Det er dagen før nytårsaften 2019, da jeg sammen med Mette og hendes tre børn lander i Yogakarta. Her er brandvarmt, men alle er venlige, og bagagen kommer lynhurtigt. Selv tolderne, der patruljerer med narkohunde, er i højt humør. Vi får vekslet lidt penge og finder en taxa, der kan køre os til byen. By og by, for den starter allerede uden for lufthavnen. Alle steder, der er en vej, smækkes der huse og butikker op her. Vi finder Ndalem Homestay i en lille gade med venlige værter og et stort værelse med AC. Alt er i balinesisk landsbystil, med kanaler uden om husene og fint teaktræ. Der er fisk i kanalerne og små templer og ofringer i haven.

Kongeby og krinklede gader

Yogakarta er den eneste tilbageværendee kongeby i Indonesien, og det kongelige palads Kraton ligger da også centralt i byen, ved en voldgrav. Den gamle by er omringet af byporte, hvoraf nogle er velbevarede, og inden for er der en labyrint af koncentriske kvadrater med mure, der nogle gange gør den lige vej umulig og fører en ad de mest krinklede omveje ad gyder, der minder om den gamle bydel i Kyoto. Vi ser to store pladser, tilsyneladende tomme og under vand, med to eller tre træer i midten som det eneste, der giver mening og indhold. Det sjoveste er dog de neonlysende biler, pedaldrevne og med Yogakarta og enhjørninger på taget, i hvilke de lokale padler rundt om pladsen. Ligesom ølcyklerne i Amsterdam men dog uden øl. Det ser vanvittigt ud.

Tidløse templer

Den egentlige grund til at være i Yogakarta er dog at se Borobudur, et af verdens største templer, en attraktion på linje med Machu Picchu, Angkor og Den Kinesiske Mur. Vi kører gennem regnskove og rismarker og lander i en kaotisk og overfyldt by ved siden af templet. Her er vanvittigt mange turister denne dag, flest fra Indonesien, hvor man kommer fra hele landet her i ferien. Som vesterlændinge betaler vi mere men springer køerne over. Overalt vil lokale have taget selfies med os, og ikke mindst børnene er populære. Det tager tid at komme rundt, mens rædselsfuld kinesisk pop gjalder fra en livekoncert nedenfor templet. Det hele minder mere om et cirkus end en kulturattraktion …

Selve templet er bygget på en høj og lavet som en mandala med stigende grader af oplysning ind mod Nirvana i midten. Det flotteste er at gå rundt om midten på afsatserne og se de mange smukke og meget velbevarede relieffer med billeder fra Buddhas liv, af lokale krigere, handlende, skibe og slagscener. Her er, trods mylderet, magiske udsigter fra toppen med buddhaer i relief mod regnskoven, der henligger i drivende tågeskyer i den regnfyldte eftermiddag.

I nærheden af Yogi, som de lokale kalder den, ligger også Prambanan, der er et hindutempel. Det er højere end Borobudur med flere sidetempler. Meget er dog også ruiner. Vi går rundt om det og op i det, og vi er enige om, det er flottere end Borobudur med mere imponerende tårne og endnu bedre relieffer. Og så er her færre mennesker og derfor lettere at se tingene.

Bali – paradise lost …

Næste stop er Bali, hvor vi slår os ned i byen Ubud midt på øen. Den er efter sigende mindre turistet og larmende end hovedbyen Denpasar, der præges af store hoteller og briter og australiere på drukferier. Ubud er da også smuk, med mange templer og beliggende omgivet af rismarker, men også her er masseturismen voldsom, og der er flere europæere end lokale i gaderne.

Vi har lejet en villa med tre soveværelser og pool som deles med nabohusene. Prisen er yderst rimelig, vi er godt nok på Bali, men det er stadig Indonesien. Vores villa er vidunderlig med store hvide blomster, der drysser ned i poolen, grønne hibiscusser og bougainvillier, der omkranser både poolen og alle nabohusene, så man nærmest ikke kan se eller mærke de andre villaer. Jeg ligger i liggestolen på kanten af terrassen og læser Eckhart Tolle ”A New Earth” i mange timer. Den giver indsigt i, hvordan egoet ødelægger verden, men jeg synes, den er for spirituel og belærende i forhold til The Power of Now, der er og bliver en fremragende bog.

