Der lyder et bump efterfulgt af en hvislende lyd, og bilen begynder at ryste ukontrollabelt. Vi må bremse og holde ind til siden. Den værste forventning bliver bekræftet. Venstre bagdæk er eksploderet mod en skarp sten og har nu en 30  centimeter lang flænge. Vi har kørt ad forfærdelige veje i et utilgængeligt Lesotho i to dage og nu dette! Men når nøden er størst er hjælpen nærmest. Tag med Jakob Linaa Jensen og Mette Ehlers Mikkelsen på et roadtrip i Lesotho, hvor ingen kort eller GPS-ruter passer!

Turen starter ellers forudsigeligt tilbage i Johannesburg. Vi får vores firehjulstrukne bushcamper af en flink mand, som minutiøst gennemgår alle facetter af bilen, inklusiv hjulskift og brug af sandstiger. Turen ned gennem Sydafrika går glat gennem åbne, tørre landskaber med spredt bevoksning, fjerne nedslidte bjerge og ind i mellem små townships med blikskure og legende børn i vejkanten. Bilen er med sine to et halvt tons tung i optrækket og sluger meget benzin, men vi bliver hurtigt venner alligevel.

GPSen, som vi med vanlig rettidig omhu har lejet sammen med bilen, er derimod en katastrofe allerede i Johannesburg. Det kunne have givet os et hint om, hvor elendigt den ville virke i Lesotho. Gange ti. Med det fysiske kort i hånden når vi byen Ficksburg og dermed grænsen til Lesotho. Der er plakater mod børnesmugling og for abortklinikker. Bekymrende og / eller dejligt at se fremskridt… Grænsen er uproblematisk. Lille og lidt rodet ved første blik. Men er er orden i kaos, og vi kommer hurtigt igennem. Snart er vi inde i en kaotisk støvet markedsgade i den lille by Maputsoe i Lesotho, hvor alt mellem himmel og jord faldbydes. Der er støv overalt, og vi kører videre til den fine hovedvej, hvor mørket efterhånden falder på. Det er kun dag to på rejsen, og vi gør allerede en af de ting, vi har lovet hinanden ikke at gøre, nemlig at køre efter mørkets frembrud. Erfaringen siger os, at der oftest er lidt eller intet gadelys, hullede veje, folk og dyr der går langs vejene og derfor overhængende risiko for en påkørsel og deraf følgende bøvl.

Men nu er vi altså her og for langt fra det planlagte overnatningssted langt inde i Lesotho til, at vi kan nå derhen. Vi finder endelig stedet Blue Mountain Inn i en lille faldefærdig by. Da vi kommer derind ankommer først det ene venlige menneske og så det næste til receptionen. Men på trods af brede smil er der ingen hjælp at hente: ”no fully booked”. ”no you cannot stay in camper outside”. ”no, no, no”.  De vil ikke ringe til deres chef, der er gået hjem, og de viser ikke antydning af bekymring ved at sende os videre ud i mørket. This is Africa og problemer sendes videre eller ignoreres, hvis man kan slippe afsted med det. Vi er begge kendte for vores talegaver og er ret rystede over, vi ikke kan snakke os til en løsning.

Bliver I hele natten?

Så vi må videre og ender med efter mareridtskørsel i mørket at finde et usselt guesthouse i et slumkvarter uden for hovedstaden Maseru, hvor vores camper parkeres i gården. Da vi kører ned ad den stejle jordvej gennem en indkørsel, som blot er jord med huller og lapninger af sække og gamle bildæk, er stemningen allerede lidt trykket. Og da vi drejer ned af den sidste virkelig stejle bakke, må vi hen over så dybe huller i vejen, at kun ejernes nødtørftige opfyldning med presenninger og pap forhindrer bilen i at køre fast. I mørket er det ikke til at vurdere, om vi kan få vores tunge firhjulstrækker op ad stigningen igen næste morgen. Der er én ansat på arbejde. En ung pige, der kigger ud på os gennem et massivt gitter og bliver inde i sikkerhed, mens hun spørger, om vi bliver der hele natten! Først da vi har bekræftet det og har betalt, kommer hun ud. Så sørger hun til gengæld for, at vi kan køre bilen ind bag bliklågen, så den ikke kan ses udefra. Her er faktisk pænt, men nu er Mette, der har kørt, helt færdig og der er ikke overskud til at se potentialet i det brune og bare rum med en meget smal seng. Vi får stegt et par bøffer på bilens gasblus, som vi nyder i det spartanske værelse. Vi sover dårligt og gruer for opturen næste dag.

