DR Public Service deroute: Under påskud af at tiltrække unge og nye seere har man lavet satsninger, der kan og bør ligge bedre hos de kommercielle konkurrenter. I sin skræk for de kommercielle udbydere bliver man mere ligesom dem; man begår en slags selvmord af angst for døden og udspiller dermed på ironisk vis sin særlige rolle som vogter af oplysning, dannelse og uddannelse. Man får jo netop skattepenge for at lave det indhold, man ikke finder andre steder.

DR-deroute er færre journalister og flere alt muligt andet

DR har i denne uge som led i endnu en omstrukturering valgt at fyre endnu flere journalister. De skal vige pladsen for mere digitalt og endnu flere IT-medarbejdere. Det er selvfølgelig en uundgåelig udvikling at blive mere digitale, men kvalitetsindhold produceres nu engang bedst af journalister og programmedarbejdere, ikke af programmører og webdesignere. Dertil kommer, at man har valgt at nedlægge et vigtigt public service-organ som Detektor, der i årevis med kritisk og undersøgende journalistik har været et vigtigt våben mod fake news og været med til at holde politikere og andre journalister i ørerne. Hermed mister vi endnu et kritisk organ i demokratiets tjeneste, ganske som det lykkedes for politikerne at lukke Radio24syv.

Orientering & Deadline – demokratiets hjerteblod

Det er dog ikke de eneste nedskæringer. Populære programmer som Orientering med årtiers historie bag sig og op imod 200.000 lyttere flyttes til podcast med forventeligt stærkt faldende lyttertal til følge. Det viser bitre erfaringer fra Radio24syvs omlægning til podcast. Der er stadig rigtigt mange, der lytter til flowradio, og programmer som Orientering indgik for dem i et naturligt flow på bilturen hjem eller i køkkenet under madlavningen. Men nu skal det være slut med oplysningen og eftertanken for dem.

Det legendariske program Deadline, som er en sen aftenfavorit for mange af os, beskæres stærkt og udkommer i et ”nyt digitalt format”, hvad det så end er. 

Mindre X Factor: Underholdning har slået oplysning

Med alle disse nedskæringer tager DR endnu et skridt væk fra sine demokratiske forpligtelser. Opgaven er her at levere kritisk journalistik og oplysning i demokratiets tjeneste. DR’s demokratiske deroute er desværre en tendens, der har stået på i mange år, hvor man med store satsninger på underholdningsprogrammer, som X Factor, har brugt pengene på helt andre måder, end det var tiltænkt, da man skabte DR som et statsmedie i 1920’erne. Emil Holm ville vende sig i sin grav.

At fyre journalister er at hælde barnet ud med badevandet

DR har en særlig status i Danmark. Man har nogle privilegier, tidligere til at indkræve licens, og i dag får man næsten fire milliarder skattekroner i årlig støtte. Denne særlige rolle forpligter. DR er og skal være en fundamental del af demokratiet. Man skal uddanne og oplyse og være der, hvor danskerne er. Og de er der digitalt. Men de er også på flow-tv. Og mange vil gerne have kvalitet. Man forveksler som ofte det digitale med kvalitet i sig selv. Men kvalitet kræver tid, refleksion og omtanke. Journalister og folk, der kan tænke, frem for at udvikle og programmere foran en skærm. At fyre journalister er at hælde barnet ud med badevandet.

DR-bureaukratiet har spist og svækket missionen

DR har i mange år været skrantende. Man taber seere til TV 2 og andre kommercielle aktører. Man har haft uklare visioner og ledelsesstrukturer, samtidig med man har ansat et stort antal mellemledere, konsulenter – sågar en inden for mangfoldighed – og andre grupper af personale med funktioner, der ligger langt væk fra DR’s primære funktion: dansksproget indholdsproduktion.

Hvad med lidt mere statskritik? Er man måske bange for at bide den hånd, der med allokerede skattemidler fodrer en?

DR svigter også i stigende grad sin rolle som demokratisk vagthund, som politikere og myndigheder har respekt for. Under coronakrisen så man DR som ukritisk mikrofonholder for regering og myndigheder, hvormed man svigtede sin forpligtelse til at stille de kritiske spørgsmål til strategier og krisehåndtering. Denne tendens er fortsat under den skandaløse minksag, hvor andre, kommercielle medier, har måttet trække det tunge læs som demokratiets vagthund. Er man måske bange for at bide den hånd, der med allokerede skattemidler fodrer en?

DR: Et public service-selvmord af frygt for public service-døden

Under påskud af at tiltrække unge og nye seere har man lavet satsninger, der kan og bør ligge bedre hos de kommercielle konkurrenter. I sin skræk for de kommercielle udbydere bliver man mere ligesom dem, man begår en slags selvmord af angst for døden og udspiller dermed på ironisk vis sin særlige rolle som vogter af oplysning, dannelse og uddannelse. Man får jo netop skattepenge for at lave det indhold, man ikke finder andre steder, f.eks. oplysning, dannelse, tv for børn og minoriteter. Når man i stigende omfang ser stort på sine traditionelle forpligtelser gennem fravalg af journalistik og oplysning og andre klassiske public service-værdier, kan man spørge, om det er rimeligt, at DR fortsat skal modtage 3-4 skatteyderbetalte milliarder om året.

Hvis DR fortsat skal have sin særstatus, og det er vi sikkert mange, der mener, det skal, er det nødvendigt at tage skeen i den anden hånd og leve op til sine samfundsmæssige forpligtelser. At være tro mod den public service-tradition, man er skabt ud af.

Denne klumme har også været bragt på Kforum 9. september 2022
https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/De-nye-DR-nedskaeringer

Jeg blev en del af det, socialdemokraten Kåre Dybvad foragteligt kalder Generation 1989, den der tror på den fuldkomne frihed. Ja, jeg tror på frihed. Jeg mener, som filosoffen Kant, mennesket er et mål i sig selv, og at individet ikke må tyranniseres af fællesskabet. Jeg tror ikke på den uhæmmede, egoistiske frihed. Jeg tror på frihed under ansvar og på, at min frihed skal udøves i respekt for andres frihed. Men jeg tager afstand fra påtvungne fællesskaber, fra at individet krænkes eller undertrykkes i selv nok så gode sagers tjeneste: kommunisme, socialisme, nazisme, fascisme, islamisme og senest folkesundheden. Ingen sag er stor eller ædel nok til at krænke individets grundlæggende frihed. Jeg skammer mig ikke over at tilhøre Generation Frihed. Jeg er stolt af det, og jeg vil for resten af mit liv være 1989er, ligesom en del stadig identificerer sig som 1968ere. Kåre Dybvad og andre meningstyranner mangler respekt for det, vi lærte af 1989: at masserne ikke i længden finder dig i tyranni, at de før eller senere gør oprør. Og at selv nok så velmenende totalitære tanker i bund og grund er menneskefjendske. Leve 1989!

Argumentet for den daværende (og fortsatte) nedlukning var at mindske antallet af døde og undgå overbelastning af sundhedsvæsenet. Det sidste lykkedes nogenlunde. Angående det første ved vi intet om, hvor mange, der ellers ville være døde. Formentligt nogle tusinde flere. De lidt over 2000 dødsfald er tragiske, og det ville nogle tusinde ekstra også være. Min dybe medfølelse med dem, der har mistet deres kære eller er ramt med senfølger. Jeg kan bare ikke lade være med at stille spørgsmålet, om de langsigtede omkostninger ikke kræver byder på flere dødsfald end af corona, foruden naturligvis de enorme menneskelige omkostninger. Andre sygdomme, der ikke er blevet behandlet eller opdaget, stressrelaterede sygdomme i forbindelse med usikkerhed eller ensomhed. Ikke mindst for de mange selvstændige og private erhvervsdrivende, der er blevet ramt på deres levebrød. Mange er på fallittens rand, der er butikker og restauranter, cafeer og festivaller, vi aldrig kommer til at opleve igen. Og hvis tusindvis af ejere og ansatte går en usikker fremtid i møde med økonomisk ruin, usikkerhed, angst og selvmord. Det så vi efter finanskrisen. Det er nemt at sidde som mig og være offentligt ansat med fuld løn og nogenlunde normale arbejdsforhold, trods de uendelige sessions med undervisning og møder via Zoom. Men mange selvstændige ser deres livsværk smuldre, mange ting vil ikke være der, når støvet har lagt sig. Omkostningerne for samfundet på lang sigt synes slet ikke at indgå i regeringens kalkuler.

