Det er efterår 2023, og selvom flere af vores bekendte allerede har været inde i Syrien, er vi alligevel spændte på, hvad der mon møder os. Vi skal hente vores visum på grænsen. Køen er betydelig, og deres system er kaotisk. På deres liste står to franskmænd i stedet for os, og chaufføren sveder – vores fixer har begået en fejl! Efter lidt ventetid og betaling af de obligatoriske 80 euro for visum bliver vi dog sluppet ind i Syrien. På grænsen venter en ny bil og veksling til et uhyrligt stort bundt syriske pengesedler. De internationale sanktioner har medført hyperinflation.

Vi kører ned fra bjergene mod Damaskus. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har forestillet mig, men foreløbig virker det fredfyldt, og der er ingen tegn på krigens gru. I en betonforstad til Damaskus skifter vi atter bil, og efter en kort ventetid i solen bliver vi kørt ind og læsset af på en travl markedsplads umiddelbart uden for den gamle bydel. Gennem snævre gader tager vores lokale guide Ophelia os ned til et hyggeligt hotel med den typisk arabiske gårdhave med flotte blå mosaikker og et oliventræ midt i det hele. Alle omkring os, både hoteldirektøren og de andre guider er kvinder, og vi bliver budt på te og dadler.

Ad tusindårige gader

Snart er vi på opdagelse i Damaskus, en af verdens ældste byer, hvis historie går 8000 år tilbage. Som vi går i de snævre gader omgivet af handlende og familier med børn forestiller vi os, hvordan der har boet og levet mennesker her mange tusinde år før Jesus efter sigende gik på Jorden. Vi får den lækreste kebab, hvor rullen dyppes tre gange i kyllingefedt, hvilket giver en helt speciel sprød overflade. Vi passerer boder med store røde granatæbler, håndværkere med værksteder med flotte lakæsker, chatoller og skakspil. Mange steder bliver vi budt ind og tilbudt te og en snak, helt uden den insisterende salgsteknik, der præger så mange arabiske lande.

Selve Damaskus gik i høj grad fri af krigen, mens nordlige og sydlige forstæder, tilholdssteder for de mange oprørsgrupper, blev bombet med russisk hjælp. Nogle husker måske Assads brug af giftgas uden for Damaskus. Bortset fra store plakater med Assad er der ingen spor af hverken ham eller krigen her. Det kommer senere.

Ummayad-moskeen er et højdepunkt. Flotte søjlegange omkring en blankpoleret gårdsplads og med noget af den mest fornemme arabiske arkitektur. Over os kredser store fugle på en knaldblå himmel. I den store bedesal er bønnen i gang, men vi kan gå frit uden for de bedendes område og indsnuse atmosfæren.

Damaskus’ mest berømte gade er ”Den Lige Gade”, en halvanden kilometer lang passage, der går tilbage til Romertiden. I den ene ende er et stort overdækket marked, der emmer af østens mystik. Og krydderier. Ophelia tager os ind i en populær lokal isbar, hvor vi selv får lov at være med til at ”stampe” den lokale lækre pistacieis i de store kar. Prisen er lav og smagen himmelsk. Mens mørket falder på, bevæger vi os videre gennem krogede gader og forbi oldgamle kirker. Dagen slutter med velsmagende syrisk grillet kød og grøntsager. Vi er allerede helt fortabte i Damaskus.

Klostre og korsriddere

Næste dag går det nordpå. Allerede i de nordlige forstæder ser vi for første gang krigens gru. Her er kvarterer på størrelse med Københavns indre by, hvor intet over en meter står tilbage. Vi har aldrig set så store ødelæggelser, og selv her 10 år efter det værste, er der ikke genopbygget, da de fleste tidligere ejere er flygtet.

Vi snakker med Ophelia om hendes liv og om krigen. Faderen er egentlig ortopæd men også retsmediciner, og ham har der desværre været god brug for i de senere år. Moderen er naturligvis sygeplejerske, en klassisk ”love story”. Familien er sekulære muslimer med stor kulturel ballast. Faren kan sin Hamlet og har derfor døbt datteren Ophelia. Selv laver hun ph.d. i kunsthistorie og har stor indsigt i både kultur, historie og religion. Hun er en meget charmerende og behagelig samtalepartner og ekstremt vidende om sit land.  

Som vi kører nordpå, er der talrige checkpoints, men Ophelia har papirer i orden og udleverer en fotokopieret tilladelse fra sin kæmpe bunke papirer, hver gang vi kører forbi endnu en flok soldater med varierende antal stjerner på skuldrene. Første stop er Maaloula. Sankt Takla-klosteret var nonnerne bortført af ISIS men er vendt tilbage og driver det idylliske sted med sans for dets ro og skønhed. Vi ser også det nærliggende Bacchuskloster, hvor en gammel nonne oplæser en bøn på aramæisk, det sprog, Jesus efter sigende talte, og som stadig praktiseres her. Overfor ligger et tidligere luksushotel, der i dag er total ruin efter voldsomme kampe. En udbrændt bil ligger stadig med hjulene opad efter en kraftig bombe, og inde i hotellet flyder et med murbrokker og gamle regninger, ingen yngre end 2013, hvor denne idyl fik en brat ende.

Et af turens højdepunkter er Crac de Chevaliers, den gamle og enorme korsridderborg, der troner på et plateau i et fladt landskab. Her er to turister ud over os, selv om stedet er UNESCO verdensarv og har enestående velbevaret arkitektur. Vi føler os som Indiana Jones, som vi går i de gamle kælderhvælvinger eller passerer vindebroer og riddersale.

Vandaler i Homs og Palmyra

Ud på eftermiddagen når vi Homs, en af de hårdest ramte byer i borgerkrigen. ISIS forskansede sig i den gamle bymidte, som derfor er totalt udraderet af russiske bombardementer, mens de moderne forstæder her er mere urørte. Ad smalle gader når vi et byhus, hvor en lokal familie tager imod med et overdådigt måltid med syrisk brød, frikadeller, tomattærte og alle slags salater. Familien tæller tre generationer og snart støder bedstefaderen til. Han fortæller glad om sin æblegård ude på landet, og snart er vi meget populære, da vi kan lide både hans æblevin og mere almindelige druevin. Stemningen bliver løssluppen, og sprogbarriererne falder.

Næste dag kører vi ud til Palmyra, den gamle romerske by, som vandalerne fra ISIS besluttede sig for at destruere i et anfald af den religiøse fanatismes hovmod. Ophelia har billeder med, der viser et før og efter. Især det berømte Baal-tempel er jævnet med jorden, men jerndragere og beton, der stikker op af ruinerne viser, at det ikke er første gang, Palmyra er blevet ødelagt og genopbygget. Restaurering er i gang, og med russisk hjælp er det gamle amfiteater delvist genrejst. Russiske soldater patruljerer stadig området, og Ophelia er synligt utryg ved dem.

I Palmyra by er vejen spærret. Der er parade, og det viser sig, at det er lokale skolebørn der i spejderagtige uniformer og tørklæder råber Basar, Basar, Basar som en hyldest til landets daværende leder. De er tydeligt udkommanderede til dette, men de virker søde og uskyldige, og det er jo ikke deres skyld, de voksne tit er vanvittige. På Palmyras arkæologiske museum har terroristerne revet de gamle statuer ud af nicherne, der i dag er gabende tomme huller. På gulvet ligger romerske søjler og relieffer, der med stor systematik blev smadret, da de afsindige horder kom forbi. Museumsdirektøren blev offentligt henrettet, da han modsatte sig ødelæggelserne. Vi hilser på den nye direktør, en venlig og vidende herre, der som en skæbnens ironi er gift med den tidligere direktørs datter og nu kæmper for at bringe stedet tilbage til fordums storhed.