Gennem Lesothos bjerge

Tidligt næste morgen er vi oppe før solopgang, og vi får morgenmad, lavet af den unge pige fra aftenen før. Den flinke altmuligmand med de mange spørgsmål skal bare bære bakken ind til os og sludre om løst og fast. Han forsikrer os, at ”we will be fine”. Så langt så godt. Med de yderste af bilens kræfter kommer vi op ad den forfærdelige vej, mens det første daggry rammer, og vi ser et flot morgenrøde over bjergene, som vi kører på ”omfartsvejen” uden om hovedstaden Maseru. Klokken er 6.30 og trafikken allerede kaotisk med lastbiler, handlende, høns og børn, der krydser vejen pludseligt og i tilfældig orden. Ifølge kortet burde det være en fin vej, og det er den da også i starten. Vi vælger en rute på tværs af landet, da vi tror, den er bedre. Vi kører i flere timer med smukke udsigter til grå men lidt slidte bjerge.

Vi drikker kaffe lige før Mohale Dam som er et flot bygningsværk med en smuk opstemmet bjergsø. Netop her er udsigten særlig imponerende. Mens vi holder pause kommer flere hold hyrder forbi os. De rider på æsler og hilser venligt og nysgerrigt. Herfra går vejen videre mod Thaba Tseka, forbi landsbyer med typiske runde afrikanske lerhytter og flere fine bjerge.

Vel fremme bliver vi stoppet af politiet. ”Åh nej”, tænker vi, men de er nu venlige og slet ikke ude på noget. Det er dog som om, de vil fortælle os, det er svært at køre videre. De spørger venligt og lidt forundrede hvad vi dog vil videre i sydøstlig retning. Om vi har penge, narko eller smuglervarer med. Vi klarer åbenbart troværdighedstesten, men de undrer sig. Betjenten skal så forklare os, hvor vi finder benzintanken, hvortil han ærligt svarer, at han ikke sans har for retninger eller afstande, så det kan være 500 meter eller 3 km, men han peger dog i en retning, hvor vi efter nogen besvær finder en interimistisk benzintank med to gamle tanke med ramponerede slanger på en stejl jordhøj. Åben ild kan klart ikke anbefales i en omkreds af 500 meter!

I intetheden

Politiet har såmænd ret i at det er noget af en tur, vi giver os ud på. Vejen bliver kun dårligere. Vi vil mod syd til Sehlabathebe Nationalpark, som for nyligt er tilføjet Unescos berømte liste, men vejene bliver værre og værre, og ingen afstande eller GPS-angivelser passer. Det bliver igen umuligt at nå noget inden mørket. Denne gang desværre helt umuligt, fordi området er lige så øde, som det er storslået. Her er ingen skilte af nogen art, så vi aner ikke, om vi er inde i parken eller hvor i alverden, den lodge vi har læst om, ligger henne. Der er intet andet i området end stadigt mere spredte bittesmå samlinger af lerhytter. Da det er ved at blive tusmørkt, finder vi ved hjælp af vores GPS en campingplads. Tror vi. Vi når endelig frem til en den flodseng, hvor der ifølge vores moderne stykke teknologi skulle være en campingplads, men GPS-kortet må være fra et andet årtusinde. Her har ikke været campingplads i mange år. Skiltet angiver, at pladsen ejes af en lokal stamme, og at man skal betale ca. 30 kroner for overnatning. Men det er rustent og fuldt af alger, og der er helt tydeligt ingen, der har overnattet her i nyere tid. Det er for farligt at køre videre ad de smalle bjergveje uden afskærmning eller lys, og vi må overnatte her, midt i det vilde og uden hegn omkring os. Det er ingen af os glade for. Vores køretøj og ejendele er mere værd, end disse fattige folk i lerhytterne tjener på et helt liv, og man ville nærmest ikke engang kunne fortænke dem i at røve os, hvis de skulle have de lyster.

