Bogen udkommer hos Emerald Publishing i England, som har været en udsøgt fornøjelse at arbejde sammen med. De har lanceret bogen i forbindelse med Future of Democracy Week, hvor jeg har skrevet nedenstående blogindlæg ud fra bogens pointer om den nye digitale feudalisme. Har man ikke tid at læse det hele, præsenterer jeg også pointerne i denne video: https://youtu.be/2yt-7xCbwms

Bloggen kan man læse her. Som en bonus er der et gratis kapitel, man kan læse i en begrænset periode.

https://www.emeraldgrouppublishing.com/topics/equality-and-people/blog/democracy-age-digital-feudalism?utm_source=ext_email_other&utm_medium=email&utm_campaign=ace_fod-author-jlj_20200907_free

Og så kan jeg selvfølgelig kun opfordre til at købe bogen lige her:

https://www.emerald.com/insight/publication/doi/10.1108/9781839094125?

Here we go:

Facebook:

Venner:

Jeg er kun venner med folk, jeg har mødt fysisk, og som jeg har en relation til. Andre kan “følge” mig, hvis de vil. Jeg rydder af og til ud i ”venner”, som jeg ikke har relation til længere. Bidrager de ikke selv aktivt på Facebook, eller har de en irriterende adfærd, forstærker det risikoen for, at de bliver fjernet.

Jeg segmenterer venner. Hermed håndterer jeg også sprogproblemet.
”Nære venner” er dem, der forstår dansk, og/eller som jeg har et lidt tættere forhold til. Ofte er det også dem, der selv bidrager på Facebook. Her poster jeg på dansk og er der noget det mindste kontroversielt eller politisk, er det her, det postes. Min gruppe af “nære venner” er temmelig stor
”Venner” er resten, her poster jeg som udgangspunkt på engelsk. Og er ikke nær så personlig /politisk.
“Offentligt”: her poster jeg kun faglige ting, reklamer for arrangementer etc.

Opslag:

Jeg diskuterer som udgangspunkt ikke længere politik på Facebook. Af og til kan jeg ikke lade være, men det er som regel på andres væg. I helt særlige tilfælde min egen. I det hele taget er jeg blevet langt mere forsigtig med, hvad jeg poster. Som en af vores respondenter engang sagde: Facebook er som at sidde i et glashus med en mikrofon på.

Twitter:

Forbindelser:

Alle, der ikke er bots eller åbenlyst indenfor marketing kan følge mig på Twitter. Jeg følger selv dem, der er fagligt interessante, eller som bidrager. Jeg følger meget få celebrities men mange fagpersoner og debattører. Jeg tilstræber at have mindst tre gange så mange følgere, som nogle, jeg følger.

Opslag:

Min Twitter er på engelsk og handler stort set kun om faglige ting. Nogle prøver at skrive til mig på dansk, jeg svarer på engelsk, da 75% af mine følgere ikke er dansktalende.

LinkedIn:

Forbindelser:

Jeg accepterer/forbinder mig med alle, der er fagligt relevante i nær eller fjern forstand. LinkedIn er for mig de svage bånd. En forudsætning for forbindelse er, at de man i en eller anden sammenhæng er fagligt relevant og/eller, at der er en personlig relation, som rækker ud over venskab.

Opslag: jeg er begyndt at poste mere, efter LInkedIn har fået mere nuancerede features. Jeg fastholder dog, at Twitter er langt mere brugbart i min (akademiske) verden.

Instagram:

Jeg bliver nok aldrig stor IG-fan. Jeg har forsøgt, men jeg synes, det tager for meget tid, hvis man skal gøre det ordentligt og opbygge en stor følgerbase. Jeg beundrer dem, der kan, men jeg har det sådan, at jeg enten gør det ordentligt eller også nærmest ikke. Jeg overvejer at kickstarte min profil i nær fremtid. Det skal så være med rejsebilleder og kun det.

