DR Public Service deroute: Under påskud af at tiltrække unge og nye seere har man lavet satsninger, der kan og bør ligge bedre hos de kommercielle konkurrenter. I sin skræk for de kommercielle udbydere bliver man mere ligesom dem; man begår en slags selvmord af angst for døden og udspiller dermed på ironisk vis sin særlige rolle som vogter af oplysning, dannelse og uddannelse. Man får jo netop skattepenge for at lave det indhold, man ikke finder andre steder.

DR-deroute er færre journalister og flere alt muligt andet

DR har i denne uge som led i endnu en omstrukturering valgt at fyre endnu flere journalister. De skal vige pladsen for mere digitalt og endnu flere IT-medarbejdere. Det er selvfølgelig en uundgåelig udvikling at blive mere digitale, men kvalitetsindhold produceres nu engang bedst af journalister og programmedarbejdere, ikke af programmører og webdesignere. Dertil kommer, at man har valgt at nedlægge et vigtigt public service-organ som Detektor, der i årevis med kritisk og undersøgende journalistik har været et vigtigt våben mod fake news og været med til at holde politikere og andre journalister i ørerne. Hermed mister vi endnu et kritisk organ i demokratiets tjeneste, ganske som det lykkedes for politikerne at lukke Radio24syv.

Orientering & Deadline – demokratiets hjerteblod

Det er dog ikke de eneste nedskæringer. Populære programmer som Orientering med årtiers historie bag sig og op imod 200.000 lyttere flyttes til podcast med forventeligt stærkt faldende lyttertal til følge. Det viser bitre erfaringer fra Radio24syvs omlægning til podcast. Der er stadig rigtigt mange, der lytter til flowradio, og programmer som Orientering indgik for dem i et naturligt flow på bilturen hjem eller i køkkenet under madlavningen. Men nu skal det være slut med oplysningen og eftertanken for dem.

Det legendariske program Deadline, som er en sen aftenfavorit for mange af os, beskæres stærkt og udkommer i et ”nyt digitalt format”, hvad det så end er. 

Mindre X Factor: Underholdning har slået oplysning

Med alle disse nedskæringer tager DR endnu et skridt væk fra sine demokratiske forpligtelser. Opgaven er her at levere kritisk journalistik og oplysning i demokratiets tjeneste. DR’s demokratiske deroute er desværre en tendens, der har stået på i mange år, hvor man med store satsninger på underholdningsprogrammer, som X Factor, har brugt pengene på helt andre måder, end det var tiltænkt, da man skabte DR som et statsmedie i 1920’erne. Emil Holm ville vende sig i sin grav.

At fyre journalister er at hælde barnet ud med badevandet

DR har en særlig status i Danmark. Man har nogle privilegier, tidligere til at indkræve licens, og i dag får man næsten fire milliarder skattekroner i årlig støtte. Denne særlige rolle forpligter. DR er og skal være en fundamental del af demokratiet. Man skal uddanne og oplyse og være der, hvor danskerne er. Og de er der digitalt. Men de er også på flow-tv. Og mange vil gerne have kvalitet. Man forveksler som ofte det digitale med kvalitet i sig selv. Men kvalitet kræver tid, refleksion og omtanke. Journalister og folk, der kan tænke, frem for at udvikle og programmere foran en skærm. At fyre journalister er at hælde barnet ud med badevandet.

DR-bureaukratiet har spist og svækket missionen

DR har i mange år været skrantende. Man taber seere til TV 2 og andre kommercielle aktører. Man har haft uklare visioner og ledelsesstrukturer, samtidig med man har ansat et stort antal mellemledere, konsulenter – sågar en inden for mangfoldighed – og andre grupper af personale med funktioner, der ligger langt væk fra DR’s primære funktion: dansksproget indholdsproduktion.

Hvad med lidt mere statskritik? Er man måske bange for at bide den hånd, der med allokerede skattemidler fodrer en?

DR svigter også i stigende grad sin rolle som demokratisk vagthund, som politikere og myndigheder har respekt for. Under coronakrisen så man DR som ukritisk mikrofonholder for regering og myndigheder, hvormed man svigtede sin forpligtelse til at stille de kritiske spørgsmål til strategier og krisehåndtering. Denne tendens er fortsat under den skandaløse minksag, hvor andre, kommercielle medier, har måttet trække det tunge læs som demokratiets vagthund. Er man måske bange for at bide den hånd, der med allokerede skattemidler fodrer en?