Vi er nødt til at ignorere bekymringen og lave mad, inden det bliver helt mørkt. Der går en lokal dreng rundt med hund og hest. Vi giver ham appelsiner fra den store sæk, Mette købte til spotpris nogle dage tidligere, og vi føler os som gammeldags rejsende, der kommer med glasperler til de indfødte! Han bliver glad for de orange frugter, og kort tid efter kommer han igen, denne gang sammen med en voksen mand. Det viser sig at være hans far, og også han vil gerne have appelsiner, som han tager imod med et smil og nogle uforståelige brokker. De virker fredelige og lidt ligeglade med os, bortset fra appelsinerne. Vi bliver færdige med maden og går til ro i teltet på taget af bilen. Der kommer en del lyde fra bjergene omkring os, og vi ligger stille og lytter. Vilde hunde hyler, og der kommer, hvad vi synes er uhyggelige råb fra bjergsiderne. Senere kommer mænd til fods og hest, da vi ligger i teltet, men heller ikke de ænser os rigtigt. Der er formentligt slet ingen fare på færde, og efter en del tid falder vi omsider til ro.

Den lange vej til Qasha’s Nek

Vi har sovet ok, især Jakob, og vi starter igen med morgenmad før solopgang. Vi har en lang dag. Nu ved vi jo, hvor lang tid selv korte stræk på kortet kan tage. Vi vil udenom nationalparken og i stedet nå grænsen sydpå ved Qasha’s Nek og derfra ind i Sydafrika. Det er en fin morgen med en smuk solopgang. Vejen er ikke for god, og ved alle sving må vi passere vandløb skabt af regntiden. Der er ingen skilte men flere korsveje, og adskillige gange må vi gætte ruten. Vores GPS er stået helt af i dette uvejsomme terræn. Der er små samlinger af lerhytter med stensætninger til at indhegne lidt æsler og geder. Børnene sendes afsted som gedehyrder fra de er 5 år. Jo mindre dyr, desto yngre børn. Vi møder børn i forskellige aldre sammen med høns, geder, æsler, køer og heste. Vegetationen er nu kun agaver, kaktus eller sukkulenter. I et område har alle lerhytter et fint skinnende toilet lavet af bølgeblik placeret ovenpå en solidt muret cementsokkel. Vi gætter på, hvilken bistandsorganisation som har været forbi.

Endnu en skillevej uden skilte. Op over bjergkammen eller ned mod en landsby er de to muligheder. Vi gætter oppe ved en høj med en radiomast og vælger landsbyen. Hernede påstår de da også, vi er på rette vej. Det er vi ikke. Vejene bliver værre, mindre og senere stejlere. Helt håbløst bliver det, da vi kører på en smal hylde langs en flod. Aldrig har Jakob, der kører, været så bange i en bil. Den mindste kørefejl, og vi tager turen hundrede meter ned. For enden er der ikke mere vej. Vi er havnet på en flodbred, og der er ingen forbindelse over. Vi orker stort set ikke at køre tilbage, for vejene er smalle, stejle og elendige, og vi aner ikke, hvornår vi kørte forkert og dermed hvor langt tilbage vi skal, endsige hvordan vi kommer til grænsen. Lige netop da ved vi kun, at GPS og kort ikke hjælper os, og at dem, vi har spurgt om hjælp i den seneste landsby, med stort smil og entusiasme har vist os i den forkerte retning.

Som et mirakel kommer en 2WD minibus nu kørende ned mod os. Chaufføren skal hente nogen på modsatte bred, der dukker op og gør klar til at sejle over. Vi aftaler, at chaufføren skal vise os til grænsen, samtidig med at hans to søde unger får appelsiner. En stolt udseende lokal dreng rider rundt om os på sit æsel, og her er faktisk ganske fint. Problemerne fortsætter dog.  Selskabet på den anden side kan ikke  finde nøglen til deres bådmotor, så seancen kan komme til at tage tid. Man begynder at fragte enkelte passagerer over floden på æsler, men dyrene stritter klogeligt nok imod. En hest og et æsel stiller sig snedigt ud midt i floden. De har opdaget, at ingen andre har snor i dem eller lyst til at vade derud. Så der står de, mens drengen begynder at kaste med sten efter hesten for at få den til at gå igen. Flere går opad floden for at vade over længere oppe. Alt tager lang tid.