Tilbage i Homs går vi rundt i den totalt ødelagte bymidte. Her er store huller fra kraftige eksplosioner, og bygningerne står tilbage som tomme grå skaller, en spøgelsesby. Og dog, for nogle steder er man begyndt at restaurere, og små butikker er åbnet i nødtørftigt sammenflikkede stueetager. En lille dyrehandel sælger fugle, fisk og kaniner. Og flere butikker sælger døre, vinduer og maling, alt sammen remedier til genopbygning. En slagter står og smiler til os, mens han ekspederer en tilbyltet dame. Overalt bliver vi mødt med venlige hilsner på fransk og engelsk og spurgt om, hvor vi er fra. Vi bydes velkommen og får at vide, at Danmark er en god ven af Syrien. Intet om Muhammedtegninger eller had til Vesten her. Tværtimod er de glade for, vi er kommet, og at de er på vej tilbage i verden.

Syrien er en af de mest behagelige overraskelser, jeg nogensinde har fået, og jeg vil på stedet rangere det som det af de mest interessante lande, jeg har besøgt i Mellemøsten. Ufatteligt at disse søde mennesker kunne geråde sig ud i en så forfærdelig konflikt. Måske har de lokale ret, når de siger, det var fremmede magter, der prøvede at få deres vilje med Syrien. Med det nye regime ser vi nok desværre, at denne konflikt fortsætter. Det er en skam, for Syrien er et land, man kan rejse til igen og igen.

Denne artikel har også været bragt i Globen nr. 100 (medlemsblad for De Berejstes Klub)

Endnu flere billeder fra Syrien her: http://www.linaa.net/travel-pictures/nggallery/album/syria

Jeg satte mig for nogle år siden det mål at køre fra Nordkap til Gibraltar. Jeg er fascineret af kyster gennem barndommens somre ved Vesterhavet, hvor jeg drømte om at se meget mere hav og kyst. I 2021 gennemførte jeg første del, fra Rudbøl til Nordkap, og i sommeren 2024 anden del, fra Rudbøl til Bayonne. Efter planen fuldføres rejsen i Gibraltar snarest muligt.

Til Nordkap

Jamen, Nordkap? Det er jo en laaaang tur, udbryder den norske kvindelige grænsebetjent, da jeg 13. juli 2021 ruller af færgen i Kristiansand og behørigt bliver stemplet ind i Norge med mit nyvundne digitale EU-Coronapas. Min norske chef var af samme overbevisning, og faktisk er det bestemt ikke alle nordmænd, der har været så højt mod nord.

Jeg ruller op gennem et sommerligt Norge, der i de kommende dage byder på enestående vejr mellem sneklædte fjelde og grønne æbleplantager. Efter en overnatning i Stavanger er første store stop, Preikestolen, denne mægtige fritstående klippe med udsigt over Lysefjorden. Termometeret siger 28 grader, og udsigten fra toppen er magisk. Folk maver sig frem for at kigge ned, for et pludselig vindstød ville kunne sende en flere hundrede meter ned i fjorden under os.

De kommende dage tager mig op gennem det kvintessentielle Norge med vennebesøg og god tid til fordybelse. Jeg er gennem Gudbrandsdalen og forbi det højeste bjerg, Galdhøpiggen. Her er stavkirker, træhuse med spir og masser af trolde, og man forestiller sig De Tre Bukkebruse komme løbende hvert øjeblik.

Jeg rammer atter kysten ved Trondheim og ser den mægtige Nidaroskatedral. Jeg har kørt meget men er ikke engang halvvejs på Nordkap! Mosjøen er en fin lille by på UNESCOs verdensarvsliste som et eksempel på en komplet og traditionel norsk kystby. Langs Sjøgata ligger mere end velbevarede træhuse lige ned til en dyb fjord. Fjeldet på den anden side af fjorden står kulsort på grund af et skybrud, der er på vej. Jeg fortrækker til bilen og kører mod min overnatning i Mo i Rana, hvor jeg næste dag rammer polarcirklen, som markeres med en kolossal souvenirbutik og en iskold bidende vind.

Jeg har besluttet at lave en detour til mægtige Lofoten, som egentligt består af flere øer med enestående udsigter og kridhvide strande. På træklædte moler blafrer klipfisk og tørrede torskehoveder i vinden. Jeg bor på Furu Hostel i Knutstad, en perle med smuk indretning og en baghave med bålhytte, sauna og fjordudsigt. Et af de sjældne vandrerhjem, hvor folk taler sammen i stedet for at sidde med deres telefoner.

Norge er stort, og det gælder også Lofoten. Min næste overnatning befinder sig ovre på Vesterålen, hvilket kræver en genvej med den lille færge mellem Melbu og Fiskebøl. Omsider når jeg Prøsch Brygge på det yderste af Vesterålen, en gammel telegrafstation, hvor Espen er vært. Han steger sejfileter til mig i den lyse sommernat, og vi snakker længe. Konen Katrine er femte generations ejer af denne idyl, hvor jeg går til køjs i det gamle men hyggelige værelse med det vuggende hav lige uden for.

Næste dag tager jeg til den afsidesliggende fiskerby Nyksund, helt ude ved Norges og verdens ende. Den blev forladt, da hvaleventyret sluttede, men har atter fået liv, da en tysk filantrop kastede sin kærlighed på den og begyndte at renovere de gamle huse, mange på stylter. Fiskerlivet må have været hårdt herude, og den isnende vind og slagregn, der møder mig, giver en vis indlevelse i det barske liv på kanten af Europa. I små butikker sælges byens fortid, og skrigende måger har reder højt i de forfaldne bygninger.

Tilbage på fastlandet starter sidste del af turen mod Nordkap. Heroppe er landskabet langt fladere end i Sydnorge, da isen har slidt klipperne ned. I Alta ser jeg byens berømte verdensarv, de mellem 5000 og 7000 år gamle helleristninger, som man finder i et stenet landskab ned til fjorden. Jeg tænker tanker om, hvordan disse mennesker har levet og set verden. Helleristningerne har været datidens bibliotek, kirke og internet i ét.

Sidste del af turen går gennem Nordkapptunnelen, som blev indviet i 1999. Tunnelen er en kæmpe ingeniørmæssig bedrift og går på sit dybeste sted 212 meter under havets overflade. Jeg møder forblæste cyklister, der har taget turen hele vejen op gennem Norge. Det kræver respekt, da min triptæller siger 34784 km siden Kristiansand. Mit mål er nået, og efter 35 års rejser i Europa står jeg helt på toppen, i iskold blæst ude fra Polarhavet.

Den anden vej – til Bayonne

I sommeren 2024 går det sydpå. Jeg ruller ud af Rudbøl, Danmarks vestligste by, over Vidåen og er snart i Tyskland, selv om forskellen i starten synes umærkelig i dette gamle danske land. Marsken og Vadehavet fortsætter i store træk hele vejen til, hvor Holland slår et knæk. Området er UNESCO World Heritage, pga. dets naturmæssige og kulturelle betydning, og de gamle marskgårde vidner om et barsk liv i kamp med og mod naturen.

Efter et par dages kørsel i disse landskaber står jeg på Afsluitdijk. I Holland kaldes tingene ofte ved deres navn, og det imponerende dige fungerer som en livsvigtig barriere mod havets rasen. Gud skabte verden, hollænderne skabte Holland, som man siger her!

Det er Frankrig, der er næste mål, og efter en første hyggelig aften i Dunkerque, kendt for dramatiske begivenheder under krigen, går det syd- og vestpå. Kysten syd for Calais kaldes Opalkysten på grund af havets farve, og det er en af de vilde kyststrækninger, jeg elsker, og som jeg har kørt mange gange. Her er små byer med hvide huse, der står i kontrast til havets kræfter, og hvor jeg har vinden i håret og solen i ansigtet. Jeg har tidligere været på D-dagstrande i Normandiet og spist spandevis af østers i Bretagne, som jeg aldrig bliver træt af. Denne gang fokuserer jeg på nye ting, for eksempel de imponerende stensætninger ved Carnac i det sydlige Bretagne. De er ældre end selveste Stonehenge med deres op til 6.000 år.