Den hårdest ramte gruppe er nok de unge, der nu har været ”spærret inde” i et år, i store perioder frarøvet den fysiske undervisning og ikke mindst samværet med deres kammerater. Efterskole- og højskoleelever, der har mistet et af de bedste år i deres liv, studerende på ungdomsuddannelserne, der er frarøvet en normal afslutning på deres uddannelse, fravær af fester, sjov, kæresteri og druk, alt det, der er så fedt ved at være ung og som former en for livet. Jeg frygter, at den generation vil tage varig skade. Og det er fremtiden, vi her taler om. Skaden kan være uoprettelig.

Det allerværste er dog de skader, pandemi og nedlukning har forårsaget på vores samfund. Som jeg tidligere har påpeget, har vi i det forløbne år oplevet angreb på demokrati og frihedsrettigheder, jeg ikke troede, vi skulle se i Danmark. Regeringen er blevet tiltagende enerådig, udelukker Folketinget fra vigtige informationer og manipulerer pressen på deres stort opsatte pressemøder, hvor de alt for få kritiske spørgsmål (ja, pressen har også svigtet sit demokratiske ansvar) mødes med en blanding af arrogance og hånlig overbærenhed. Kun i få tilfælde har oppositionen formået at sætte regeringen stolen for døren og bremse dens tiltag, senest med det helt berettigede nej til tvangstestning i Vollsmose. Og hver gang toner Heunicke og hans klakører frem og mistænkeliggør enhver kritik, ja faktisk er dem, der modsiger Heunicke en alvorlig trussel mod folkesundheden, får vi at vide.

Allerede de første mange tiltag var på kant med frihedsrettighederne, og havde det ikke været for en alliance af bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige havde regeringen fået held med at bryde Grundlovens §72 ved at give politiet adgang til private hjem uden en dommerkendelse. Om forsamlingsforbuddet er grundlovsstridigt diskuteres stadig, men værre blev det i efteråret, da regeringen uden lovhjemmel beordrede nedslagtning af 17 millioner danske mink, og dermed ødelagde et helt eksporterhverv og gjorde tusinder arbejdsløse. Regeringen påstår, de ikke vidste, der ikke var lovhjemmel, selv om der fremlægger bevis for, man allerede en måned inden VAR orienteret. Så enten brød man bevidst Grundloven, eller også var man himmelråbende inkompetente. Det skal den såkaldte granskningskommission afgøre.

Til min store overraskelse finder befolkningen sig stort set i urimelighederne: de grimme mundbind, der fortsat ikke har nogen dokumenteret effekt. Forsamlingsforbud, aflysning af normalt socialt liv, børn der ikke må komme i skole, en lind strøm af restriktioner, nogle fornuftige, andre hinsides enhver begrundelse. Fraværet af en kritisk presse, med undtagelse af blandt andet JP og Berlingske, kombineret med regeringens dygtige sociale mediestrategi, hvor makrelmadder, besøg i børnehaver og den evige blanding af børne-skæld ud og løfter får os til at rette ind. Og så er der jo ”Fællessang hver for sig” og ”Danmark griner” og andre tiltag, der i propagandakarakter leder tankerne hen på samfund, vi helst ikke vil sammenlignes med.

Og som om alt det ikke er nok, har den gensidige tillid i vort samfund lidt ubodelig skade. Drister man sig til at rejse, bliver man offentligt udskammet i den nationale, digitale gabestok. Man får mistænkelige blikke, når man løber forbi ældre mennesker, der har set på tv, at motionsløbere smitter i særlig grad, på grund af ”tung og vedvarende udåndingsluft”. Man får onde blikke i supermarkederne, hvis man ifølge nogen kommer lidt for tæt på dem. Og det er altid de mest forsigtige, de mest hysteriske, der afgør hvad der er ret og rimeligt. Fornuften og proportionaliteten var et af coronaens første ofre.

Jeg er dybt bekymret for den skade, Danmark har lidt af corona. Flere end 2000 døde og mange med senfølger er skrækkeligt, men på lang sigt koster corona mange flere liv, mange flere penge og har for evigt ødelagt vigtige år i en opvoksende generations liv. Og udhulet tilliden og sammenhængskraften i samfundet. Svækket det, der med et fortærsket ord hedder “samfundssind”. Og allerværst af alt har vi set, at demokrati ikke er en selvfølge. Tværtimod kan det udhules og afskaffes til klapsalver fra befolkningen. Frygt er et velkendt og effektivt redskab for magthaverne til at få folket til at rette ind.

Kuren er for længst værre end sygdommen. Og det siger ikke så lidt.

Happy New Year!

Som vanligt på denne dag kigger jeg tilbage på det forgangne år. Og det har godt nok været specielt. En dansk satiregruppe lancerede engang ”FNs lorteår”, og det har 2020 levet op til, om end det nok for mig har været lidt bedre end for så mange andre.

Året startede i Yogakarta i Indonesien med besøg på det berømte tempel Borobudur, endnu en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Året slutter hjemme i det jyske. Det bliver kun fjerde gang i dette årtusinde, jeg holder nytår i Danmark og første gang siden 2011.

Jeg nåede i 2020, på trods af lockdown og ”rejseforbud”18 landebesøg på fem kontinenter, heraf 11 nye lande og 1 nyt territorie. Alt sammen skyldes det jordomrejsen med Mette, hvor vi efter nytår rejste i Stillehavet og det nordlige Sydamerika, og lige præcist nåede hjem, inden alt lukkede ned. Eneste rejse siden da, når man ser bort fra to ture over grænsen til Tyskland, var Italien i efterårsferien, lige før det også gik i orange. Det var en skøn tur gennem klassiske steder som Venedig, Firenze, Toscana og Cinqeterre.

Årets højdepunkter var naturligvis de to sidste måneder af jordomrejsen i januar og februar, en meget omfattende Tour de Danmark, hvor Mette og jeg besøgte afsides øer som Birkholm, Sejerø og Nekselø, og en fantastisk sommertur rundt i Jylland i blandt smuk natur og gode venner på et tidspunkt, hvor corona holdt sig i ro.

Det absolutte højdepunkt var her 9. juli, hvor FC Midtjylland vandt det tredje danske mesterskab, og vi mirakuløst fik lov at være på stadion. Det gjorde vi ikke i den efterfølgende Champions League, men stort var det alligevel. Desværre blev det kun til én sølle dag på ski, i Norefjell i Norge 5. marts blandt gode tennisvenner.

2020 blev et travlt og givtigt år arbejdsmæssigt, hvor jeg udgav min første monografi på engelsk, ”The Medieval Internet”, der udkom på Emerald i UK 11. september. Den sammenfatter 10 års arbejde, og jeg regner den for ”hovedværket i min karriere indtil nu. Dejligt at få den ud.

2020 var året, hvor regering og stat kom til at spille en større rolle end nogensinde, ikke mindst i forbindelse med coronakrisen. Efter en indledende god indsats steg magten myndighederne til hovedet, og med stigende arrogance ignorerede man både folketing og den frie presse, som man tilmed både direkte og indirekte søgte at kontrollere. Kulminationen på vanviddet kom med det klokkeklare grundlovsbrud, da man uden lovhjemmel slagtede et helt erhverv. Jeg er fuld af beundring for vores fantastiske sundhedspersonale men har desværre mistet min tro på, at den danske regering og myndigheder nødvendigvis vil befolkningen det bedste. Og jeg er blevet stadig mere bekymret for demokratiets fremtid, når man så let med frygtdiskurser kan kue befolkningen. Dette synes jeg sådan set er det værste, jeg har erkendt i årets løb.

På grund af lockdown og hjemsendelse har jeg tilbragt meget af året hos Mette på Frederiksberg. Vores ”rødvinseksil” med væg-til-væg zoom- og teamsmøder, virtuelle fredagsbarer og masser af læste bøger var en trøst i en for os alle uvant situation, som desværre fortsatte med fornyet styrke i efteråret. Mens Danmark var lukket har vi benyttet efteråret til at lægge planer for fremtiden.