DR: Et public service-selvmord af frygt for public service-døden

Under påskud af at tiltrække unge og nye seere har man lavet satsninger, der kan og bør ligge bedre hos de kommercielle konkurrenter. I sin skræk for de kommercielle udbydere bliver man mere ligesom dem, man begår en slags selvmord af angst for døden og udspiller dermed på ironisk vis sin særlige rolle som vogter af oplysning, dannelse og uddannelse. Man får jo netop skattepenge for at lave det indhold, man ikke finder andre steder, f.eks. oplysning, dannelse, tv for børn og minoriteter. Når man i stigende omfang ser stort på sine traditionelle forpligtelser gennem fravalg af journalistik og oplysning og andre klassiske public service-værdier, kan man spørge, om det er rimeligt, at DR fortsat skal modtage 3-4 skatteyderbetalte milliarder om året.

Hvis DR fortsat skal have sin særstatus, og det er vi sikkert mange, der mener, det skal, er det nødvendigt at tage skeen i den anden hånd og leve op til sine samfundsmæssige forpligtelser. At være tro mod den public service-tradition, man er skabt ud af.

Denne klumme har også været bragt på Kforum 9. september 2022
https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/De-nye-DR-nedskaeringer

Bogen udkommer hos Emerald Publishing i England, som har været en udsøgt fornøjelse at arbejde sammen med. De har lanceret bogen i forbindelse med Future of Democracy Week, hvor jeg har skrevet nedenstående blogindlæg ud fra bogens pointer om den nye digitale feudalisme. Har man ikke tid at læse det hele, præsenterer jeg også pointerne i denne video: https://youtu.be/2yt-7xCbwms

Bloggen kan man læse her. Som en bonus er der et gratis kapitel, man kan læse i en begrænset periode.

https://www.emeraldgrouppublishing.com/topics/equality-and-people/blog/democracy-age-digital-feudalism?utm_source=ext_email_other&utm_medium=email&utm_campaign=ace_fod-author-jlj_20200907_free

Og så kan jeg selvfølgelig kun opfordre til at købe bogen lige her:

https://www.emerald.com/insight/publication/doi/10.1108/9781839094125?

Vi plejer i Danmark at bryste os af, at vores demokrati har det rigtigt godt. Tilslutningen til demokratiet er blandt det højeste i verden, og selv om politologer og andre forskere ofte problematiserer faldende deltagelse, skyldes det, at de kigger på formelle deltagelsesformer, såsom partimedlemsskab.

Engagementet i lokale forhold, f.eks. hvis skolen eller Brugsen skal lukkes, er højt. Undersøgelser over de seneste 50 år viser konsistent, at 70 pct. af befolkningen er meget eller noget interesserede i politik, og ved folketingsvalg er valgdeltagelsen i samme periode gennemsnitligt 85 pct., også blandt de højeste i verden.

Alligevel er det som om, mørke skyer trækker op om vores demokrati. Mange små og store ting indikerer problemer, både i forhold til politikeres og myndigheders omgang med demokratiet og i forhold til borgernes omgang med og opfattelse af basale demokratiske principper. Begge dele er problematiske. Demokratiet er ikke et objektivt fænomen, men et socialt produkt, der kun holder, så længe indbyggerne tror på det og vedligeholder det.

“Mørklægningsloven”

For syv år siden blev den nye offentlighedslov vedtaget, den der i folke- og journalistmunde er kendt som ”Mørklægningsloven”. Essensen i loven er, at borgeres, forskeres og journalisters muligheder for at kigge politikere i kortene og få indblik i beslutnings- og forvaltningsprocesser indskrænkedes, under henvisning til en mere smidig og effektiv sagsgang.

Med andre ord: Politikere og embedsmænd ønskede mere arbejdsro, fri for nysgerrige blikke. Debattører og forskere, inklusive undertegnede, påpegede, at loven var et tilbageslag for demokrati og åbenhed, mens politikere fra det forholdsvist brede flertal, der vedtog loven, forsikrede os om, at der var tale om mindre justeringer, der ikke i væsentligt omfang betød en ændring af gældende praksis.

