Linaa.net

Jakobs Portal

Jakob

Interests Netdemocracy Underviseren Forfatteren Travel

C.V.

Facts om Jakob

Venner

En god søndag

Slægtstavle

Musik

 

 

 

Rejsebreve fra Minnesota 2002

Rejsebrev 1

Rejsebrev 2

Rejsebrev 3

Rejsebrev 4

Rejsebrev 5

Rejsebrev 6

Rejsebrev 7

Rejsebrev 8

Rejsebrev 9

Rejsebrev 10

Rejsebrev 11

Rejsebrev 12

Rejsebrev 13

Rejsebrev 14

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Verden set fra USA - rejsebrev 1

Kære alle sammen!

Her følger det første af en forhåbentlig lang række af rejsebreve fra Guds eget land, hvor det er den smukkeste vinter, man kan forestille sig. Temperaturen er lige omkring 0, der er lidt sne, og solen skinner fra en skyfri himmel hver dag.

Som det vil være de fleste bekendt, befinder jeg mig i Minneapolis, Minnesota som led i mit ph.d.-projekt. Minnesota er førende i verden hvad angår eksperimenter med IT og demokrati, og tilmed har universitetet et Center for Internetstudier (ganske som vi har i Århus). Jeg er inviteret af en kvindelig professor på Institut for Retorik, hjemmehørende under fakultetet for landbrug, fødevarer og miljøvidenskab. Tag den! Tilknytningen har vist mere noget at gøre med instituttes geografiske beliggenhed end med egentlig videnskabelig tilknytning. Jeg fik en længere udredning om det forleden dag….

Foreløbig synes jeg, her er totalt fedt. Det lever virkeligt op til forventningerne. Jeg skal være meget på vagt. Vi har et særligt gen i min fars familie: 5 ud af 6, der er taget til USA er blevet her for altid. Og når jeg nu får afkræftet de fleste af mine fordomme om dette land, kunne det jo være…. Nej spøg til side, jeg elsker Danmark, og nu er vi jo lige sluppet af med Nyrup, så der røg en grund til at emigrere.

Min bolig

Jeg ankom hertil søndag d. 2. februar efter en flot flyvetur over Island og Grønland. Det hele gik fuldstændigt problemfrit. Jeg kan varmt anbefale Icelandair til enhver, der kunne tænke sig at komme på besøg! Takket være en ekstrem sød og energisk studerende her (Connie) stod der en møbleret lejlighed klar til mig i hjertet af Minneapolis. Jeg har mere end dobbelt så meget plads som hjemme og tre sofaer!, så nu er jeg nødt til at leje et TV for fuldt ud at udnytte denne komfort. Lejligheden (især køkken og bad) er af en lidt ældre datering, men der er gaskomfur og badekar, to ting jeg længe har ønsket mig. Fra stuen har jeg udsigt til Minneapolis skyline. Selv om kvarteret er centralt (10 min. Fra downtown og tre gader fra Missisippi) er det ret stille og roligt.

Min udlejer ligner noget katten ikke ville slæbe med ind, og så er han tilmed modedesigner! Men han er flink og rar og utroligt snakkesagelig. Min telefon er allerede installeret, og jeg er i forhandlinger om at få installeret kabel-TV, så jeg kan følge Vinter-OL, der jo er nært forestående. Skulle nogen få lyst til at ringe (det er ret billigt med et Global One-kort) er nummeret fra Danmark: 001 612 623 7774. Selv har jeg fundet telekort fra hvilke jeg kan ringe for 40 øre i minuttet til Danmark, så det kan godt være, jeg slår på tråden….

Universitetet

Mit institut er beliggende ovre i St.Paul, et kvarter med bus fra ”Minny” (Minneapolis). De to tvillingebyer Minneapolis og St.Paul er stort set vokset sammen og med forstæderne udgør de et metropolt byområde med 2,3 millioner indbyggere, halvdelen af Minnesotas befolkning.

Tirsdag var jeg så på universitetet for første gang. Jeg fik en god og meget venlig modtagelse og var rundt at hilse på alle medarbejdere og specialestuderende. På næste torsdag afholder de en reception for mig. Det er ganske overvældende! Jeg har fået en arbejdsplads, som er OK, men computeren lader vente på sig, så det er godt, jeg har den bærbare med. Alting kører på MacIntosh her (hårdt for en PC-fanatiker), men hvis dette usle computermærke er så godt, som dets fortalere hævder, kan det køre mine PC-applikationer gnidningsfrit. Jeg tvivler!

Det er gået forbløffende hurtigt med at få ordnet praktiske detaljer. Det hajlp meget, at boligsituationen m.v. var afklaret. I dag har jeg f.eks. åbnet en bankkonto. Jeg mangler faktisk kun at få købt en bil, men jeg vil lige rådføre mig med kompetente mennesker først, da mine bilkundskaber begrænser sig til at kunne konstatere, hvorvidt der er en motor i køretøjet! Men når jeg har fået bilkøbet på plads, er jeg klar til at explorere, og så kan Jyllandspostens Explorerekspedition endnu engang godt gå hjem og lægge sig.

Minneapolis / St.Paul

Jeg har også fået tid til at kigge på byen. Det gik op for mig efter at have købt Bibelen (Lonely Planet: Great Lakes) at jeg allerede den første formiddag havde foretaget den historiske byvandring i Minneapolis. Alt var over 100 år gammelt, og det er antikt her. Centrum (hvis en amerikanske by har et sådant) er klassisk amerikansk med skyskrabere og indkøbscentre. Jeg undrede mig over, hvorfor ingen mennesker var på gaderne, men på grund af temperaturen (det var 15 frostgrader den dag) gik alle rundt i skyways mellem bygningerne, 5 meter over gadeniveau. Det lignede noget fra Fritz Lang’s ”Metropolis”. 

Universitetet er enormt, og der er shuttlebusser både internt på campus imellem de to campus’er (Minneapolis’ og St.Paul’s). Busserne er gratis og går hele tiden. Det kunne vi lære meget af i Danmark, som Troels Kløvedal plejer at sige. Universitetet fremstår som en by i byen, men i modsætning til Århus skærer motorveje sig mellem bygningerne på kryds og tværs. En bro forbinder flere dele af området på tværs af Mississippi. Nederst er en motorvej, øverst en overdækket gangbro, så de forkælede amerikanske studerende kan komme tørskoede til timer på den anden side af floden. Det hele er meget futuristisk men dødcharmerende!

Jeg vil til at stoppe inden dette brev kommer til at fylde en hel megabyte. Jeg vender snart tilbage med mere nyt fra den anden side af den store dam plus nogle digitale billeder på hjemmesiden. Jeg vil elske at få mails tilbage igen, og skulle du ikke ønske at få flere rejseskildringer (de fleste bliver noget kortere end denne) må du endelig lade det mig vide.

Till then, take care!

Jakob

Klik her for at gå til nyeste rejsebrev