I december sagde jeg farvel til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole efter seks gode år og vender i februar tilbage til Aarhus Universitet som lektor i ”critical social media studies”. Jeg ser meget frem til at komme akademisk ”hjem” og gense gamle kolleger og dygtige studerende. Og så er december brugt på at organisere og forberede det, der kommer til at fylde meget i starten af 2021. De nærmere detaljer offentliggøres efter nytår, men jeg kan sige, at jeg i dagene op til jul har malet kælder og gulv, bestilt flytning og koordineret håndværkere. Planerne involverer Mette, og så kan mange jo nok gætte sig til, hvad det handler om ???? Så på mange måder skulle 2021 gerne blive en frisk start på en ny etape i livet.

For mange var 2020 et lorteår, og når man nu er blevet forhindret i at rejse og leve et normalt socialt liv, kan jeg godt tilslutte mig den opfattelse. Jeg har personligt haft lorteår i 1988, 2004 og nu 2020, så det ser ud til, det er noget, der sker hvert sekstende år, altid i OL- og skudår. Så jeg ved ikke, om jeg glæder mig til 2036. Efter de foregående lorteår, kom der dog helt fantastiske år året efter, så det håber jeg for 2021. Nogle forudser ligefrem nogle nye ”brølende 20ere”. Jeg er SÅ klar til det.

Og så vil jeg bare takke alle jer gode venner, der har været med til at gøre dette underlige år udholdeligt. Tak for godt selskab og lad det blive meget mere i 2021.

Må jeg ønske jer alle et godt nytår!

Jeg husker præcist, hvornår under coronakrisen, at det slog mig for alvor, at Danmark ikke nødvendigvis vil være et demokrati, for altid men kan falde i den autoritære fælde. Jeg kommer ud fra min kærestes lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, og ud af bybussen vælter folk med lyseblå mundbind, der leder tankerne hen på dystopiske film som Outbreak og Twelve Monkeys. Overfor, på busskuret, var der netop sat en plakat op af statsministeren, Mette Frederiksen, der med korslagte arme og et skævt Mona Lisa-smil var ledsaget af sloganet: ”Lille land, stort fællesskab”.

Hvis man er socialdemokrat, et ubetinget positivt menneske eller blot tilstrækkelig naiv, kan man se hele dette scenario som udtryk for fryd og gammen. Men for mig – der har rejst meget, også i lande, der bedst kan betegnes som rene diktaturer – kommer der andre associationer: jeg tænker på de farvestrålende plakater af Lukasjenko i Hvideruslands hovedstad Minsk, eller de enorme plakater af Tadsjikistans de facto diktator, hvor han med photoshoppede baggrunde med kornmarker, fabrikker og smilende børn fremtræder som den store landsfader.

Nu tænker man nok allerede som læser, at jeg sidder og skriver dette med min sølvpapirshat på, at regeringen kun gør det bedste, og at det hele er for folkesundhedens skyld. Vi er alle enige om, at coronakrisen er meget ubelejlig, og at regeringen helst havde været den foruden. Jeg hører også til det store flertal, der mener nedlukningen af Danmark i marts var påkrævet, ud fra vores daværende viden, og jeg var selv flere gange ude at rose regeringen for handlekraft og initiativ. Siden dengang er det imidlertid gået voldsomt ned ad bakke, ikke mindst med respekten for Folketinget og demokratiet. Ikke mindst de senere ugers begivenheder viser, at vejen til et autokrati er kortere, end man tror.

Der er ingen tvivl om, at regeringen på nogle punkter har gjort det godt, og det er i en uset krise som denne svært at gøre sig klog på de rigtige løsninger, selv om tiltag som mundbind efter min mening savner solid videnskabelig evidens. Det er mere måden, regeringen handler på, der er problematisk, ikke mindst den tiltagende og åbenlyse foragt for folketing og kritisk presse.

Regeringens pressemøder har udviklet sig fra alvor til farce. I starten sad vi alle klæbet til skærmen, paralyseret af nødretstilstanden. Man så en ydmyg, bekymret regering, hvor Mette Frederiksen stort og modigt indrømmede, hun ville komme til at begå fejl. Det kom hun og regeringen også til, i rigt mål, men det kniber lidt med at indrømme dem. Tværtimod har regeringen åbenlyst nydt og dyrket deres stigende magt, og journalisternes tiltagende kritiske spørgsmål er blevet afvist mere og mere arrogant af statsministeren, de øvrige ministre og repræsentanter for myndighederne.

Oppositionen, der efter lang tids coronadvale omsider ser ud til at være vågnet op for at udøve deres pligt som opposition, skælder i stigende omfang ud over, at regeringen handler hen over hovedet, og at materiale forud for vigtige møder udleveres med ekstremt kort varsel eller slet ikke.

Men topmålet er dog alligevel kommet med den seneste tids sag om aflivningen af alle danske mink.

Man har længe vidst, der var udbredt smitte på minkfarme, og helt rimeligt (og med lovhjemmel) aflivet smittede mink og besætninger i en sikkerhedszone rundt om de smittede farme. 4. november kommer så den pludselige beslutning om, at alle danske mink skal aflives og syv kommuner i Nordjylland skal lukkes ned, fordi der tilsyneladende blandt minkene og de smittede nordjyder er fundet en særlig variant af coronavirus, der kan være resistent over for en kommende vaccine. Muligheden af en resistent virus bliver hurtigt udfordret af internationale eksperter, herunder fra WHO, og i dag tyder alt på, den farlige cluster ikke findes mere. Den dramatiske beslutning skete derfor på et forkert grundlag.

Men meget vigtigere er, at den skete på et ulovligt grundlag. Der var ikke lovhjemmel til aflivningen, og vi ved nu, at syv centrale ministre, herunder statsministeren, var vidende herom i flere dage, uden af den grund at stoppe den ulovlige aflivning af danske mink og den tilhørende ødelæggelse af et erhverv og tusindvis af familiers livsværk. Tværtimod anvendte man politi og militær til at håndhæve aflivningerne. Det forekom totalt udansk og plejer ellers kun at være i politi- og diktaturstater, man anvender ordensmagt og hær rettet mod sin egen befolkning.

Hele minksagen er intet mindre end en gigantisk demokratisk skandale med tråde spredt ud over regeringen, centrale dele af embedsværket og senest også Rigspolitiet, der tilsyneladende også vidste, de handlede ulovligt. Minksagen viser en regering, der i bedste fald er inkompetent, i værste fald er ligeglad med lov og normale demokratiske principper, noget man som sagt har haft stigende mistanke om gennem hele coronakrisen. Denne sag bør ikke stoppe med Mogens Jensens tilbagetrædelse og en forventet ”ofring” af et par centrale embedsmænd. Hvis det, der kommer frem nu, er rigtigt, er det stof til en rigsretssag. Og i modsætning til Danmarkshistoriens seneste rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen og den af visse politikeres ønskede ditto mod Inger Støjberg, handler det denne gang ikke kun om én minister, der har overtrådt eller tilsidesat loven men hele syv – inklusive statsministeren

Kulminationen på regeringens og statsministerens magtfuldkommenhed kommer så på Amalienborg Slotsplads 19. november i forbindelse med udnævnelsen af en ny fødevareminister til afløsning for ”den ofrede” Mogens Jensen, hvor Mette Frederiksen direkte adspurgt siger, at hun ville gentage beslutningen uden lovhjemmel, hvis ”folkesundheden krævede det”. Vi står med andre ord med en statsminister, der åbent indrømmer, hun er villig til (atter) at handle i strid med loven, noget man ellers kun ser i lande, vi nødigt sammenligner os med. Man må under alle omstændigheder sige, at statsministerens forhold til grundlov og demokrati forekommer yderst afslappet, for nu at sige det pænt.

I hele denne proces ser vi omsider en stigende kritik fra oppositionen til højre for midten, mens regeringens støttepartier tilsyneladende indtil videre er villige til at se stort på egne ord om demokrati og retssikkerhed. Selv om der, omsider og velfortjent, er daglige demonstrationer på Christiansborg Slotsplads mod uretfærdighederne, ser størstedelen af befolkningen fortsat passivt til, måske kuet af regeringens frygtdiskurs.