Efter flere dage med hyggelige kystbyer når jeg de berømte regioner Haut Medoc og Margaux vest for Bordeaux og bor på et lille vinslot, hvor det fine publikum kigger på mig, som om jeg er gået forkert. Men den er god nok, jeg har fået denne perle med udsigt til grønne vinmarker og gamle stenhuse til spotpris. Allermest berømt i området er Saint Émilion med dens unikke terroir med skrånende bakker og det milde, solrige klima, som giver druerne perfekte betingelser for at modne til velsmagende verdensberømte vine. Maden fejler heller ikke noget, og trods mange turister er der en dejlig ro i Saint Émilions krogede middelaldergader.

Fra Bordeauxregionen går det ned langs Biscayen og dermed endemålet på denne tur. Alle os, der har læst Rasmus Klump som børn, tænker uvilkårligt på Skæg, den godmodige og eventyrlystne sømand, der havde en særlig fascination for Biscayen. Når snakken faldt på eventyr og farlige sørejser, kunne man regne med, at Skæg ville tale om “dengang, jeg lå nede i Biscayen”, hvorefter han altid blev afbrudt af noget eller nogen.

Min tur slutter i Bayonne, hvor hele byen er et stort virvar af mennesker i baskerhuer og røde tørklæder. Der er baskisk byfest, og den får ikke for lidt. Selv vender jeg mod nord og ser frem til sidste etape, mod Gibraltar.

Fakta

Turen til Nordkap var på 3478 km og turen til Bayonne 3168 km. Begge blev gennemført i en lille VW Up! Og så skulle Jakob jo retur igen, samme distance om end en anden vej. Overnatning foregik i telt eller på billige hoteller og mad blev ofte tilberedt over et trangiasæt. Hermed kan sådanne ture gøres meget billigere. Rejserne er en del af projektet om at køre hele Europas vestkyst, og man kan læse mere i min anden rejsebog, Aftenlandet, der efter planen udkommer ultimo 2025.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 4, 2024

New Zealand blev for nogle år siden kåret af DBKs medlemmer som verdens bedste rejseland. Forud var gået en lang afstemning med kvart- og semifinaler. Jeg hører til dem, der stemte på landet, for ved mit første besøg i selve New Zealand i 2017-18 blev jeg som mange andre fuldstændigt besat. Landet har det hele: smuk natur, vilde ødemarker, sprøjtende gejsere, søde mennesker, god infrastruktur, vilde eventyr og noget af verdens bedste vin og øl. Og så blander landet konservatisme og hippiekultur på en måde, der passer godt til min personlighed!

Med seks uger i to forskellige biler var der tid til både de traditionelle turiststeder og de omveje, som denne artikel handler om. Selvfølgelig så jeg det vulkanske landskab ved Rotorua, den charmerende hovedstad Wellington, vinmarkerne i Marlborough, Milford Sound, outrerede Queenstown og pingviner, albatrosser og søløver. Men det var på vejene imellem disse steder, jeg havde de største og mest uventede oplevelser. Ad spektakulære veje, Lonely Planet beskrev som kedelige… Langs den vilde sydkyst, som jeg opsøgte, fordi jeg elsker geografiske ekstremer. Og hos excentriske mennesker, der villigt åbner deres hjem for fremmede.

En tabt verden og en selvstændig republik

Midt på Nordøen finder man ”Forgotten Highway”. Det er en gammel landevej mellem to mindre byer, hvis betydning for længst er glemt, og hvor den moderne trafik fører andre steder hen. Formelt er der tale om rute 43, der løber 145 km fra Taumarunui til Stratford gennem flotte slugter, regnskov og ubetydelige flækker. Ingen steder går det ligeud. Man kører gennem uendelige grønne, kurvede bakker, højdedrag, og såkaldte ”saddles”, hvor vejen bugter sig i uendelige og efterhånden også ulidelige hårnålesving.

Jeg gør holdt i Whangamomona, hvor de lokale på et tidspunkt har udråbt byen til selvstændig republik, uafhængigt af New Zealand. Det er på byens berømte og berygtede hotel, at uafhængighedsbevægelsen har sit hovedkvarter, og de lokale bag baren mener det tilsyneladende alvorligt. New Zealand er ligesom USA fuld af excentrikere. Republikken har også eget postkontor og souvenirbutik, der dog ser noget lukket ud. Myndighederne har på et tidspunkt forsøgt at gøre en ende på selvstændigheden, men da her ikke er meget at komme efter, og indbyggerne for størstedelen består af fordrukne men harmløse ældre mænd, opgav man forehavendet. Men man dyrker modkulturen herinde. Autoværkstedet har satiriske og dybt samfundskritiske bemærkninger malet ud over hele facaden.

Lysende Sankthansorm

I Waitomo på Nordøens ”bagside” finder man Glowworm Caves. Man kan kun se hulerne og de små lysende dyr på en guidet tur til en pebret pris, hvor man sejler ind i hulerne. Dyrene må ikke forstyrres af lys og larm, så man bevæger sig på pramme, der via et sindrigt snoresystem trækkes af vores guide, en stor og smilende maorikvinde. Inde i hulen er der masser af lysende glowworms, der får hulen til at ligne den sydlige stjernehimmel, der præger nætterne udenfor.

Glowworms er ikke orme, men snarere en slags larver, der vokser i mørke fugtige huler. Med en lysende prik på halen lokker den små insekter til sig. Evolutionen er mangfoldig! Det er et trist og kort liv at være glowworm. Så snart den er udklækket, formere den sig og dør i løbet af en dag. Der lægges nye æg og showet kan starte forfra.

Doubtful Sound

De fleste, der har været i kiwiernes land, kender Milford Sound på Sydøen, et af verdens smukkeste steder. Der var jeg skam også på denne rejse. Men uventet er naboen Doubtful Sound næsten lige så vildt. Vejret er dårligt, da jeg starter. Jeg har overnattet mellem træer på en gammel mølædt campingplads med schweizerhuse og små fine hytter, hvor jeg bliver indlogeret af en flink, snakkesalig ældre dame med briller fra 50erne og et gebis, der slet ikke passer og hæmmer hendes linde talestrøm om alt fra vejret til amerikansk politik.

Turen ud i fjorden går via Lake Manapouri, og med den tætte tåge er der kun lejlighedsvise kig til de omkringliggende bjerge. Efter en times sejlads når man West Arm Power Station, et kæmpe vandkraftværk, der kan forsyne hele Sydøen med sine 180 MW energi, men som mest driver et aluminiumsværk i Bluff. Det er bygget i 1960erne, og fordi det var svært at transportere tingene ad vejen nede fra Bluff, sejlede man i stedet ind gennem Doubtful Sound og byggede vejen derude fra, over Wilmotpasset til kraftværket. Det er New Zealands dyreste vej med 2 dollars per centimeter, men den er det værd, fordi den i dag gør Doubtful Sound tilgængelig for os.

Omsider er vi ved begyndelsen af selve Doubtful Sound. Det hedder sådan, fordi Captain Cook valgte ikke at sejle herind, fordi det var tvivlsomt, om der var vind nok til at føre ham ud igen. Senere sejlede spanierne ind, og Bauzaøen er opkaldt efter kaptajnen. Her er vilde klipper formet af gletschere. Pga. dybden og en speciel saltblanding er her masser af fisk og dyreliv, man normalt kun ser på oceaniske dybder. Derfor er her både delfiner, pingviner, koraller og masser af fisk, og på vej tilbage igen ser vi en stor blåhval, der blæser sin karakteristiske stråle.

