde er kendt som ”Mørklægningsloven”. Essensen i loven er, at borgeres, forskeres og journalisters muligheder for at kigge politikere i kortene og få indblik i beslutnings- og forvaltningsprocesser indskrænkedes, under henvisning til en mere smidig og effektiv sagsgang.

Med andre ord: Politikere og embedsmænd ønskede mere arbejdsro, fri for nysgerrige blikke. Debattører og forskere, inklusive undertegnede, påpegede, at loven var et tilbageslag for demokrati og åbenhed, mens politikere fra det forholdsvist brede flertal, der vedtog loven, forsikrede os om, at der var tale om mindre justeringer, der ikke i væsentligt omfang betød en ændring af gældende praksis.

For nyligt er ytringsfrihedskommissionen kommet med en rapport, der blandt andet påpeger, at her syv år efter har loven betydet problematiske indskrænkninger i offentlighedens muligheder for demokratisk kontrol, og at loven bør kigges efter i sømmene.

“Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati”.

Om det er offentlighedslovens skyld eller ej, så må jeg som blandt andet demokratiforsker konstatere, at politiske beslutninger og forvaltningsprocesser forekommer mere lukkede og utilgængelige end tidligere. Et oplagt eksempel er den farceagtige sag om Radio24syv.

Hvor første runde af sagen, der endte med at Radio 4 erstattede 24syv, var en helt åbenlyst politisk motiveret beslutning om at flytte den fjerde radiokanal ud af København, så var anden runde, der endte med, at Radio Loud (I ved, den uden lyttere), fik den ledige plads som skatteyderfinansieret DAB-kanal mere uigennemskuelig.

Der er sagt og skrevet meget om den sag, men processen der førte til beslutningen forekom absurd og lukket. Kulturministeren nægter at lade offentligheden få indblik i sagen under henvisning til, at Radio & TV-nævnet skal kunne arbejde i fortrolighed. Joy Mogensen har loven på sin side i netop dette, udtaler forvaltningseksperter, men det gør jo ikke nødvendigvis hemmelighedskræmmeriet demokratisk forsvarligt.

Nu har nævnet så givet Folketingets Kulturudvalg lov til i fortrolighed at se dokumenterne, der førte til beslutningen om at Loud fik DAB-kanalen, men er det ikke rimeligt, at grundlaget for en beslutning, der koster skatteyderne 250 mio. kroner kommer til offentlighedens kendskab?

Foto: Christiansborg, Wikimedia Commons

Vores demokrati er ikke en selvfølge

Den aktuelle coronakrise er et andet eksempel på, at demokratiet i Danmark ikke er en selvfølge. I konsekvens af den hastige spredning af COVID19, valgte regeringen 11. marts at lukke Danmark ned og indføre en lang række særlove, mange med en solnedgangsklausul, så de udløber et år senere. Selv om mange er enige om, at nedlukningen var nødvendig, rejser der sig alligevel en række demokratiske spørgsmål?

Kan man bare sådan uden videre sætte eksempelvis Grundlovens paragraf 79 (om forsamlingsfrihed) ud af kraft ved at vedtage et forbud mod forsamlinger på over 10 mennesker?

Det kan man så, under henvisning til epidemiloven, men det er stadig ikke udemokratisk. Endnu værre var regeringen i dagene inden påske klar til at sætte Grundlovens §72 (om boligens ukrænkelighed) ud af kraft ved at give politiet adgang il private hjem uden en retskendelse. Man var åbenbart bange for lidt for livlige påskefrokoster.

Kun takket være en behjertet protest fra bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige blev dette forslag taget af bordet. Senere har man søgt at udvikle en corona-app med henblik på at registrere borgernes færden, positioner og sociale kontakter. Man forsikrer, at oplysningerne er anonymiserede og ikke misbruges, men data er stadig samlet et centralt sted, i modsætning til løsninger fra techgiganter som Google, hvor de følsomme data forbliver på brugernes egne telefoner. At tænke sig, Google værner mere om privatliv end den danske regering.

Endelig har sundhedsminister Magnus Heunicke været ude at tale om, at visse af solnedgangsklausulerne skal ophæves, således at dele af den ganske ekstreme coronalovgivning får en permanent karakter.

Hvad bliver det næste?

Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati.

Det er endnu mere skræmmende, at disse krænkelser ikke har været genstand for mere intens politisk debat, som det for eksempel har været tilfældet i Tyskland. Med undtagelse af Enhedslisten, Nye Borgerlige og til dels Radikale Venstre, er de demokratiske problemer ikke blevet synderligt italesat. De fleste synes at have været ivrige efter at overbyde hinanden i smittebegrænsende tiltag og økonomiske hjælpepakker.

Heller ikke befolkningen har engageret sig i voldsomme protester. Folk accepterer frihedsindskrænkningerne villigt, for sundhedens skyld, samfundssindets skyld. Nu tænker du nok: Jamen det var i en bedre sags tjeneste, for at bekæmpe covid-19? Det kan der være god grund til, men man kan frygte glidebanen. Hvad bliver det næste?

Når man kan gennemføre sådanne tiltag stort set uden voldsomme protester, hvad kan en regering så ikke få lov til en anden gang? Corona er selvfølgelig slemt, men der kan komme langt værre ting: Epidemier der er meget mere dødelige, terrorangreb med store dødstal eller som rammer den vitale infrastruktur osv.