Og ja, corona er både ubehagelig og kan være farlig. Men den er ikke nogen undskyldning for at se stort på demokratiet. Fascisme og andre rædselsfulde former for diktatur kommer ikke nødvendigvis ved støvletramp og nedbrænding af Rigsdagen men ved, at en passiv, ligeglad eller skræmt befolkning stiltiende acceptere stadigt stigende urimelig- og ulovligheder. Grænsen for, hvad der skal accepteres, er nået, coronakrise eller ej.

Vi plejer i Danmark at bryste os af, at vores demokrati har det rigtigt godt. Tilslutningen til demokratiet er blandt det højeste i verden, og selv om politologer og andre forskere ofte problematiserer faldende deltagelse, skyldes det, at de kigger på formelle deltagelsesformer, såsom partimedlemsskab.

Engagementet i lokale forhold, f.eks. hvis skolen eller Brugsen skal lukkes, er højt. Undersøgelser over de seneste 50 år viser konsistent, at 70 pct. af befolkningen er meget eller noget interesserede i politik, og ved folketingsvalg er valgdeltagelsen i samme periode gennemsnitligt 85 pct., også blandt de højeste i verden.

Alligevel er det som om, mørke skyer trækker op om vores demokrati. Mange små og store ting indikerer problemer, både i forhold til politikeres og myndigheders omgang med demokratiet og i forhold til borgernes omgang med og opfattelse af basale demokratiske principper. Begge dele er problematiske. Demokratiet er ikke et objektivt fænomen, men et socialt produkt, der kun holder, så længe indbyggerne tror på det og vedligeholder det.

“Mørklægningsloven”

For syv år siden blev den nye offentlighedslov vedtaget, den der i folke- og journalistmunde er kendt som ”Mørklægningsloven”. Essensen i loven er, at borgeres, forskeres og journalisters muligheder for at kigge politikere i kortene og få indblik i beslutnings- og forvaltningsprocesser indskrænkedes, under henvisning til en mere smidig og effektiv sagsgang.

Med andre ord: Politikere og embedsmænd ønskede mere arbejdsro, fri for nysgerrige blikke. Debattører og forskere, inklusive undertegnede, påpegede, at loven var et tilbageslag for demokrati og åbenhed, mens politikere fra det forholdsvist brede flertal, der vedtog loven, forsikrede os om, at der var tale om mindre justeringer, der ikke i væsentligt omfang betød en ændring af gældende praksis.

For nyligt er ytringsfrihedskommissionen kommet med en rapport, der blandt andet påpeger, at her syv år efter har loven betydet problematiske indskrænkninger i offentlighedens muligheder for demokratisk kontrol, og at loven bør kigges efter i sømmene.

“Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati”.

Om det er offentlighedslovens skyld eller ej, så må jeg som blandt andet demokratiforsker konstatere, at politiske beslutninger og forvaltningsprocesser forekommer mere lukkede og utilgængelige end tidligere. Et oplagt eksempel er den farceagtige sag om Radio24syv.

Hvor første runde af sagen, der endte med at Radio 4 erstattede 24syv, var en helt åbenlyst politisk motiveret beslutning om at flytte den fjerde radiokanal ud af København, så var anden runde, der endte med, at Radio Loud (I ved, den uden lyttere), fik den ledige plads som skatteyderfinansieret DAB-kanal mere uigennemskuelig.

Der er sagt og skrevet meget om den sag, men processen der førte til beslutningen forekom absurd og lukket. Kulturministeren nægter at lade offentligheden få indblik i sagen under henvisning til, at Radio & TV-nævnet skal kunne arbejde i fortrolighed. Joy Mogensen har loven på sin side i netop dette, udtaler forvaltningseksperter, men det gør jo ikke nødvendigvis hemmelighedskræmmeriet demokratisk forsvarligt.

Nu har nævnet så givet Folketingets Kulturudvalg lov til i fortrolighed at se dokumenterne, der førte til beslutningen om at Loud fik DAB-kanalen, men er det ikke rimeligt, at grundlaget for en beslutning, der koster skatteyderne 250 mio. kroner kommer til offentlighedens kendskab?

Vores demokrati er ikke en selvfølge

Den aktuelle coronakrise er et andet eksempel på, at demokratiet i Danmark ikke er en selvfølge. I konsekvens af den hastige spredning af COVID19, valgte regeringen 11. marts at lukke Danmark ned og indføre en lang række særlove, mange med en solnedgangsklausul, så de udløber et år senere. Selv om mange er enige om, at nedlukningen var nødvendig, rejser der sig alligevel en række demokratiske spørgsmål?

Kan man bare sådan uden videre sætte eksempelvis Grundlovens paragraf 79 (om forsamlingsfrihed) ud af kraft ved at vedtage et forbud mod forsamlinger på over 10 mennesker?

Det kan man så, under henvisning til epidemiloven, men det er stadig ikke udemokratisk. Endnu værre var regeringen i dagene inden påske klar til at sætte Grundlovens §72 (om boligens ukrænkelighed) ud af kraft ved at give politiet adgang il private hjem uden en retskendelse. Man var åbenbart bange for lidt for livlige påskefrokoster.

Kun takket være en behjertet protest fra bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige blev dette forslag taget af bordet. Senere har man søgt at udvikle en corona-app med henblik på at registrere borgernes færden, positioner og sociale kontakter. Man forsikrer, at oplysningerne er anonymiserede og ikke misbruges, men data er stadig samlet et centralt sted, i modsætning til løsninger fra techgiganter som Google, hvor de følsomme data forbliver på brugernes egne telefoner. At tænke sig, Google værner mere om privatliv end den danske regering.

Endelig har sundhedsminister Magnus Heunicke været ude at tale om, at visse af solnedgangsklausulerne skal ophæves, således at dele af den ganske ekstreme coronalovgivning får en permanent karakter.

Hvad bliver det næste?

Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati.

Det er endnu mere skræmmende, at disse krænkelser ikke har været genstand for mere intens politisk debat, som det for eksempel har været tilfældet i Tyskland. Med undtagelse af Enhedslisten, Nye Borgerlige og til dels Radikale Venstre, er de demokratiske problemer ikke blevet synderligt italesat. De fleste synes at have været ivrige efter at overbyde hinanden i smittebegrænsende tiltag og økonomiske hjælpepakker.

Heller ikke befolkningen har engageret sig i voldsomme protester. Folk accepterer frihedsindskrænkningerne villigt, for sundhedens skyld, samfundssindets skyld. Nu tænker du nok: Jamen det var i en bedre sags tjeneste, for at bekæmpe covid-19? Det kan der være god grund til, men man kan frygte glidebanen. Hvad bliver det næste?

Når man kan gennemføre sådanne tiltag stort set uden voldsomme protester, hvad kan en regering så ikke få lov til en anden gang? Corona er selvfølgelig slemt, men der kan komme langt værre ting: Epidemier der er meget mere dødelige, terrorangreb med store dødstal eller som rammer den vitale infrastruktur osv.

“Det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier. Der er brug for demokratisk modoffensiv”

Coronakrisen har desværre afsløret, at en skræmt befolkning ret hurtigt er villige til at acceptere store indskrænkninger i den personlige frihed. Mange vil sige, det var prisen værd. Problemet er glidebanen.

Allerede under Muhammedkrisen så vi ytringsfriheden under pres, og man kan af og til høre selv såkaldt frisindede mennesker argumentere for betydelige indskrænkninger af denne, enten af misforstået tolerance eller af ren skræk for dem, der søger at true sig til tavshed. Og så har jeg slet ikke talt om krænkelseskulturen og identitetspolitikken, hvor krænkelse over hvad som helst er blevet en folkesport, og hvor “silencing” bliver mere og mere udbredt, til stor skade for den demokratiske debat.

Kan det ikke være lige meget? Skal vi ikke være tolerante og forstående og begrænse de personlige friheder af hensyn til minoriteter, coronavirus, klimaforandringer og andre anerkendelsesværdige formål? Svaret er nej, for de personlige friheder er bærende for demokratiet.