Langt mod syd

Mange tager den ”korte” vej til Queenstown og derfra til fjordene og gletscherne i vest. Men jeg insisterer altid på at køre kystnært og tager hele den lange tur langs New Zealands sydkyst. Her er storslåede kystveje med mark- og strandblomster i gult. De dufter denne sursøde honningduft, som har fulgt mig på hele turen i den New Zealandske sommer. Alle disse veje langs vandet med klitter, skrænter og brusende bølger minder mig i det hele taget om barndommens somre ved Vesterhavet, noget der fylder meget i min identitet og erindring.

Det er en flot tur ud til fyrtårnet ved Nugget Point, der er som taget ud af en roman om pirater og skibsforlis. Ude ved fyrtårnet er der et godt stykke vej at gå ad en smuk snoet vej langs vandet. Her er udsigter til stejle klipper og fuglefjelde, og der er varmt og sommerligt med alskens planter der har overtaget de stejle skråninger. Søfugle ligger på reder på klipperne, og nede i vandet svømmer pelssæler rundt. En mor med to unger ligger og nyder formiddagssolen i det lave vand. Fluer summer og fugle dykker mod havet på jagt efter føde. Der er små poetiske skilte, der beskriver dyreliv og landskab: ”Caitlins kyst, et sted for luft og drømme”. ”Nuggets Point, hvor havet møder klippen, hvor vinden møder tidevandet”. Man føler, man er midt i verden her, midt mellem hav og land, på en forpost i det mægtige ocean, der først slutter i Antarktis, tusinder og atter tusinder af sømil borte.

Videre langs sydkysten går det mod Slope Point, New Zealands fastlands sydligste punkt. Officielt er det i Bluff, og det er der, alle turistbillederne bliver taget, men geografisk er det altså her. Der gøres ikke noget ud af det. Vejen går gennem marker, men omsider kan jeg se en lille oprejst tromle og et gult skilt, der forkynder det åbenbare. Selv om vi er langt mod syd i New Zealand, er vi kun halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen.

Dagens sidste fyrtårn bliver i Waipape, efter en lang grusvej. Der kommer ikke mange mennesker hernede, men der har dog boet en fyrmesterfamilie indtil for nylig, og der er en udstilling om fyrfolkets liv og levned. Fyret ligger på en klassisk udpost af en klippe, omgivet af kyst med et rigt dyreliv. Her er flere sæler, en doven søløve ligger på stranden og snorker, og i vandet ser jeg en lille hval. Jeg kan ikke komme længere væk i New Zealand.

Fra Bluff til Reinga

I New Zealand taler man om landet som gående fra Bluff til Reinga, det nordligste punkt. Turen herop er fin med dejlige udsigter til både det åbne vand og til de store sandklitter på den anden side. Jeg beslutter mig for at prøve bilfærgen for at spare nogle kilometer og kører mod Ranewe, et hyggeligt lille færgeleje med nogle få butikker, et par cafeer og en dok. Færgen sejler hele tiden her om sommeren, solen skinner, og der er feriestemning. Færgeturen er kort, et kvarter over på den anden bred. Jeg stopper ved et stykke af den berømte 90 mile Beach, som er hvid og bred. Derefter går det nordpå i lang tid med flotte klitter mod både øst og vest. Omsider bliver landet smallere, mere bakket og endnu mere tropisk. Der er en stor P-plads for enden, hvorfra man går via en kæmpeklit det sidste stykke til fyrtårnet. Det er Cape Reinga, det nordligste punkt. Nu kan jeg ikke komme videre. Tasmanhavet møder Stillehavet, ligesom ved Skagen er det to have, der flyder sammen, og der er klart forskel på bølgerne i de to. Maorierne tror, de dødes sjæle flyver ud over havet her, og det er en smuk tanke. Min tur i New Zealand er også fuldbragt for denne gang.

Denne artikel har også været bragt i Globen, medlemsblad for De Berejstes Klub, nr. 91, forår 2023

Argumentet for den daværende (og fortsatte) nedlukning var at mindske antallet af døde og undgå overbelastning af sundhedsvæsenet. Det sidste lykkedes nogenlunde. Angående det første ved vi intet om, hvor mange, der ellers ville være døde. Formentligt nogle tusinde flere. De lidt over 2000 dødsfald er tragiske, og det ville nogle tusinde ekstra også være. Min dybe medfølelse med dem, der har mistet deres kære eller er ramt med senfølger. Jeg kan bare ikke lade være med at stille spørgsmålet, om de langsigtede omkostninger ikke kræver byder på flere dødsfald end af corona, foruden naturligvis de enorme menneskelige omkostninger. Andre sygdomme, der ikke er blevet behandlet eller opdaget, stressrelaterede sygdomme i forbindelse med usikkerhed eller ensomhed. Ikke mindst for de mange selvstændige og private erhvervsdrivende, der er blevet ramt på deres levebrød. Mange er på fallittens rand, der er butikker og restauranter, cafeer og festivaller, vi aldrig kommer til at opleve igen. Og hvis tusindvis af ejere og ansatte går en usikker fremtid i møde med økonomisk ruin, usikkerhed, angst og selvmord. Det så vi efter finanskrisen. Det er nemt at sidde som mig og være offentligt ansat med fuld løn og nogenlunde normale arbejdsforhold, trods de uendelige sessions med undervisning og møder via Zoom. Men mange selvstændige ser deres livsværk smuldre, mange ting vil ikke være der, når støvet har lagt sig. Omkostningerne for samfundet på lang sigt synes slet ikke at indgå i regeringens kalkuler.

Den hårdest ramte gruppe er nok de unge, der nu har været ”spærret inde” i et år, i store perioder frarøvet den fysiske undervisning og ikke mindst samværet med deres kammerater. Efterskole- og højskoleelever, der har mistet et af de bedste år i deres liv, studerende på ungdomsuddannelserne, der er frarøvet en normal afslutning på deres uddannelse, fravær af fester, sjov, kæresteri og druk, alt det, der er så fedt ved at være ung og som former en for livet. Jeg frygter, at den generation vil tage varig skade. Og det er fremtiden, vi her taler om. Skaden kan være uoprettelig.

Det allerværste er dog de skader, pandemi og nedlukning har forårsaget på vores samfund. Som jeg tidligere har påpeget, har vi i det forløbne år oplevet angreb på demokrati og frihedsrettigheder, jeg ikke troede, vi skulle se i Danmark. Regeringen er blevet tiltagende enerådig, udelukker Folketinget fra vigtige informationer og manipulerer pressen på deres stort opsatte pressemøder, hvor de alt for få kritiske spørgsmål (ja, pressen har også svigtet sit demokratiske ansvar) mødes med en blanding af arrogance og hånlig overbærenhed. Kun i få tilfælde har oppositionen formået at sætte regeringen stolen for døren og bremse dens tiltag, senest med det helt berettigede nej til tvangstestning i Vollsmose. Og hver gang toner Heunicke og hans klakører frem og mistænkeliggør enhver kritik, ja faktisk er dem, der modsiger Heunicke en alvorlig trussel mod folkesundheden, får vi at vide.

Allerede de første mange tiltag var på kant med frihedsrettighederne, og havde det ikke været for en alliance af bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige havde regeringen fået held med at bryde Grundlovens §72 ved at give politiet adgang til private hjem uden en dommerkendelse. Om forsamlingsforbuddet er grundlovsstridigt diskuteres stadig, men værre blev det i efteråret, da regeringen uden lovhjemmel beordrede nedslagtning af 17 millioner danske mink, og dermed ødelagde et helt eksporterhverv og gjorde tusinder arbejdsløse. Regeringen påstår, de ikke vidste, der ikke var lovhjemmel, selv om der fremlægger bevis for, man allerede en måned inden VAR orienteret. Så enten brød man bevidst Grundloven, eller også var man himmelråbende inkompetente. Det skal den såkaldte granskningskommission afgøre.

