Landet står mit hjerte nært efter et par gode ture hertil i 2010 og 2012, hvor jeg besøgte Sarawak med deres stammefoilk og langhuse, og Saba med flot regnskov og mange dyr. Jeg har også tidligere været i KL to gange og i Georgetown. Denne gang koncentrerer vi os om fastlandet. Det bliver til et gensyn med Georgetown og Kuala Lumpur og et første besøg i Cameron Highlands.

På turens første del har vi base i den gamle hovedstad Georgetown, også kendt som Penang. Vi indlogerer os på Kim Haus Loft, en gammel guldsmedie med museum, fortovscafe og et fint værelse med separat bad, roligt og ud til gården. Efter lidt mad er det tid at udforske byen. Der er sket meget siden sidst, hvor der kun var et par barer heromkring. Chulia Street er nu fyldt med fancy barer og restauranter. Også Love Lane, oprindeligt et sted, hvor kineserne havde deres friller, har udviklet sig. Da vi boede her sidst, var der ikke meget, men nu er det en Jomfru Ane Gade med barer, der slås om kunderne. Her er rigtig mange skandinaver og hollændere, og vi ser stemningsfulde templer med røgelse og Armenian Street med kunstbutikker og Street Art. Overalt er her god stemning. Vi går også gennem Little India, og jeg filosoferer over, hvordan de små gyder fra sidst er blevet til fancy gader. Jeg er helt sikker på, det er til det bedre, og jeg holder meget af stedet.

Claus runder de 50 …

Vi er blandt andet i Georgetown for at holde 50-årsfødselsdag for vores gode ven Claus Andersen fra De Berejstes Klub (www.travellingclaus.com). Festen er først dagen efter, men efter en hel dag med arbejde og for mig færdiggørelse af bogkapitler, er det tid at mødes med ham i Love Lane. Det bliver en hyggelig aften med mange drinks på de hårdt konkurrerende barer, inden vi  slutter af med natmad på et gadekøkken, gennemført med miniatureplasticstole, som det kun kan være i Asien. Næste dag er selve fødselsdagsfejringen, som starter sidst på eftermiddagen.

Efterhånden dukker alle Claus’ venner op og vi er til sidst 13, syv fra De Berejstes Klub og seks lokale. Her er Alice og Michael samt Sanne, en tidligere pilot hos SAS. De har alle pensioneret sig selv tidligt og er flyttet herud. Anita er ligesom os fløjet hertil for at fejre Claus og holde ferie i skønne Malaysia. Her er også Valerie fra KL, der arbejder for Petronas, Winnie og John, et engelsk-kinesisk par, Edith fra Hongkong og et ældre kinesisk par. En herlig flok. Efter to timer på en bar i Love Lane flytter vi til Red garden en fantastisk food court med alt hvad hjertet begærer, f.eks. sushi og stegt and. Øllene er kæmpe og glassene små, Vi snakker meget, overdøvet af sing along med en blanding af rockklassikere og julemusik.

Mæslinger, fåresyge og røde hunde …

Vi har fået at vide, der er udbrudt mæslinger i Stillehavet, takket være de idioter, der ikke vaccinerer deres børn! Blandt andre Marshalløerne kræver nu attest for vaccination mod sygdommen, og det er ikke nok at kunne sige, man som alle andre på vores alder har haft alle tre sygdomme som barn. Georgetown er det mest civiliserede sted at blive vaccineret inden Stillehavet, så vi tilbringer timer på Penang Adventist Hospital. Det er omstændeligt. Vi er igennem fire forskellige receptioner, før vi kommer til Registration, hvor vi skal udfylde en masse papirer. Derefter er en sygeplejerske nødt til at tage blodtryk, temperatur osv. Vi er nu i kø på et apotek, hvor vi først skal betale, derefter får udleveret vaccinen. Så venter vi længe i Emergency Room, før en sygeplejerske vaccinerer os. Mod både mæslinger, fåresyge og røde hunde. Så er vi da på den sikre side … Hele herligheden koster 150 kr per person, men sikken et bureaukrati.