For nyligt er ytringsfrihedskommissionen kommet med en rapport, der blandt andet påpeger, at her syv år efter har loven betydet problematiske indskrænkninger i offentlighedens muligheder for demokratisk kontrol, og at loven bør kigges efter i sømmene.

“Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati”.

Om det er offentlighedslovens skyld eller ej, så må jeg som blandt andet demokratiforsker konstatere, at politiske beslutninger og forvaltningsprocesser forekommer mere lukkede og utilgængelige end tidligere. Et oplagt eksempel er den farceagtige sag om Radio24syv.

Hvor første runde af sagen, der endte med at Radio 4 erstattede 24syv, var en helt åbenlyst politisk motiveret beslutning om at flytte den fjerde radiokanal ud af København, så var anden runde, der endte med, at Radio Loud (I ved, den uden lyttere), fik den ledige plads som skatteyderfinansieret DAB-kanal mere uigennemskuelig.

Der er sagt og skrevet meget om den sag, men processen der førte til beslutningen forekom absurd og lukket. Kulturministeren nægter at lade offentligheden få indblik i sagen under henvisning til, at Radio & TV-nævnet skal kunne arbejde i fortrolighed. Joy Mogensen har loven på sin side i netop dette, udtaler forvaltningseksperter, men det gør jo ikke nødvendigvis hemmelighedskræmmeriet demokratisk forsvarligt.

Nu har nævnet så givet Folketingets Kulturudvalg lov til i fortrolighed at se dokumenterne, der førte til beslutningen om at Loud fik DAB-kanalen, men er det ikke rimeligt, at grundlaget for en beslutning, der koster skatteyderne 250 mio. kroner kommer til offentlighedens kendskab?

Vores demokrati er ikke en selvfølge

Den aktuelle coronakrise er et andet eksempel på, at demokratiet i Danmark ikke er en selvfølge. I konsekvens af den hastige spredning af COVID19, valgte regeringen 11. marts at lukke Danmark ned og indføre en lang række særlove, mange med en solnedgangsklausul, så de udløber et år senere. Selv om mange er enige om, at nedlukningen var nødvendig, rejser der sig alligevel en række demokratiske spørgsmål?

Kan man bare sådan uden videre sætte eksempelvis Grundlovens paragraf 79 (om forsamlingsfrihed) ud af kraft ved at vedtage et forbud mod forsamlinger på over 10 mennesker?

Det kan man så, under henvisning til epidemiloven, men det er stadig ikke udemokratisk. Endnu værre var regeringen i dagene inden påske klar til at sætte Grundlovens §72 (om boligens ukrænkelighed) ud af kraft ved at give politiet adgang il private hjem uden en retskendelse. Man var åbenbart bange for lidt for livlige påskefrokoster.

Kun takket være en behjertet protest fra bl.a. Enhedslisten og Nye Borgerlige blev dette forslag taget af bordet. Senere har man søgt at udvikle en corona-app med henblik på at registrere borgernes færden, positioner og sociale kontakter. Man forsikrer, at oplysningerne er anonymiserede og ikke misbruges, men data er stadig samlet et centralt sted, i modsætning til løsninger fra techgiganter som Google, hvor de følsomme data forbliver på brugernes egne telefoner. At tænke sig, Google værner mere om privatliv end den danske regering.

Endelig har sundhedsminister Magnus Heunicke været ude at tale om, at visse af solnedgangsklausulerne skal ophæves, således at dele af den ganske ekstreme coronalovgivning får en permanent karakter.

Hvad bliver det næste?

Regeringen og myndighederne har på mange måder klaret denne coronakrise glimrende. Men det er skræmmende at se den manglende refleksion og selvkritik af disse krænkelser af personlige rettigheder, der er en fuldstændigt bærende del af det danske demokrati.

Det er endnu mere skræmmende, at disse krænkelser ikke har været genstand for mere intens politisk debat, som det for eksempel har været tilfældet i Tyskland. Med undtagelse af Enhedslisten, Nye Borgerlige og til dels Radikale Venstre, er de demokratiske problemer ikke blevet synderligt italesat. De fleste synes at have været ivrige efter at overbyde hinanden i smittebegrænsende tiltag og økonomiske hjælpepakker.