Uden ytringsfrihed, ingen kritik og intet demokrati. Uden ejendomsret og ret til egne data, ingen autonomi og ingen beskyttelse mod at mennesket bruges som middel og ikke mål. Alle frihedsrettigheder, i Grundloven, i Den amerikanske forfatning og i Menneskerettighedserklæringen er der af en grund. De kan ikke bøjes uden at projektet vakler.

Man kan frygte, at demokratiet ikke går til i en Orwellsk dystopi, men fordi vi enten er ligeglade eller lader os overbevise om, at målet helliger midlet. Men uden frihedsrettigheder og muligheden for at kigge alle beslutningsprocesser efter i sømmene og kunne diskutere, kritisere og parodiere alt, har vi ikke et demokrati. Med den nuværende udvikling går det stærkt, og det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier.

Der er brug for demokratisk modoffensiv.

Jakob Linaa Jensen skriver om, hvordan Coronavirus, både i sin smittevej og i samfundenes reaktioner giver mindelser om Den Sorte Død, der hærgede Europa i Middelalderen. Hvordan den aktuelle epidemi udstiller borgere og politikere som rådvilde og sårbare. Og hvordan coronavirus, ganske som Den Sorte Død, kan komme til at betyde samfundsforandringer.

I middelalderen, nærmere bestemt i årene 1348 og frem, udryddede Den Sorte Død op mod en tredjedel af Europas befolkning. Dengang som nu var sygdommen startet i Kina, i 1331, paradoksalt nok i det samme område, Hubei-provinsen, hvor den nuværende Coronavirus også startede på et marked, der solgte såvel levende som døde dyr.

Coronavirus er heldigvis ikke Den Sorte Død, hverken lige så smitsom eller lige så dødelig. Men ud over, at også denne sygdom har sin oprindelse i Kina, er der en lang række ligheder i den måde, vi som individer og samfund reagerer på. Det viser os, at vi på trods af 700 år og en ufattelig historisk udvikling mellem os og Den Sorte Død, er vi basalt set samme slags mennesker, med samme bekymringer og samme slags reaktioner.

Epidemierne vender tilbage

Ingen nulevende har em erindring om Den Sorte Død eller senere lignende epidemier af bylde- og lungepest, der fortsatte med at hærge Europa, om end med mindre voldsomhed, op til midten af 1700-tallet. I det hele taget var epidemier daglig kost og en del af livets iboende usikkerhed for vore forfædre. Kobber var, ligesom pesten, tilbagevendende, spedalskhedshospitaler fyldte i købstæderne og koleraen tog livet af tusinder, senest i forbindelse med epidemien i København i 1853. Selv i nyere tid har der været voldsomme epidemier. I 1918-20 tog Den Spanske Syge, en ondsindet influenza, livet af 50 millioner globalt og 15000 i Danmark i en krigshærget verden med en udsultet befolkning. Så sent som i 1952-53 spredte en polioepidemi skræk og rædsel i Danmark, hvor 7.000 især børn og unge blev ramt. Mange døde og andre fik varige mén.

Men det er ligesom om, der har været en forståelse af, at sådanne epidemier var fortid, i al fald i vores del af verden. Pencillin, stærkt forbedret sundhedsvæsen og omfattende vaccinationsprogrammer har længe dæmmet op for det værste, og det har været en udbredt opfattelse, at den eneste regelmæssige epidemiske trussel hos os er de tilbageværende influenzaepidemier, der hver vinter sender mange af os en uge i sengen og som i en skidt sæson som 2018 tager livet af 1500 syge og svage ældre medborgere. Dødelige epidemier har været regnet som noget, der foregår i Asien og Afrika, og selv om vi af og til gyser over udbrud af ebola i Vestafrika eller lungepest i Indien, er det som regel regionale problemer, der ikke udgør en trussel i vores udviklede og privilegerede vestlige verden.

Dette optimistiske syn har nu vist sig urealistisk. I en globaliseret, forbundet verden kan også epidemier sprede sig med en helt anden hast end i Middelalderen. Hvor det tog 17 år, fra 1300-tallets pest opstod i Kina, til den nåede Europa, tog det under to måneder for Coronavirus. Og i de enkelte lande spreder den sig nu endnu hurtigere. På trods af moderne lægevidenskab er det en kamp at finde kure og vacciner hurtigt nok til at følge med et virus, der er en usynlig og uforudsigelig fjende. I Laurie Garretts berømte bog fra 1995 ”The Coming Plague” argumenterer hun for, hvordan en globaliseret verden giver hidtil usete muligheder for nye epidemier, der kan opstå hvor som helst, i kloakker, svinestalde og kontormiljøer, og som kan spredes med lynets hast i en hypermoderne og overbefolket verden. Bogen vakte opstandelse og bekymring i 1995, og her 25 år efter kan Coronavirus meget vel være et varsel om, hvad der kan vente, især hvis vi ikke får adresseret verdens mest presserende problemer som overbefolkning og naturødelæggelse. Måske er vi på vej mod en middelalderlig verden, hvor tilbageværende, dødelige pandemier er dagens orden.

Reaktionerne på pesten

I middelalderen var man helt uforstående overfor pesten og med datidens teologiske verdensbillede blev den ofte forklaret som Guds straf. Man byggede pestsøjler for at please den tilsyneladende vrede, almægtige Gud. Først senere fandt lægevidenskaben ud af, at pesten skyldtes en smitsom sygdom, der i starten af det 20. århundrede blev identificeret som Yersinia Pestis.

I Bocaccios berømte værk ”Dekameron” om pesten i Firenze ser vi beskrivelser både af sygdommen og af folks reaktioner. Nogle blev mere kyske og fromme, enkelte søgte bod ved at piske sig selv, de såkaldte flagellanter. Andre gik amok i skørlevned og moralsk fordærv, som det blev beskrevet i datiden. Myndighederne reagerede langsomt, tøvende, men efterhånden blev karantæner og udgangsforbud, ganske som i dag, en del af værktøjskassen. En tradition var skabt. I nogle tilfælde blev de pestsmittede ligefrem muret inde med røde kryds på dørene og overladt til den sikre død, på samme måde som de kinesiske magthavere har gjort i Hubei-provinsen, hvor de syge blev isoleret og deres opgange svejset til. I endnu mere ekstreme tilfælde blev de pestsmittede jaget ud af byen, ganske som øboer på Ærø og Fanø har meddelt, at gæster på øerne er uønskede i den kommende tid. Vi ser også middelalderligt inspirerede udgangsforbud i en række af vores nabolande og med regeringens seneste tiltag, kan det meget vel også blive virkelighed i Danmark for at holde folk hjemme i den kommende påske.

Epidemier skaber overtro og syndebukke

Middelalderens mennesker var overtroiske. Én ting var den katolske kirke, som med dens forestillinger om synd og skærsild styrede sjælene med jerngreb. Derudover var der megen folketro tilbage, og de fleste troede på skæbne og tog varsler af selv de mindste ting. I et samfund, hvor oplysning og uddannelse var en mangelvare, førte pesten til de vildeste rygter og konspirationer.

Man søgte også syndebukke. Som ofte før og senere blev jøderne udpeget som skurkene. De blev beskyldt for at have forgiftet brøndene, og især i Frankrig foregik der voldsomme pogromer i blandt byer som Toulon og Chambery. Hårdest gik det for sig i Strasbourg blev 2000 jøder slået ihjel af rasende folkemængder.

Også i dag søges der syndebukke. Ansvaret skal placeres for det meningsløse og uforklarlige. Kina blev tidligt bebrejdet udbruddet af Coronavirus, præsident Trump omtaler den rutinemæssigt som ”den kinesiske virus”, og folk med kinesisk udseende møder skepsis og ligefrem racisme verden over. I visse muslimske kredse er den aktuelle epidemi blevet betegnet som ”den jødiske virus”, mens de religiøse forklaringer også har fået fornyet kraft hos rabiate imamer, der betegner Coronavirus som Allahs retfærdige straf over de dekadente vesterlændinge.