Jeg kunne være blevet liggende hele dagen, men de andre mener, vi skal ned i byen, og det lyder da også meget fornuftigt. Vi går omveje ad små gader og stræder, og her er hyggeligt og fredfyldt. Men da vi når ud til hovedvejen, bliver trafikken sindssyg, og alt er udstødningsgas. Man skal konstant se sig for, for ikke at blive kørt ned af en scooter. Børnene mener, vi skal gå på fortovet, men det er svært, for det er blokeret af halvdøde hunde, turister og lokale gadesælgere. Dette er langt fra det fredelige Bali med meditation og frisk bjergluft.

På en cafe kan man få den berømte dyre luwakkaffe, og her lever et par af de søde dyr, som fordøjer kaffebønnerne, inden vi laver kaffe af dem. Den ene hedder Jake og vælger at gå rundt på børnene til stor misundelse for os andre.

En aften mødes vi med Torben fra De Berejstes Klub. Vi finder ham på et fint lille hotel midt i byen og sammen finder vi en udmærket restaurant med udsigt til rismarker. Det er hyggeligt at se ham, og vi får lækker mad, for mig grillet seafood, og flere Bali Hai og Bintangøl. Senere på aftenen får vi balinesisk massage. Vi er ved at træde på en Rice Paddy snake på vej hjem ad de smalle stier langs vandkanaler og grønne områder. Den er mildt giftig ifølge Google, og den hugger noget efter os.

Det store turistdyr

Børnene skal hjem og passe deres skole, og Mette skal lige et smut til Filippinerne og besøge en veninde, inden vi sammen skal videre ud i Stillehavet. Jeg sidder et par dage og skriver, afbrudt af kaffe og mad. Om eftermiddagen fyldes byen af skolebørn på vej hjem, piger i hvide kjoler og fletninger og ældre elever, der klumper sig sammen tre på hver scooter. Barerne fyldes med de mange vesterlændinge, og der lyder klokkespil og gonggongslag, som kommer inde fra Ubud Palace. Jeg går ind og ser smukke templer, der er ved at blive dekorerede til aftenens dans. Længere henne ad gaden er der et lille kafferisteri med en skøn hund, der poserer udenfor. Jeg læser om kaffens historie i Indonesien. Araberne havde oprindeligt monopol på kaffe, men det brød hollænderne ved at tage kaffe hertil i det 17. århundrede. Java og Bali er ideelle til kaffe, der vokser bedst omkring ækvator men dog i en vis højde. Desværre betød kaffesygdomme slemme tilbageslag for kaffeeksporten, ganske som for Karen Blixen. Ved Anden Verdenskrigs slutning blev Indonesien selvstændigt, og man nationaliserede store dele af kaffeproduktionen, ikke mindst på Java. Der er dog i dag mange uafhængige kaffedyrkere, ikke mindst her på Bali, hvor også kaffe er blevet ”craft”. Indonesien er i dag verdens fjerdestørste kaffeproducent.

Jeg er ikke fan af Bali, selv om jeg godt kan se, at der i baggårdene findes oaser, og at de mange templer giver en helt særlig stemning. Øen er er eftertragtet på grund af sin skønhed og mystik, men magien er nærmest væk. Når man nådesløst jagter det autentiske, mister det sin uskyld, og når man som her kommercialiserer grænseløst, får man en både infrastrukturel og miljømæssig katastrofe. For at citere den gale skotte, spillet af Robert Carlyle, i filmen The Beach er det store turistdyr overalt. Det har i al fald nærmest slugt Ubud, som det allerede har slugt store dele af Bali. Øen er forurenet med plastic, scootere og alt for mange mennesker. Men mange lever i drømmen, der skabes i den offentlige bevidsthed, eller de lever i minderne fra, de var her i deres ungdom. Det er overdrevet, hvor mange barnevogne, her er. Turismen er på et niveau, hvor selv den ligeledes ødelagte Khao San Road i Bangkok slet ikke kan være med. Næste gang skal jeg andre steder hen i smukke Indonesien.