Snapchat:

Gider jeg ikke. Jeg har forsøgt og ser ingen anden værdi end tidsrøveri og idioti. De fleste virksomheder og politikere er kommet til samme konklusion. Det er og bliver et fis-og-ballade medie for de yngste, og det er fint med mig. Jeg er for gammel og har for dårlig tid.

Reddit:
vil gerne udforske det mere.

Med ny teknologi flytter valgkampen sig konstant efter vælgerne

Af Morten Mikkelsen

Nye teknologiske muligheder og mere professionelle strategier betyder, at byrådskandidaterne mere præcist end tidligere kan henvende sig til de borgere, hvis stemme de har en chance for at få

I fredags kørte Jakob Linaa Jensen, forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, med bus fra Aarhus til København og tilbragte noget af tiden med at være på internettet via sin telefon. Da bussen kørte igennem Slagelse, viste der sig en valgkampannonce for en kandidat til Slagelse Byråd på de hjemmesider, han besøgte.

Den lille oplevelse fra langdistancebussen mellem landets to største byer bruger forskningschefen som eksempel på, hvad der er den væsentligste fornyelse i måden at føre kampagne på ved dette års kommunalvalg.

Ved forrige kommunalvalg i 2013 slog sociale medier som Facebook for alvor igennem. Dette års valg er kendetegnet ved, at kandidaternes kampagner – både på internettet, ved annoncering i det offentlige rum og ved direkte møde mellem kandidat og borgere – er langt mere målrettede end før.

”Det er ikke kun tekonologien for internet-annoncering, der giver nye muligheder for geolokal markedsføring. Også i forhold til, hvor man hænger sine plakater på busskure og lygtepæle, bliver der i dag gjort et meget professionelt og målrettet arbejde for at placere sig der, hvor det har størst effekt,” forklarer han.

Pointen er, at når man har givet Facebook eller andre hjemmesider lov til at registrere, hvor i landet man befinder sig, vil man blive ekstra modtagelig for de internet-annoncer, der er målrettet dette område. Kandidater i Slagelse har størst interesse i at blive bemærket af net-brugere inden for kommunens grænser, så det kodes annoncerne til – og så kan der følge nogle forskere med på gennemrejse. Denne nye målrettethed er ifølge Jakob Linaa Jensen ingen revolution i sig selv, men det seneste af en fortsat række internet-gennembrud, der har kendetegnet de seneste par årtiers valgkampe.

Jakob Linaa Jensen har sammen med professor i statskundskab Jens Hoff fra Københavns Universitet udarbejdet en rapport om internettets betydning for folketingsvalget 2015. De er enige om, at betydningen er betydeligt mindre ved et kommunalvalg.

”I kommunalvalgkampen er de traditionelle metoder ikke til at komme uden om. Det er stadig nødvendigt at deltage i lokale valgmøder og at gå rundt på hovedgaden og snakke med folk og dele flyers ud. Men derudover er der med inspiration fra USA kommet nye metoder til, hvor man ud fra vælgerdatabaser målretter en ekstra indsats mod særlige ’svingvælgere’. Disse personer går man så ud og ringer på døren hos eller man ringer dem op,” forklarer Jens Hoff.

Kommunalvalget interesserer ikke danskerne

Ifølge Anthon Nødskov, kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet Operate, er det ikke helt nyt, at der på dansk grund finder en sådan målretning sted. Men denne såkaldte targeting er ved dette valg mere gennemført og professionel end nogensinde:

”Der har altid været en vis snusfornuft i, hvor man anså det for muligt at vinde stemmer. Når Enhedslisten skal hænge plakater op i København, forventer de nok at kunne vinde flere tilhængere på Nørrebro end på Østerbro. Men i dag kan man med et teknologisk værkøj, der hedder ’Geomatic’, se, præcis hvor i kommunen de vælgere, der stemte på én ved sidste valg, bor. Ved at bruge sådanne værktøjer kan man spare tid og kræfter til plakatophængning de steder, hvor man alligevel ikke har vælgere.”