I rolige, uberørte teplantager – NOT!

Næste del af turen går til Cameron Highlands, som navnet antyder et højland med bjerge og teplantager, hvor både koloniherrer og lokale i århundreder er flygtet op, når heden og fugtigheden i lavlandet er blevet for trykkende. Man forestiller sig grønne bakker og rolige temarker. Vi skulle blive klogere … Vi kører fra Penang med stop i Butterworth, og så kører vi ned ad motorvejen omgivet af oliepalmer, afbrudt af slugter med flot regnskov, hvor det er for stejlt eller ufremkommeligt til at plante. Så går det ellers stejlt opad gennem højlandet af veje, der bliver mere og mere svingende, og hvor udsigterne til regnskoven bliver flottere og flottere i aftensolen.

Efterhånden som vi kommer op i selve højlandet, tiltager mængden af drivhuse, eller rettere plasticoverdækkede rækker, hvor der dyrkes grøntsager. Cameron Highlands har et koldere klima end resten af Malaysia, og det gør det muligt at dyrke ting, der normalt ikke kan gro i troperne. F.eks. er jordbær et stort hit at dyrke og ikke mindst smage for de lokale, der tager herop kun for at smage jordbær til 100 kroner kiloet. Ikke imponerende for en dansker. Her dyrkes også te, og det er grønne, bugtende teplantager, området er kendt for. Desværre er det også en populær feriedestination. De engang uspolerede grønne bjerge er fyldte med grimme hoteller og tarvelige forlystelsesparker, og da malaysierne også holder juleferie, sidder vi snart i total trafikprop gennem de grimme, kedelige byer, hvor trafikken konstant går i stå som en blokeret arterie. Det tager fire timer at køre de sidste femten kilometer, og vi bliver mere og mere utålmodige, da vores hotel for længst har lukket for check ind. Vi får dem dog banket op.

Næste dag skal vi væk fra mylderet og se teplantagerne. Vi finder en flink indisk taxachauffør, Parthi, der på vejen giver os hele sin livshistorie, om konen, børnene, prævention og at han slår sine børn. Men han er super flink og virker trods alt som en god mand. Vi starter med at spise sammen med ham i et glimrende gadekøkken, da ingen af os har fået frokost. Så kører vi mod Boh Plantation. På vejen er der gode udsigter og et helt rædselsfuldt turisthelvede ved den store Cameron Highlands Tea Factory, hvor turister kan nyde udsigter uden at skulle klatre efter den. Godt vi skal videre.

Teplantagen er smukt beliggende mellem grønne bakker eller rettere små bjerge. Vi får en rundvisning af Parthi selv, da han har arbejdet der. Vi får at vide, at malayerne ikke selv gider arbejde i hverken markerne eller på fabrikken. Som i Sri Lanka henter man de fattigste, her folk Fra Bangladesh. Da man ikke er særlig glade for dem, registrerer man dem nøje, og man prøver hele tiden at automatisere for at gøre brugen af udenlandsk arbejdskraft mindre. Hvor er det lige, vi har hørt det før?

Derefter går vi op på et smukt udsigtspunkt, hvor vi ikke bare kan se teplantagerne men hele det centrale Cameron Highlands. Et meget romantisk sted at være juleaftensdag! Nede igen ser vi deres butik og kører med Parthi tilbage til byen. Han fortæller videre om sit liv og sætter os af ved indgangen til Robinson Falls i udkanten af byen. Forbi et lille smagløst klappe-dyrsted og en planteskole når vi ad smattede stier bunden af vandfaldet. Man har tidligere haft det inddæmmet, og der ligger stadig rustne rør. Her er sommerfugle, smuk udsigt og alskens træer. Vi ser også den giftige Engletrumpet, der hernede hedder Djævleklokke på grund af sin giftighed.