Heller ikke befolkningen har engageret sig i voldsomme protester. Folk accepterer frihedsindskrænkningerne villigt, for sundhedens skyld, samfundssindets skyld. Nu tænker du nok: Jamen det var i en bedre sags tjeneste, for at bekæmpe covid-19? Det kan der være god grund til, men man kan frygte glidebanen. Hvad bliver det næste?

Når man kan gennemføre sådanne tiltag stort set uden voldsomme protester, hvad kan en regering så ikke få lov til en anden gang? Corona er selvfølgelig slemt, men der kan komme langt værre ting: Epidemier der er meget mere dødelige, terrorangreb med store dødstal eller som rammer den vitale infrastruktur osv.

“Det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier. Der er brug for demokratisk modoffensiv”

Coronakrisen har desværre afsløret, at en skræmt befolkning ret hurtigt er villige til at acceptere store indskrænkninger i den personlige frihed. Mange vil sige, det var prisen værd. Problemet er glidebanen.

Allerede under Muhammedkrisen så vi ytringsfriheden under pres, og man kan af og til høre selv såkaldt frisindede mennesker argumentere for betydelige indskrænkninger af denne, enten af misforstået tolerance eller af ren skræk for dem, der søger at true sig til tavshed. Og så har jeg slet ikke talt om krænkelseskulturen og identitetspolitikken, hvor krænkelse over hvad som helst er blevet en folkesport, og hvor “silencing” bliver mere og mere udbredt, til stor skade for den demokratiske debat.

Kan det ikke være lige meget? Skal vi ikke være tolerante og forstående og begrænse de personlige friheder af hensyn til minoriteter, coronavirus, klimaforandringer og andre anerkendelsesværdige formål? Svaret er nej, for de personlige friheder er bærende for demokratiet.

Uden ytringsfrihed, ingen kritik og intet demokrati. Uden ejendomsret og ret til egne data, ingen autonomi og ingen beskyttelse mod at mennesket bruges som middel og ikke mål. Alle frihedsrettigheder, i Grundloven, i Den amerikanske forfatning og i Menneskerettighedserklæringen er der af en grund. De kan ikke bøjes uden at projektet vakler.

Man kan frygte, at demokratiet ikke går til i en Orwellsk dystopi, men fordi vi enten er ligeglade eller lader os overbevise om, at målet helliger midlet. Men uden frihedsrettigheder og muligheden for at kigge alle beslutningsprocesser efter i sømmene og kunne diskutere, kritisere og parodiere alt, har vi ikke et demokrati. Med den nuværende udvikling går det stærkt, og det danske demokrati, som vi kender det, kan være væk om få årtier.

Der er brug for demokratisk modoffensiv.

Vi er i mine forskergrupper klar til at analysere valget og har for længst forberedt indsatsen, slået SoMe-høstere til og lavet vores survey om brugen af internettet i valget klart til at køre efter valget. Det bliver fjerde gang i træk, vi gør det.

Her til aften har jeg nu set partilederrunder nonstop siden kl. 19 først på DR og så på TV2. Her følger min analyse af denne valgkampens første aften.

Første partilederrunde var på DR, inde på selveste Christiansborg. Nicolai Wammen havde erstattet en syg Mette Frederiksen og havde lidt premierenerver. Ellers var der hele 12 andre partiledere, det højeste antal siden 1990. Debatten centrerede sig om tre emner, pension, klima og udlændinge, som også forventes at blive valgets tre hovedtemaer. Det generelle indtryk var faktisk en høflig debat, hvor man rent faktisk forsøgte at tale sammen og lytte til hinanden.

Debatten var i starten præget af premierenerver, men de fleste fik sig talt varme. Pernille Skipper fra EL lyste af energi og overskud, Lars Løkke spillede på statsmandsmetaforen og det sikre kort, mens Nicolai Wammen virkede stiv. Det blev bedre senere i debatten på TV2. Uffe Elbæk virkede til tider helt væk og defensiv, selv når debatten kom på hans hjemmebane om klimapolitikken. Riskær virkeder overraskende forberedt og kompetent og faktisk med overraskende klare meldinger om klimapolitikken.