Kunsten at ramme en kommunal vælger

Af Morten Mikkelsen

Valgmøder, håndtryk og brochurer på hovedgaden og plakater i lygtepælene har i mange år været en del af den kommunale valgkamp. Denne gang er det også både mere digitalt og mere personligt

Stort set alle kandidater til dette års kommunal- og regionsvalg markedsfører sig selv på moderne digital vis ved at have en Facebook-profil og muligvis også en kandidat-hjemmeside. Men hvis man tror, at hele valgkampen foregår på internettet, tager man fejl. På Langeland har Venstre-borgmesterkandidaten Jan Ole Jakobsen valgt at bruge ressourcer på at hænge et stort banner op på nogle halmballer, hvor hans partifæller helt bogstaveligt peger på ham.

Ifølge forskere er der imidlertid ingen som helst modsætning i al den moderne kandidatmarkedsføring på alskens digitale platforme og så den kendsgerning, at en Venstremand annoncerer på gode, gammeldags halmballer. Tværtimod.

For nøgleordet i det hele er, at kandidaterne ved dette valg målretter deres kampagne mere end nogensinde. Skal man vinde stemmer fra en ung netbruger, der lever sit halve liv på Facebook, er det selvfølgelig dér, man skal sætte ind. Vil man gerne vælges på løfter om bedre forhold i daginstitutionerne, er det klogt at hænge plakater op eller dele brochurer ud uden for den lokale børnehave eller det supermarked, hvor børnefamilierne typisk handler. Men er man Venstremand på landet, kan halmballerne ude på marken være det helt rigtige sted at få sine vælgere i tale.

”Uanset hvilken metode, man anvender, er der ved dette valg langt flere, som går personligt og målrettet til værks for at nå deres egne typiske vælgere,” forklarer Anthon Nødskov, kommunikationsrådgiver i kommunikationsbureauet Operate.

Bureauet har gennemført en række analyser af de forskellige strategier, som henholdsvis Socialdemokraterne og Venstre gennemførte i henholdsvis København og Vordingborg ved det seneste valg i 2013.

I København brugte Venstre flest penge på traditionel annoncering, mens Socialdemokratiet satsede mest på YouTube-videoer på internet og på en strategi, hvor man gik fra dør til dør for at sikre sig, at kernevælgerne også ville stemme på partiet denne gang. Dette gjorde partiet blandt andet ud fra et såkaldt geodemokratisk kort, der fortæller, hvor kernevælgerne bor.

I Vordingborg var det de gode, gamle metoder med valgmøder, brochurer, plakater og møde med borgerne på gaden, der var i højsædet.

Ifølge en række eksperter er metoderne fra Vordingborg – og fra hele landet igennem årtier – fortsat ikke bare gangbare. De er faktisk ikke til at komme uden om. Men denne gang er der mange flere, der – ligesom de københavnske socialdemokrater sidste gang – supplerer med strategier med gode danske betegnelser som targeting og ground war -strategi.

”Kandidater bliver stadig mere bevidste om, hvordan de præsenterer sig til vælgerne, og hvem de helt præcis henvender sig til. Både de traditionelle metoder og de nye muligheder på sociale medier kan være det rigtige valg. Det afhænger af, hvem man vil have i tale. At bruge alle pengene på Facebook og Instagram synes ikke at være den rigtige strategi, hvis afsenderen er Socialdemokratiet i en mellemstor kommune og de typiske vælgere er 50-70 år. Men det kunne godt være fornuftigt, hvis det er Liberal Alliance i hovedstaden, der satser på de helt unge,” siger Robert Ormrod, lektor, ph.d. ved institut for virksomhedsledelse på Aarhus Universitet og forsker i politisk markedsføring.

Han tilføjer, at sociale medier er ved at slå igennem, så det er en del af enhver kandidats personlige valgkamp, men kandidater skal vide, at disse internet-fora kræver en velovervejet brug for ikke at give bagslag.