Den tandløse vejviser

En gammel mand med et flot stammetæppe er blandt de første ovre, og da han skal besøge sin bror i Qasha’s Nek bliver det aftalt, vi får ham med som vejviser. Han taler ikke et ord engelsk og har endnu færre tænder, men han er flink og venlig, medbringende intet andet end sig selv og en computertaske. Han er glad for de tilbudte appelsiner, pæren og cherrytomaterne og sidder bagi og nikker venligt. Hvis der er nogen tvivl, peger han lige frem eller til siden. Ingen tvivl om, han kender vejen. Det tager kun halvanden time at komme tilbage til der, vi drejede forkert, fire landsbyer  senere. Turen ned tog to timer. Det var oppe ved radiomasten, vi kørte forkert.

Nu er vi på rette vej, og så begynder det at gå nedad i hårnålesving over flere floder med enkelte helt nye broer. Vi kan se bjergene, der markerer grænsen, men vejene er så snoede, at ti km i luftlinje er 50 km på landjorden. Omsider er vejene dog ved at blive bedre, landsbyerne ligger tættere, og så sker det. Vi rammer en af de virkelig mange ekstremt skarpe sten, der ligger i siden af vejen pga. stenskred og de uendelige vejarbejder. Dækket siger en høj lyd, og bilen begynder at ryste. En flænge på 30 cm i venstre bagdæk, og vi må i gang. Det tager os tid, for bilen er virkelig tung og med en speciel vægtfordeling pga. metalkassen med telt og grej placeret højt. Vi er dog kommet i gang med at skifte dækket, da en truck fra Lesotho Electricity Company stopper. Manden præsenterer sig med sit tilnavn ”Machine”, og så kommer der fart over feltet. Dækket bliver hurtigt skiftet, men da vores kompressor åbenbart ikke kan pumpe helt op, vil han vise os vej til et værksted oppe ved grænsen. Han er lidt en helt netop da. Ved tydeligvis hvad han gør og er smilende of hjælpsom.

Afbalancering og dæk pumpet op: 5 kroner!

Vi er ret lettede over at være nede fra bjergene igen, og vejen er igen god. Til sidst er der endog asfalt for første gang siden dæmningen, og det går som en leg med at komme op til grænsebyen. Her venter  både Machine og den gamle mands bror. De sikrer sig, at vi kører ind ved et diminutivt skur af bølgeblik. Her er rodet og støvet. Maden i skuren ved siden af tør vi ikke spise. Inde i blikskuret og udenfor er der fyldt med gamle dæk. Men Machine havde ret. De får effektivt afbalanceret vores dæk igen. Og inden vi har set os om er vi klar. De flinke folk på værkstedet pumper alle dæk, inklusiv det ekstra reservedæk for kun 5 kroner MED drikkepenge.

Vi siger farvel til både mekanikerne, Machine og vores hyggelige tandløse rejsefælle og begiver os mod den lille grænse, hvor kontoret også er i en container, og vejen ind til Sydafrika går gennem en rusten låge. Vi siger farvel til Lesotho, et smukt land med venlige mennesker, men hvor ingen kort virker og tålmodighed er påkrævet. Forude venter Sydafrika og Swaziland, hvor turen bliver noget mere behagelig og uproblematisk. Men det er en anden historie.

Udfordringen måtte tages op. Den venlige redaktør påpegede, at på trods af Globens overordentligt brede sortiment af artikler gennem årene, var der endnu ikke nogen, der havde skrevet om lilleputlandene Andorra, Liechtenstein, og San Marino. Som sagt, så gjort. I denne artikel tager vi dig desuden med til Monaco. Kravet om 24 timers tilstedeværelse gør, at man fordyber sig i og oplever disse landes charme, frem for bare at ræse igennem dem på en hurtig sightseeing. Undertiden er det en dyr fornøjelse, men under overfladen venter spændende og anderledes oplevelser.