Til min store overraskelse finder befolkningen sig stort set i urimelighederne: de grimme mundbind, der fortsat ikke har nogen dokumenteret effekt. Forsamlingsforbud, aflysning af normalt socialt liv, børn der ikke må komme i skole, en lind strøm af restriktioner, nogle fornuftige, andre hinsides enhver begrundelse. Fraværet af en kritisk presse, med undtagelse af blandt andet JP og Berlingske, kombineret med regeringens dygtige sociale mediestrategi, hvor makrelmadder, besøg i børnehaver og den evige blanding af børne-skæld ud og løfter får os til at rette ind. Og så er der jo ”Fællessang hver for sig” og ”Danmark griner” og andre tiltag, der i propagandakarakter leder tankerne hen på samfund, vi helst ikke vil sammenlignes med.

Og som om alt det ikke er nok, har den gensidige tillid i vort samfund lidt ubodelig skade. Drister man sig til at rejse, bliver man offentligt udskammet i den nationale, digitale gabestok. Man får mistænkelige blikke, når man løber forbi ældre mennesker, der har set på tv, at motionsløbere smitter i særlig grad, på grund af ”tung og vedvarende udåndingsluft”. Man får onde blikke i supermarkederne, hvis man ifølge nogen kommer lidt for tæt på dem. Og det er altid de mest forsigtige, de mest hysteriske, der afgør hvad der er ret og rimeligt. Fornuften og proportionaliteten var et af coronaens første ofre.

Jeg er dybt bekymret for den skade, Danmark har lidt af corona. Flere end 2000 døde og mange med senfølger er skrækkeligt, men på lang sigt koster corona mange flere liv, mange flere penge og har for evigt ødelagt vigtige år i en opvoksende generations liv. Og udhulet tilliden og sammenhængskraften i samfundet. Svækket det, der med et fortærsket ord hedder “samfundssind”. Og allerværst af alt har vi set, at demokrati ikke er en selvfølge. Tværtimod kan det udhules og afskaffes til klapsalver fra befolkningen. Frygt er et velkendt og effektivt redskab for magthaverne til at få folket til at rette ind.

Kuren er for længst værre end sygdommen. Og det siger ikke så lidt.

Jeg husker præcist, hvornår under coronakrisen, at det slog mig for alvor, at Danmark ikke nødvendigvis vil være et demokrati, for altid men kan falde i den autoritære fælde. Jeg kommer ud fra min kærestes lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, og ud af bybussen vælter folk med lyseblå mundbind, der leder tankerne hen på dystopiske film som Outbreak og Twelve Monkeys. Overfor, på busskuret, var der netop sat en plakat op af statsministeren, Mette Frederiksen, der med korslagte arme og et skævt Mona Lisa-smil var ledsaget af sloganet: ”Lille land, stort fællesskab”.

Hvis man er socialdemokrat, et ubetinget positivt menneske eller blot tilstrækkelig naiv, kan man se hele dette scenario som udtryk for fryd og gammen. Men for mig – der har rejst meget, også i lande, der bedst kan betegnes som rene diktaturer – kommer der andre associationer: jeg tænker på de farvestrålende plakater af Lukasjenko i Hvideruslands hovedstad Minsk, eller de enorme plakater af Tadsjikistans de facto diktator, hvor han med photoshoppede baggrunde med kornmarker, fabrikker og smilende børn fremtræder som den store landsfader.

Nu tænker man nok allerede som læser, at jeg sidder og skriver dette med min sølvpapirshat på, at regeringen kun gør det bedste, og at det hele er for folkesundhedens skyld. Vi er alle enige om, at coronakrisen er meget ubelejlig, og at regeringen helst havde været den foruden. Jeg hører også til det store flertal, der mener nedlukningen af Danmark i marts var påkrævet, ud fra vores daværende viden, og jeg var selv flere gange ude at rose regeringen for handlekraft og initiativ. Siden dengang er det imidlertid gået voldsomt ned ad bakke, ikke mindst med respekten for Folketinget og demokratiet. Ikke mindst de senere ugers begivenheder viser, at vejen til et autokrati er kortere, end man tror.

Der er ingen tvivl om, at regeringen på nogle punkter har gjort det godt, og det er i en uset krise som denne svært at gøre sig klog på de rigtige løsninger, selv om tiltag som mundbind efter min mening savner solid videnskabelig evidens. Det er mere måden, regeringen handler på, der er problematisk, ikke mindst den tiltagende og åbenlyse foragt for folketing og kritisk presse.

Regeringens pressemøder har udviklet sig fra alvor til farce. I starten sad vi alle klæbet til skærmen, paralyseret af nødretstilstanden. Man så en ydmyg, bekymret regering, hvor Mette Frederiksen stort og modigt indrømmede, hun ville komme til at begå fejl. Det kom hun og regeringen også til, i rigt mål, men det kniber lidt med at indrømme dem. Tværtimod har regeringen åbenlyst nydt og dyrket deres stigende magt, og journalisternes tiltagende kritiske spørgsmål er blevet afvist mere og mere arrogant af statsministeren, de øvrige ministre og repræsentanter for myndighederne.

Oppositionen, der efter lang tids coronadvale omsider ser ud til at være vågnet op for at udøve deres pligt som opposition, skælder i stigende omfang ud over, at regeringen handler hen over hovedet, og at materiale forud for vigtige møder udleveres med ekstremt kort varsel eller slet ikke.

Men topmålet er dog alligevel kommet med den seneste tids sag om aflivningen af alle danske mink.

Man har længe vidst, der var udbredt smitte på minkfarme, og helt rimeligt (og med lovhjemmel) aflivet smittede mink og besætninger i en sikkerhedszone rundt om de smittede farme. 4. november kommer så den pludselige beslutning om, at alle danske mink skal aflives og syv kommuner i Nordjylland skal lukkes ned, fordi der tilsyneladende blandt minkene og de smittede nordjyder er fundet en særlig variant af coronavirus, der kan være resistent over for en kommende vaccine. Muligheden af en resistent virus bliver hurtigt udfordret af internationale eksperter, herunder fra WHO, og i dag tyder alt på, den farlige cluster ikke findes mere. Den dramatiske beslutning skete derfor på et forkert grundlag.

Men meget vigtigere er, at den skete på et ulovligt grundlag. Der var ikke lovhjemmel til aflivningen, og vi ved nu, at syv centrale ministre, herunder statsministeren, var vidende herom i flere dage, uden af den grund at stoppe den ulovlige aflivning af danske mink og den tilhørende ødelæggelse af et erhverv og tusindvis af familiers livsværk. Tværtimod anvendte man politi og militær til at håndhæve aflivningerne. Det forekom totalt udansk og plejer ellers kun at være i politi- og diktaturstater, man anvender ordensmagt og hær rettet mod sin egen befolkning.