”Hvis en kandidat skriver for meget og for kedeligt, mister man sympati og dermed også følgere. Man skal også som kandidat vide, at hvis man markedsfører sig via sociale medier, så konkurrerer man om opmærksomheden med alle de andre spændende ting, som for eksempel min datter, der er førstegangsvælger, læser på Facebook eller Instagram. Vælger man derimod plakaten i lygtepælen, er det kun de andre kandidater og ikke også hendes veninder, man konkurrerer med,” forklarer Robert Ormrod, som vurderer, at den politiske tradition for valgmøder og plakater er så stærk i Danmark, at internettet aldrig kommer til at tage helt over.

Denne vurdering deler forskerne Jakob Linaa Jensen, forskningsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og Jens Hoff, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Sammen med en tredje forsker, Lisbeth Klastrup fra IT-Universitetet, har de udgivet rapporten ”Internettet og folketingsvalget 2015”, som blandt andet viser, at andelen af borgere, som havde modtaget en politikers udtalelse eller opdatering direkte fra sociale medier som Facebook eller Twitter, steg fra 17 procent ved valget i 2011 til 53 procent i 2015. Dette er ifølge forskerne ikke en revolution, men vidner om, at internettet og de sociale medier gradvist får større gennemslag fra politikere til vælgere.

”Internettet i sig selv fik sit gennembrud ved folketingsvalget i 1998, og kandidat-hjemmesiderne ved det efterfølgende valg. Sociale medier brød igennem på landsplan ved folketingsvalget 2011 og kommunalt ved det forrige valg i 2013. I 2015 blev sociale medier muligvis afgørende for folketingsvalgets udfald, idet Lars Løkke Rasmussen var markant bedre til at mobilisere sine følgere end Helle Thorning-Schmidt. Nu er det så den målrettede markedsføring, der er ved at få sit gennembrud ved dette kommunalvalg,” siger Jakob Linaa Jensen.

Han tilføjer dog, at effekten ved kommunalvalg kun er cirka halvt så stærk som ved folketingsvalg. Det skyldes dels, at kommunalpolitikere bedre end landspolitikere kan komme fysisk i kontakt med deres vælgere, dels at kommunalpolitikere gennemsnitligt er ældre og knap så højtuddannede som landspolitikere og derfor er lidt senere til at udfolde deres aktiviteter digitalt.

Den tid synes dog at være stærkt på retur, hvor de lokale og regionale dagblade blev set som et afgørende forum for at nå vælgerne, vurderer forskningschefen.

”Vi lever i en tid, hvor det kan være afgørende for, om en kandidat bliver valgt frem for partifællerne på listen, at man blot flytter nogle få personlige stemmer, så personlig markedsføring er vigtigere end nogensinde. Det sker i mindre omfang ved en traditionel annoncering, som bliver sendt ud til alle, og i højere grad ved, at man vælger at være netop der, hvor man tror, man finder sine egne vælgere. Det kan være på internettet, men det kan også være med tilstedeværelse eller en plakat det helt rigtige sted. Mit indtryk er, at vi denne gang ikke alene har mere netaktivitet, men også har flere kandidater, der køber annonceplads på siden af en bus,” siger Jakob Linaa Jensen og tilføjer;

”Og så er der Venstre-kandidaterne på landet, der har en forkærlighed for plakater på siloer, gylletanke og den slags landlige steder.”