Det er juleaften og tid at ringe og Skype med dem derhjemme. Så finder vi en lille cafe, hvor vi får julemiddag bestående af Tom Yam-suppe, andesuppe og røget and i orangesovs. Senere går vi videre til Travellers Inn, pyntet med guirlander, julemænd, og hvor der udleveres nissehuer. Af en eller anden grund vil de ikke servere cocktails, så vi må nøjes med øl. Her er julemusik og god stemning med mange udlændinge.

Trendy Kuala Lumpur

Vi er atter i Kuala Lumpur. Mette skal et smut til Brunei, hvor hun ikke tidligere har været, så jeg tilbringer et par dage alene i en af mine yndlingsbyer i Asein. Det er atter tid at få arbejdet på min bog og tjekke mails. Det afbrydes ind i mellem af frokost på et gadekøkken; stegte kantonesiske ris, gris med ingefær og springløg og ambrajuice. Om aftenen er der gensyn med Bukit Bintang, der ligner sig selv med kinesiske lamper og en kakafoni af restauranter. Jeg får tilbudt både mad, massage og ludere, men styrer målrettet mod de to ølbarer, jeg har spottet på Untappd. Den første findes ikke, men den anden, Taps Beer, er fantastisk. Her er fjorten øl på fad, og de har også haft Mikkeller og Rogue. Jeg drikker en IPA, en pale ale og to stouts fra Brewdog og snakker med den flinke tjenere, der fortæller mig om problemerne med øl i Malaysia, hvor der er høje afgifter, manglende tradition og en regering, der slår ned og lukker f.eks. ølfestivaller lige før, de skal afholdes. Jeg minder dem om, hvordan Kina har udviklet sig med øl de senere år og påpeger, det kan varsle en god ølfremtid for Malaysia.

Mette er tilbage fra Brunei, og nu er også hendes tre børn ankommet. Da de ikke har været her før, har jeg planlagt en større byrundtur. Efter en tur gennem hektiske Chinatown går vi i retning af den gamle koloniale bydel ved Merdaka Square, og også børnene synes, der er fedt, med den smukke moske og den høje flagstang, der engang var verdens højeste, men nu er overgået af en række andre muslimske lande, der betaler et hollandsk firma for at bygge højere og højere stænger. Jeg har set det i Maldiverne, Tadsjikistan og Emiraterne. De høje stænger er mægtige falloser, der stræber mod himlen og viser noget om, hvordan nogle muslimske beslutningstagere åbenbart lider af penismisundelse forurettethed. Men det hollandske firma tjener godt …

Parken ved KL Tower er blevet renoveret med Canopy Walk og masser af trapper, mens ikoniske Petronas Towers, engang verdens højeste bygning, ligner sig selv. Nedenfor ligger en smuk park med legeplads og vandland op ad de flotte tårne. KL er en by, der gør meget for at være ”Livable”, og siden sidst har man eksempelvis renoveret og lavet rekreative områder langs 10 km af floden. Byen er ikke bare fascinerende, den er også godt på vej til at blive både grøn og smuk. Overalt bygges der i de tomme felter, og snart vil Chinatown og Bukit Bintang, byens to centrale turistområder være forbundet af malls, parker og beboelser. Gennem det mægtige konferencecenter kommer vi ud i Bukit Bintang, der som altid slår benene væk under en med glitter, lys og i dette tilfælde julepynt og -musik. Her spiser vi vidunderlig seafood og andet på gaden. Det er Asien, og alt er godt. Handicappede musikere spiller høj musik fra deres kørestole, sælgere tilbyder alt mellem himmel og jord, og det hele er indhyllet i røg fra trækulsgriller, kinesiske ænder og frisk fisk, der tilberedes ude på fortovet. Stemningen er afslappet, og lokale og turister blander sig mellem hinanden.

Malaysia og især Kuala Lumpur er stadig blandt mine absolutte favoritter i Asien, civiliseret, eksotisk og med fremragede mad. Jeg skal tilbage en fjerde gang.