Kathmandu og i det hele taget Nepal har altid været mytisk for mig. Som fan af bjerge handler det om Himalaya og ikke mindst Everest. Men det var også her, min skolekammerat Rasmus boede med sine forældre, der var lærere på en norsk missionsskole i starten af 1980erne. De sendte brev hjem om et smukt, mærkeligt og fattigt land. Min udlængsel var vakt. Jeg har altid ønsket at vandre her, men på denne tur bliver der kun tid til Kathmandudalen.

Kathmandu er kaotisk, farverig og på denne årstid isnende kold. Det er vinter, man fyrer ikke, for det er dyrt, og for at sætte trumf på, har butikker og restauranter alle døre og vinduer åbne. Hele tiden! Thamel er et behageligt turistkvarter med caféer, restauranter, en million sælgere og endnu flere souvenirbutikker. Men stemningen er afslappet, backpackeragtig på den fede måde. Den første dag skal vi følge op på noget arbejde. Strømmen er gået i hele byen, det sker hyppigt, så man kan godt få mad lavet over gas men ikke te, der kræver strøm.

Kaos, kultur og templer

Næste dag ser vi for alvor på byen. Vi går ned mod den centrale plads, Durbar Square. Backpackergaderne bliver afløst af tætte kaotiske gader med lokale. Nogle er så fyldte og kaotiske, man ikke kan komme frem. Her er fattige tiggere, og midt i det hele er der små eller store templer, der ligner, de er kastet ind tilfældigt, men som jo har været her i mange hundrede år, og så er den kaotiske by vokset udenom. Nogle templer er ved at falde sammen, andre er smukt renoverede. Overalt er der rod og kaos. Der er stor og synlig fattigdom med tiggere og folk, der mangler lemmer.

Gaden ned mod Durbar er ufremkommelig, så vi vælger en omvej. Vi får dumplings og juice på ”the Local” , et fint sted, hvor der kommer lokale unge piger med et par udvalgte fyre. De tilhører den bedre middelklasse og er pæne i tøjet, har tjekkede telefoner og tager selfies af hinanden siddende på en stol foran restaurantens logo. Vi sidder her længe, inden vi går ind på selve pladsen. Det er ikke én plads men tre, og det er svært at finde de smukke views fra billederne. Mange af de bedste templer er under renovering efter jordskælvet i 2014. Pladsen er ellers menneskefyldt nok med massive mængder gadesælgere. Vi går gennem små klemte gyder og ser noget, der engang har været et springvand. Men templerne har en magi, en stemning, som de tårner sig op mod himlen i aftensolen.

Drømmenes Have

Næste dag starter i den nærliggende Garden of Dreams. På vejen er de lokale ved at renovere elledningerne, der hænger i kaotiske bundter fra alle lygtepæle og ligner noget, der ville give enhver hjemlig elektriker eller myndighed en blodprop. Renoveringen sker ved, at man med en skærebrænder saver hele bundter af ledninger af. Man kan sagtens forklare de mange strømafbrydelser, når der er så mange muligheder for fejl og kortslutninger, også selv om de lokale siger, det skyldes mangel på vand i vandkraftværkerne, fordi vi er i den tørre årstid. Mere sandsynligt er dog de hyppige byger, der kortslutter rederne af ledninger.

Garden of Dreams er et idyllisk sted, der er grundlagt af en tysker omkring 1920. Her er gamle billeder fra haven, smukke træer og buske, og de lokale slapper rigtigt af. En oase midt i det kaos, der ligger udenfor og omkring stedet.

Buddhas øjne

Vi tager en taxa videre til Ayawathumpa, det berømte tempel med Buddhas øjne. Vi bliver sat af på toppen og ser omgående et mylder af lokale og aber, alt er kaos. Overalt er der stupaer, der er kastet ind helt tilfældigt. Og naturligvis er hele Nepal til salg her. På den egentlige top er det berømte hvide tempel med guldbelægning, hvorfra Buddhas øjne skuer ud til alle verdenshjørner. Her er en duft af røgelse, grillmad og i det hele taget er her infernalsk midt i det smukke. Overalt er der aber, der kravler rundt, lokale familier på tur og et mylder af sælgere, der lige mener, man skal have endnu en bedemølle eller Buddha.