Med venlig hilsen

Morten Mikkelsen

Journalist

Vimmelskaftet 47 | DK-1161 København K

T: +45 33 48 05 00 | M: +45 41 74 19 05

www.k.dk | mikkelsen@k.dk

Fra: Jakob Linaa Jensen [mailto:linaa@cc.au.dk]
Sendt: 14. november 2017 12:17
Til: Morten Mikkelsen
Emne: Re: artikler, du medvirker i i dagens Kristeligt Dagblad – hele avisen som pdf og link til artikler på nettet

Tak, kan du sende artiklerne i fuld længde , de er bag paywall …

Fra: Morten Mikkelsen <mikkelsen@k.dk>
Dato: tirsdag den 14. november 2017 kl. 09.32
Til: Robert Ormrod <rormrod@mgmt.au.dk>, Jakob Linaa Jensen <linaa@cc.au.dk>, “jh@ifs.ku.dk” <jh@ifs.ku.dk>, “aan@operate.dk” <aan@operate.dk>
Emne: artikler, du medvirker i i dagens Kristeligt Dagblad – hele avisen som pdf og link til artikler på nettet

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/med-ny-teknologi-flytter-valgkampen-sig-konstant-efter-vaelgerne

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kunsten-ramme-en-kommunal-vaelger

Med venlig hilsen

Morten Mikkelsen

Journalist

Vimmelskaftet 47 | DK-1161 København K

T: +45 33 48 05 00 | M: +45 41 74 19 05

www.k.dk | mikkelsen@k.dk

60-året for Sputnik – og begyndelsen på internettet

Sociale medier forstærker og komplicerer alt dette i hidtil uset grad. Vanity Fair-journalisten Nancy Jo Sales har skrevet en bog om amerikanske teenagepiger og deres hemmelige liv på og med sociale medier, som er en af de bedste men også mest rystende, jeg har læst om emnet. Vi følger piger over hele USA i deres dagligliv, hvor de foruden de velkendte teenageproblemer skal navigere sociale mediers kompleksitet. Man skal helt tiden performe, forholde sig leve op til bestemte roller og forestillinger.

For det meste bruges sociale medier positivt, som et supplement til teenagernes hverdagsliv og som en måde at holde konstant kontakt. Sociale medier har mange gode sider. Men der er også den mørke bagside. Vi hører om drenge, der tvinger piger til at sende nøgenbilleder, om online mobning, der finder sted 24/7 og om den evige skønhedskonkurrence, forstærket af online skønhedsguruer og realityfænomener som The Kardashians. Der er historier om teenagere, der drives til randen af selvmord og om nogle, der tager springet. Som af pigerne fra bogen siger:

“Sociale medier gør vores liv til et helvede. Men uden dem har vi slet ikke noget liv”.

Det er specielt piger, der har det hårdt med sociale medier. De ligger under for bestemte idealer og drengenes / mændenes forventninger, skabt af medierne og en pornobranche, der styres af mænd. Bogen har et klart feministisk perspektiv, og der er ikke mange af de mænd, der af pigerne betegnes som “klamme” og “svin”, der kommer til orde i bogen. Det spørgsmål, der står tilbage, er hvem, der bærer ansvaret for udviklingen? Porno- og modeindustrien står med et ansvar, men hvor ville vi være, hvis de unge piger ikke villigt spillede med og lagde pres på hinanden. I Michael Foucaults termer er pigerne spundet ind i et netværk af normer og magtrelationer, som de er med til at forstærke. Det ville have været rart, hvis Nancy Jo Sales havde foretaget en mere tilbundsgående diskussion af disse relationer. Det kan man måske ikke forvente, da der er tale om en overvejende journalistisk fortælling. Men bogen kalder på videre diskussioner og opfordrer til at tage en samtale med børnene og de unge, at gentænke intimitet og sexualitet, så det ikke blot bliver en vare men atter kommer til at handle om varige relationer.

På trods af mine forbehold kan jeg varmt anbefale bogen. Den bør læses af alle, der beskæftiger sig med sociale medier og børns og unges medieliv.

Nancy Jo Sales (2016): American Girls – Social Media and the Secret Life of Teenagers. New York. Vintage Books.