Det er en bagende varm sommerdag i 2005. Turen går nede fra Barcelona, op gennem Pyrenæerne, forbi det dinosaurustakkede bjerg Montserrat, der har fået så mange spanske pigebørn opkaldt efter sig (Montse). Vejen ind til Andorra er smal. Det bliver et ophold på 24½ time, inden bussen ruller den anden vej næste dag. Hovedbyen hedder Andorra-la-Vella, og den ligger ganske smukt, midt i mellem stejle bjergsider. Enkelte berejste vil også kende Andorra for dets to skiområder eller de gode vandreruter, men for de fleste turister er Andorra lig med denne by, et toldfrit paradis, der er helt domineret af butikker med spiritus og elektronik samt smagløse handelsarkader. Men kigger man op, er her smukt

Andorra er ikke et backpackersted, så indlogeringen bliver på et halvfint hotel, på det tidspunkt det dyreste nogensinde på en rejse. Pizzaen nede ved floden er til gengæld rimelig i pris, og den kolde fadøl fejler heller ingenting. Ud over de mange toldfrie butikker er byen domineret af det monstrøse kurbadskompleks, Caldea. Dyrt og dejligt, et sted for the newly wed and the nearly dead. Efter solide vandreture op og ned ad handelsgaderne er det tid til at se det hele lidt fra oven. Man kan gå på klippehylder højt hævet over byen, væk fra lydene og de andre turister, der stadig er i gang med at købe billig gin og grimme tasker. For en politolog er det uomgængeligt i et nyt land, at man skal se parlamentet. Bortset fra Cook Islands, hvor parlamentet holdt til i et skur, er dette det mindste, jeg har set. Et typisk lille pyrenæisk stenhus rummer lilleputstatens lovgivende forsamling. Og så er der vist også plads til regeringen og en hel del embedsmænd. Mørket falder på og aftenen tilbringes i karbadet. Når man nu har betalt for et dyrt hotel, skal det udnyttes. Man er vel jyde.

Lad os slå det fast med det samme: Andorra har ingen spændende museer eller andre must-see-destinationer. Næste formiddag bliver brugt på slentretur langs floden, og bussen afgår planmæssigt. Et nyt land og en hyggelig oplevelse. Men alligevel godt man skal tilbage til Barcelona.

Mellem grønne sætere og løgkupler

Det er en anden sommer, nærmere bestemt i 2011. Vejen går gennem et koklokke- og alpehyttebeklædt Schweiz, en lille tur over Rhinen, der endnu her er ganske lille, og et skilt forkynder, at man er i Liechtenstein. Her er landligt og fredeligt i dette lille grønne bakkelandskab, der klemmer sig ind mellem en mur af bjerge og så Rhinen. Endnu et af de små lande, der pga. sin geografiske beliggenhed og manglende ressourcer har fået lov at blive liggende uspoleret, når stormagterne har raset frem og tilbage over kontinentet.

Første stop er Planken (ja, det hedder den!), en klassisk landsby med alpehuse og en lille fin kirke. Herfra kan man lave et vildt trek op over bjergkammen og ind i Schweiz på den anden side. Vi har bilen med, og mageligheden vinder. Men en anden god gang! I stedet går turen op mod Malbun, Liechtensteins eneste skisportssted. Det er en flot tur derop gennem hyggelige småbyer med kirker med løgkupler. Vi tager stoleliften op til toppen i over 2.000 meters højde. Her er som i ”Heidi”-bøgerne: alpeblomster, køer med klokker og endog en ørn, der dykker i flugt hen over himlen. Det lille lands flag vajer i vinden, og man kan drikke landets egen øl. Udsigten i det vigende lys er som på Kasper Friedrichs berømte maleri ”Vandreren”. Her er storslået!

Overnatningen foregår på landets eneste campingplads, ved Mittagspitze. Det er nok en af Europas smukkest beliggende campingpladser. Helt i læ af et massivt bjerg og med udsigt over et stort stykke af Rhindalen. Middagsmaden er pasta med skinke, lavet over primus. Ingen grund til at sidde inde på en restaurant, når man kan nyde maden sådan et sted.