Vi nyder lidt frokost på en tagterrasse, hvorfra Himalayas tinder er skjult i skyer. Men her er en smuk udsigt over dalen og byen. Vi går ned ad hovedtrappen gennem endnu flere buddhaer og aber, der lystigt slubrer Red Bull i sig fra de efterladte dåser.

Terapi med sangskåle

Klokken er 17 og vi skal til meditation og terapi med sangskåle, forestået af en herlig type, jordaner med algerisk far og vestafrikansk mor, som nu ernærer sig som yogalærer her. Ikke nok med at vi får en times afslapning blandt syngende, vibrerende skåle. Vi får også en times snak om vibrationers påvirkning af kroppen og forklaringen bag sangskålenes historie. Undertegnede står dog lidt af, da han tager fat med krystalhealing og astrologi, men spændende er det.

Nepal har overvældet mine sanser. Her er alt på samme tid. Jeg glæder mig at komme tilbage. Det skal være til Annapurna og forhåbentligt med lidt mere ro. Men lige så mange sanser.

Bhutan er sagnomspundet. Det har fået rygte for at være det oprindelige Shangri-La, dette utopiske afsondrede bjergrige i Himalaya. Det omtales som Tordendragens Land, Cypressernes Land og med mange andre metaforer. Siden min kollegienabos kammerat var i landet på feltarbejde og begejstret fortalte om landet, har jeg ønsket at besøge det. Senere har landet fået rygtet som der, hvor man fokuserer på bruttonationallykke frem for BNP. Hvor man minimerer antallet af turister ved at kræve et minimumsforbrug på 250 dollars pr dag. Og hvor lufthavnen er så farlig, at kun ni piloter kan lande der! Jo, det skal ikke være nemt, men så meget mere fantastisk var det, da Mette og jeg i december 2019 fik lov at besøge landet, som en del af vores jordomrejse.

Vi lander i den utroligt smukke og hyggelige lufthavn med ansatte i nationaldragter. Bjergene tårner sig op på begge sider, og solen står lavt på vinterhimlen. Alt går nemt og udenfor venter guide og chauffør, der kalder sig ”pilot”, og vi får hvide bånd om halsen som tegn på respekt.  Landet er smukt fra starten. Vi kører i en vild dal og ser flotte udsigter og en gammel bro af jern fra 1600-tallet. Her er små stupaer, der hver rummer navnet på en død, sådan begraver man her. Guiden, Sonam, fortæller kyndigt om landet på udmærket engelsk. Vi er bjergtagede, her er vidunderligt, fredeligt og rent. Efter et par timer når vi hovedstaden Thimphu, hvor vi indlogeres på fint hotel med kæmpe værelse. Vi er lykkelige for omsider at være i Bhutan.

Udsigt til Himalaya

Vi har sovet udmærket i det kolde værelse. Morgenmaden er med omelet og noget, der minder om sandkage. Vi kører ud ad Thimphu, og Sonam fortæller videre om Bhutan, som vi nu kører ud af byen og ind i de skove, der udgør 60 procent af landet. Skove og træer er en del af bruttonationallykken, og regeringen giver træer til alle husstande, som man kan plante for de kommende generationer.

Bhutan blev samlet som land i 1629, den store landsfader kom ned fra Tibet. Vi ser på Simthoka Dzong, hvor det startede. Første store stop er Dochula Pas, hvor der er udsigt til alle de bhutanesiske himalayabjerge. Det er imponerende at stå her på verdens tag, og der er helt skyfrit. Vi er oppe under himlen, næsten oppe i atmosfæren. Her er også templet, Druk Wangyal Lhakhang. Kirkegårdene er stænger med flag, hvor den dødes navn står, ledsaget af bønner. Smukt.

“Frugtbarhedsklinikken”

Vi spiser frokost ved Chimi Lhaktang og går gennem en malerisk landsby omgivet af rismarker over til templet, der ordret betyder ”hunden der forsvandt”. Det er et tempel for den gale munk, der praktiserede en særlig form for buddhisme med druk og sex. I dag er det frugtbarhedstempel og par kommer for at bede om fertilitet. Som på andre ”klinikker” har man billeder af alle dem, det lykkedes for.