Du kender det godt: rejsearrangører lover ”autentiske” oplevelser eller dine venner i DBK fortæller dig om uspolerede, ”autentiske” steder, ofte med henvisning til at der ikke er turister (ud over dem selv). Men hvad er egentligt det autentiske? Det har jeg tænkt over i hele min ”rejsekarriere”, og som professionel forsker (blandt meget andet i medier og turisme) har jeg også skrevet om det i min og Anne Marit Waades bog ”Medier og Turisme”, Academica 2009. Det følgende er nu mest en refleksion over min egen jagt på og møde med det autentiske, som det har udspillet sig rundt omkring i verden.

Konstrueret autentisk idyl i “danske” Solvang, Californien, 2002

Jeg har som de fleste andre søgt det autentiske på mine rejser. Den traditionelle, lokale græske restaurant, hvor bedstemor laver maden, og sønnerne serverer, er nu engang bedre end en tillempet udgave af slagsen med plasticstole og tjenere fra Tyskland eller Thyborøn. Og selvfølgelig skal berejste have “rigtige”, “autentiske” rejsesouvenirs med hjem frem for plasticgondolen fra Venedig.

Imidlertid står drømmen om det autentiske ikke altid mål med virkeligheden. Alain de Bottom skriver det meget fint i “Kunsten at rejse”. Han har booket en tur til Barbados med løfte om lokal caribisk kolorit og vajende palmer. Det første han bliver mødt af i lufthavnen er Shells store oliebeholder og en ublu taxachauffør, der kører ham til et betonhotel. Vi har alle prøvet det. Nogle gange er drømmene mere romantiske end virkeligheden.

Mavedans i Mele “Village”

Jeg kom for alvor til at reflektere over det autentiske på min første jordomrejse, som samtidig var min første rejse uden for Europa. Stillehavet og dets kultur og folk har altid fyldt mig med udlængsel. Salig Troels Kløvedal har en stor del af skylden. Thor Heyerdahl resten. Hvem drømmer ikke om at sidde blandt indfødte polynesiere omkring bålet og høre deres historier fra fjerne tider. De fleste, der har været i Stillehavet, kan forvisse sig om, at den slags som regel kun er noget, man ser på tv. Helt galt går det, da vi, med Troels Kløvedals tv-billeder på nethinden, siger ja til en autentisk melanesisk “village feast” på Vanuatu. Så langt så godt.

Vi bliver afhentet på Mele Beach en stjerneklar aften under regntræet. Ad mudrede veje køres vi ind i Mele, som vi får at vide er den største landsby på Vanuatu med sine 2500 indbyggere. Men hvor går grænsen mellem landsby og by? Vi kører mellem hytter af bølgepap og blik ad det, der mest af alt ligner amerikanske villaveje. Ved ankomsten bliver vi i nærmest kommandoagtig stil bedt om at følge med til et traditionelt palmehus, det eneste i byen, og som med sikkerhed er bygget til glæde for turisterne. Her er autenticiteten industri. Vi træder indenfor og får serveret den berømte lokale drik, kava, i små hvide plastickrus. Der følger ingen forklaringer om denne traditionsrige drik, og vi må endda selv gætte os til, at det er kava. I hjørnet spiller en japansk ghettoblaster popmusik fra Fiji. Vi bliver vist over til den traditionelle jordovn, det eneste virkelig interessante den aften, og ser hvordan kartofler, kylling og svin bliver stegt under skoldhede sten og blade. Under middagen udsættes vi for et danseoptrin, der er grænsende til det pinlige. En lokal pige i græsskørt danser mavedans til italiensk techno. Det hele er så afskyeligt, at jeg fuldstændig opgiver at tage billeder. Noget så kunstigt fortjener ikke at blive foreviget. Vi går fra ondt til værre, da landsbyens guitarband bestående af unge drenge går på scenen. De er, sammen med pigen, de eneste lokale til stede denne aften. Resten er så heldige at slippe for denne lidelse.

Indianere i cowboybukser på sivøerne .