Hele minksagen er intet mindre end en gigantisk demokratisk skandale med tråde spredt ud over regeringen, centrale dele af embedsværket og senest også Rigspolitiet, der tilsyneladende også vidste, de handlede ulovligt. Minksagen viser en regering, der i bedste fald er inkompetent, i værste fald er ligeglad med lov og normale demokratiske principper, noget man som sagt har haft stigende mistanke om gennem hele coronakrisen. Denne sag bør ikke stoppe med Mogens Jensens tilbagetrædelse og en forventet ”ofring” af et par centrale embedsmænd. Hvis det, der kommer frem nu, er rigtigt, er det stof til en rigsretssag. Og i modsætning til Danmarkshistoriens seneste rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen og den af visse politikeres ønskede ditto mod Inger Støjberg, handler det denne gang ikke kun om én minister, der har overtrådt eller tilsidesat loven men hele syv – inklusive statsministeren

Kulminationen på regeringens og statsministerens magtfuldkommenhed kommer så på Amalienborg Slotsplads 19. november i forbindelse med udnævnelsen af en ny fødevareminister til afløsning for ”den ofrede” Mogens Jensen, hvor Mette Frederiksen direkte adspurgt siger, at hun ville gentage beslutningen uden lovhjemmel, hvis ”folkesundheden krævede det”. Vi står med andre ord med en statsminister, der åbent indrømmer, hun er villig til (atter) at handle i strid med loven, noget man ellers kun ser i lande, vi nødigt sammenligner os med. Man må under alle omstændigheder sige, at statsministerens forhold til grundlov og demokrati forekommer yderst afslappet, for nu at sige det pænt.

I hele denne proces ser vi omsider en stigende kritik fra oppositionen til højre for midten, mens regeringens støttepartier tilsyneladende indtil videre er villige til at se stort på egne ord om demokrati og retssikkerhed. Selv om der, omsider og velfortjent, er daglige demonstrationer på Christiansborg Slotsplads mod uretfærdighederne, ser størstedelen af befolkningen fortsat passivt til, måske kuet af regeringens frygtdiskurs.

Og ja, corona er både ubehagelig og kan være farlig. Men den er ikke nogen undskyldning for at se stort på demokratiet. Fascisme og andre rædselsfulde former for diktatur kommer ikke nødvendigvis ved støvletramp og nedbrænding af Rigsdagen men ved, at en passiv, ligeglad eller skræmt befolkning stiltiende acceptere stadigt stigende urimelig- og ulovligheder. Grænsen for, hvad der skal accepteres, er nået, coronakrise eller ej.

Bogen udkommer hos Emerald Publishing i England, som har været en udsøgt fornøjelse at arbejde sammen med. De har lanceret bogen i forbindelse med Future of Democracy Week, hvor jeg har skrevet nedenstående blogindlæg ud fra bogens pointer om den nye digitale feudalisme. Har man ikke tid at læse det hele, præsenterer jeg også pointerne i denne video: https://youtu.be/2yt-7xCbwms

Bloggen kan man læse her. Som en bonus er der et gratis kapitel, man kan læse i en begrænset periode.

https://www.emeraldgrouppublishing.com/topics/equality-and-people/blog/democracy-age-digital-feudalism?utm_source=ext_email_other&utm_medium=email&utm_campaign=ace_fod-author-jlj_20200907_free

Og så kan jeg selvfølgelig kun opfordre til at købe bogen lige her:

https://www.emerald.com/insight/publication/doi/10.1108/9781839094125?

Vi plejer i Danmark at bryste os af, at vores demokrati har det rigtigt godt. Tilslutningen til demokratiet er blandt det højeste i verden, og selv om politologer og andre forskere ofte problematiserer faldende deltagelse, skyldes det, at de kigger på formelle deltagelsesformer, såsom partimedlemsskab.

Engagementet i lokale forhold, f.eks. hvis skolen eller Brugsen skal lukkes, er højt. Undersøgelser over de seneste 50 år viser konsistent, at 70 pct. af befolkningen er meget eller noget interesserede i politik, og ved folketingsvalg er valgdeltagelsen i samme periode gennemsnitligt 85 pct., også blandt de højeste i verden.

Alligevel er det som om, mørke skyer trækker op om vores demokrati. Mange små og store ting indikerer problemer, både i forhold til politikeres og myndigheders omgang med demokratiet og i forhold til borgernes omgang med og opfattelse af basale demokratiske principper. Begge dele er problematiske. Demokratiet er ikke et objektivt fænomen, men et socialt produkt, der kun holder, så længe indbyggerne tror på det og vedligeholder det.

“Mørklægningsloven”

For syv år siden blev den nye offentlighedslov vedtaget, den der i folke- og journalistmunde er kendt som ”Mørklægningsloven”. Essensen i loven er, at borgeres, forskeres og journalisters muligheder for at kigge politikere i kortene og få indblik i beslutnings- og forvaltningsprocesser indskrænkedes, under henvisning til en mere smidig og effektiv sagsgang.

Med andre ord: Politikere og embedsmænd ønskede mere arbejdsro, fri for nysgerrige blikke. Debattører og forskere, inklusive undertegnede, påpegede, at loven var et tilbageslag for demokrati og åbenhed, mens politikere fra det forholdsvist brede flertal, der vedtog loven, forsikrede os om, at der var tale om mindre justeringer, der ikke i væsentligt omfang betød en ændring af gældende praksis.

For nyligt er ytringsfrihedskommissionen kommet med en rapport, der blandt andet påpeger, at her syv år efter har loven betydet problematiske indskrænkninger i offentlighedens muligheder for demokratisk kontrol, og at loven bør kigges efter i sømmene.

“Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati”.

Om det er offentlighedslovens skyld eller ej, så må jeg som blandt andet demokratiforsker konstatere, at politiske beslutninger og forvaltningsprocesser forekommer mere lukkede og utilgængelige end tidligere. Et oplagt eksempel er den farceagtige sag om Radio24syv.

Hvor første runde af sagen, der endte med at Radio 4 erstattede 24syv, var en helt åbenlyst politisk motiveret beslutning om at flytte den fjerde radiokanal ud af København, så var anden runde, der endte med, at Radio Loud (I ved, den uden lyttere), fik den ledige plads som skatteyderfinansieret DAB-kanal mere uigennemskuelig.

Der er sagt og skrevet meget om den sag, men processen der førte til beslutningen forekom absurd og lukket. Kulturministeren nægter at lade offentligheden få indblik i sagen under henvisning til, at Radio & TV-nævnet skal kunne arbejde i fortrolighed. Joy Mogensen har loven på sin side i netop dette, udtaler forvaltningseksperter, men det gør jo ikke nødvendigvis hemmelighedskræmmeriet demokratisk forsvarligt.

Nu har nævnet så givet Folketingets Kulturudvalg lov til i fortrolighed at se dokumenterne, der førte til beslutningen om at Loud fik DAB-kanalen, men er det ikke rimeligt, at grundlaget for en beslutning, der koster skatteyderne 250 mio. kroner kommer til offentlighedens kendskab?

Vores demokrati er ikke en selvfølge

Den aktuelle coronakrise er et andet eksempel på, at demokratiet i Danmark ikke er en selvfølge. I konsekvens af den hastige spredning af COVID19, valgte regeringen 11. marts at lukke Danmark ned og indføre en lang række særlove, mange med en solnedgangsklausul, så de udløber et år senere. Selv om mange er enige om, at nedlukningen var nødvendig, rejser der sig alligevel en række demokratiske spørgsmål?

Kan man bare sådan uden videre sætte eksempelvis Grundlovens paragraf 79 (om forsamlingsfrihed) ud af kraft ved at vedtage et forbud mod forsamlinger på over 10 mennesker?

Det kan man så, under henvisning til epidemiloven, men det er stadig ikke udemokratisk. Endnu værre var regeringen i dagene inden påske klar til at sætte Grundlovens §72 (om boligens ukrænkelighed) ud af kraft ved at give politiet adgang il private hjem uden en retskendelse. Man var åbenbart bange for lidt for livlige påskefrokoster.

Kun takket være en behjertet protest fra bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige blev dette forslag taget af bordet. Senere har man søgt at udvikle en corona-app med henblik på at registrere borgernes færden, positioner og sociale kontakter. Man forsikrer, at oplysningerne er anonymiserede og ikke misbruges, men data er stadig samlet et centralt sted, i modsætning til løsninger fra techgiganter som Google, hvor de følsomme data forbliver på brugernes egne telefoner. At tænke sig, Google værner mere om privatliv end den danske regering.