Den sociale medievirus

Middelalderens sladder på markedspladsen og i ølstuen er flyttet over på sociale medier, der stortrives i en tid, hvor vi er fysisk isolerede fra hinanden. Coronaepidemien bringer det bedste og værste frem i mennesker. På den positive side er der både udveksling af oplysninger og opbyggelige fællesskaber gennem digitalt samvær med ældre ensomme, virtuelle fredagsbarer og organisering af indsamling af skrald i naturen. Men sociale medier er også i endnu højere grad end normalt fora for vilde løgne og konspirationer, der cirkulerer med lysets hast, som en slags virtuel virus simultant med den biologiske. Misforståelserne og de falske nyheder kendes også fra eksempelvis AIDS-epidemien i 1980erne, men sociale medier bidrager til langt hurtigere spredning og voldsomhed.

På trods af vores rodfæstede tro på oplysning, fremskridt og moderne lægevidenskab, kan vi stadig panikke og gå i selvsving stillet over for en situation, vi ikke har mødt før. Vores krybdyrhjerner kan reagere med overlevelsesinstinktet, som giver sig udtryk i hamstring af håndsprit og toiletpapir. I USA reagerer man i vanlig cowboystil ved at hamstre skydevåben og forberede sig tilsyneladende på et borgerkrigslignende scenarie. Som en familiefar fra Maryland sagde i Horisont på DR1: ved mangel på mad kan det mest dyriske komme frem i alle!

På et mere kollektivt plan er såvel borgere som politikere villige til ukritisk at acceptere tilsidesættelse af normale demokratiske principper i lovgivningsprocessen, hvor voldsomme love med enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser er blevet hastet igennem, love, der indskrænker basale (og grundlovssikrede) rettigheder såsom bevægelses- og forsamlingsfrihed. Der argumenteres for nødvendighedens politik, og de fleste af de drastiske tiltag virker både fornuftige og velbegrundede. Men det er alligevel skræmmende, hvor hurtigt vi er villige til at acceptere mistet frihed, stillet over for en ydre fjende. Dette må også, på den anden side af epidemien, være en lektie i, hvor let vores demokrati kan sættes ud af spil, hvis nogen formår at argumentere overbevisende nok …

Pesten forandrede samfundet – det gør Corona også

Pesten forandrede middelaldersamfundet. De, der overlevede, fik generelt bedre økonomisk vilkår. Pesten ryddede ud i et overbefolket Europa, og der var nu færre om at nyde jordens afgrøder. Godsejerne manglede desperat arbejdskraft, og mens man i Østeuropa løste problemet med vold og tvang, fik bønder og livegne friere vilkår og bedre aflønning i Vesteuropa, hvor man brugte guleroden frem for stokken. Europa endte med at komme rigere ud af pesten, men frygten og erindringen blev siddende, og senere pestepidemier, om end ikke så voldsomme, satte regelmæssigt en skræk i befolkningen. Den sidste pestepidemi i Danmark fandt sted i 1711, under Den Store Nordiske Krig.

Coronavirus viser os, at forestillingen om, at store epidemier hører fortiden til, er naiv. Den fremprovokerer også en kollektiv angst, der rækker ud over frygten for smitte og den sammenlignet med pesten begrænsede risiko for at dø. Som samfund har vi en erindring om pesten og andre lignende epidemier, som dybt fra gemmerne kommer op til overfladen. Har vi ikke lyttet efter i skolens historietimer, eller har vi glemt den, hjælper katastrofefilm som Outbreak og Contagion os til at holde den kollektive rædsel i erindring. Vi kommer atter i tanke om, at vi rent faktisk kan dø en absurd død før tid, ligegyldigt hvor mange samtalekøkkener eller fladskærme, vi måtte have fået raget til os. Vi mindes om det nøgne liv, det faktum at vi ikke er her for evigt, som mange af os til dagligt fortrænger gennem endeløse møder, powerpointpræsentationer, parmiddage, rejser og spændende fritidsaktiviteter.

Måske vil det i den sidste ende gøre os til bedre og mere reflekterede mennesker, at vi mindes om, vi ikke kan tage livet for givet. Og måske vil den aktuelle isolation og den deraf følgende megen tid til ro, fordybelse og nærvær give os en bevidsthed om, at noget er vigtigere end den endeløse stræben efter forfremmelser og materiel velstand. Måske vil chefer indse, at mange af os er mere effektive når vi slipper for storrumskontorets helvede af støj og forstyrrelser og får lov at arbejde hjemme. Måske vil vi lære at skønne mere på det liv vi har og de mennesker vi har omkring os. Eller også vender livet blot tilbage til normalen, og vi er igen uforberedte, når den næste epidemi eller katastrofe kommer, formentligt værre end Coronavirus …

De allieredes angreb blev indledt allerede på øen Tulagi ude i bugten nord for Guadalcanal, der faldt efter hårde kampe. Lettere gik det på Guadalcanal, hvor man gik i land på strandene omkring Lunga Point, ikke mindst den berømte Red Beach 7. august. I løbet af få dage havde man kontrol over øen og ikke mindst den vigtige lufthavn, som japanerne var ved at opføre. Man fortsatte, hvor de slap, med erobrede materialer og i nogle tilfælde også arbejdskraft, som bestod af japanernes koreanske krigsfanger, og kun få dage senere, 18. august, var landingsbanen operabel. Nu kunne man kontrollere luftrummet i området. Japanerne forsøgte i flere omgange at tilbageerobre øen med forstærkninger fra basen på Rabaul i New Britain i det nuværende Papua Ny Guinea. Amerikanerne holdt øen, blandt andet ved slaget om Bloody Ridge, som det skildres i den fremragende og billedskønne krigsfilm ”The Thin Red Line” fra 1998. Efter et halvt års intense kampe, evakuerede japanerne i februar 1943. 51000 japanere og 7000 amerikanerne var gået til i kampene.

Bloody Ridge – besøg på The Thin Red Line

Guadalcanal er en meget grøn og frodig ø. Vi bor i Honiara og koncentrerer os om at se de mange krigsminder, som også er de dominerende attraktioner her. I en lejet Toyota Rav4 ser vi Bloody Ridge, kendt for et af de mest forbitrede slag om herredømmet over øen, som det skildres i den fremragende og billedskønne krigsfilm ”The Thin Red Line” fra 1998. Højderyggen ser ud helt som i skildringen i The Thin Red Line, også selv om filmen er optaget i Australien. Højt græs, der blafrer i vinden, flotte udsigter over grønne kurvede bakker og blå bjerge i baggrunden. Den sagte varme vind sletter alle spor, men her, på en sten, mindes de tusinder af amerikanerne, der endte deres dage her, i græsset eller inde i junglen. Mange blev aldrig fundet, og et sted ligger der måske stadig rester af dem. Et skilt advarer mod at forlade stierne, da her kan være efterlade miner. Stedet er smukt og stille, indtil en bande lokale alkoholikere i bil dukker op og virker en smule faretruende. Så vi kører hurtigt ned igen gennem flere smukke landskaber med græsser og vajende træer.

Vi ser også Red Beach, hvor de første tropper blev landsat 7. august 1942. Man forestiller sig den tumult og den uro, der har præget de unge amerikanske soldater, der blev landsat her, uvisse om, hvad der ventede. Det viste sig i første omgang at gå lettere at tage Guadalcanal og dermed den strategisk vigtige Henderson Airstrip, end det havde været at tage Tulagi og Florida Island ude i bugten. Men modangrebene fra japanerne kom snart, og slaget om Guadalcanal blev en lang kamp med syv store søslag, mange landslag og et utal af luftkampe. 7. august var begyndelsen og ikke enden. Den kom først i februar 1943, hvor japanerne evakuerede efter store tab. Lykken i Stillehavskrigen var endegyldigt vendt.

Ved siden af stranden ligger en simpel varde, som er minde om de amerikanere, der faldt her. Den ligger på en privat grund, og endnu engang kommer en lokal hurtigt hen til os. Han er i spraglet gul t-shirt, en tætsiddende hue og med pengebælte om maven. Hans attitude er ikke ligefrem truende, men vi forventer han vil have penge. Det vil han imidlertid ikke, han er en lokal præst fra den katolske Sankt Vincents Orden og vil egentlig bare snakke. Han er er flink fyr, der hjælper til med socialt arbejde i landsbyerne og er med til at gøre en forskel. Der er brug for folk som ham i dette lidt rå samfund.