Man tænker straks: noget jeg har gjort? Sagt? Noget jeg bør fortryde. Andre venner blev imidlertid defriendet samtidig, så måske er der bare ryddet op? Det må jeg indrømme, at jeg selv gør nogle gange. Dels blandt nogle, jeg egentligt ikke kender mere. Nogle der aldrig poster, og som jeg egentlig ikke har noget forhold til. Eller nogle, hvis adfærd har provokeret eller irriteret mig gennem længere tid. Det sidste vender jeg tilbage til.

Når man kigger på os, der blev defriendet samtidig, er der alligevel et mønster, der gør, at jeg ikke tror, der var tale om en tilfældig oprydning. Det virker målrettet som om, at vi er røget i svinget, fordi vi mildt sagt er ganske politisk uenige med min gamle bekendte. Vi skriver ikke politiske udmeldinger særligt tit, nogen af os. Det har jeg selv bittert erfaret, at der sjældent kommer noget godt ud af på Facebook. Men alligevel er det det eneste mønster, jeg kan se i den ganske systematiske og målrettede defriending.

Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet: hvorfor defriender man? Amerikansk forskning viser, at de tre hyppigste grunde til, at folk ”defriender”, er 1) politiske uenigheder, 2) banale opdateringer, 3) overdrevent mange opdateringer om børn eller kæledyr. Udover det har jeg på det seneste hørt om en række andre grunde: ”vi kender alligevel ikke hinanden rigtigt”, ”du ”liker” aldrig mine opslag”, ”du poster aldrig selv noget, du lurer bare på mit liv”. Og læserne kan sikkert finde på flere. Selv rydder jeg som sagt op af og til. Og jeg har haft samtlige de nævnte grunde til at fjerne de forskellige mennesker, jeg igennem tiden har luget ud af min venneliste. Min hovedgrund til at gøre det er imidlertid, at jeg ikke ønsker at have ubegrænset mange venner. Når jeg har fået en stribe nye, som det af en eller flere grunde er naturligt at etablere virtuelt venskab med, fjerner jeg som regel en række andre for at holde antallet nogenlunde konstant. Min ”vennekreds” vokser dog alligevel støt og roligt, fordi der (heldigvis) kommer flere til, end jeg vælger at skille mig af med.

Tilbage står spørgsmålet: hvad betyder venskabet eller ikke-venskabet på Facebook for de fysiske og emotionelle relationer, når man så mødes ansigt til ansigt? Mange mennesker har en anden personlighed online end i virkeligheden. Der kan være flinke mennesker, som man ikke kan holde ud at være venner med på Facebook, fordi fanden tager ved dem, når de sidder med en skærm mellem dem og andre. Der er også nogle, man kun er venner med på Facebook. Det kan der igen være mange grund til: afstand, at venskabet er født ud af den online verden eller slet og ret bekvemmelighed. Jeg hører nu selv til dem, der mener, man skal kunne have lyst drikke en kop kaffe med alle sine Facebookvenner engang imellem. Ellers er spørgsmålet nok, om der er en reel forbindelse. Men folk har mange forskellige principper, og det er ok.

Men hvad nu, hvis man nogen tid efter ven X har defriendet en (eller man selv har defriendet) møder vedkommende på gaden? En helt ny form for social akavethed. Er man stadig venner fysisk? Kan man se hinanden i øjnene. Taler man om det? Eller lad man som om, det ikke er sket? Det tror jeg ikke, der er ét svar på. Men der er i al fald tale om en af mange nye ambivalenser, som jeg selv har skrevet om i andre sammenhænge. Jeg synes, der mangler forskning i disse mikrosociologiske fænomener. Jeg har selv stor lyst til at dykke ned i det. Så snart jeg får tiden. Og måske også en lille bevilling til at lave den undersøgelse, der kan kaste videnskabeligt lys over fænomenet.

Indlægget er også postet på Kforum.dk

På billedet ses alle deltagerne i vores panel. De andre, inklusive Ander Larsson, nr. 3 fra højre, præsenterede også meget relevant forskning om sociale medier og nyheder.