Endelig har sundhedsminister Magnus Heunicke været ude at tale om, at visse af solnedgangsklausulerne skal ophæves, således at dele af den ganske ekstreme coronalovgivning får en permanent karakter.

Hvad bliver det næste?

Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati.

Det er endnu mere skræmmende, at disse krænkelser ikke har været genstand for mere intens politisk debat, som det for eksempel har været tilfældet i Tyskland. Med undtagelse af Enhedslisten, Nye Borgerlige og til dels Radikale Venstre, er de demokratiske problemer ikke blevet synderligt italesat. De fleste synes at have været ivrige efter at overbyde hinanden i smittebegrænsende tiltag og økonomiske hjælpepakker.

Heller ikke befolkningen har engageret sig i voldsomme protester. Folk accepterer frihedsindskrænkningerne villigt, for sundhedens skyld, samfundssindets skyld. Nu tænker du nok: Jamen det var i en bedre sags tjeneste, for at bekæmpe covid-19? Det kan der være god grund til, men man kan frygte glidebanen. Hvad bliver det næste?

Når man kan gennemføre sådanne tiltag stort set uden voldsomme protester, hvad kan en regering så ikke få lov til en anden gang? Corona er selvfølgelig slemt, men der kan komme langt værre ting: Epidemier der er meget mere dødelige, terrorangreb med store dødstal eller som rammer den vitale infrastruktur osv.

“Det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier. Der er brug for demokratisk modoffensiv”

Coronakrisen har desværre afsløret, at en skræmt befolkning ret hurtigt er villige til at acceptere store indskrænkninger i den personlige frihed. Mange vil sige, det var prisen værd. Problemet er glidebanen.

Allerede under Muhammedkrisen så vi ytringsfriheden under pres, og man kan af og til høre selv såkaldt frisindede mennesker argumentere for betydelige indskrænkninger af denne, enten af misforstået tolerance eller af ren skræk for dem, der søger at true sig til tavshed. Og så har jeg slet ikke talt om krænkelseskulturen og identitetspolitikken, hvor krænkelse over hvad som helst er blevet en folkesport, og hvor “silencing” bliver mere og mere udbredt, til stor skade for den demokratiske debat.

Kan det ikke være lige meget? Skal vi ikke være tolerante og forstående og begrænse de personlige friheder af hensyn til minoriteter, coronavirus, klimaforandringer og andre anerkendelsesværdige formål? Svaret er nej, for de personlige friheder er bærende for demokratiet.

Uden ytringsfrihed, ingen kritik og intet demokrati. Uden ejendomsret og ret til egne data, ingen autonomi og ingen beskyttelse mod at mennesket bruges som middel og ikke mål. Alle frihedsrettigheder, i Grundloven, i Den amerikanske forfatning og i Menneskerettighedserklæringen er der af en grund. De kan ikke bøjes uden at projektet vakler.

Man kan frygte, at demokratiet ikke går til i en Orwellsk dystopi, men fordi vi enten er ligeglade eller lader os overbevise om, at målet helliger midlet. Men uden frihedsrettigheder og muligheden for at kigge alle beslutningsprocesser efter i sømmene og kunne diskutere, kritisere og parodiere alt, har vi ikke et demokrati. Med den nuværende udvikling går det stærkt, og det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier.

Der er brug for demokratisk modoffensiv.

Jakob Linaa Jensen skriver om, hvordan Coronavirus, både i sin smittevej og i samfundenes reaktioner giver mindelser om Den Sorte Død, der hærgede Europa i Middelalderen. Hvordan den aktuelle epidemi udstiller borgere og politikere som rådvilde og sårbare. Og hvordan coronavirus, ganske som Den Sorte Død, kan komme til at betyde samfundsforandringer.

I middelalderen, nærmere bestemt i årene 1348 og frem, udryddede Den Sorte Død op mod en tredjedel af Europas befolkning. Dengang som nu var sygdommen startet i Kina, i 1331, paradoksalt nok i det samme område, Hubei-provinsen, hvor den nuværende Coronavirus også startede på et marked, der solgte såvel levende som døde dyr.

Coronavirus er heldigvis ikke Den Sorte Død, hverken lige så smitsom eller lige så dødelig. Men ud over, at også denne sygdom har sin oprindelse i Kina, er der en lang række ligheder i den måde, vi som individer og samfund reagerer på. Det viser os, at vi på trods af 700 år og en ufattelig historisk udvikling mellem os og Den Sorte Død, er vi basalt set samme slags mennesker, med samme bekymringer og samme slags reaktioner.

Epidemierne vender tilbage

Ingen nulevende har em erindring om Den Sorte Død eller senere lignende epidemier af bylde- og lungepest, der fortsatte med at hærge Europa, om end med mindre voldsomhed, op til midten af 1700-tallet. I det hele taget var epidemier daglig kost og en del af livets iboende usikkerhed for vore forfædre. Kobber var, ligesom pesten, tilbagevendende, spedalskhedshospitaler fyldte i købstæderne og koleraen tog livet af tusinder, senest i forbindelse med epidemien i København i 1853. Selv i nyere tid har der været voldsomme epidemier. I 1918-20 tog Den Spanske Syge, en ondsindet influenza, livet af 50 millioner globalt og 15000 i Danmark i en krigshærget verden med en udsultet befolkning. Så sent som i 1952-53 spredte en polioepidemi skræk og rædsel i Danmark, hvor 7.000 især børn og unge blev ramt. Mange døde og andre fik varige mén.

Men det er ligesom om, der har været en forståelse af, at sådanne epidemier var fortid, i al fald i vores del af verden. Pencillin, stærkt forbedret sundhedsvæsen og omfattende vaccinationsprogrammer har længe dæmmet op for det værste, og det har været en udbredt opfattelse, at den eneste regelmæssige epidemiske trussel hos os er de tilbageværende influenzaepidemier, der hver vinter sender mange af os en uge i sengen og som i en skidt sæson som 2018 tager livet af 1500 syge og svage ældre medborgere. Dødelige epidemier har været regnet som noget, der foregår i Asien og Afrika, og selv om vi af og til gyser over udbrud af ebola i Vestafrika eller lungepest i Indien, er det som regel regionale problemer, der ikke udgør en trussel i vores udviklede og privilegerede vestlige verden.

Dette optimistiske syn har nu vist sig urealistisk. I en globaliseret, forbundet verden kan også epidemier sprede sig med en helt anden hast end i Middelalderen. Hvor det tog 17 år, fra 1300-tallets pest opstod i Kina, til den nåede Europa, tog det under to måneder for Coronavirus. Og i de enkelte lande spreder den sig nu endnu hurtigere. På trods af moderne lægevidenskab er det en kamp at finde kure og vacciner hurtigt nok til at følge med et virus, der er en usynlig og uforudsigelig fjende. I Laurie Garretts berømte bog fra 1995 ”The Coming Plague” argumenterer hun for, hvordan en globaliseret verden giver hidtil usete muligheder for nye epidemier, der kan opstå hvor som helst, i kloakker, svinestalde og kontormiljøer, og som kan spredes med lynets hast i en hypermoderne og overbefolket verden. Bogen vakte opstandelse og bekymring i 1995, og her 25 år efter kan Coronavirus meget vel være et varsel om, hvad der kan vente, især hvis vi ikke får adresseret verdens mest presserende problemer som overbefolkning og naturødelæggelse. Måske er vi på vej mod en middelalderlig verden, hvor tilbageværende, dødelige pandemier er dagens orden.

Reaktionerne på pesten

I middelalderen var man helt uforstående overfor pesten og med datidens teologiske verdensbillede blev den ofte forklaret som Guds straf. Man byggede pestsøjler for at please den tilsyneladende vrede, almægtige Gud. Først senere fandt lægevidenskaben ud af, at pesten skyldtes en smitsom sygdom, der i starten af det 20. århundrede blev identificeret som Yersinia Pestis.