Videre går det op til Pukhana Dzong, den næststørste og ældste fort i landet. Det har huset 400 soldater, og man aner, der har været konstante krige i dette fredelige land. I dag er her munke og administration. Munkene er netop færdige med bøn. Vi ser fortet og går til gammel hængebro, der går til en fjern landsby. Munkene hopper glade rundt på den som små skolebørn.

Den sorte buddhisme

Næste dag vågner vi uden for Pukhana med udsigt til en fin dal men også lidt dis. I dag skal vi i første omgang tilbage mod Thimphu. Vi kører tilbage til det store kryds, hvor vejene mod Pukhana og den gennemgående hovedvej mødes. Her er markedsboder, hvor der sælges æbler og appelsiner. Det viser sig, at man har ret frodige dale, hvorfra man kan eksportere æbler, kartofler og appelsiner til Indien, Alt andet importeres fra Indien. Vejen ned til Indien er i det hele taget en livsnerve for landet. Det betyder dog også, at indere i stort tal kommer til Bhutan på busrejser. I modsætning til os, skal de ikke betale 250 USD om dagen for at være her, men regeringen overvejer at indføre skat på indernes indrejse for at begrænse tilstrømningen. De mange indere er også grunden til, vi ser immigrationsmyndigheder og pigtråd ved alle grænserne mellem landets distrikter. Man vil have styr på, hvem der rejser igennem.

Vi snakker videre med Sonam om buddhisme. Det lader til, at han er meget standfast i sin opfattelse af den rene buddhisme. Mahayanabuddhismen er altså ikke så sympatisk som Theravadabuddhismen længere sydpå. Chaufføren fortæller dog på et tidspunkt diskret, at mange mænd er ret ligeglade med deres familie og mere optagede af det næste liv. Så de tager på lange meditationsophold for at forberede sig på efterlivet, Så kan kvinder og børn ellers lades i stikken. Det er ikke alt ved buddhismen, der er sympatisk.Vi snakker også skatter. Skatteprocenten på indkomster er 15, og så er der skatter på biler og boliger, der forekommer beskedne efter dansk målestok. Det kan ikke være en regering, der er så udøvende som den danske. Men den passer på landet og træerne. Vi kan se, at der går embedsmænd langs vejen og kigger på og måler træernes tilstand.

Buddha i stor størrelse

Efter halvanden time er vi fremme ved Dochula pas og får igen kaffe. I dag er her tåget, og Himalayabjergene er skjulte, så vi er heldige med at have set den flotte udsigt i går. Vi kører nu nedad og tilbage mod Thimphu ad hovedvejen. Her ser vi den 54 meter høje Buddhastatue, der er bygget fra 2008 og frem. Det sidste, indgangene mangler at blive helt færdig, fordi man er løbet tør for penge. Også her trækker anlægsprojekter ud. Hele herligheden har kostet 20 millioner danske kroner og er blevet finansieret ved frivillige bidrag, samt donationer fra lande som Indien og Singapore. Sonam er meget stolt over buddhaen, som står på en prominent plads og kigger ud over Thimphu og dalen omkring, Hovedet er belagt med guld, og mærket i panden er en diamant til en værdi af en halv million kroner. De kan ikke være bange for tyveknægte heromkring.

I soklen er billeder af de første konger af Bhutan og af kongefamilien. Landet blev samlet første gang i 1600-tallet, men på grund af vedvarende stridigheder, var det først i starten af det 20. århundrede, at en central magt var i stand til at udøve kontrol over landet. Den nuværende konge er ung og troner overalt sammen med sin kone og deres lille barn.

Middelaldersamfundet

Vi forlader nu hovedstaden Thimphu, denne mærkelige oase midt i middelalderen med Applebutikker og cafeer. På en sportsplads ved hovedvejen spiller skolebørn fodbold, og livet går sin gang. Afgjort en af de mere besynderlige hovedstæder med sine traditionelle huse og klædedragter tilsat et strøg af modernitet.