Mange rejsende kan godt lide at se “autentiske” lokale, gerne stammefolk eller nogle, der stadig lever et traditionelt liv. Desværre bliver de ægte stammefolk færre og færre og udryddes nærmest i samme takt som verdens vilde dyr. Derfor laver man mange steder “kunstige”  etniske indslag til ære for turisterne, hvor de lokale mere eller mindre frivilligt tvinges til at gå rundt i folkedragter og leve et autentisk liv, man for længst har forladt.  Helt skævt bliver det en morgen ved Titicacasøen i Bolivia. Vi er taget på tur ud til de berømte sivøer ude i søen, hvor beboerne tilsyneladende lever et meget oprindeligt liv. Vi er med første båd derud, tror vi. Foran os sejler dog en anden båd, fyldt med lokale i ganske almindeligt tøj. Da vi lidt senere entrer øen, ser vi de samme mennesker, som i lokale dragter spiller rollen som faste, oprindelige beboere. Man kan endog se spraglede turist t-shirts og cowboybukser inde under de farverige folkedragter. Øerne er i dag ubeboede og det lokale liv bliver kun opført til ære for turisterne, på hverdage mellem 9 og 17!

Himbakvinde i Namibia, 2015

De lokale flygter – til turistpubben!

Mere kompliceret bliver det i de tilfælde, hvor rollerne byttes om, og de lokale, der hidtil har fungeret som tjenere og ferieværter, pludselig selv falder ind i turistrollen og besøger de steder, hvor deres gæster bor. Et skørt eksempel findes i den ”danske” koloni Solvang i Californien, hvor de gamle danskere, der engang beboede byen, for længst er døde. I stedet varetages byens kunstige danskhed af mexicanske gæstearbejdere, der både driver et ”dansk” bageri, har en kopi af Rundetårn og glade beretter, at de føler sig meget danske, selv om de har ret ringe ide om, hvad Danmark er eller hvor, det ligger. På kroen, der hedder ”Hyggeligthus” – ja, i ét ord – hænger juleplatter og papirklip a la H.C. Andersen.

Et endnu mere paradoksalt eksempel oplever jeg ved Bunratty Castle i det vestlige Irland, hvor man tæt på slottet har konstrueret en middelalderlandsby med ”autentisk” bar til ære for turisterne. Imidlertid ligger der overfor en berømt gammel pub, der på grund af guidebøgernes lovord om stedet nu er blevet en seværdighed så fuld af turister, at de lokale ikke længere kan holde ud at være der. I stedet holder de til i pubben i den kunstige landsby. Hvor der ingen turister er!

Det autentiske er ikke altid kønt. Haiti, 2018

Det autentiske findes stadig

Inden jeg nu bliver alt for sarkastisk, vil jeg igen understrege, at man sagtens kan finde det autentiske, også autentiske stammefolk, der lever som de altid har gjort. Jeg har eksempelvis, ligesom mange andre i vores klub, besøgt såvel himbaerne i Namibia som traditionelt levende folk i Borneos langhuse. Endnu mere specielt var et besøg i landsbyen Bunlap på Vanuatu, hvor vi i tre dage boede hos de lokale, der, i al fald dengang, stadig spankulerede rundt i græsskørter og penisfuteraler. Vi fik også lejlighed til at deres lokale tradition, naghol. I århundreder har mændene på øen Pentecoast på en dag i april eller maj omkring yamshøsten sprunget ud fra op til 30 meter høje tårne kun med lianer om fødderne. Hermed viser mændene ydmyghed overfor naturen, og det er meningen, at hovedet akkurat skal ramme jorden, hvorved denne befrugtes til næste års høst. Samtidig er det også kommet til at fungere som lidt af en manddomsprøve. Det var en fantastisk og ganske autentisk oplevelse at overvære springene, og hele historien kan findes her.

Japan møder urtiden

Også i forbindelse med naghol kommer jeg imidlertid til at reflektere over mødet med det autentiske. Ud over os er også en flok japanske turister nået frem for at se springene. Japanerne knipser med deres kameraer med en vildskab, der ikke står meget tilbage for den urkraft, der gør sig gældende blandt springerne denne formiddag. På hver side af tårnet snurrer videokameraer. En tredje fotograf har endog bevæget sig helt op i toppen af tårnet. Japanerne vil have hele seancen ned i fotokassen, måske fordi deres erindring ikke er stærk nok til at huske, hvad de har lavet og overværet? Og er vi selv bedre? Vi skyder også løs med vores kameraer, omend ikke med samme vildskab.