Alt kan gøres til forretning

Vi er rigtigt på landet og kommer ind i palmeolieplantager. Vejene er brede for at servicere lastbiler, og vi passerer en livlig markedsby, der helt klart tjener som fabriksby for medarbejderne. Ad endnu en bumpet vej kører vi ind blandt sukkerrørsmarker, på vej mod Tetere Beach, hvor der efter sigende skulle stå en del efterladte amfibiekøretøjer. På vejen derind møder vi en truck med en masse lidt mutte mænd på ladet.  Chaufføren er dog flink og bekræfter, museet rent faktisk ligger nede ad den smalle vej, midt mellem sukkerrørene. Nu stiger hans makker i førerhuset, en tandløs halvgammel sort kvinde, der minder om en bordelmutter i amerikanske gangsterfilm, imidlertid ud af bilen og forklarer os, at hun har en ”biz” med museet, og at vi skal betale 100 dollars for at komme ind, eller vende om. Vi forklarer hende, at vi ikke har flere lokale kontanter, om vi mon kan betale med australske. ”You turn around, now” er svaret, og vi tør ikke andet. Den bryske kvinde har lukket tidligt i dag og er tilsyneladende ikke interesseret i, vi snuser rundt på hendes enemærker. Det er samme historie hver gang her, ligesom vi har set på mange andre Stillehavsøer: jorden tilhører altid en lokal stamme, der som regel prøver at tage sig godt betalt hvis man så meget som kigger på deres jord. Til gengæld kan de så selv sidde uden at lave dagens gerning. Det må være et let men også lidt kedeligt liv.

Forfærdelige veje og tropisk skønhed

Vejen rundt til slagmarkerne er ofte forfærdelig, med sand, mudder og dybe huller. Vi er flere gange ved at køre fast, indtil vi pludselig sidder helt fast på undervognen, der siger faretruende, skurrende lyde. Med stor motorkraft og lokale arbejderes skubben, kommer vi fri og finder med noget besvær et farbart spor. Den hvide Toyota RAV4 er helt smurt ind i mudder efter den tur.

Vi kører nu vest for Honiara. Der er stadig myldretid i byen, og trafikken er tæt og langsom. Vest for byen ligger små hytter, hvor der er ved at blive tændt op i grillen, og den ene strand efter den anden ligger til højre for vejen. Helt i overensstemmelse med lokal ”custom” tager de alle entre, oftest 50 dollars per person, og de mest ærgerrige specificerer endda beløb for forskellige typer af køretøjer og endog specifikke mærker. Vi kører over små floder, har regnskov og bjerge på venstre side, og det hele er badet i et prægtigt lys fra den lave eftermiddagssol. Det ser ud som min barndoms forestilling om varme lande, om Ny Guinea og Afrika, og jeg har denne følelse af forløsthed, at ting er som man forventer. Jeg tænker tilbage på når jeg legede troper og regntid i Bedstes have, lige inden en dansk tordenbyge. Men her er alligevel anderledes, varmt og med luften sitrende af varme.

Vi ser også Timiguzu Maru, et japansk vrag, der ligger synligt helt inde ved kysten. Det er en smuk strand, med vajende palmer over turkisblår vand. Mod øst ses Honiara, med havnen og med de grønne høje rundt om byen i baggrunden. Liget af skibet ligger rustrødt i aftensolen og glimter. Her endte et skib, en besætning livet. Resterne af fartøjet ligger til minde om den gru, der foregik i den fredelige bugt. Bølgerne slår ind over vraget og stranden. Mennesker kommer og går, men bølgerne består, vasker sår og fortvivlelser væk. En dag vil de også have gjort det helt af med vraget, og kun minderne er tilbage om det, der skete, hvis der er mennesker, der kan huske det til den tid. Vi dvæler længe ved stedet, tager billeder og mærker den ro og rytme, bølgerne skaber. Fred et sted, der engang var krig.

På krigens losseplads

Næste dag ser vi Vilu War Museum, med masser af både japanske og amerikanske krigsefterladenskaber. Lige inden vi når frem, stopper vi for at tage en drikkekokosnød. Det er hos en flink dame, hvor der står en herlig halvgammel dame med potter og pander jonglerende på hovedet. Hun er et stort smil, hendes mund er rød og tænderne ædt op af betelnød, og hun indvilger gladeligt i, vi tager fotos. Damen serverer kokosnød og skærer dem til, så vi også får kødet, Stemningen er god, damen bor i denne kokosplantage, har fire døtre og sin bod langs vejen. Hendes engelske er glimrende, og vi sludrer et stykke tid, også med vores chauffør. Flere stopper, for hun sælger også betelnød, som de lokale spiser med alkalisk salt, der giver den reaktion, der gør spyt og mund rødt. Hver sin smag.

Silvia, tager imod på museet. Hun bor på stedet, og jorden med museet tilhører hendes familie. Hun fortæller, at hendes mor var 12 år, da krigen kom, og familien søgte i sikkerhed oppe i de blå bjerge midt på øen, mens deres liv og ejendom blev brændt op i de afsindige kampe. Også her er der taknemlighed og respekt til de amerikanere, der befriede øen. Først ser vi en række japanske artillerikanoner, der alle kommer fra Cape Esperanca. Her er også bombeskaller, brændstoftanke og pontoner fra nedskudte vandfly.

Mesterværket er dog en meget intakt Wildcat, der ligger med både propel, cockpit og dens sammenklappelige vinger, så den lettere kunne transporteres. En samling fly ligger med de blå bjerge i baggrunden, hvor Silvias familie flygtede til. De hullede vrag ligger i græsset og ligner forulykkede, forvredne kæmpeinsekter, med ledninger stikkende ud som følehorn, med havarerede forkrøblede kroppe, der langsomt er ved at blive naturens værk. Man forestiller sig hvert øjeblik, der kommer kæmpemyrer og slæber de døde kroppe væk til brug i naturens store kredsløb. Alt er gråt, men ad meget er i aluminium, er der ikke meget rust at spore. Det er der på kanoner og geværer, bygget i jern. På den ene eller den anden måde, tager naturen tilbage, hvad menneskene har haft til låns. Regnskoven, lagunen opsluger menneskets ødelæggende maskiner som en slags tak for sidst. Freden er genoprettet.

Her er mindesmærker for både amerikanske og japanske soldater. Især den japanske tekst er gribende, og handler om, hvordan politikerne skaber krigene, men de unge drenge og mænd på kæmpe dem. Fremtidige krige må undgås med alle midler, lyder budskabet. Man forstår japanerne, der her led endnu mere frygtelige tab end amerikanerne, og hvis land var på randen til at gå til grunde i det ragnarok, der først sluttede i Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Efter et halvt års intense kampe, evakuerede japanerne i februar 1943. 51000 japanere og 7000 amerikanerne var gået til på denne frodige og smukke ø. Vi slutter ved det amerikanske War Memorial, på toppen af Honiara. Man må sige, amerikanerne kan både det med placering (udsigt over både byen og Bloody Ridge) og med iscenesættelse. Foran en cirkel af røde granitblokke vajer Stars and Stripes ved siden af det lokale flag. Introteksten fortæller om baggrunden, at her hviler helte, og at denne mindeplads må stå indtil den dag, naturen forvitrer den. Selv derefter skal minderne stå tilbage. Amerikanerne kan store ord, følelser og taler, så man som dansker føler sig faldende bagover, og man kan næsten høre pompøs musik af John Williams for sig.

Salomonøerne er et mærkeligt land. Her er smukt og en del venlighed, men befolkningen virker mere mutte end i det øvrige Stillehav. Nogle af de unge mænd virker decideret truende, og overalt, hvis man skal se et mindesmærke eller besøge en strand kommer lokale løbende og vil opkræve penge. Ofte er deres krav legitime nok, for der er altid nogen som ejer jorden, og ved at opkræve en pæn sum fra turister, kan man jo slippe for at lave dagens gerning. Andre er venligheden selv, som de søde damer, der sælger friske kokosnødder langs vejen eller den venlige bastante dame med gryder og pander jonglerende på hovedet og tænderne knaldrøde af betelnød, der er den lokale forlystelse.

Med Salomonøerne nærmer vi os afslutningen på Stillehavsturen. Men der er stadig Papua New Guinea og Vanuatu tilbage.