Vi kører nu atter mod Paro. Vi kommer forbi steder, vi så den første dag, og langs vejen sælges frugter og tørrede chilier, der også ligger til tørre på hustagene. Vi passerer den lille lufthavn, der er klemt inde i den snævre dal. Den er så farlig, at kun ni piloter er clearet til at lande der. Derefter ser vi Paro Fort. Også dette er bygget i 1600-tallet, da landet blev samlet, og det har længe været et bindeled og symbol på magten i landet. Udover en garnison af soldater, er det også herfra, myndighed stadig udøves. Som i fortet i Pukhana, er den ene afdeling for regeringen, den anden for munkene. Det er magtens arkitektur, den er delt midt over helt bogstaveligt, manifesteret i denne imposante bygning. Det er en konstruktion, der nærmest er middelalderlig, og det formelle demokrati i landet er nok kun en skinmanøvre for at dække over, at man reelt har oplyst enevælde med den unge konge i spidsen. Og middelalderregeringen sidder hårdt på landet. Alle offentlige ansatte, guider og skolebørn går i nationaldragten, og skal man ind i offentlige bygninger, skal man iføre sig et hvidt sjal for at vise respekt for øvrigheden. Vi ser her en mildere udgave af dette regime, der herskede i Tibet indtil 1947. Det hele bindes sammen af den fatalistiske, indadvendte Mahayanabuddhisme. Selv om vi på overfladen er fascinerede af Bhutans bruttonationallykke og eksotiske styreform, hylder deres fredsommelighed og deres træer, er ikke alt harmoni under overfladen. Og vi spekulerer meget på, hvordan kvinderne reelt har det.

Fortet er fint og middelalderligt og med gode udsigter over dalen. Her er igen smukke mandaler og billeder af livets hjul og de tre dyr, der symboliserer synderne: påfuglen for tilknytning, slangen for vrede og grisen for ignorans. I andre buddhistiske lande er det andre dyr, men historien er den samme.

Tæt på himlen ved Tiger’s Nest

Bhutan blæser vores hjerter og hjerner omkuld. Når man tror, det ikke kan blive vildere og mere spændende, får den lige en tak til. Vi bruger det meste af næste dag på at hike op til Tiger’s Nest, et ensomt beliggende tempel på en stejl bjergside, hvor den anden Buddha efter sigende kom ridende til på en tiger. Turen op er hård, og vi har begge influenza i kroppen. Men vi tror på det, gør det og bliver belønnet med enestående udsigter, syv storslåede templer på toppen, og en tålmodig guide, Sonan, der venter på os, når vi skal puste ud eller tage billeder.

Et dramatisk højdepunkt kommer på vej op, da en munk har fået et hjerteanfald. Vi og mange andre, herunder en kinesisk læge og en sygeplejerske forsøger forgæves at genoplive munken, der er gammel og har diabetes. Det lader til, han nærmest er gået op til det berømte tempel for at dø. Han nåede toppen, og da det samtidig er buddhistisk helligdag, ligger han rigtig godt på karma til sin næste genfødsel. Men tragisk er det nu alligevel.

Husalteret

Nede fra Tiger’s Nest ser vi Kychiu Lhakhang, endnu et smukt tempel med appelsintræer og blafrende smørlys for de døde. Aftenen byder på en enestående oplevelse: middag hos en lokal bondefamilie med risvin, smørte og alskens lokale retter med kål, okse, ris, chili i ost og blodpølse. Vi ser også deres husalter. Her sover alle sammen, med mindre de er gift, og hvor andre har private gemakker, har man indrettet et rum til alter og et til munke, når de kommer forbi. Alt er smukt og meget stemningsfuldt, og vi reflekterer begge over, hvor forskelligt, man kan leve.

Nu forlader vi Bhutan og står tilbage med enestående oplevelser af et samfund, der på mange måder er I middelalderen med en konge og en religiøs elite, der deler magten. Men det er også et land på vej ind i moderniteten, bevidst om sine traditioner og særpræg. Et land, der beskytter naturen og passer særligt på træerne, hvor der hersker en vidunderlig ro, hvor der er højt til himlen, og hvor man får lyst at komme igen.