Næste morgen går det ned i den mikroskopiske hovedstad Vaduz, der alle andre steder ville være en lille provinsby. Og det er den også her, bestemt ikke noget særligt. Byen er dog kendt for én ting: sit postkontor. Her er der postbokse for alle de firmaer fra hele verden, der af skattemæssige grunde har dækadresse i Liechtenstein. Og det er mange! Midt i fotoseancen gør en ganske sur dame opmærksom på, at man skam ikke må tage billeder. Diskretion er en æressag, som de siger i Olsenbanden …

Vi ruller sydpå og tager afsked med Liechtenstein gennem et fint lille område med slotte og militærkøretøjer. Det er åbenbart her, landets minimale militær holder til. Vi er blevet en oplevelse rigere og glæder os over, at vi ”skulle” bruge 24 timer i dette land, for det var bestemt besøget værd. Man kunne sagtens have brugt mere tid, men vi skulle videre på turen rundt om Alperne.

På udflugt hos de rige

Snirkle, snirkle, op, op, ned, ned, og lige der ligger Middelhavet med sit azurblå vand, da vi nogle dage senere ankommer til Monaco på samme alpetur. Vi har kørt gennem bjergpas og vinområder, og det første vue over Middelhavet er fantastisk. Vi kører ind i Monaco fra den østlige side, og det er vanskeligt at vurdere, hvornår man krydser grænsen. Vi tager tid fra countryklubben, da vi ved, at den er inden for grænsen. Gaderne i Monaco er små, snørklede og ligger i lag op langs klippesiderne. Dette sammenholdt med, at Monaco er meget lille, betyder, at man hurtigt kommer længere, end man tror og dermed ender med at køre en del i ring for at finde hotel og derefter et p-hus.

Vi havde på forhånd forventet, at alt var ekslusivt og dyrt, da Monaco er det land i verden, der har flest millionærer (og milliardærer), men allerede da vi kommer ind i landet, lægger vi mærke til, at der kører mange gamle biler rundt, lidt underligt.

Vi har i god tid booket et hotelværelse, da der ikke er nogle muligheder for camping eller billig overnatning. De billigste hoteller ligger længere oppe og bagude, men heldigvis er der elevator visse steder i skråningen. Parkeringshusene er ligeledes placeret inde i klipperne, og dermed er Monacos få kvadratmeter udnyttet fuldt ud. Vi begiver os ned til havnen ved aftenstid, og hele området er indhyllet i loungemusik og uformel stemning. Man skal ikke lade sig snyde af den afslappede stemning på overfladen. Der er gang i et større sociologisk projekt med rangstigeklatring og fremvisning af ens kvaliteter, fysiske eller materielle. Det er sjældent, vi har fået så mange dømmende elevatorblikke på så kort tid, ikke mindst fra nyrige russere, der dominerer havnen denne aften. Tilbage ved hotellet finder vi en rigtig hyggelig cafe med god pizza og lidt mindre rangstigestemning.

Næste dag går vi atter ned til havneområdet for at kigge på yachterne i dagslyset. Som i nattelivet er her også en rangstige; fra små bitte fiskerbåde inderst til kæmpe yachtfærger (næsten) yderst. Man står lidt og kigger på de små fiskerbåde og undrer dog sig over, hvad den naturlige forklaring er, siden deres ejere har råd til at bo i Monaco. Vi erfarer senere, at både de gamle biler og de små fiskerbåde tilhører de ægte monegaskere, der udgør ca. 22 % af befolkningen, og som ikke skal betale for at bo i landet (eller i det mindste ikke stille bankkontosikkerhed). De mange yachts er oftest indregistrerede i Caymanøerne, men det skal da ikke stoppe en fra at have lidt sjov med at afgøre, hvilken man helst selv ville eje.

Resten af dagen går med en god lang frokost med udsigt over havnen og en gåtur langs havnepromenaden op til det berømte casino. Man kan kun komme ind i spillesalonerne mod betaling, men der er toiletfaciliteter i indgangshallen, og så har man da været der. Derudover holder der fem-seks meget fine biler udenfor af mærker som Ferrari, Porsche og Lamborghini, som de fleste mænd får taget billeder ved.