Ellers var der tale om en ret rolig og behersket debat, indtil emnet kom til at dreje sig om udlændinge. Her rullede Rasmus Paludan sig som ventet ud, efter han i lang tid havde forsøgt at dreje alle emner ind på muslimer, som han betegnede som “berigere” og det, der var værre. På udlændingepolitikken var han klart på hjemmebane og leverede nogle dolkestød, der helt sikkert nok skal appellere til visse vælgergrupper. Det kan godt være, han måske ikke har så meget skærmtække, men baseret på aftenens debat spår jeg, at hans parti, Stram Kurs, kan komme i Folketinget. Hvad de andre vil gøre ved det, kan kun tiden vise, men svarene i aftenens debat tyder på, vi kan komme til at få svenske tilstande, hvor ingen vil samarbejde med ham.

Debatten på TV2 havde andre omgivelser. TV2 havde valgt at afholde debatten i deres studie på Københavns Hovedbanegård med hujende og råbende ungdomsorganisationer, der med flag og bannere fyldte hele hallen udenfor. Det er ikke første gang, TV2 vælger den gamificerede tilgang til politisk debat, og man kan diskutere, om det er en demokratisk fordel eller ulempe. Det virker måske nok lidt useriøst. Larmen forstyrrede dog ikke debatten indenfor, der blev mere løssluppen end på DR. Nerverne var smidt, og de fleste rullede sig ud. Kristendemokraterne, der tidligere havde overvejet at trække partiformand Stig Grenov til fordel for den vestjyske kandidat Kristian Andersen havde gjort alvor af truslen, tilsyneladende fordi Grenov var fulgt i Mette Frederiksens fodspor og var blevet syg. Det var dog ikke Andersen men den purunge næstformand Isabella Arendt, der fik sin debut, oven i købet på sin fødselsdag. Det virkede som en fordel at udskifte den farveløse og anonyme Grenov, for den unge debutant gjorde det udmærket med klare holdninger til klima og familiepolitik. Hun brændte igennem og var et friskt pust.

Ellers kom Nicolai Wammen tilbage og gjorde det udmærket i partilederens fravær. Også statsministeren havde for alvor fået sig talt varm og fik fremhævet alle de resultater, han mener, hans regering har lavet. Han forsøger helt klart samme taktik som Nyrup i 2001 og Thorning-Schmidt i 2015. Det bliver også Løkke, der skal trække Blå Blok, for bortset fra enkelte velvalgte bemærkninger, var der ikke meget power fra hverken Søren Pape eller Anders Samuelsen. Kristian Thulesen-Dahl virkede klemt af at være blevet overbudt på udlændingepolitikken, mens Pernille Vermund fra Nye Borgerlige brændte godt igennem i begge debatter, med velkendte men klare budskaber. Stram Kurs kan dog sagtens vise sig at være et problem for hendes drømme om pladser i Folketinget.

Alt i alt gik debatterne i en demokratisk optik bedre, end man kunne have forventet med mange nye partier, og især TV2s Cecilie Beck styrede debatten godt. Der blev præsenteret reel politik og afsløret reelle politiske forskelle. Måske bliver denne vakgkamp alligevel en, man vil se tilbage på?

Dette indlæg har jeg også bragt på: https://www.dmjx.dk/aktuelt/viden/de-foerste-ord-analyse-af-partilederne-og-medierne-i-valgkampens-1-runde

Here we go:

Facebook:

Venner:

Jeg er kun venner med folk, jeg har mødt fysisk, og som jeg har en relation til. Andre kan “følge” mig, hvis de vil. Jeg rydder af og til ud i ”venner”, som jeg ikke har relation til længere. Bidrager de ikke selv aktivt på Facebook, eller har de en irriterende adfærd, forstærker det risikoen for, at de bliver fjernet.

Jeg segmenterer venner. Hermed håndterer jeg også sprogproblemet.
”Nære venner” er dem, der forstår dansk, og/eller som jeg har et lidt tættere forhold til. Ofte er det også dem, der selv bidrager på Facebook. Her poster jeg på dansk og er der noget det mindste kontroversielt eller politisk, er det her, det postes. Min gruppe af “nære venner” er temmelig stor
”Venner” er resten, her poster jeg som udgangspunkt på engelsk. Og er ikke nær så personlig /politisk.
“Offentligt”: her poster jeg kun faglige ting, reklamer for arrangementer etc.

Opslag:

Jeg diskuterer som udgangspunkt ikke længere politik på Facebook. Af og til kan jeg ikke lade være, men det er som regel på andres væg. I helt særlige tilfælde min egen. I det hele taget er jeg blevet langt mere forsigtig med, hvad jeg poster. Som en af vores respondenter engang sagde: Facebook er som at sidde i et glashus med en mikrofon på.