Nauru har et blakket rygte. Det blev selvstændigt i 1968 efter at have været under britisk og senere australsk herredømme. Landet er primært kendt for en ting, fosfatminer. Stoffet, der før kunstgødningen var ekstremt værdifuldt kommer fra guano, fuglemøg, fra de mange fugle, der i årtusindernes løb har haft brug for at hvile ud på den afsidesliggende ø. På et tidspunkt blev lortet en guldgrube for øen, og man var et af verdens rigeste lande. Efterhånden fik man udvundet alt fosfatet, og fabrikkerne og de rustne faldefærdige anlæg ligger ved havnen og giver mindelser om en svunden tid og industrielt forfald. Med alt fosfatet udvundet blev det indre af øen efterladt hullet og arret som det, nogle kalder en økologisk katastrofe.

Nauru er i dag et af verdens fattigste lande, med en de facto arbejdsløshed på op mod 80 procent. Landet er fuldstændigt afhængigt af hjælp udefra, et land på bistand. Australien er som den gamle kolonimagt en naturlig storsponsor og har blandt andet taget sig betalt ved at oprette det meget omtalte Nauru Detention Center, hvor man deporterede flygtninge, der illegalt forsøgte at entrere Australien, blandt andet over Torres Strædet. Truslen om en evighed på Nauru, kombineret med en minering af farvandene nord for Australien, har fuldstændigt fjernet flygtninge- og migrantpresset på Australien, og vi spekulerer meget på, om ikke EU og Danmark burde gøre noget tilsvarende. Da der var flest, husede Nauru 2500 flygtninge og migranter, der boede i tre store containerbyer midt på øen. I dag er her 250 tilbage, og de har fået lov at flytte ud på øen og går nu frit rundt blandt de lokale. Der er også mange, der er rejst tilbage eller videre til andre lande.

Det er nu svært at se den økologiske katastrofe fra luften, hvor det hele ser ud til at være blevet overgroet med træer og buske. Nauru er vel nok det eneste land i verden, hvor man ved indflyvningen kan se hele landet!Vi tager et sving og lander i den lille lufthavn, der ligger på øens sydspids med den lille ikke-hovedstad Yaren mellem landingsbanen og vandet.

Menen Hotel viser sig at have en pæn facade men at være bygget i landets storhedstid og ikke renoveret siden. Mange af værelserne i hovedbygningen er ubeboelige på grund af indtrængende vand fra det utætte tag, så vi bliver indlogeret i et containerlignende værelse uden egentlige vinduer, der lugter stramt af fugt. Her er virkelig minimalistisk men til gengæld en vaskemaskine. Det er helt klart, vi bor i en flygtningebarak.

Vi har fået at vide, at bar og restaurant åbner klokken seks. Klokken bliver seks og intet åbner. Først efter nogen tid kommer der lidt skred i sagerne. Med restauranten er det endnu værre; da den omsider åbner, får vi at vide, der er lukket. Vi anfører, at der jo ikke er andre spisesteder, men vi får at vide, vi kun kan få finger food til en start, for de skal både lave mad til festen og takeaway til præsidenten, der er forbi. De kan ikke se set sjove i, vi tilbyder at spise sammen med præsidenten, men det lykkes os da at få serveret blæksprutteringe og samosaer og senere rigtig mad. Der er fuld aircon og på trods af de fine blå stole med gule bånd, der giver mindelser om vores svenske naboer, er restauranten langt fra at være hyggelig.

På Nauru tilbringer vi meget tid med Anne Johansen fra Norge, en kvinde, der er i gang med en større rundrejse i Asien og Stillehavet, og som efter denne rejse har været i 183 lande. Hun er med på et ”roadtrip”. Øen er ikke større, end man kan køre rundt på et kvarter eller går rundt på tre timer, i alt 10 km i omkreds. En hovedvej går rundt langs hele øen. Vi ser nogle af de berømte tårnformede klippeformationer. I modsætning til sandstensklipper er disse sorte og rager stikkende op i land og på vand, så svømning bliver umuligt eller i al fald ubehageligt. Så de lokale, inklusive flygtningene, bader i den forladte havn.

Vi ser huse med flygtninge, containere, der ligner det, vi bor i, og nogle af dem ser decideret hyggelige ud, med små haver. Med bistandshjælp fra Australien og en beliggenhed med delvis havudsigt er det ikke et helt ringe liv, og sikkert meget mere behageligt end det, de kommer fra. De lokale bor, som på Samoa og Cook Islands, i huse med deres forfædre begravet i forhaven. I cementsarkofager eller endog små kapeller. Det er jo meget charmerende, men gør det umuligt at flytte, fordi man jo ikke lige graver de gamle op og flytter dem med.

Vi er hurtigt fremme på den anden side af øen, hvor vi nærmer os ”hovedstaden”. Chaufføren viser os den gamle fosfathavn med faldefærdige fabriksbygninger, tidligere arbejderbarakker og en klub, der har kendt bedre dage. Kraner og losseramper ligger rustent, halvt styrtet i havet. Dette er historien om grådighed, uhæmmet udtømning af naturressourcer og begær. Som på Færøerne kører man sit land i afgrunden på første klasse. Kun et anlæg, der opretholdes af kineserne, og som stadig afskiber det sparsomme fosfat, der stadig udvindes på øen, ser nogenlunde funktionsdygtigt ud, selv om rusten er fremherskende. De lokale bader i havnebassinet, og en familie på tre på en motorcykel studerer deres lands forfald. Her er også et faldefærdigt mormontabernakel i en gammel fabriksbygning. Her er enorme vandpytter overalt efter nattens skybrud, og alle veje er hullede, vidnende om et land, der ikke har hverken kapacitet eller midler til at opretholde sig selv blot nogenlunde. Landet går langsomt til grunde, som en terminalpatient, der kun holdes i live af en respirator.

Vi kører lidt ind i landet for at se på rester af japanernes tilstedeværelse. På en sidevej, gennem tæt jungle, finder vi det gamle japanske fængsel, placeret i en naturlig klippekløft, hvor små bunkere med jerndøre har udgjort de kummerlige rammer for de krigsfanger, japanerne anbragte her. De fugtige mørke celler med små udluftningskanaler har ikke været en rar skæbne og sikkert krævet sine ofre. Ude omkring vokser junglen vildt, og de lokale har bemalet betonmurene med graffiti. Det hele er som taget ud af film om Stillehavskrigen.

Vi ser også, af en endnu mere snørklet vej, en japansk kanonstilling fra krigen. Vejen er endnu mere uvejsom, gennem en mudret sti, tæt krat og stikkende denguemyg. Kanonen er placeret på skarpe klipper, så man skal gå forsigtigt. Her midt i vildnisset peger denne kanon ud mod nogle fjender, der måske aldrig har været her. Den er rusten, men løbene er intakte, endnu ikke opslugt af junglen. Vejen til og fra er præget af en skovbilkirkegård. Her placerer man sine gamle biler, fordi det åbenbart er for dyrt og besværligt at få dem skaffet rigtigt af vejen. Her er køretøjer i alle stadier af forfald men alle rippede for alt af værdi. Dette er sidste hvilested for de motoriserede stoltheder, der står, ligger og er væltet på alle mulige måder. Nogle er allerede spist af det grønne vildnis, andre på vej til det.

                                                 Japansk kanonstilling fra krigens tid

Ude ved vandet kører vi igennem den mikroskopiske hovedstad, en tur der i langsomt tempo er overstået på tre minutter. Vi ser museet, parlamentet, regeringsbygningen, gymnasiet, primærskolen og brandstationen. Og så er det hele overstået. Det var landets samlede magt, infrastruktur og kapacitet, placeret på række langs em hullet vej. Parlament og regering er skænket med ”love from Taiwan”. De to Kinaer er også med i kampen om sjælene her, men hvor store Kina koncentrerer sig om minedrift og udpining af landets få tilbageværende ressourcer, fokuserer ”lille Kina” på blød magt og omvendelse gennem kultur og uddannelse.

I lufthavnen oplever jeg mit livs første opgradering. Den søde stewardesse fra turen herttil siger, vi da bare kan sætte os ind i Business Lounge, og sammen med Anne tilbringer vi halvanden time med masser af hvidvin. Nauru forekommer helt rart.