De 24 timer er efterhånden gået, og vi afslutter opholdet med at hente vores bil i parkeringskælderen for derefter at tage den berømte bane fra Monacos Formel 1-grandprix rundt gennem de smalle gader. Der er naturligvis trafik, men den er optegnet på bykortet. Vi når desværre kun op på 80 km/t gennem tunnellen. En skraldebil blokerer for videre udskejelser. Til gengæld tager vi turen rundt to gange, bare for sjov skyld. Farvel til Monaco og det azurblå vand og videre op gennem vilde franske nationalparker.

Republikken på toppen af verden

Midt i bjergene langs den italienske adriaterhavskyst ligger San Marino, der betragter sig selv som verdens ældste republik, grundlagt i 1263. Det er samtidig Europas tredjemindste og verdens femtemindste land. Vejen nede fra den kysten er kringlet. Som ved de andre små lande er det ikke andet end et blåt skilt, der forkynder, at man nu har entreret et andet land. Det er midt på eftermiddagen en septemberdag i 2013. Det er Jakobs alt for runde fødselsdag, og hvorfor ikke benytte den til at besøge et nyt land, det sidste i Europa, han mangler at besøge.

Booking.com har slået til igen, og vi er i stand til at indlogere os på fashionable Grand Hotel til en yderst rimelig pris. Udsigten til bjergene fejler intet, og vi er lige ved siden af porten til den ældste del af den gamle by, hjertet af San Marino. Den er placeret langs toppen af Monte Titano, så alt går enten op eller ned. Her er små snævre gader med stenhuse, der emmer af historie. Byens centrale plads er Piazza della Liberta med Palazzo Publico, hvor landets lille parlament, Storrådet, holder til. Som alle rigtige lande har San Marino sit eget lille bryggeri, og deres udmærkede øl kan nydes på pladsens fortovscafeer med udsigt over Apenninerne.

Trods de mange turister, ikke mindst endagsturister nede fra strandene i Rimini, er her charmerende, og om aftenen har man næsten byen for sig selv. Fødselsdagsmiddagen indtages på en glimrende restaurant, der hænger helt ud over en af de stejle klippekanter. Stjernehimlen er flot heroppe i bjergenes klare luft.

Monte Titano domineres af borgkomplekset La Guaita, der fra gammel tid har forsvaret republikken mod ydre fjender. Her er selvsagt en fantastisk udsigt fra de i alt tre fæstningstårne, som knejser langs højderyggen. Selve borgen huser et fint lille museum, og alt er nænsomt restaureret. Man er stolt af sin historie her. Efter en glimrende pizza og en ordentlig portion hjemmelavet is ruller vi stille og roligt ned ad bjerget og ind i Italien. San Marino er en skøn lille plet, og man får lyst til at vende tilbage en anden god gang.

FAKTA:

Transport: Alle fire lande egner sig godt til en kør-selv-ferie i Europa. Ingen af de fire lande har egen lufthavn, men man kan let flyve til lufthavne tæt på og leje en bil. Andorra ligger eksempelvis tæt på Barcelona Girona og Carcasssonne (i Sydfrankrig), som Ryanair begge flyver til fra Billund. Monaco kan besøges via eksempelvis Nice. San Marino ligger tæt på både Milano, Rom og Venedig Treviso. Vi fløj til Treviso med Ryanair og lejede en bil. Det er oplagt at kombinere et besøg i landene med tur i områderne rundt om; alle fire lande ligger omgivet af oplevelser.

Logi: Liechtenstein har både campingplads og B&B og er dermed det billigste land at overnatte i.  Monaco, Andorra og San Marino har primært kun hoteller – søg i god tid eksempelvis via booking.com for at få en god pris. Vi betalte ca. 500 kr. pr. nat for et luksuriøst dobbeltværelse.

Mad: Maden i San Marino er god og ikke dyrere end i Italien. Andorra minder om Spanien, måske lidt dyrere rent prismæssigt. Monaco har i alle prisklasser, og besøget kan være en anledning til at prøve noget fin gourmetmad. I Liechtenstein lavede vi selv mad på campingpladsen, da Liechtenstein er dyrere end eksempelvis Italien og Østrig.