Twitter:

Forbindelser:

Alle, der ikke er bots eller åbenlyst indenfor marketing kan følge mig på Twitter. Jeg følger selv dem, der er fagligt interessante, eller som bidrager. Jeg følger meget få celebrities men mange fagpersoner og debattører. Jeg tilstræber at have mindst tre gange så mange følgere, som nogle, jeg følger.

Opslag:

Min Twitter er på engelsk og handler stort set kun om faglige ting. Nogle prøver at skrive til mig på dansk, jeg svarer på engelsk, da 75% af mine følgere ikke er dansktalende.

LinkedIn:

Forbindelser:

Jeg accepterer/forbinder mig med alle, der er fagligt relevante i nær eller fjern forstand. LinkedIn er for mig de svage bånd. En forudsætning for forbindelse er, at de man i en eller anden sammenhæng er fagligt relevant og/eller, at der er en personlig relation, som rækker ud over venskab.

Opslag: jeg er begyndt at poste mere, efter LInkedIn har fået mere nuancerede features. Jeg fastholder dog, at Twitter er langt mere brugbart i min (akademiske) verden.

Instagram:

Jeg bliver nok aldrig stor IG-fan. Jeg har forsøgt, men jeg synes, det tager for meget tid, hvis man skal gøre det ordentligt og opbygge en stor følgerbase. Jeg beundrer dem, der kan, men jeg har det sådan, at jeg enten gør det ordentligt eller også nærmest ikke. Jeg overvejer at kickstarte min profil i nær fremtid. Det skal så være med rejsebilleder og kun det.

Snapchat:

Gider jeg ikke. Jeg har forsøgt og ser ingen anden værdi end tidsrøveri og idioti. De fleste virksomheder og politikere er kommet til samme konklusion. Det er og bliver et fis-og-ballade medie for de yngste, og det er fint med mig. Jeg er for gammel og har for dårlig tid.

Reddit:
vil gerne udforske det mere.

60-året for Sputnik – og begyndelsen på internettet

Sociale medier forstærker og komplicerer alt dette i hidtil uset grad. Vanity Fair-journalisten Nancy Jo Sales har skrevet en bog om amerikanske teenagepiger og deres hemmelige liv på og med sociale medier, som er en af de bedste men også mest rystende, jeg har læst om emnet. Vi følger piger over hele USA i deres dagligliv, hvor de foruden de velkendte teenageproblemer skal navigere sociale mediers kompleksitet. Man skal helt tiden performe, forholde sig leve op til bestemte roller og forestillinger.

For det meste bruges sociale medier positivt, som et supplement til teenagernes hverdagsliv og som en måde at holde konstant kontakt. Sociale medier har mange gode sider. Men der er også den mørke bagside. Vi hører om drenge, der tvinger piger til at sende nøgenbilleder, om online mobning, der finder sted 24/7 og om den evige skønhedskonkurrence, forstærket af online skønhedsguruer og realityfænomener som The Kardashians. Der er historier om teenagere, der drives til randen af selvmord og om nogle, der tager springet. Som af pigerne fra bogen siger:

“Sociale medier gør vores liv til et helvede. Men uden dem har vi slet ikke noget liv”.

Det er specielt piger, der har det hårdt med sociale medier. De ligger under for bestemte idealer og drengenes / mændenes forventninger, skabt af medierne og en pornobranche, der styres af mænd. Bogen har et klart feministisk perspektiv, og der er ikke mange af de mænd, der af pigerne betegnes som “klamme” og “svin”, der kommer til orde i bogen. Det spørgsmål, der står tilbage, er hvem, der bærer ansvaret for udviklingen? Porno- og modeindustrien står med et ansvar, men hvor ville vi være, hvis de unge piger ikke villigt spillede med og lagde pres på hinanden. I Michael Foucaults termer er pigerne spundet ind i et netværk af normer og magtrelationer, som de er med til at forstærke. Det ville have været rart, hvis Nancy Jo Sales havde foretaget en mere tilbundsgående diskussion af disse relationer. Det kan man måske ikke forvente, da der er tale om en overvejende journalistisk fortælling. Men bogen kalder på videre diskussioner og opfordrer til at tage en samtale med børnene og de unge, at gentænke intimitet og sexualitet, så det ikke blot bliver en vare men atter kommer til at handle om varige relationer.