Kulturmødet kunne ikke være mere udtalt: den nærmest uberørte jungle og de tilsyneladende endnu uspolerede mennesker med deres ritualer og traditioner står overfor den vestlige turists ritualer: fotografiet og dokumentationen til videre erindring. De lokales ritual afspejler livscyklussen og evigheden: fødsel, manddom, høst og død. Man tilpasser sig evigheden, lader den gennemstrømme sin krop og bøjer sig i dens strøm. Mennesker fra den vestlige verden og i denne sammenhæng også japanerne nægter at lade sig nøje med det. Vi vil fange og fastholde evigheden. Det er ikke tilfældigt, at infinitesimalregningen, forsøget på at reducere tiden, evigheden til ét punkt, blev til i en vestlig kultur. På moderne turistsprog betyder det, at man ikke været der, hvis man ikke har billeder. Som i vores sociale medieverden kan lægges på Facebook og Instagram. Man kan med samme ironi som ovenfor påpege, at japanerne måske også var autentiske; tro mod deres tradition og værdier?

Kan man overhovedet tillade sig at jagte det autentiske?

Tilbage står spørgsmålet, om man overhovedet kan tillade sig at jagte, endsige definere det autentiske, som det traditionelt er blevet defineret? Mister autenticiteten sin uskyld i det øjeblik, den bliver gjort til genstand for betragtning? Kan vi som fordærvede vesterlændinge overhovedet tillade os at være på jagt efter det oprindelige. Hvad ville vi sige, hvis der stod 50 ”indfødte” og knipsede løs  på en jysk bondegård? Eller midt på Strøget?

Der findes dem, der siger, at vestlige turister repræsenterer en ny form for kolonialisme. Når den rejsende jager den ”autentiske” stamme eller det ”autentiske” samfund ligger der en holdning om, at man selv er kommet videre eller måske er blevet fordærvet. I det sidste tilfælde er jagten på det autentiske en jagt efter ens egen tabte uskyld, i stil med syndefaldet og menneskets exodus fra paradisets have. Ubevidst søger vi det uspolerede, som når vi drømmer om den perfekte strand eller den helt oprindelige kultur. Dette motiv går for eksempel igen i den ikoniske backpackerfilm The Beach , der, ganske som Alex Garlands bog af samme navn, er blevet lidt af en ”bibel” for rygsækgenerationen. Den handler om en rejsendes længsel efter den utilgængelige strand, det uspolerede paradis. Mødet med stranden ender til sidst i en katastrofe, og filmens morale er, at nogle forestillinger måske er bedst tjent med at leve i sjælen.

Det autentiske kan findes alle steder – hvis man føler efter

Inden jeg nu fortaber mig helt i filosofiske tåger vil jeg slutte af med at fastslå, at selv om vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad der er autentisk, og selv om autenticiteten ofte bliver gjort til salgsargument i turistreklamer, er det stadig muligt at få en oplevelse, de fleste vil betegne som autentisk. Og man behøver såmænd ikke rejse langt væk til sjældne stammefolk eller kulturer.  At se på et originalt kunstværk, at spise et enestående måltid, at se på høstmånen i august eller at gå en tur i skoven kan være lige så autentisk som de vildeste oplevelser i det fremmede.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 77, efterår 2019

Jeg fortæller i artiklen om mine rejser, De Berejstes Klub, min yndlingsby London og mit yndlingsland New Zealand. Vi taler om mad og drikke, om regnskove og isbjerge, og vi diskuterer også det uundgåelige klimaspørgsmål.

Avisen tillader ikke, jeg offentliggør hele artiklen her, men nedenfor er et par billeder, der giver et indtryk af historien.