Linaa.net

Jakobs Portal

Jakob

Interests Netdemocracy Underviseren Forfatteren Travel

C.V.

Facts om Jakob

Venner

En god søndag

Slægtstavle

Musik

 

 

 

Rejsebreve fra Minnesota 2002

Rejsebrev 1

Rejsebrev 2

Rejsebrev 3

Rejsebrev 4

Rejsebrev 5

Rejsebrev 6

Rejsebrev 7

Rejsebrev 8

Rejsebrev 9

Rejsebrev 10

Rejsebrev 11

Rejsebrev 12

Rejsebrev 13

Rejsebrev 14

 

California Dreaming - rejsebrev 14

 

Enden er nær - på denne serie rejsebreve fra det amerikanske. Jeg har været uden stabil Internetadgang i et stykke tid, derfor falder disse to sidste rejsemails på en gang. Nu ser jeg frem til atter at se jer i Danmark, som jeg på trods af et fantastisk halvår i det amerikanske er
meget glad for at vende tilbage til.

Efter Canadaturen var jeg en uge tilbage i Minneapolis for at gøre mine amerikanske projekter færdige og få pakket min lejlighed ned. Det var også tid til at sige farvel til de venner og kolleger, jeg fik i løbet af mit ophold. I den anledning var min lejlighed skueplads for en reception, hvor jeg omsider fik alle mine sofaer i brug på en gang!

26. juni var der så afgang til Californien. Efter meget varmt og fugtigt vejr i Minnesota var det en lettelse at komme over til det kølige Californien, hvor en brise blæste ind og sørgede for behagelige et par og tyve grader.

Vel ankommet i San Francisco kørte jeg i min lejede bil direkte ud til Stillehavet (Jep, jeg fik solgt "Tracy" inden afrejsen: 1000 dollars, jeg gav 1100, så det var en god handel!). Det første, der mødte mig var hundredvis af unge lokale surfere, der tilbragte eftermiddagen med at vente på netop den bølge!

Udmattet efter turen over (og især efter nogle hektiske sidste dage i Minneapolis) fandt jeg et idyllisk vandrerhjem i et tidligere fyrtårn lige ud til havet. Her gik jeg tidligt i seng, mens jeg kunne høre det skummende Stillehav ikke langt derfra.

Næste dag bragte mig videre ned ad den legendariske Highway 1 langs Stillehavet. Santa Cruz og Monterrey var hyggelige byer, begge med et umiskendeligt spansk-mexicansk præg. Kystlandskabet var noget af det flotteste, jeg nogensinde har set med vilde bjergsider og slugter, der gik direkte ned i det blå Stillehav.

Efter en overnatning i en idyllisk lille ferieby med udsigt til solnedgangen gik lidt ind i landet over nogle bjergkamme og til den "danske" by, som er et lille stykke Danmark midt i Californien. Med sine rædselsfulde bindingsværksbemalede betonhuse, talrige danske bagerier betjent af mexicanere og danske souvenirbutikker, var den en karikeret projektion af et Morten Korch-Danmark, der aldrig har eksisteret. Vindmøllen og træskofabrikken mindede mere om Holland. Desuden havde man såmænd en komplet kopi af Rundetårn med pizzeria i stueetagen! Recepten er klar: man tager fem procent af et land og laver en amerikansk plasticby. Til gengæld var jeg den eneste dansker, endsige person af dansk afstamning, jeg mødte i byen.

Efter plasticstorkene på taget og skilte på volapykdansk tog jeg atter mod kysten gennem legendariske sagnomspundne byer som Santa Barbara og Malibu. Det virkede da også som paradis: ingen sociale problemer, ingen tabere, palmer, hvide strande, grønne omgivelser. Et perfekt sted at opdrage sine børn, hvis man er hvid, privilegeret og har penge nok. Santa Barbara var dog et meget romantisk sted og byens "autentiske" atmosfære blev forstærket af, at man stadig har et aktivt fiskersamfund. Jeg overnattede i en anden by, der har lagt navn til en TV-produktion, Santa Monica, og vågnede ved "Red Bugten"-festival på stranden uden for mit vindue.

Så gik turen gennem Hollywood, Bel Air og Beverly Hills, der så ud som i TV-serierne. Herefter var det blevet tid til at besøge min onkel og tante, Carl og Mary i LA. De er stadig friske og raske, selv om de er 82 og 91 og var glade for at få besøg. Desuden mødte jeg hos dem en af mine amerikanske fætre, Paul, som jeg aldrig tidligere havde set. Herfra gik det nordpå mod Yosemite, nationalparken, som er noget af det flotteste jeg har set i mit liv med vilde bjerge og brusende vandfald. Endelig var det "Go West" mod San Francisco, hvor jeg tilbragte to dage med at se på en charmerende by og en verdenskendt bro, blandt andet i selskab med en anden dansk ph.d.-studerende, Jakob!, som jeg mødte på vandrerhjemmet. Verden er lille.

Efter en fantastisk uge gik det tilbage mod Minnesota og 4. juli.

Den blev fejret sammen med Connie og hendes familie i idyl ved søen i Wisconsin, og derefter gik det via et to dages stop på Island hjem mod Danmark og den dejligste sommer!