På trods af mine forbehold kan jeg varmt anbefale bogen. Den bør læses af alle, der beskæftiger sig med sociale medier og børns og unges medieliv.

Nancy Jo Sales (2016): American Girls – Social Media and the Secret Life of Teenagers. New York. Vintage Books.

Man tænker straks: noget jeg har gjort? Sagt? Noget jeg bør fortryde. Andre venner blev imidlertid defriendet samtidig, så måske er der bare ryddet op? Det må jeg indrømme, at jeg selv gør nogle gange. Dels blandt nogle, jeg egentligt ikke kender mere. Nogle der aldrig poster, og som jeg egentlig ikke har noget forhold til. Eller nogle, hvis adfærd har provokeret eller irriteret mig gennem længere tid. Det sidste vender jeg tilbage til.

Når man kigger på os, der blev defriendet samtidig, er der alligevel et mønster, der gør, at jeg ikke tror, der var tale om en tilfældig oprydning. Det virker målrettet som om, at vi er røget i svinget, fordi vi mildt sagt er ganske politisk uenige med min gamle bekendte. Vi skriver ikke politiske udmeldinger særligt tit, nogen af os. Det har jeg selv bittert erfaret, at der sjældent kommer noget godt ud af på Facebook. Men alligevel er det det eneste mønster, jeg kan se i den ganske systematiske og målrettede defriending.

Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet: hvorfor defriender man? Amerikansk forskning viser, at de tre hyppigste grunde til, at folk ”defriender”, er 1) politiske uenigheder, 2) banale opdateringer, 3) overdrevent mange opdateringer om børn eller kæledyr. Udover det har jeg på det seneste hørt om en række andre grunde: ”vi kender alligevel ikke hinanden rigtigt”, ”du ”liker” aldrig mine opslag”, ”du poster aldrig selv noget, du lurer bare på mit liv”. Og læserne kan sikkert finde på flere. Selv rydder jeg som sagt op af og til. Og jeg har haft samtlige de nævnte grunde til at fjerne de forskellige mennesker, jeg igennem tiden har luget ud af min venneliste. Min hovedgrund til at gøre det er imidlertid, at jeg ikke ønsker at have ubegrænset mange venner. Når jeg har fået en stribe nye, som det af en eller flere grunde er naturligt at etablere virtuelt venskab med, fjerner jeg som regel en række andre for at holde antallet nogenlunde konstant. Min ”vennekreds” vokser dog alligevel støt og roligt, fordi der (heldigvis) kommer flere til, end jeg vælger at skille mig af med.

Tilbage står spørgsmålet: hvad betyder venskabet eller ikke-venskabet på Facebook for de fysiske og emotionelle relationer, når man så mødes ansigt til ansigt? Mange mennesker har en anden personlighed online end i virkeligheden. Der kan være flinke mennesker, som man ikke kan holde ud at være venner med på Facebook, fordi fanden tager ved dem, når de sidder med en skærm mellem dem og andre. Der er også nogle, man kun er venner med på Facebook. Det kan der igen være mange grund til: afstand, at venskabet er født ud af den online verden eller slet og ret bekvemmelighed. Jeg hører nu selv til dem, der mener, man skal kunne have lyst drikke en kop kaffe med alle sine Facebookvenner engang imellem. Ellers er spørgsmålet nok, om der er en reel forbindelse. Men folk har mange forskellige principper, og det er ok.

Men hvad nu, hvis man nogen tid efter ven X har defriendet en (eller man selv har defriendet) møder vedkommende på gaden? En helt ny form for social akavethed. Er man stadig venner fysisk? Kan man se hinanden i øjnene. Taler man om det? Eller lad man som om, det ikke er sket? Det tror jeg ikke, der er ét svar på. Men der er i al fald tale om en af mange nye ambivalenser, som jeg selv har skrevet om i andre sammenhænge. Jeg synes, der mangler forskning i disse mikrosociologiske fænomener. Jeg har selv stor lyst til at dykke ned i det. Så snart jeg får tiden. Og måske også en lille bevilling til at lave den undersøgelse, der kan kaste videnskabeligt lys over fænomenet.

Indlægget er også postet på Kforum.dk