“Det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier. Der er brug for demokratisk modoffensiv”

Coronakrisen har desværre afsløret, at en skræmt befolkning ret hurtigt er villige til at acceptere store indskrænkninger i den personlige frihed. Mange vil sige, det var prisen værd. Problemet er glidebanen.

Allerede under Muhammedkrisen så vi ytringsfriheden under pres, og man kan af og til høre selv såkaldt frisindede mennesker argumentere for betydelige indskrænkninger af denne, enten af misforstået tolerance eller af ren skræk for dem, der søger at true sig til tavshed. Og så har jeg slet ikke talt om krænkelseskulturen og identitetspolitikken, hvor krænkelse over hvad som helst er blevet en folkesport, og hvor “silencing” bliver mere og mere udbredt, til stor skade for den demokratiske debat.

Kan det ikke være lige meget? Skal vi ikke være tolerante og forstående og begrænse de personlige friheder af hensyn til minoriteter, coronavirus, klimaforandringer og andre anerkendelsesværdige formål? Svaret er nej, for de personlige friheder er bærende for demokratiet.

Uden ytringsfrihed, ingen kritik og intet demokrati. Uden ejendomsret og ret til egne data, ingen autonomi og ingen beskyttelse mod at mennesket bruges som middel og ikke mål. Alle frihedsrettigheder, i Grundloven, i Den amerikanske forfatning og i Menneskerettighedserklæringen er der af en grund. De kan ikke bøjes uden at projektet vakler.

Man kan frygte, at demokratiet ikke går til i en Orwellsk dystopi, men fordi vi enten er ligeglade eller lader os overbevise om, at målet helliger midlet. Men uden frihedsrettigheder og muligheden for at kigge alle beslutningsprocesser efter i sømmene og kunne diskutere, kritisere og parodiere alt, har vi ikke et demokrati. Med den nuværende udvikling går det stærkt, og det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier.

Der er brug for demokratisk modoffensiv.

GLÆDELIG GRUNDLOVSDAG! – Kæmp for demokratiet – det er presset!
Grundlovsdag 2020

Mere end nogensinde er det vigtigt at fejre demokratiet og ikke tage det for givet.

I går var det syvåret for den famøse “Mørklægningslov”, der voldsomt indskrænkede borgeres, journalisters og forskeres ret til at kigge politiske beslutninger efter i sømmene. Det har politikerne udnyttet til en lang række tvivlsomme beslutninger og love, senest forløbet om Loud, hvor “kultur”ministeren nægter at lade offentligheden få indblik.

Endnu værre er alle indgrebene under Coronakrisen, hvor den personlige frihed er trådt groft under fode: forsamlingsforbud (krænkelse af Grundlovenes §79), øget overvågning af adfærd og teletrafik, og havde det ikke været for en alliance af bl.a. De Radikale og Nye Borgerlige havde regeringen gennemført en de facto afskaffelse af §72 om boligens ukrænkelighed, fordi man var bange for, påskefrokoster greb om sig. Seneste barsler man så med en app til at overvåge Corona, hvor intime data om vores adfærd gemmes hos en offentlig myndighed. Og hvis du er blevet testet for Corona, gemmes dine dybt personlige DNA-data i ti år. Hos et Seruminstitut, der tidligere har udleveret danske CPR-numre til kineserne og som har solgt sin vaccineproduktion til Saudiarabien. Det er dybt problematisk, men det lader til, GDPR osv. ikke gælder for det offentlige …

Nu tænker du nok: jamen det var i en bedre sags tjeneste, for at bekæmpe Corona? Men er kuren ikke efterhånden værre end sygdommen? Og hvad bliver det næste? Når man kan gennemføre sådanne tiltag, stort set uden voldsomme protester, hvad kan en regering så ikke få lov til en anden gang?

Værst af alt er dog den ligegyldighed over for demokratiet, der opleves. Sidste år hørte jeg unge mennesker i et tog nær RUC sige, at ytringsfrihed jo bare er noget, gamle hvide mænd fandt på i 1800-tallet. Og i går sagde en studerende til eksamen, at kønsopdelt undervisning – FOR ALLE! – kunne være en lille indrømmelse at give til minoritetsgrupper i en højere sags tjeneste.

Og så har jeg slet ikke talt om krænkelseskulturen og identitetspolitikken, hvor krænkelse over hvad som helst er blevet en folkesport, og hvor “silencing” bliver mere og mere udbredt, til stor skade for den demokratiske debat.

Demokratiet går ikke til i en Orwellsk dystopi, men fordi vi enten er ligeglade eller lade os overbevise om, at målet helliger midlet. Men uden frihedsrettigheder, ligestilling og muligheden for at kigge alle beslutningsprocesser efter i sømmene og kunne diskutere, kritisere og parodisere ALT, også religion, har vi ikke et demokrati og kan ikke fejre Grundloven. Med den nuværende udvikling går det stærkt, og det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier.

Der er brug for DEMOKRATISK MODOFFENSIV!

Glædelig Grundlovsdag. Og så: ud at kæmp for demokratiet. Hver dag. Hele året!