I Bocaccios berømte værk ”Dekameron” om pesten i Firenze ser vi beskrivelser både af sygdommen og af folks reaktioner. Nogle blev mere kyske og fromme, enkelte søgte bod ved at piske sig selv, de såkaldte flagellanter. Andre gik amok i skørlevned og moralsk fordærv, som det blev beskrevet i datiden. Myndighederne reagerede langsomt, tøvende, men efterhånden blev karantæner og udgangsforbud, ganske som i dag, en del af værktøjskassen. En tradition var skabt. I nogle tilfælde blev de pestsmittede ligefrem muret inde med røde kryds på dørene og overladt til den sikre død, på samme måde som de kinesiske magthavere har gjort i Hubei-provinsen, hvor de syge blev isoleret og deres opgange svejset til. I endnu mere ekstreme tilfælde blev de pestsmittede jaget ud af byen, ganske som øboer på Ærø og Fanø har meddelt, at gæster på øerne er uønskede i den kommende tid. Vi ser også middelalderligt inspirerede udgangsforbud i en række af vores nabolande og med regeringens seneste tiltag, kan det meget vel også blive virkelighed i Danmark for at holde folk hjemme i den kommende påske.

Epidemier skaber overtro og syndebukke

Middelalderens mennesker var overtroiske. Én ting var den katolske kirke, som med dens forestillinger om synd og skærsild styrede sjælene med jerngreb. Derudover var der megen folketro tilbage, og de fleste troede på skæbne og tog varsler af selv de mindste ting. I et samfund, hvor oplysning og uddannelse var en mangelvare, førte pesten til de vildeste rygter og konspirationer.

Man søgte også syndebukke. Som ofte før og senere blev jøderne udpeget som skurkene. De blev beskyldt for at have forgiftet brøndene, og især i Frankrig foregik der voldsomme pogromer i blandt byer som Toulon og Chambery. Hårdest gik det for sig i Strasbourg blev 2000 jøder slået ihjel af rasende folkemængder.

Også i dag søges der syndebukke. Ansvaret skal placeres for det meningsløse og uforklarlige. Kina blev tidligt bebrejdet udbruddet af Coronavirus, præsident Trump omtaler den rutinemæssigt som ”den kinesiske virus”, og folk med kinesisk udseende møder skepsis og ligefrem racisme verden over. I visse muslimske kredse er den aktuelle epidemi blevet betegnet som ”den jødiske virus”, mens de religiøse forklaringer også har fået fornyet kraft hos rabiate imamer, der betegner Coronavirus som Allahs retfærdige straf over de dekadente vesterlændinge.

Den sociale medievirus

Middelalderens sladder på markedspladsen og i ølstuen er flyttet over på sociale medier, der stortrives i en tid, hvor vi er fysisk isolerede fra hinanden. Coronaepidemien bringer det bedste og værste frem i mennesker. På den positive side er der både udveksling af oplysninger og opbyggelige fællesskaber gennem digitalt samvær med ældre ensomme, virtuelle fredagsbarer og organisering af indsamling af skrald i naturen. Men sociale medier er også i endnu højere grad end normalt fora for vilde løgne og konspirationer, der cirkulerer med lysets hast, som en slags virtuel virus simultant med den biologiske. Misforståelserne og de falske nyheder kendes også fra eksempelvis AIDS-epidemien i 1980erne, men sociale medier bidrager til langt hurtigere spredning og voldsomhed.

På trods af vores rodfæstede tro på oplysning, fremskridt og moderne lægevidenskab, kan vi stadig panikke og gå i selvsving stillet over for en situation, vi ikke har mødt før. Vores krybdyrhjerner kan reagere med overlevelsesinstinktet, som giver sig udtryk i hamstring af håndsprit og toiletpapir. I USA reagerer man i vanlig cowboystil ved at hamstre skydevåben og forberede sig tilsyneladende på et borgerkrigslignende scenarie. Som en familiefar fra Maryland sagde i Horisont på DR1: ved mangel på mad kan det mest dyriske komme frem i alle!

På et mere kollektivt plan er såvel borgere som politikere villige til ukritisk at acceptere tilsidesættelse af normale demokratiske principper i lovgivningsprocessen, hvor voldsomme love med enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser er blevet hastet igennem, love, der indskrænker basale (og grundlovssikrede) rettigheder såsom bevægelses- og forsamlingsfrihed. Der argumenteres for nødvendighedens politik, og de fleste af de drastiske tiltag virker både fornuftige og velbegrundede. Men det er alligevel skræmmende, hvor hurtigt vi er villige til at acceptere mistet frihed, stillet over for en ydre fjende. Dette må også, på den anden side af epidemien, være en lektie i, hvor let vores demokrati kan sættes ud af spil, hvis nogen formår at argumentere overbevisende nok …

Pesten forandrede samfundet – det gør Corona også

Pesten forandrede middelaldersamfundet. De, der overlevede, fik generelt bedre økonomisk vilkår. Pesten ryddede ud i et overbefolket Europa, og der var nu færre om at nyde jordens afgrøder. Godsejerne manglede desperat arbejdskraft, og mens man i Østeuropa løste problemet med vold og tvang, fik bønder og livegne friere vilkår og bedre aflønning i Vesteuropa, hvor man brugte guleroden frem for stokken. Europa endte med at komme rigere ud af pesten, men frygten og erindringen blev siddende, og senere pestepidemier, om end ikke så voldsomme, satte regelmæssigt en skræk i befolkningen. Den sidste pestepidemi i Danmark fandt sted i 1711, under Den Store Nordiske Krig.

Coronavirus viser os, at forestillingen om, at store epidemier hører fortiden til, er naiv. Den fremprovokerer også en kollektiv angst, der rækker ud over frygten for smitte og den sammenlignet med pesten begrænsede risiko for at dø. Som samfund har vi en erindring om pesten og andre lignende epidemier, som dybt fra gemmerne kommer op til overfladen. Har vi ikke lyttet efter i skolens historietimer, eller har vi glemt den, hjælper katastrofefilm som Outbreak og Contagion os til at holde den kollektive rædsel i erindring. Vi kommer atter i tanke om, at vi rent faktisk kan dø en absurd død før tid, ligegyldigt hvor mange samtalekøkkener eller fladskærme, vi måtte have fået raget til os. Vi mindes om det nøgne liv, det faktum at vi ikke er her for evigt, som mange af os til dagligt fortrænger gennem endeløse møder, powerpointpræsentationer, parmiddage, rejser og spændende fritidsaktiviteter.

Måske vil det i den sidste ende gøre os til bedre og mere reflekterede mennesker, at vi mindes om, vi ikke kan tage livet for givet. Og måske vil den aktuelle isolation og den deraf følgende megen tid til ro, fordybelse og nærvær give os en bevidsthed om, at noget er vigtigere end den endeløse stræben efter forfremmelser og materiel velstand. Måske vil chefer indse, at mange af os er mere effektive når vi slipper for storrumskontorets helvede af støj og forstyrrelser og får lov at arbejde hjemme. Måske vil vi lære at skønne mere på det liv vi har og de mennesker vi har omkring os. Eller også vender livet blot tilbage til normalen, og vi er igen uforberedte, når den næste epidemi eller katastrofe kommer, formentligt værre end Coronavirus …

Jeg fortæller i artiklen om mine rejser, De Berejstes Klub, min yndlingsby London og mit yndlingsland New Zealand. Vi taler om mad og drikke, om regnskove og isbjerge, og vi diskuterer også det uundgåelige klimaspørgsmål.

Avisen tillader ikke, jeg offentliggør hele artiklen her, men nedenfor er et par billeder, der giver et indtryk af historien.